Cirkulære til Stiftsøvrighederne og Overtilsynene for Kirkerne i København og paa Frederiksberg angaaende elektriske Varmeanlæg i Kirkerne

Cirkulære til Stiftsøvrighederne og Overtilsynene for Kirkerne i København og paa Frederiksberg angaaende elektriske Varmeanlæg i Kirkerne

Efter at der har været afholdt Prøvefyring med de i Vinteren 1929-30 i nogle Kirker installerede elektriske Opvarmningsanlæg, har Ministeriet efter derom fra sin Konsulent i Sager angaaende Kirkers Opvarmning modtagen Indstilling fundet Anledning til paa Grundlag af de nu indvundne Erfaringer at fremsætte følgende Bemærkninger med Hensyn til elektriske Varmeanlæg i Kirkerne

Til Brug ved den elektriske Opvarmning anbringes der Varmelegemer under Stolestaderne - enten under selve Bænkefladen eller ved Fodskamlerne - og endvidere anbringes der passende Varmeflade i Kor, Taarnrum, Sakristi og Vaabenhus.

Det Princip, som har været lagt til Grund for de allerede approberede Anlæg, er at tilvejebringe den fornødne Varme ved en meget kort Opfyringstid. Denne har ved de foretagne Prøvefyringer været ca. 2 Timer, men da Begyndelsestemperaturen laa en Del over Gennemsnitstemperaturen, vil der ikke kunne regnes med en gennemsnitlig Opfyringstid paa under 3 Timer: Hertil kommer Elektricitetsforbruget under selve Gudstjenesten, som næppe kan ansættes til mindre end een Time med fuld Belastning, saa at der maa regnes med en Strømforbrugstid af gennemsnitlig 4 Timer.

Ved denne kortvarige Opfyring opnaas imidlertid kun en lokal Opvarmning i Modsætning til den Rumopvarmning, som finder Sted ved de sædvanlige Varmeanlæg, hvad enten Opvarmningen sker ved Luft, Vand eller Damp, og medens der nu i Kirker i Udlandet findes elektriske Anlæg med Rumopvarmning, ved hvilke der da er beregnet en længere Opfyringstid, f.Eks. saaledes at der er regnet med Opvarmning af Kirken Natten før Gudstjenesten til en formentlig lavere Strømpris, end der kan paaregnes her i Landet, vil det være betænkeligt her i Landet at planlægge elektriske Varmeanlæg udfra disse principper, idet Udgiften til Strømforbruget vil blive uforholdsmæssig stor. Det maa da tilstræbes ved en rigtig Placering af Varmefladerne at fjerne de med Lokalopvarmningen forbundne Ulemper, navnlig de generende kolde Luftstrømninger, jfr. herom det nedenfor under 1. og 2. anførte. helt at undgaa Træk ved lokale Opvarmningsanlæg med kort Opfyringstid er antagelig ikke muligt, men denne Ulempe vil i ethvert Fald kunne afhjælpes ved en Forlængelse af Fyringstiden.

Under Henvisning til de foranstaaende almindelige Bemærkninger fastsætter Ministeriet herved paa Grundlag af de ved de alt foretagne Prøvefyringer m.v. indvundne Erfaringer følgende Bestemmelseer, der vil være at iagttage ved Planlæggelse af elektriske Varmeanlæg i Kirkerne.

1. Foruden Varmefladerne under Stolestaderne bør der i selve Hovedskabet anbringes Varmeflader paa de Steder, hvor der fremkommer kolde, n e d a d g a a e n d e Luftstrømme, navnlig ved Vinduerne, Ydermurene, Piller etc.

Der vil altid i en kirke findes en nedadgaaende, kold Luftstrøm ved Ydermurene, navnlig ved Vinduerne. Denne Luftstrøm søges hævet ved Anbringelse af Varmeflade langs Ydermurene, hvorved der fremkommer en opadgaaende, varm Luftstrøm, som møder den kolde Luft og fører denne vandret ud i kirkerummet, vinkelret paa Ydermuren. Ved et rigtigt beregnet Varmeanlæg skal det Punkt, hvor den kolde Luft føres ud, ligge over Hovedhøjde. Er den nedadgaaende kolde Luftstrøm stærkere end den opadgaaende varme Luftstrøm, vil det Punkt, hvor den kolde Luft føres ud, ligge under Hovedhøjde, og denne Luftstrøm vil - selv med en saa ringe Lufthastighed som 0,2 m pr. Sekund - virke som en generende Træk, der ikke kan taales saa lang Tid, som en Gudstjeneste varer. Saafremt der kun anbringes Varmeflader under Bænkene, vil den kolde Luftstrøm fra Vinduer og Ydervægge forøges, og der vil fremkomme stærk Træk i Stolestaderne. Det maa derfor anses for ubetinget paakrævet, at der anbringes Varmeflade ved ydervæggene.

2. For at undgaa de generende kolde, v a n d r e t t e Luftstrømninger, som ellers opstaar, bør der i de Rum, i hvilke der ikke findes Stolestader - f.eks. i Kor, Taarnrum, Sideskibe, Vaabenhus, Sakristi - anbringes lige saa mange Varmeflader i Forhold til Rummets Behov som i selve hovedskibet.

Det vilde være en Misforstaaelse at antage, at det kun er nødvendigt at anbringe Varmefladen der, hvor Varmen skal bruges, altsaa navnlig i Stolestaderne. Den Omstændighed, at f.Eks. Koret ikke opvarmes eller kun opvarmes delvist, vil saaledes bevirke, at der fra Koret kommer en kold Luftstrøm langs Gulvet, hvilket virker meget generende i de forreste Stolestader i Skibet: Paa samme Maade vil der fremkomme kolde Luftstrømninger, hvis Sideskibe eller Kapeller, der staar i Forbindelse med Hovedskibet, ikke opvarmes.

3. Varmefladernes Overfladetemperatur maa ikke gøres for høj - under ingen Omstændigheder over 100 Grader Celsius - og Varmefladerne maa beskyttes saaledes, at de ikke kan direkte berøres, samt derhos holdes mindst 2 a 3 cm fjernede fra Træ.

De Varmeflader, der anbringes under Stolestaderne, bestaar i de fleste Tilfælde af glatte Rør - Støbejern eller Smedejern - som omslutter selve de elektriske Modstandstraade, hvilke atter som Regel ligger langs ildfaste Chamottestykker eller Rør, der tjener til at optage nogen Varme, saa at Afkølingen ikke indtræder umiddelbart efter Strømmens Afbrydelse.

Disse Varmefladers Effektivitet afhænger af Rørenes Watt-Forbrug - 200 til 500 Watt pr. 1 m Rør - og jo mere Varme et Rør afgiver, desto højere er Rørets Overfladetemperatur. I adskillige Tilfælde vil disse Rør kunne bringes op paa en Overfladetemperatur af ca. 130 Grader Celsius, hvilket imidlertid maa anses for højst uheldigt, og man har derfor anset det for naturligt for de elektriske Varmefladers Vedkommende at bestemme, at Overfladetemperaturen ikke maa overstige den sædvanlige Temperatur for Lavtryksdampanlægenes Ovne og Rør, ca. 100 Grader Celsius.

4. Det kan ikke tillades at anvende kamrør ved elektriske Varmeanlæg.

Ved flere af de elektriske Anlæg, somn nu har været underkastet Prøve, findes anvendt Kamrør, d.v.s. saadanne Rør, som ved almindelige Varmeinstallationer benævnes Ribberør. For de almindelige Varmeanlægs Vedkommende er man imidlertid for adskillige Aar siden gaaet bort fra Anvendelsen af disse uhygiejniske Varmeflader, som ikke kan holdes rene. Da endvidere Overfladetemperaturen er større, og Ribberne sidder tættere paa de elektriske Kamrør end paa de almindelige Ribberør, bør Kamrør ikke finde Anvendelse ved elektriske Opvarmningsanlæg i Kirkerne.

5. Anlægene bør beregnes saa store, at der under ugunstige Forhold i Løbet af 5 Timer kan opnaas en Temperaturstigning fra 0 Grader til 15 Grader Celsius, maalt paa Bænkene i Stolestaderne overalt i Kirken.

Efter de almindelige, nu anvendte Regler for Opvarmningsanlæg i Kirkerne skal der efter 10 Timers Fyring kunne opnaas en Temperatur af 15 Grader Celsius i Bænkehøjde, altsaa en Temperaturstigning af gennemsnitlig 1,5 Grad Celsius i Timen. Ved de elektriske Anlæg, som indtil nu har været underkastet Prøve, har Temperaturstigningen udgjort 3 a 4 Grader Celsius i Timen, og da det ved disse Anlæg er af særlig Betydning, at Opfyringstiden indskrænkes saa meget som muligt, bør der kunne opnaas mindst en dobbelt saa hurtig Temperaturstigning som ved andre Varmeanlæg, altsaa gennemsnitlig en Stigning af mindst 3 Grader Celsius i Timen. Den ovenfor nævnte Temperaturstigning fra 0 Grader til 15 Grader skal herefter naas efter en Opfyringstid af 5 Timer.

Ved Iagttagelse af de ovenfor givne Bestemmelser vil de med de elektriske Varmeanlæg i Kirkerne forbundne ulemper ialtfald delvist kunne afhjælpes, og intet Forslag, ved hvis planlæggelse disse Bestemmelser ikke er iagttagne, kan forventes godkendt af Ministeriet. Den givne Vejldning støtter sig, som ovenfor bemærket, paa Erfaringer, indvundne ved Prøvefyringer i afvigte Vinter med nogle i Kirker her i Landet installerede Anlæg, hvis Antal dog er meget begrænset, og som derhos kun har fungeret en kortere Tid. Det er saaledes ikke udelukket, at der i den kommende Tid ved nye Forsøg kan indhøstes Erfaringer, hvorved de forhaandenværende Ulemper vil kunne yderligere afhjælpes.

Det fornødne Antal Eksemplarer af nærværende Cirkulære vedlægges til Omdeling til samtlige Provster, Menighedsraad og Kirkebestyrelser i Stiftet.

Kirkeministeriet, den 17. November 1930.

P. Dahl.

/H. Hastrup.

Ingen