Legislator Case Law & Legislation
C19501101945 DK

Regulativ for de under fængselsvæsenet hørende lejeboliger.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Regulativ 1950 11019 Historic

Regulativ for de under fængselsvæsenet hørende lejeboliger.

I henhold til lov nr. 301 af 6. juni 1946 om statens tjenestemænd § 38 fastsættes herved følgende regler for de under fængselsvæsenet hørende lejeboliger. I. LEJEMÅLETS INDGÅELSE OG OPHØR. § 1.

Lejeboligen udlejes af direktoratet for fængselsvæsenet, der tillige fastsætter lejens størrelse. § 2.

Lejen erlægges månedsvis forud og fradrages for den månedslønnede på de månedlige lønningslister og for andre ansatte forud ved den første lønningsudbetaling i måneden, sålænge lejemålet vedvarer.

Forsåvidt lejeren ikke oppebærer lønning eller pension fra fængselsvæsenet, skal lejen erlægges månedsvis forud til vedkommende anstalts inspektør. § 3.

Lejemålet vedvarer, indtil det ved skriftligt varsel fra direktoratet eller lejerens side opsiges til ophør med 3 måneders varsel til den 1. i en måned.

I tilfælde af forflyttelse efter ansøgning, tvangsforflyttelse eller afsked på grund af tjenesteforseelse er lejeren pligtig til uden opsigelse fra direktoratets side at fraflytte og ryddeliggøre det lejede senest 3 måneder efter den 1. i den efter forflyttelses- eller afskedigelsesdagen påfølgende måned.

I tilfælde af opsigelse skal lejeren give lejesøgende adgang til at bese lejeboligen. I tilfælde af lejerens fraværelse efter opsigelse er han forpligtet til at skaffe inspektøren sammen med lejesøgende adgang til det lejede, når han med passende varsel er underrettet herom. II. LEJEBOLIGENS ANVENDELSE. § 4.

Lejeren er pligtig at behandle lejeboligen forsvarligt, jfr. § 10, stk. 2.

Er der indlagt w.c., bad eller varmeanlæg, eller findes der i boligen linoleum eller lignende gulvbelægning, bliver de for behandlingen heraf sædvanligt gældende regler at iagttage. Vandrør skal om fornødent aflukkes og tømmes i tilfælde af frost. Kakkelovnsrør og afløbsrør fra vasken skal holdes rene og utilstoppede.

Gårdsplads og have skal holdes rene og i god orden. Alt affald skal samles i beholdere, mødding eller kule.

Trapper, forstuer, gange o. lign. samt vinduer i disse besørges ugentlig rengjorte efter tur mellem brugerne, medmindre disse lokaliteter er fælles med kontorer eller opholdsværelser, der benyttes tilstadighed; i så fald påhviler rengøringen anstalten.

Belysning af hovedtrappe påhviler anstalten, såfremt der ad trappen er adgang til kontorer og opholdsværelser, der benyttes til stadighed, samt endvidere i bygninger med mere end 2 beboelseslag; i alle andre tilfælde påhviler den lejeren. I huse med flere lejligheder varetages renholdningen af kloaker, gård og fortov af anstalten. I øvrige huse, heri indbefattet sammenbyggede enkeltbeboelser, påhviler de anførte renholdelsespligter lejerne. Kloakrenser leveres eventuelt af anstalten.

Hvor vaske- og tørrerum er fælles for flere brugere, har lejeren adgang til disse efter omgang mellem brugerne - om fornødent efter nærmere anvisning af inspektøren. Vaske- og tørrerum skal efter brugen afleveres i rengjort og ordentlig stand til næste bruger.

Såfremt inspektøren måtte anse det for nødvendigt at give anvisning med hensyn til tid og sted for møbel- og tæppebankning samt udluftning af sengeklæder, må lejeren rette sig derefter. § 5.

Det er ikke uden direktoratets samtykke tilladt lejeren

at foretage nogen forandring ved eller tilbygning til den ham overleverede bolig,

at udleje eller udlåne en del af lejeboligen,

at benytte boligen til anden brug end den, hvortil den er bestemt,

at opsætte skilte og opslag,

at fjerne antenner, radiomaster og flagstænger ved fraflytning,

at fælde træer og større buske,

at borttage eller ombytte kakkelovne og komfurer.

