Instruktoriske bestemmelser for bestyrelsen af klitplantagerne.
Table of Provisions (26)
Statutory Text (26 Articles)
§ 1
Klitplantagerne henhører under landbrugsministeriet. Klitdirektøren forestår den forstlige ledelse af plantagerne og udøver desuden de ham i henhold til sandflugtsloven af 29. marts 1867 og tillæg til denne lov af 11. maj 1935 tillagte funktioner.
§ 2
Klitdirektøren forelægger følgende sager til landbrugsministeriets afgørelse
1. Forslag til bidrag til de årlige finanslovforslag, tillægsbevillingslovforslag og normeringslovforslag.
2. Alle sager, til hvis gennemførelse der kræves særlig bevilling.
3. Alle sager, hvor landbrugsministeriet eller anden højere statsmyndighed har afgørelsen i henhold til gældende love og bestemmelser.
4. Sager angående køb og afgivelse af faste ejendomme, angående skellinier og grænseforandringer, servitutter, leje- og forpagtningskontrakter samt sager angående hegn, veje og vandløb, der påfører klitplantagerne vedvarende byrder eller rettigheder af større økonomiske omfang.
5. Sager angående militærvæsenets, foreningers og enkeltpersoners særlige benyttelse af klitplantagernes arealer.
6. Retssager, hvori det anses for ønskeligt at benytte sagførerhjælp, eller som frembyder sådanne tvivl, at der er grund til at forelægge dem for landbrugsministeriet.
7. Fredningssager, hvorved klitplantagernes arealer pålægges fredningsbyrder
8. Sager om udnævnelse, forflyttelse, afskedigelse og suspension af tjenestemænd samt andre personalesager, som ikke er henlagt til direktørens afgørelse.
§ 3
Klitdirektøren har ledelsen af og ansvaret for driften af klitplantagerne. Klitdirektøren modtager indberetninger og regnskaber fra samtlige klitplantager og aflægger månedsvis regnskab overfor landbrugsministeriet. Klitdirektøren er ansvarlig for, at givne bevillinger benyttes efter hensigten og ikke overskrides.
§ 4
Klitdirektøren foretager selv eller ved overklitfogederne eller klitplantøren ved klitdirektoratet kasseeftersyn og optælling af beholdninger i klitplantagerne og sender indberetning herom til landbrugsministeriet.
Overklitfogederne
§ 5
Overklitfogedernes tjenesteområde omfatter
1. Funktion som overklitfoged i henhold ti lov om sandflugtens dæmpning m.v. af 29. marts 1867 samt tillæg til denne lov af 11. maj 1935.
2. Funktion som klitdirektørens medhjælper og stedfortræder ved inspektion, kasseeftersyn, beholdningsoptælling og i andre tilfælde, hvor klitdirektøren pålægger dem forretninger på sine vegne.
3. Bestyrelsen af den klitplantage, hvor de er bosat, i hvilken henseende de er undergivet de samme regler som klitplantørerne.
Klitplantøren (fortskandidaten) ved klitdirektoratet.
§ 6
Klitplantøren (forstkandidaten) ved klitdirektoratet gør tjeneste på klitdirektoratets kontor efter klitdirektørens nærmere bestemmelse og kan desuden udsendes til forhandling på klitdirektørens vegne samt beordres til at foretage kasseeftersyn og beholdningsoptælling hos klitplantørerne.
Klitplantørerne
§ 7
Klitplantørerne forestår den daglige ledelse af arbejdet i den klitplantage, hvor de er ansat. Det er deres opgave at sørge for, at alle arbejder udføres på den bedste og mest hensigtsmæssige måde, og de har overfor klitdirektøren ansvaret for, at dette sker.
De forestår salget af effekter samt inkasserer såvel indtægten heraf som andre indtægter af det dem underlagte areal. Klitplantørerne udfærdiger månedsregnskaber for den klitplantage, hvor de er ansat, og indsender regnskabet til klitdirektøren.
§ 8
Med hensyn til arbejdet i plantagerne m.v. skal der herom træffes nærmere aftale med klitdirektøren ved inspektionerne. Alle nye større arbejder som f.eks. nyanlæg og grundforbedring af veje, nye afvandingsarbejder, nye planteskoler, nye kulturanlæg af særlig art, foryngelse af bevoksninger m.v. skal altid inden påbegyndelsen forelægges klitdirektøren, med hvem også kulturernes træarter skal aftales.
