Bestemmelser om betaling for benyttelse af lufthavne (lufthavnstakster) (BL 9-15, 1. udgave)
Statutory Text (1 Articles)
Bestemmelser om betaling for benyttelse af lufthavne (lufthavnstakster) (BL 9-15, 1. udgave)
I medfør af § 71, stk. 1, stk. 3 og § 149, stk. 10 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1484 af 19. december 2005 som ændret ved lov nr. 242 af 21. marts 2007, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Transport- og Energiministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 795 af 3. september 2001 om henlæggelse af opgaver til Statens Luftfartsvæsen og om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet udfærdigede forskrifter, følgende
1. Referencedokumenter
1.1 ICAO, Doc 9082/7, Policies on Charges for Airports and Air Navigation Services, seneste udgave.
1.2 ICAO, Doc 9562/2, Airport Economics Manual, seneste udgave.
1.3 Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester.
1.4 Bekendtgørelse nr. 933 af 9. december 1997 om adgang til ground handling-markedet i danske lufthavne.
1.5 De dokumenter, der er nævnt i pkt. 1.1 - 1.4, findes på Statens Luftfartsvæsens hjemmeside www.slv.dk og det dokument, der er nævnt i pkt. 1.4 findes desuden på Retsinformations hjemmeside www.retsinformation.dk.
1.6 De dokumenter, der er nævnt i pkt. 1.1 - 1.2 kan endvidere erhverves ved henvendelse til
ICAO Headquarters
Attn.: Document Sales Unit
999 University Street
Montréal, Quebec
Canada H3C 5H7
Tel.
+1 514 954-8022
Fax
+1 514 954-6769
Sitatex
YULDYA
E-post
Sales_unit@icao.int
Web
www.icao.int
2. Definitioner
Bruger (User)
Den ejer eller bruger af et luftfartøj, som benytter en lufthavn.
Faste brugere
Brugere eller organisationer af brugere, der
- er fysisk etableret på lufthavnen (har base), eller
- over mere end 8 måneder bidrager enten med mere end 20 % af lufthavnens årlige indtægter, for så vidt angår de luftfartsmæssige anlæg og ydelser, eller med mere end 20 % af lufthavnens samlede årlige antal IFR-operationer.
Luftfartsmæssige anlæg og ydelser
De anlæg og ydelser, som udelukkende leveres af lufthavnen, og som er knyttet til start, landing, afmærkning af lufthavnen, parkering af fly samt passager- og fragtekspedition, inkl. security foranstaltninger, med undtagelse af de anlæg og ydelser, der er omfattet af
1. Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester,
2. bekendtgørelse nr. 933 af 9. december 1997 om adgang til ground handling-markedet i danske lufthavne og
3. lufthavnens kommercielle virksomhed (fx bilparkering og forpagtnings-, koncessions- og udlejningsvirksomhed).
Lufthavn
En flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, jf. luftfartsloven § 55, (Offentlig flyveplads (Public aerodrome)).
Lufthavnstakster (Airport charges)
Beløb, der opkræves hos brugeren som betaling for at benytte de luftfartsmæssige anlæg og ydelser.
3. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser om lufthavnstakster for benyttelse af de lufthavne i Danmark, der anvendes til erhvervsmæssig luftfart, og som har haft mere end 10 mio. passagerbevægelser i gennemsnit pr. år inden for de seneste 3 kalenderår.
4. Fastsættelse af lufthavnstakster
4.1 Generelt
4.1.1 Lufthavnstakster skal fastsættes i overensstemmelse med de anbefalinger og retningslinjer, der vedrører betaling for brug af de luftfartsmæssige anlæg og ydelser som defineret i afsnit 2 i denne BL, og som er fastsat i
a. Chapter I og II samt Appendix 1 og 3 i ICAO’s ”Policies on Charges for Airports and Air Navigation Services” (Doc 9082/7), jf. pkt. 1.1 i denne BL, og
b. Chapter 2B og Chapter 3 - 7 samt attachment 1, 3, 4 og 6 i ICAO’s ”Airport Economics Manual” (Doc 9562/2), jf. pkt. 1.2 i denne BL.
4.1.2 Uanset bestemmelserne i pkt. 4.1.1 kan der kun fastsættes lufthavnstakster i det omfang, det er i overensstemmelse med bestemmelserne om statsstøtte i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (artikel 87-89).
Anm.: Det forudsættes i visse af ICAO’s anbefalinger og retningslinjer, jf. pkt. 4.1.1, at der kan ydes statsstøtte, herunder at der kan gives rabatter. I det omfang disse bestemmelser strider mod bestemmelserne om statsstøtte i Traktaten, gælder bestemmelserne i Traktaten.
4.2 Omkostningsrelateret model og incitamentsskabende model
4.2.1 Statens Luftfartsvæsen kan bestemme, om fastsættelsen af lufthavnstakster skal baseres på en omkostningsrelateret model eller en incitamentsskabende model, jf. ICAO Doc 9082/7, “Policies on Charges for Airports and Air Navigation Services”, Chapter II, pkt. 22, og ICAO Doc 9562/2, “Airport Economics Manual”, Chapter 2B.
