Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om delvis suspension af integrationsindsatsen i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)
Statutory Text (3 Articles)
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om delvis suspension af integrationsindsatsen i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 300 af 28. marts 2020 om delvis suspension af integrationsindsatsen i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), som ændret ved bekendtgørelse nr. 353 af 1. april 2020 og bekendtgørelse nr. 407 af 11. april 2020, foretages følgende ændringer
1.
§ 1, stk. 6 , affattes således
Stk. 6.
Uanset stk. 1, nr. 2, gælder det, at tilskud til udgifter til hjælpemidler efter kapitel 4, som gives i forbindelse med tilbud, der videreføres, fortsat skal kunne bevilges efter reglerne herom, i det omfang, det er muligt i forhold til de tiltag, der er taget med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af COVID-19 i Danmark.
2.
I § 1 indsættes som stk. 11 og 12
Stk. 11.
Uanset stk. 1, nr. 2 og 3, om tilbudsmuligheder m.v., kan der bevilges og påbegyndes tilbud om vejledning og opkvalificering samt ske videreførelse af allerede igangsatte tilbud efter lovens § 23 a, hvis borgeren er enig, og forløbet afholdes digitalt eller, efter en konkret vurdering, ved fysisk fremmøde.
Stk. 12.
Uanset stk. 1, nr. 2 og 3, om tilskud til udgifter til opkvalificering, introduktion og hjælpemidler ved ansættelse, kan der ydes tilskud i henhold til lovens §§ 24 a, stk. 1, og 24 g, stk. 4.
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.