Legislator Case Law & Legislation
C19510010309 DK

Cirkulære om indretning og udstyr af fiskepakhuse, hvorfra der drives eksporthandel med ferske og frosne fisk og fiskevarer.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1951 103 Historic

Cirkulære om indretning og udstyr af fiskepakhuse, hvorfra der drives eksporthandel med ferske og frosne fisk og fiskevarer.

Fiskeriministeriet har efter indstilling fra det i henhold til § 41 i lov nr. 506 af 20. december 1950 om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer nedsatte kvalitets- og bedømmelsesudvalg fastsat følgende regler for indretning og udstyr af fiskepakhuse, hvorfra der drives eksporthandel med ferske og frosne fisk og fiskevarer, jfr. lovens § 22.

NYE VIRKSOMHEDER.

Nye fiskeeksportvirksomheder skal have indrettet særskilt fiskepakhus enten i grundmuret hus eller i træhus opført med dobbelte vægge på muret eller støbt sokkel. Pakhuset skal have loft og være rummeligt og godt ventileret. Taget skal have passende rejsning og være beklædt med et materiale, der kun i ringe grad absorberer solvarmen.

Pakhusets vægge skal i mindst 2 meters højde være glitpudsede eller beklædte med fliser, klinker eller andet af fiskeriministeriet godkendt materiale, der er let at renholde. Væggene skal over glitpudsningen eller flisebeklædningen m.v. være pudsede eller kalkede.

Pakhusets gulv skal være af fast, slidstærk og for vand uigennemtrængeligt materiale med mindst 20 0/00 fald til de under hensyn til gulvarealets størrelse fornødne antal afløb, der skal være forsynet med rist og vandlås og føres direkte til hovedkloak eller septictank.

Overgange mellem gulv og vægge skal være udført som hulkehl.

Der skal i pakhuset være installeret rindende vand af god beskaffenhed (eventuelt ved hjælp og vingepumper) samt håndvask og hane med forskruning til spuleslange.

Pladsen udenom virksomheden skal i mindst 3 meters afstand fra indgangene til alle sider være belagt med beton, asfalt eller lignende befæstning med passende afløb, således at der føres mindst muligt snavs og lignende ind i virksomheden.

BESTÅENDE VIRKSOMHEDER.

Bestående fiskeeksportvirksomheder skal have indrettet særskilt fiskepakhus enten i grundmuret hus eller i træhus på muret eller støbt sokkel. Pakhusets vægge skal i mindst 2 meters højde være glitpudsede eller beklædte med fliser, klinker eller andet af fiskeriministeriet godkendt materiale, der er let at renholde.

Gulvet skal være af fast, slidstærk og for vand uigennemtrængelig belægning med afløb forsynet med rist.

Der skal i eller i nærheden af pakhuset være nem adgang til vand af god beskaffenhed, ligesom der skal være indrettet håndvask eller anden passende vaskeindretning.

Bestående virksomheder, der ikke opfylder de her fastsatte forskrifter, skal senest 1. juli 1952 være bragt i forskriftmæssig stand. I særlige tilfælde kan der efter indstilling fra fiskeriministeriets kvalitets- og bedømmelsesudvalg dispenseres herfra.

FÆLLES REGLER.

Fiskepakhuse må ikke være indrettet således i forhold til latrin, pissoir, stald, svinesti, mødding, ildelugtende oplag el. lign., at der kan opstå ulemper i sundhedsmæssig henseende.

Affald skal fjernes så hurtigt som muligt og må aldrig give anledning til dårlig luft eller flueplage i eller ved virksomheden.

FISKERIMINISTERIET, DEN 15. MAJ 1951.

Knud Ree.

/P.F. Erichsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →