Cirkulære fra Rigsadvokaten til Statsadvokaterne, Politidirektøren i København og samtlige Politimestre angaaende de ved Lov Nr. 112 af 7. April 1936 foretagne Ændringer i Retsplejeloven.

Cirkulære fra Rigsadvokaten til Statsadvokaterne, Politidirektøren i København og samtlige Politimestre angaaende de ved Lov Nr. 112 af 7. April 1936 foretagne Ændringer i Retsplejeloven.

Lov Nr. 112 af 7. April 1936 om Ændringer i og Tilføjelser til Lov om Rettens Pleje af 11. April 1916, jfr. Lovbekendtgørelse Nr. 212 af 1. Oktober 1936, der træder i Kraft den 1. Juli 1937, vil medføre forskellige vigtige Ændringer i Strafferetsplejen. Idet iøvrigt henvises til Lovens Indhold og Rigsadvokatens Cirkulære af 27. December 1932, finder jeg efter Forhandling med Justitsministeriet Anledning til særligt at fremhæve følgende Punkter vedrørende den ved Loven skete Indførelse af Domsmandsinstitutionen, hvorved bemærkes, at Domsmænd efter Reglerne i §§ 1039 og 1040 sammenholdt med § 692, Stk. 2, kun vil komme til at medvirke i Straffesager, i hvilke TILTALE rejses efter Lovens Ikrafttræden.

I. Sagernes Behandling.

Domsmænd skal i Medfør af §§ 688, Stk. 2 og 1018 i medvirke i alle UNDERRETSSAGER med Undtagelse af Straffesager, der behandles efter Reglerne i § 925, Sager, der behandles ved Sø- og Handelsretten eller som omfattes af § 18, Stk. 2, og Politisager. I Ankesager medvirker Domsmænd endvidere i Medfør af § 692, Stk. 2, for saa vidt Sagen i Underinstansen har været behandlet under Medvirken af Domsmænd eller efter Reglerne i § 925.

Domsmændene skal medvirke ved Domsforhandlingen og Sagens Paakendelse, derimod ikke ved Sagens forberedende Undersøgelse.

Efter den nugældende Ordning er Forundersøgelsens Formaal at tilvejebringe ikke blot de Oplysninger, som er fornødne for Tiltalens Rejsning, men ogsaa Bevismaterialet til Brug ved Oplæsning for den dømmende Ret. De nye Regler, navnlig i § 928, henlægger derimod Bevisførelsen til DOMSFORHANDLINGEN og har derfor medført den betydningsfulde Ændring i § 818, at Forundersøgelsens Øjemed kun er at tilvejebringe de Oplysninger, som udfordres for at afgøre om, for hvilken Forbrydelse og for hvilken Ret Tiltale skal rejses. Iøvrigt vil der under Forundersøgelsen kun kunne føres saadanne Beviser, som det maa anses for umuligt eller dog forbundet med særlig Ulempe at tilvejebringe under Domsforhandlingen. Herefter vil Forundersøgelse kun være NØDVENDIG i Sager,

1. hvor Betingelserne for Behandling efter § 925 er til Stede,

2. hvor det er nødvendigt for Tiltalens Rejsning, eller hvor Bevisførelse ikke KAN finde Sted ved Domsforhandlingen, jfr. ovenfor,

3. hvor der er Sandsynlighed for Tiltalefrafald i Henhold til Strfl. § 30 eller Forsorgslovens § 150 og

4. hvor der kan blive Spørgsmaal om Tiltalefrafald i Medfør af Rpl. § 723, næstsidste Stk.

Anklagemyndigheden bør derfor i Tide være opmærksom paa, om nogen af de under Punkterne 1, 3 og 4 nævnte Situationer kan komme til at foreligge, saaledes at Sagens Behandling kan indrettes derefter.

Bortset fra disse Tilfælde vil Straffesagernes Behandling under Hensyn til det anførte som Hovedregel fremtidig kun falde i 2 Dele, Efterforskning og Domsforhandling, og Rettens Medvirkning bør i Almindelighed kun paakaldes i de Tilfælde, hvor Loven paabyder denne, jfr. Kapitlerne 66-69 og 71-73. Med Hensyn til Domsforhandlingen og dennes Forberedelse bemærkes, at Reglerne i §§ 833-840, §§ 842-844, §§ 845-852, § 853, Stk. 1, § 868 og §§ 869-882 om Nævningesagernes Behandling i Medfør af §§ 927 og 928 finder Anvendelse i Domsmandssagerne.

II. Genparter.

Der er ikke givet Regler om, hvorvidt Domsmændene, der medvirker ved Underetten, skal have Genparter af Rapporter og andre Aktstykker, der fremlægges i Retten, saaledes som det nu er foreskrevet med Hensyn til Forsvareren, jfr. § 823 og § 810, Stk. 2 samt Cirkulæret af 27. December 1932, Afsnit II. Omend en Del kunde tale for at forsyne hver af Domsmændene med Genpart af det Materiale, der fremlægges i Retten, maa det dog antages, at forskellige praktiske Hensyn vil stille sig hindrende i Vejen herfor. Det vil derfor ikke være nødvendigt at tage særlige Genparter til Brug for Domsmændene, hvorimod disse maa være henvist til eventuelt at gøre sig bekendt med Sagens originale Aktstykker, som overgives Retten. I særlige Tilfælde bør der dog tilvejebringes Genparter af Rids, Regnskabsoversigter o. lign., ligesom der i særlig omfattende Sager vil kunne være Anledning til at udarbejde EKSTRAKTER til Brug for Domsmændene.

III. Afhøringer.

Idet iøvrigt henvises til det i Cirkulæret af 27. December 1932, Afsnit I, udtalte, maa det understreges, at de nye Procesregler medfører, at Afhøringerne af Tiltalte og Vidner m. fl. under Domsforhandlingen vil faa en forøgte Betydning, og det vil derfor være paakrævet, at Anklagemyndigheden ved Afhøringen ogsaa tilstræber at belyse den afhørte Persons Paalidelighed i det hele eller i en bestemt Retning.

Med Hensyn til Afhøringen af Børn under 15 Aar er det i § 818, 4de Punktum, foreskrevet, at det ganske særlig bør iagttages, at saadanne, der maa antages at skulle afhøres under Domsforhandlingen, ikke afhøres under Forundersøgelsen, medmindre det maa anses for tvingende nødvendigt af Hensyn til Tiltalespørgsmaalet. Herved kan det imidlertid ikke antages at være tilsigtet at give en almindelig Regel om, at Børn KUN maa føres som Vidner ved Domsforhandlingen.

For at der kan tillægges Vidneudtalelser af et Barn Vægt, er det netop vigtigt, at Barnet snarest muligt afhøres i Retten. Anklagemyndigheden bør derfor drage Omsorg for, at dette sker allerede under Efterforskningen, og bør endvidere virke hen til, at Førelse af Børn under 15 Aar som Vidner ved Domsforhandlingen i videst muligt Omfang undgaas, saaledes at man lader sig nøje med deres under Efterforskningen afgivne Retsforklaringer, eventuelt suppleret med Vidneforklaring af Repræsentanten for Børneværnet eller af andre, som har overværet Forklaringens Afgivelse. Det bør dog iagttages, at Barnet haves til Raadighed under Domsforhandlingen for det Tilfælde, at Retten desuagtet maatte ønske det afhørt paany eller maatte ønske at se Barnet for at kunne danne sig et personligt Indtryk af dets Troværdighed.

IV. Protokollationer.

Medens Protokollation af de Forklaringer, der afgives under Efterforskning og Forundersøgelse - i de Undtagelsestilfælde, hvor denne finder Sted - skal ske i samme Omfang som hidtil, jfr. § 824 og § 810, Stk. 2, er Protokollationen af Forklaringer under Domsforhandlingen efter Reglerne i § 928, Stk. 3, jfr. § 876, begrænset til DET VÆSENTLIGSTE af de afgivne Udsagn. I Domsmandssager i 1ste Instans, hvor det kan paaregnes, at Anke vil finde Sted, bør Anklagemyndigheden dog virke hen til, at der altid sker Protokollation af de Dele af Forklaringerne, som er af Betydning. Det tiltrænger ikke nærmere Motivering, at dette er praktisk nødvendigt i Sager, hvor Anken ikke omfatter Bedømmelsen af Beviserne for Tiltaltes Skyld, og hvor ny Bevisførelse i Ankeinstansen derfor ikke finder Sted. Men også i Sager, hvor fornyet Bevisførelse skal finde Sted under Anken, er det paakrævet, at Protokollation sker i det anførte Omfang. Selv om Ankeinstansen i disse Tilfælde ikke er bundet ved Underinstansens Bevisbedømmelse, bør Anklagemyndigheden drage Omsorg for, at Afgørelse ikke træffes uden, at Retten har faaet fornødent Kendskab til - de muligt afvigende eller modstridende - Forklaringer, som er afgivet i Underinstansen.

V. Anklageskriftet.

Med Hensyn til Anklageskriftets Affattelse er det i Rigsadvokatens Cirkulære af 7. December 1932, Afsnit II, Stk, 4, udtalt, at der, bortset fra de Tilfælde, hvor Paastanden i Henhold til Rpl. § 684 Nr. 4 udtrykkelig begrænses til nogen af de i Strfl. Kap. 8 eller 9 foreskrevne Retsfølger, i og for sig næppe er nogen processuel Nødvendighed for i Anklageskriftet at angive, hvilken Art af Straf eller Sikkerhedsforanstaltninger der efter Anklagemyndighedens Formening bør anvendes i det foreliggende Tilfælde, idet Domstolene maa anses beføjede til at vælge den Foranstaltning, der efter deres Opfattelse er den rette, uden Hensyn til, hvad Anklagemyndigheden har paastaaet. Det er dog fremhævet, at det af parktiske Hensyn og i særdeleshed af Hensyn til Forsvaret vil være rettest, at der, naar der skal paastaas en særlig Foranstaltning som Ungdomsfængsel eller lign., optages Bemærkning herom i Anklageskriftet.

