Skrivelse om overholdelse af ankefrist.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om overholdelse af ankefrist.
Til hr. statsadvokatens orientering fremsendes hoslagt udskrift af en af højesterets kæremålsudvalg den 24. februar 1947 afsagt kendelse.
Under den pågældende sag var en af Østre Landsret afsagt kendelse, hvorefter landsretten som følge af ankefristens oversiddelse har afvist den af anklagemyndigheden iværksatte anke, påkæret til højesteret, der nu har stadfæstet landsrettens kendelse.
Dommen, som anklagemyndigheden har ønsket prøvet, er afsagt den 12. juli 1946 af Københavns Byret og påanket til Østre Landsret ved en den 31. juli 1946 dateret ankemeddelelse, der forkyndtes den 7. august 1946, efter at man den 2. august 1946 forgæves havde forsøgt forkyndelse. Det fremgår endvidere af sagen, at domsudskriften først er afleveret til politiet den 27. juli og modtaget af statsadvokaten den 29. s.m..
Som det vil fremgå af domsudskriften har 8 dommere ikke fundet, at den omstændighed, at udskriften af byrettens dom er blevet forsinket, har kunnet medføre, at overskridelsen af ankefristen ikke har kunnet tilregnes anklagemyndigheden.
5 dommere har fundet, at den stedfundne fristoverskridelse under de foreliggende omstændigheder skyldes forhold, der ikke har kunnet tilregnes anklagemyndigheden, fra hvis side der er handlet med tilbørlig hurtighed.
Efter den anledning, sagen hertil giver, skal jeg herefter anmode hr. statsadvokaten om, at der i de tilfælde, hvor der kan blive tale om anke fra anklagemyndighedens side, foranlediges udfærdiget en foreløbig ankemeddelelse uden at afvente udskrift af dombogen, og således at der, når udskriften foreligger, tages endelig stilling til ankespørgsmålet.
Udskrift af højesterets dombog for kæremålsudvalget i straffesager. I sag nr. 325/1946: Anklagemyndigheden mod N.N. blev af højesterets kæremålsudvalg mandag den 24. februar 1947 afsagt sådan
Kendelse
Den i denne sag af Østre Landsret afsagte kendelse er med justitsministeriets tilladelse påkæret til højesteret af anklagemyndigheden.
I påkendelsen har tretten dommere deltaget.
Det fremgår af sagen, at den af Københavns Byret den 12. juli 1946 afsagte dom blev påanket til Østre Landsret af statsadvokaten for København ved en den 31. s. md. dateret ankemeddelelse, der forkyndtes for domfældte den 7. august samme år, efter at et forsøg på forkyndelse den 2. samme md. var mislykkedes som følge at, at domfældte havde forandret bopæl.
Det er endvidere oplyst, at udskrift af dommen først afleveredes til politiet den 27. juli og modtoges af statsadvokaten den 29. samme måned.
Otte dommere, der ikke finder, at den omstændighed, at ekspeditionen af domsudskriften er blevet forsinket, kan medføre, at overskridelse af ankefristen ikke kan tilregnes anklagemyndigheden, stemmer for at stadfæste kendelsen i henhold til dens grunde.
Fem dommere finder, at den stedfundne fristoverskridelse under de foreliggende omstændigheder skyldes forhold, der ikke kan tilregnes anklagemyndigheden, fra hvis side der efter domsudskriftens modtagelse er handlet med utilbørlig hurtighed. Disse dommere stemmer herefter for at ophæve landsrettens kendelse og at hjemvise sagen til fornyet foretagelse og påkendelse i realiteten.
Der vil være at give kendelse efter stemmeflertallet.
Thi bestemmes
Landsrettens kendelse bør ved magt at stande.
Tilstilles polidirektøren i København til underretning. (fra sa., Kbhvn.).
Jeg anmoder om, at politiadvokaterne må blive instrueret om at have opmærksomheden henvendt på domme, som der kan blive spørgsmål om at påanke, således at vedkommende byretsafdeling anmodes om at fremskynde ekspeditionen af udskriften.
Hvis udskrift ikke foreligger 10 dage efter domsafsigelsen, beder jeg om underretning, idet der da herfra (sa. f. Kbhvn.) vil blive udfærdiget foreløbig ankemeddelelse, således at der, når udskriften fremkommer, vil blive taget endelig stilling til spørgsmålet, om anken skal fastholdes.
Ingen