Meddelelse til Skifteretterne angaaende Værdiansættelsen til Arveafgiftsberegning af faste Ejendomme.
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse til Skifteretterne angaaende Værdiansættelsen til Arveafgiftsberegning af faste Ejendomme.
Paa dertil given Anledning skal man efter Forhandling med 1. Hovedrevisorat meddele følgende med Hensyn til de Retningslinier, der vil være at følge ved Ansættelsen af Værdien af faste Ejendomme til Beregning af Arveafgift.
I. Hvis en et Dødsbo tilhørende Ejendom er solgt af Boet, inden Opgørelse foretages eller Arveanmeldelse indgives, vil Arveafgiften være at beregne paa Grundlag af Salgssummen som indgaaet i Bobeholdningen uden Hensyn til, om Salgssummen maatte være større eller mindre end Ejendommens Vurderingssum til Ejendomsskyld.
Er Salget sket til en af Arvingerne, vil der - navnlig naar Salgssummen er mindre end Vurderingssummen til Ejendomsskyld kunne være Anledning for Skifteretten til at undersøge, om Overdragelsen indebærer et reelt Salg. Dette bør i Almindelighed antages, naar Ejendommen af Boet effektivt har været udbudt til Salg og derefter ved almindeligt Skøde (ikke Arveudlægsskøde) er overdraget til vedkommende Arving for et Vederlag mindst lig det højeste udefra gjorte Bud.
II. Hvis Ejendommen udlægges i Arv til Arvingerne eller een eller flere af disse, vil Arveafgiften i Henhold til Arveafgiftslovens § 18, 2. Stk., Nr. 1, være at beregne paa Grundlag af Ejendommens Salgsværdi, dog mindst Ejendommens Vurderingssum til Ejendomsskyld.
Hvor Skifteretten maatte komme til Kundskab om, at en Arving, der har faaet en Ejendom udlagt, kortere Tid herefter sælger Ejendommen for en Sum, der er væsentlig højere end det Beløb, for hvilket Ejendommen er udlagt, og hvoraf Arveafgift er beregnet, maa Skifteretten indberette dette til 1. Hovedrevisorat. Det samme gælder, hvor Arvingerne i et privat skiftet Bo, uden at Udlæg til en enkelt eller enkelte Arvinger har fundet sted, kortere Tid efter Arveanmeldelsens Indgivelse sælger en Ejendom for en Sum, der er væsentlig højere end det beløb, hvormed den er opført i Arveanmeldelsen. Hovedrevisoratet vil iøvrigt ved sin Revision have Opmærksomheden henvendt paa Tilfælde af denne Art.
Endnu bemærkes, at Arveafgift af Ejendommen naturligvis aldrig kan beregnes af et lavere Beløb end det, for hvilket Ejendommen er udlagt i Boet.
Nærværende Meddelelse træder i Stedet for Skattedepartementets Meddelelse Nr. 191 af 23. Juni 1942.
Skattedepartementet, den 30. Juli 1947.
P. G. V.
Victor Nielsen.
Poul Plate.
Ingen