Cirkulære til samtlige Politimestre angaaende Opbevaring af Hittegods.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære til samtlige Politimestre angaaende Opbevaring af Hittegods.
De store Værdier, som adskillige af de til Politiet som Hittegods
indleverede Genstande under de nuværende Forhold repræsenterer,
har i højere Grad end Tidligere gjort det nødvendigt, at der
udvises Omhu med Opbevaring af disse Effekter. Man skal derfor
anmode D'Herrer om at iagttage følgende
Ved Indførelsen i Hittegodsjournalen bør de fundne Genstande
beskrives saa omhyggeligt, at de senere kan identificeres. Det er
saaledes ikke nok, at Indførselen lyder på »Et Ur«, »En
Herrecykle« el. lign., men der bør, hvis Genstandens Værdi ikke er
ganske ringe, gives en kortfattet Beskrivelse eller anføres
Nummer, Mærke eller andet særligt Kendtegn. Særlig med hensyn til
Cykler bør tillige anføres, om de er forsynet med Gummi, Lygte
eller andet Tilbehør, samt angives Dækkenes Mærke.
Ved den i § 60, Stk. 1, i Regnskabscirkulæret af 18. Februar 1938
omhandlede Gennemgang af Hittegodsjournalen bør det nøje paases,
at de tilstedeværende Effekter og identiske med de i
Hittegodsjournalen indførte, og at der ikke er fjernet Dele eller
Tilbehør.
Opbevaring af Hittegods bør ske paa saa betryggende Maade som muligt.
Mindre Genstande, herunder navnlig mere værdifulde Ting som Ure og
Guld- og Sølvsager, bør opbevares i aflaaset Skab eller Skuffe i
et Lokale, der altid holdes aflaaset, naar Personalet ikke er
tilstede. Større Genstande, navnlig Cykler og Cykledele, bør
opbevares under Tag i lukket Rum, der holdes forsvarligt aflaaset
i den Tid af Døgnet, i hvilket det ikke kan holdes under
umiddelbart Tilsyn fra Politikontor eller Politistation.
Justitsministeriet, den 15. September 1943.
P. M. V.
Aage Svendsen
Herfelt.
Ingen