Det er klitplantørernes pligt på eget initiativ at sørge for udførelsen af alle de almindeligt forekommende kontinuerlige arbejder i plantagerne, såsom kulturarbejder, kulturpleje, vejreparationer, anlæg af sporgrøfterensning, planteskolearbejder, skovningsarbejder, dæmpningsarbejder m.v. samt salg af effekter.
Klitplantørerne iværksætter selv alle arbejderne i plantagerne og sørger for den nødvendige arbejdskraft, der under arbejdets udførelse må være under hyppigt og effektivt opsyn af klitplantørerne, som til hver afregning foretager optælling og opmåling af det udførte arbejde og er ansvarlig for, at det på arbejdernes regninger anførte er i overensstemmelse med virkeligheden.
Såfremt medhjælp af plantørassistenter eller opsynsmænd benyttes, er klitplantørerne ansvarlig for det af disse udførte arbejde.
Afregning sker dels til priser godkendt af klitdirektøren, dels ved lokalt aftalte akkorder, der fastsættes af klitplantørerne og skal stå i et rimeligt forhold til den gældende timeløn. Klitdirektøren kan forlange akkordaftaler revideret.
§ 9
Klitplantørerne er kassebetjente og undergivet de for statens kassebetjente almindeligt gældende regler. De modtager fra klitdirektøren de pengebeløb, der er nødvendige til afholdelse af udgifterne ved den plantage, der er dem underlagt, ligesom de inkasserer indtægter. Med hensyn til bogføring og regnskab er klitplantørerne undergivet de til enhver tid gældende forskrifter.
Faste indtægter skal indkræves til forfaldstid og dersom der viser sig vanskeligheder ved beløbenes rettidige inkassering, skal det straks meddeles klitdirektoratet.
Klitplantørerne er til enhver tid ansvarlige for tilstedeværelsen af de af dem administrerede beholdninger, både beholdninger af penge (kontante beløb og beløb indestående på bank- eller postgirokonto) og beholdninger af oparbejdede effekter (træ, grus o.lign) samt af inventar, der er optaget på inventariefortegnelsen.
Klitplantørerne er endvidere ansvarlige for beløb, der efter deres anvisning inkasseres af dem undergivne personer (opsynsmænd, plantørassistenter).
Kassebeholdningernes størrelse reguleres ved tilskud fra eller indbetalinger til klitdirektøren efter dennes nærmere ordre.
§ 10
Med hensyn til ledelsen og driften af klitplantagerne skal klitplantørerne i enhver henseende rette sig efter de anvisninger, der modtages af klitdirektøren eller af den overklitfoged, der det pågældende sted kan optræde på klitdirektørens vegne.
§ 11
Klitplantørerne skal jævnligt færdes rundt på det dem underlagte areal samt føre opsyn med, at skov- og jagtfreden og alle kontraktlige forpligtelser overholdes. De er berettiget til at melde til politiet alle lovovertrædelser, der er konstateret af dem selv, af plantørassistenter og opsynsmænd eler andre pålidelige vidner, men samtidig med anmeldelsen skal klitdiretøren underrettes herom. Såfremt lovovertrædelser ikke straks anmeldes til politiet, skal de uopholdeligt indberettes til klitdirektøren.
§ 12
Særlige begivenheder, såsom brande, stormfald, stærk frostskade og andre naturbegivenheder, stærke og pludselige insekt- eller svampeangreb o.lign skal straks indberetts til klitdirektøren.
Endvidere underrettes klitdirektøren straks om alle tilfælde, hvor arbejdere kommer til skade under arbejdet i et omfang, der vil gøre dem arbejdsudygtige i kortere eller længere tid. Indberetning sendes samtidig til statens ulykkesforsikring i tilfælde, der skønnes at medøre krav i henhold til lov om ulykkesforsikring.
§ 13
Med hensyn til salg af skoveffekter og andre effekter skal de almindelig anvendte priser godkendes af klitdirektøren. Ved levering af særlige effekter og større partier skal priserne i hvert enkelt tilfælde godkendes af klitdirektøren.
§ 14
Klitplantørerne er ansvarlige for, at de givne bevillinger til den af dem bestyrede klitplantage ikke overskrides, hverken i sin helhed eller for de enkelte posters vedkommende.