Imidlertid har der hos Domstolene hersket nogen Tvivl om, hvorvidt disse er beføjede til at idømme Straf, naar der, uden subsidiær Paastand om Straf, alene er nedlagt Paastand om Idømmelse af en af de i Strfl. Kap. 8 eller 9 nævnte Retsfølger, men Retten ikke finder saadanne anvendelige. Da dette Forhold muligt vil volde yderligere Vanskeligheder under Ordningen med Domsmænd, og da en subsidiær Straffepaastand i disse Tilfælde kan virke svækkende for den principale Paastand, vil det være rettest, at Anklageskriftet fremtidig affattes saaledes, at Tiltalte alene sættes under Tiltale for Overtrædelse af den og den Straffebestemmelse, uden Angivelse af, hvilken Foranstaltning der kræves bragt til Anvendelse, men saaledes at der - især af Hensyn til Forsvaret - i Slutningen af Anklageskriftet tilføjes, hvilken Retsfølge der efter Anklagemyndighedens Skøn bør træffes Bestemmelse om (Idømmelse af Straf under sædvanlige Former, Ungdomsfængsel, Undergivelse af nærmere angivne Sikkerhedsforanstaltninger i Medfør af Strfl. § 70 o. s. v.).

VI. Ankesagerne.

Det følger af Reglerne i §§ 965 og 965 a, at Tiltaltes Ankebegrundelse har afgørende Betydning for Sagens Behandlingsmaade i Ankeinstansen. Det er derfor af største Vigtighed, at Ankebegrundelsen præciseres nøjagtigt. Saafremt Tiltalte er til Stede ved Domsafsigelsen og ønsker at anke, bør den for Anklagemyndigheden mødende medvirke til, at han straks erklærer sig udførligt angaaende Ankegrunden, og at denne tilføres nøjagtigt til Retsbogen. Ønsker Tiltalte Betænkninstid, bør han nøje instrueres om, paa hvilken Maade og inden hvilken Frist Ankemeddelelsen skal fremsættes, jfr. Reglerne i §§ 948 og 963. Særlig henledes Opmærksomheden paa, at Tiltaltes Ankemeddelelse i Medfør af § 963, Stk. 3 a, selv om den ikke afgives straks ved Domsafsigelsen, kan fremsættes mundtlig til Retsbogen, og at Dommeren bør være ham behjælpelig hermed.

Behandlingen i Ankeinstansen foregaar, forsaavidt Anken ikke omfatter Bedømmelsen af Beviserne for Tiltaltes Skyld, efter Regler svarende til de nugældende, jfr. § 965. Derimod foreskriver § 965 a, at der, saafremt Anken ogsaa omfatter Bedømmelsen af Beviserne for Tiltaltes Skyld, finder en fuldstændig ny Domsforhandling Sted for Landsretten. Sagens Forberedelse, Behandling og Paakendelse foregaar efter Reglerne i Kapitlerne 76 og 77, forsaa vidt ikke forholdets Forskelligheder udelukker deres Anvendelse. Opmærksomheden henledes paa, at disse Bestemmelser ogsaa gælder Politisager. For at forhindre, at disse Sagers Behandling bliver unødig omstændelig, bør Anklagemyndigheden arbejde hen til, at Bestemmelsen i § 877, Stk. 2 Nr. 3, jfr. § 172, Stk. 2, finder Anvendelse i de flest mulige Tilfælde, saaledes at et vidnes fornyede Møde i Ankeinstansen undgaas, naar det vil medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne, Ulemper for Vidnet eller Bekostning, som ikke vilde staa i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Vidnesbyrdet kan antages at have for Sagens Oplysning. Dette forudsætter dog, at Vidnet har afgivet Forklaring under Domsforhandlingen i Underinstansen, og at Forklaringen er noget fyldigere protokolleret, end det sædvanligt nu er Tilfældet i Politisager.

VII. Kontrollen med Sagernes Behandling.

Det er i Rpl. § 812, Stk. 2 paalgt Politimesteren at give Indberetning til Statsadvokaten, naar retslig Forundersøgelse begæres. Da der imidlertid efter de nye Regler kun undtagelsesvis vil blive Spørgsmaal om Foretagelse af Forundersøgelse, vil det af Hensyn til Statsadvokaternes Tilsyn med Straffesagers behørige Fremme være nødvendigt, at der ved samtlige Politikredse indføres en Sagliste over alle Statsadvokatsager, i hvilke Undersøgelse indledes, udvisende hvilke Skridt der foretages i Sagerne, og Tidspunkterne herfor. Statsadvokaterne bør derhos mindste 2 Gange aarlig foretage Gennemgang af Saglisterne og afkræve Politimestrene fornøden Oplysning om henstaaende Sager.

Rigsadvokaten, den 19. Juni 1937.

F. Pihl.

Ingen