4.2.1.1 Ved valg af reguleringsmodel efter pkt. 4.2.1 indgår en vurdering af, hvilken model der bedst sikrer en effektiv lufthavnsdrift, herunder at lufthavnen ikke misbruger sin markedsmæssige stilling.
4.2.2 Efter den omkostningsrelaterede model kan indtægterne for det enkelte takstområde, jf. ICAO Doc 9082/7, “Policies on Charges for Airports and Air Navigation Services”, kapitel II, pkt. 26 - 30, (fx start, landing, passagerer, security og ophold) højest dække udgifterne for det tilsvarende takstområde, jf. dog pkt. 4.2.3.
4.2.3 Hvis lufthavnen og et kvalificeret flertal på 2/3 af dens faste brugere er enige, kan Statens Luftfartsvæsen fastsætte, at fastsættelsen af indtægter og udgifter efter den omkostningsrelaterede model foretages i forhold til de samlede takstområder.
4.2.4 Statens Luftfartsvæsen fastsætter de nærmere vilkår for den incitamentsskabende model.
5. Godkendelse af lufthavnstakster
5.1 Lufthavnstakster skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen.
5.2. Ansøgning om godkendelse af lufthavnstakster skal indsendes til Statens Luftfartsvæsen til godkendelse senest 4 måneder forud for den dato, hvorfra taksten ønskes gældende, jf. dog pkt. 5.2.1.
5.2.1 Denne frist kan nedsættes, hvis det accepteres af lufthavnen og dens faste brugere, jf. dog pkt. 5.2.2. Fristen kan dog ikke nedsættes til mindre end 4 uger.
5.2.2 En fristnedsættelse efter pkt. 5.2.1 forudsætter, at fristen for takstregulativets ikrafttrædelse overholdes, jf. pkt. 7.2 og 7.2.1.
5.3 Lufthavnen skal i forbindelse med ansøgningen om godkendelse af lufthavnstakster dokumentere, at der er foretaget brugerkonsultationer i overensstemmelse med ICAO Doc 9082/7, ”Policies on Charges for Airports and Air Navigation Services”, Chapter II, pkt. 31 og 32, jf. pkt. 1.1.
Ændringer af lufthavnstakster
Statens Luftfartsvæsen kan til enhver tid ændre lufthavnstaksterne, hvis væsentlige samfundsmæssige interesser eller overordnede trafikale hensyn berettiger til det, herunder i forbindelse med væsentlige omkostningsstigninger som følge af nye myndighedskrav til lufthavnen.
7. Takstregulativer
7.1 Lufthavnen skal offentliggøre lufthavnstaksterne i et takstregulativ og sikre, at det er umiddelbart tilgængeligt for brugerne.
7.1.1 Lufthavnen skal fremsende takstregulativet til Statens Luftfartsvæsen samtidig med offentliggørelsen.
7.2 Takstregulativet kan tidligst træde i kraft 2 måneder efter, at Statens Luftfartsvæsen har godkendt lufthavnstaksterne, jf. dog pkt. 7.2.1.
7.2.1 Denne frist kan ændres, hvis det er accepteret af lufthavnen og dens faste brugere.
8. Oplysningspligt
8.1 Lufthavnen er forpligtet til at give de oplysninger, herunder de dokumenter, som Statens Luftfartsvæsen anmoder om som led i tilsynet med overholdelse af denne BL, jf. dog pkt. 8.1.1. Statens Luftfartsvæsen kan anmode om eksempelvis oversigter for flerårige perioder over lufthavnens
a. samlede omkostninger og indtægter fra de luftfartsmæssige anlæg og ydelser,
b. samlede omkostninger og indtægter fra ikke-luftfartsmæssige anlæg og ydelser (kommerciel virksomhed),
c. samlede omkostninger og indtægter for hvert takstområde,
d. udviklingen i efterspørgslen inden for hvert takstområde og
e. en redegørelse for de anvendte fordelingsprincipper og -nøgler, herunder om der i perioden er sket ændringer i disse.
8.1.1 De oplysninger, der skal afgives efter pkt. 8.1, skal ikke nødvendigvis baseres på en detaljeret regnskabsmæssig grundregistrering.
9. For sen betaling
Hvis lufthavnstaksten ikke betales rettidigt, kan lufthavnen opkræve et omkostningsrelateret ekspeditionsgebyr for hver erindringsskrivelse.
Anm. 1: Der tillægges endvidere renter i overensstemmelse med renteloven, jf. luftfartslovens § 71, stk. 3.
Anm. 2: Betalingerne med påløbne renter kan inddrives ved udpantning, jf. luftfartslovens § 71, stk. 5.
10. Straf
10.1 Overtrædelse af bestemmelserne i pkt. 4.1.1, 5.1, 7.1 og 8.1 straffes med bøde.
10.2 For overtrædelse begået af selskaber mv. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.
11. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
12. Ikrafttræden
12.1 Denne BL træder i kraft den 15. juni 2007.
12.2 Takstregulativer for lufthavne, som er omfattet af denne BL, og som på ikrafttrædelsestidspunktet er godkendt af Statens Luftfartsvæsen for en bestemt periode, gælder indtil udløbet af denne periode.
Statens Luftfartsvæsen, den 10. juni 2007
Kurt Lykstoft Larsen
/Keld Ludvigsen