§ 15
Alle sager vedrørende lejemål (herunder såvel mundtlige, kortvarige aftaler som skriftlige kontrakter), alle forretninger, der pålægger klitplantagerne byrder eller rettigheder såsom vejsager, vandafledningssager, fredningssager m.m. skal forelægges klitdirektøren til afgørelse.
Iøvrigt skal alle ikke særlig nævnte sager, der ikke falder ind under de i § 8, stk. 1 anførte arbejder, forelægges klitdirektøren til afgørelse.
§ 16
Alle særlige tilladelser og dispensationer i tilslutning til de af landbrugsministeriet under 27. maj 1939 givne »bestemmelser vedrørende almenhedens adgang til de staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser tilhørende skove, herunder plantager« skal forelægges klitdirektøren til afgørelse.
Alle henvendelser til de kgl. bygningsinspektører skal ske gennem klitdirektøren; dog ikke fremsendelse af tilbud på ordinære bygningsarbejder, regninger til godkendelse o.lign.
§ 17
I de klitplantager, hvor jagten ikke er bortlejet, har den pågældende klitplantør ret til at jage i plantagen under behørigt hensyn til vildtbestanden, i hvilken henseende klitdirektørens bestemmelser skal følges.
Klitplantørerne må ikke uden klitdiretørens tilladelse medtage gæster på jagt eller afholde selskabsjagter. Hvor forholdene gør det ønskeligt, kan klitdirektøren pålægge klitplantørerne at afholde større jagter.
§ 18
Det er ikke under nogen betingelse tilladt klitplantørerne, de til deres husstand hørende eller i deres tjeneste stående personer at påtage sig arbejde i klitplantagerne.
Klitdirektøren kan dog give tilladelse til, at klitplantørerne lader udføre arbejde med deres egne heste eller lignende for klitplantagernes regning.
Det er forbudt klitplantørerne såvel som alle ved klitplantagerne beskæftigede funktionærer under nogen som helst form at give sig af med privat handel med skoveffekter eller andre effekter, der sælges fra klitplantagerne - f.eks. grus o.lign.
§ 19
Klitplantørerne kan forlade de af dem bestyrede plantager i 1 døgn, men dette må meddeles til klitdirektøren. Tilladelse til orlov i flere døgn skal forud søges hos klitdirektøren.
Såfremt en klitplantør på grund af sygdom er ude af stand til at passe sin tjeneste, skal det omgående meddeles klitdirektøren.
§ 20
Klager, som klitplantørerne ønsker at fremføre over overklitfogederne eller klitdirektøren, fremsendes gennem den, hvorover der klages; dog kan samtidig en genpart af klagen sendes direkte til landbrugsministeriet.
Plantørassistenterne.
§ 21
Plantørassistenterne ansættes af klitdirektøren på af denne nærmere fastsatte vilkår og kan afskediges af klitdirektøren. De er undergivet klitplantøren (eventuelt overklitfogeden) ved den klitplantage, hvor de er ansat, og skal i et af klitdirektøren nærmere fastsat omfang være denne behjælpelig med opsyn, tilsyn, optælling, opmåling o.lign. samt regnskab. I den tid, der ikke medgår hertil, skal de efter klitplantørens (evt. overklitfogedens) anvisning udføre almindeligt skovarbejde.
§ 22
Med hensyn til klager og besværinger har de at forholde sig på samme måde som klitplantørerne.
Opsynsmændene.
§ 23
Opsynsmændene ansættes af klitdirektøren på af denne nærmere fastsatte vilkår og kan afskediges af klitdirektøren. De er undergivet klitplantøren (eventuelt overklitfogeden) ved den klitplantage, hvor de er ansat, og skal efter dennes anvisning udføre almindeligt skovarbejde og eventuelt være deres foresatte til medhjælp på samme måde som plantørassistenterne.
Regnskabsførende opsynsmænd og klitassistenter.
§ 24
Regnskabsførende opsynsmænd og klitassistenter ansættes af klitdirektøren på af denne nærmere fastsatte vilkår og kan afskediges af klitdirektøren. De leder arbejdet i mindre klitplantager og er i så henseende undergivet de samme regler som klitplantørerne.
Landbrugsministeriet, den 19. december 1949.
Kr. Bording.
J. Suenson, fm.
Instruktoriske bestemmelser for bestyrelsen af klitplantagerne.
Ingen