Antenner, radiomaster og flagstænger må kun opsættes i overensstemmelse med de af direktoratet fastsatte bestemmelser. Fremleje eller fremlån af hele boligen er ikke tilladt. Det er forbudt at indrette opholds- eller soverum i sådanne lokaler, som efter byggeplanen er indrettet i andre øjemed, eller hvis anvendelse hertil vil være i strid med de gældende byggevedtægter.

Ved boligens fraflytning må plantninger i haven samt eventuelle af brugeren opsatte nagelfaste genstande, såsom smæklåse, sikkerhedskæder, hylder, knager og lignende ikke medtages.

I havens beplantning må ikke foretages sådanne ændringer, som væsentligt forandrer dens karakter eller forringer dens værdi. Hvor træer eller buske i haven virker generende for de omboende eller hindrer den fri udsigt for færdsel på vej eller gade, er lejeren pligtig at foretage nedskæring, evt. fjernelse af disse.

Har lejeren opsat genstande, der ikke må fjernes ved fraflytning, eller har han med direktoratets samtykke foretaget forandring ved eller tilbygning til boligen, tilkommer der ham ved fraflytning ikke godtgørelse for sådanne genstande, forandringer eller tilbygninger. Direktoratet kan kun forlange, at den tidligere tilstand retableres på brugerens bekostning, såfremt forbehold herom er taget ved meddelelsen af samtykket.

Endvidere må lejeren ikke ved lejemålets ophør fjerne umoden frugt, bær eller havesager. Ved fraflytning søges der opnået overenskomst mellem den fraflyttede og den nye lejer om erstatning for de udgifter, den fraflyttede lejer har anvendt på tilstedeværende havesager, såfremt udgifterne hidrører fra almindelig ordentlig drift. Erstatning kan dog i intet tilfælde overstige havesagernes værdi. Såfremt mindelig overenskomst ikke kan opnås, er begge parter pligtige at underkaste sig direktoratets afgørelse.

Såfremt det lejede henstår uudlejet, indtil havesager kan høstes, har den fraflyttede lejer ret til disse, men direktoratet påtager sig intet som helst ansvar for havesagerne.

Endelig skal det lejede ved fraflytning afleveres i rengjort stand og i samme stand, som det var ved modtagelsen, uden anden forringelse end den, slid og ælde medfører. III. OVERTAGELSES- OG AFLEVERINGSFORRETNINGER. § 6.

Lejeren har ret til at få boligen overdraget med nøgler til alle udvendige døre og i mangelfri og rengjort stand. Til konstatering heraf foretages i almindelighed i lejerens nærværelse en af direktoratet foranlediget synsforretning. § 7.

Istandsættelse af lejeboligen ved brugerskifte skal såvidt gørligt foretages således, at den ny bruger ikke forhindres i at flytte ind straks efter, at den tidligere bruger er flyttet ud. § 8.

Når en lejebolig skal afleveres af en lejer eller hans bo, foretages der besigtigelse, ved hvilken det skal påses, at lejeren har opfyldt sine forpligtelser i henhold til nærværende bestemmelser.

Er dette ikke tilfældet, må lejeren eller hans bo afholde udgifterne ved afhjælpning af forefundne mangler. Såfremt afhjælpning ikke er sket inden en af inspektøren fastsat kortere frist, vil manglerne blive afhjulpet af staten på lejerens eller boets bekostning. IV. LEJEBOLIGENS VEDLIGEHOLDELSE OG PERIODISKE SYN. § 9.

Staten afholder udgiften til den ydre og indre vedligeholdelse af boligen samt udgiften til rengøring ved hovedistandsættelser, og staten betaler fuldtud sådanne istandsættelser, som finder sted ved brugerskifte.

Ved anskaffelsen af tapeter deltager staten dog kun i udgifterne med et beløb svarende til prisen for tapeter i tilsvarende private lejligheder. Ønskes tapeter anskaffet til højere pris, må vedkommende lejer bære hele den derved foranledigede merudgift, også forsåvidt angår opsætningen.

Fernisering af trægulve, oliering af linoleum og tilsvarende gulvbelægning udføres af brugeren, men staten betaler eller leverer den fornødne fernis eller linolie. Efter den ved indflytning foretagne hovedistandsættelse må istandsættelse som regel først foretages efter 5 års forløb, dog undtaget mindre istandsættelser i køkkener og lign. § 10.

Lejeren afholder udgifterne ved fornyelse og reparationer af gas- og vandhaner, elektriske kontakter og afbrydere, murværk i kakkelovne og komfurer, dørgreb, låse, nøgler samt ruder.

Fremdeles påhviler det lejeren at betale sådanne vedligeholdelsesarbejder, som nødvendiggøres ved beskadigelse fra hans og hans husstands side eller iøvrigt ved tilsidesættelse af de i nærværende bestemmelser omhandlede pligter.

Rengøring efter istandsættelsesarbejder i lejeboligen påhviler med den i § 9 fastsatte undtagelse lejeren, der tillige besørger den rengøring, som under arbejderne er nødvendig, for at disse kan udføres.

Endelig påhviler det lejeren for egen regning at tilså, beplante og vedligeholde have, der måtte høre til lejeboligen. § 11.

Såfremt der ved det lejede opstår sådanne mangler eller skader, at det lejede eller bygningens værdi efter lejerens formening derved forringes, eller der på anden måde påføres fængselsvæsenet tab, er lejeren pligtig til uopholdelig at anmelde sådant for inspektøren.

Enhver foranstaltning, som direktoratet måtte anse for nødvendig eller hensigtsmæssig i anledning af reparation og vedligeholdelse af ejendommen eller lejligheden, er lejeren pligtig til at finde sig i, og han kan ikke fordre nogen erstatning for de ulemper, som derved bliver ham påført, når det pågældende arbejde udføres med tilbørlig hurtighed og fornøden hensyntagen til lejerens ejendele. § 12.

Styrelsen lader boligen besigtige mindst hver 2det år af en dertil beskikket tilsynsførende.

Lejeren eller en af denne valgt stedfortræder indvarsles til dette syn. § 13.

Ved besigtigelsen skal der gøres udsættelser over de vedligeholdelsesarbejder, som bør foretages. Det påhviler tilsynet at påse, at lejeren har opfyldt de ham påhvilende forpligtelser med hensyn til boligens brug.

Efter synets afholdelse sender den tilsynsførende indberetning til direktoratet, ligesom lejeren gøres bekendt hermed. § 14.

Der træffes efter synets foretagelse foranstaltning til iværksættelse af de besluttede vedligeholdelsesarbejder. Er lejeren ikke indforstået med de gjorte udsættelser, kan han forelægge sagen for direktoratet.

Såfremt lejeren ikke inden en passende tid efter synets afholdelse har iværksat de ham særligt pålagte vedligeholdelsesarbejder på behøring måde, kan disse foretages for hans regning.

Andre vedligeholdelsesarbejder end de, hvorom der er gjort udsættelse ved det periodiske syn, vil kun kunne iværksættes, såfremt der indtræder tilfælde, som nødvendiggør øjeblikklige foranstaltninger. V. ANDRE BESTEMMELSER. § 15.

Lejeren er pligtig til uden varsel eller opsigelse straks at fraflytte eller ryddeliggøre det lejede, såfremt han misligholder foranstående bestemmelser, hvorhos lejeren er pligtig til på anfordring skadeløst at betale lejen indtil den fraflytningsdag, hvortil han med lovlig varsel i henhold til disse bestemmelser kunne have bragt lejemålet til ophør. Direktoratet er derhos berettiget til at råde over det lejede i enhver henseende, uden at lejeren derfor skal have noget krav. § 16.

Ved lejemålets indgåelse tilstilles der lejeren et eksemplar af nærværende regulativ. § 17.

Spørgsmål vedrørende anvendelsen eller forståelsen af regulativets bestemmelser afgøres af direktoratet for fængselsvæsenet.

Justitsministeriet,

Direktøren for fængselsvæsenet, den 16. januar 1950.

Tetens.

/Carsten Jepsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →