Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om uddannelsen til 2-årigt hf\n(Eksamen og ændring af prøveformer)
Statutory Text (3 Articles)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 1345 af 15. december 2004 om uddannelsen til 2-årigt hf (hf-bekendtgørelsen) foretages følgende ændringer
1. § 63, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. En kursist, der følger eller vil følge et fag på højere niveau, kan ikke aflægge prøve på det lavere niveau, bortset fra prøverne i de to faggrupper, jf. stk. 1, nr. 2.«
2. Efter § 63 indsættes § 63 a
»§ 63 a. For at en kursist kan bestå højere forberedelseseksamen, jf. § 63, skal beståkravet i bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse være opfyldt.«
3. Bilag 7, punkt 4.2 affattes således
»4.2 Prøveform
Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af en opgave, som udpeger centrale faglige elementer, og som er formuleret af eksaminator. Opgaverne sendes til censor og godkendes af denne forud for prøvens afholdelse.
Eksaminationstiden er 30 minutter pr. eksaminand. Der gives 60 minutters forberedelsestid.
Eksaminationen tager udgangspunkt i eksaminandens behandling af opgaven ved hjælp af portfolioens indhold suppleret med uddybende spørgsmål fra eksaminator. Hele portfolioen kan inddrages i eksaminationen.«
4. Bilag 8, punkt 4.2 og punkt 4.3 affattes således
»4.2 Prøveform
Der afholdes en mundtlig prøve bestående af to dele med en samlet varighed på 24 minutter pr. eksaminand.
Første del af prøven er en præsentation af gruppens danseprojekt. Præsentationen skal vare mindst 1 minut pr. eksaminand, og hele præsentationen må højst vare 10 minutter. Gruppen har en størrelse på mellem 2 og 8 elever. Der foregår ingen eksamination under denne del af prøven.
Ved præsentationen kan gruppen anvende et begrænset antal hjælpere, hvis indsats skal fremstå klart for eksaminator og censor.
Anden del af prøven er individuel. Den tager udgangspunkt i ikke gennemgået materiale og sættes i relation til eksaminandens eget danseprojekt og gennemgået stof. Denne del af prøven har en varighed på 20 minutter, og der gives en forberedelsestid på 20 minutter. Prøven består i et kort oplæg fra eksaminanden og en efterfølgende samtale med eksaminator og censor.
Prøvematerialet kan bestå af op til flere dele og kan være billeder, småtekster og/eller op til 1 minuts videocitater. Materialet vælges af eksaminator og skal – i det omfang, oplysningerne er kendt – forsynes med data som fx opførelsessted og årstal samt titel og evt. forfatter. Ved brudstykker vedlægges evt. et kort resumé.
4.3 Bedømmelseskriterier
Bedømmelsen er en vurdering af, i hvilket omfang eksaminandens præstation lever op til de faglige mål, som er angivet i pkt. 2.1.
Ved første del af prøven lægges der vægt på
– danseteknisk udførelse af koreografien.
Ved anden del af prøven lægges der vægt på
– eksaminandens evne til selvstændigt at disponere sin fremlæggelse,
– eksaminandens detaljerede beskrivelse og analyse af materialet,
– eksaminandens evne til at trække linjer til gennemgået stof,
– eksaminandens evne til at gå i dialog med eksaminator og censor,
– eksaminandens evne til at formidle præcist, nuanceret og detaljeret, og
– eksaminandens indsigt i og bevidsthed om projektets idé og udførelse.
Der gives én karakter ud fra en helhedsvurdering af eksaminandens præstation.«
5. I bilag 10 affattes punkt 4.2 således
»4.2 Prøveform
Mundtlig prøve på grundlag af en præsentationsopgave stillet af eksaminator.
Opgaven tager udgangspunkt i eksaminandens portfolio, jf. pkt.3.2. Opgaven stilles inden for et emne, der er udvalgt af eksaminanden og godkendt af eksaminator. Emnet skal være valgt således, at eksaminanden kan inddrage eksempler på tværs af portfolioen og på tværs af mindst 2 discipliner (produktdesign, kommunikationsdesign og design af fysiske omgivelser).
Før prøven sender skolen præsentationsopgaven og eksaminandens indholdsfortegnelse over eksaminandens portfolio til censor.
Opgaverne udleveres 2 dage før prøven, og forberedelsestiden er minimum 48 timer.
I forberedelsestiden udvælger eksaminanden materialer fra portfolioen og forbereder med udgangspunkt heri en præsentation på grundlag af den stillede opgave.
Eksaminationstiden er 30 minutter. Eksaminationen tager udgangspunkt i eksaminandens præsentation. Eksaminationen former sig derefter som en uddybende samtale, der kan omfatte emner inden for hele fagets kernestof og supplerende stof. Eksaminandens præsentation udgør op til halvdelen af eksaminationstiden.«
6. I bilag 11 affattes punkt 4.2 således
»4.2 Prøveform
Der afholdes en todelt mundtlig prøve med en varighed på i alt 30 minutter for den enkelte eksaminand.
Den første, praktiske del er en prøve i evnen til at udvikle og realisere en idé, baseret på det afsluttende projekt. Prøven består af en gruppevis eller individuel præsentation af (dele af) det afsluttende projekt. Gruppen kan bestå af indtil 5 eksaminander. Prøvens varighed er 5-7 minutter gange antallet af gruppemedlemmer. Der gennemføres ingen eksamination under denne del af prøven. Ved præsentationen kan eksaminanderne anvende enkelte hjælpere, hvis indsats skal fremstå klart for eksaminator og censor.
Den anden del er en individuel mundtlig prøve uden forberedelsestid i evnen til at forstå og se projektet i et større perspektiv. Udgangspunktet er et kort oplæg fra eksaminanden efterfulgt af en af eksaminator ledet perspektiverende faglig samtale, hvor eksaminandens portfolio inddrages.«
7. I bilag 12 affattes punkt 4.2 således
»4.2 Prøveformer
Der afholdes en skriftlig og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve
Grundlaget for den skriftlige prøve er et todelt centralt stillet opgavesæt. Hele opgavesættet udleveres ved prøvens start.
Prøvens varighed er 5 timer. I den første time må computer eller faglige hjælpemidler ikke benyttes. Efter 1 time indsamles alle besvarelser af første del af opgavesættet, og herefter må alle hjælpemidler benyttes til besvarelse af anden del af opgavesættet.
Den mundtlige prøve
Med udgangspunkt i et ukendt, ubearbejdet tekstmateriale, der er tematisk tilknyttet et studeret emne, prøves i præsentation, samtale, tekstforståelse og perspektivering. Tekstmaterialets omfang er 5-7 normalsider. Materialet sendes til censor og godkendes af denne forud for prøvens afholdelse.
Eksaminationstiden er 30 minutter. Tekstmaterialet med tilknytning til et af de studerede emner udleveres dagen før prøven, og forberedelsestiden er mindst 24 timer.«
8. I bilag 14 affattes punkt 4.2 således
»4.2 Prøveform
Der afholdes en mundtlig prøve i faggruppen på grundlag af et kendt tema med ukendt bilagsmateriale af et omfang på 8-12 normalsider. Bilagsmaterialerne fremsendes til censor og godkendes af denne forud for prøvens afholdelse.
Eksaminanderne kan vælge at forberede sig til prøven i grupper. Bilagsmaterialet udleveres 3 timer, før den første eksaminand i gruppen skal eksamineres.
I forberedelsestiden udarbejder eksaminanderne en synopsis, idet de på baggrund af det udleverede bilagsmateriale skal opstille, analysere og diskutere en eller flere flerfaglige problemstillinger.
Eksaminationen foregår enkeltvis med en eksaminationstid på 45 minutter pr. eksaminand. Eksaminationen tager udgangspunkt i eksaminandens præsentation og fremlæggelse af synopsen suppleret med uddybende spørgsmål af eksaminator.«
9. I bilag 17 affattes punkt 4.2 således
4.2 Prøveform
Der afholdes en prøve i musikkundskab og musikudøvelse.
»Musikkundskab (-teori og -historie)
Den stillede opgave tager primært udgangspunkt i kendt stof fra det valgte musikemne i undervisningen og sekundært i ukendt parallelstof. Prøvematerialet består af en indspilning af et eller flere stykker musik af sammenlagt højst 10 minutters varighed, en grafisk gengivelse af den klingende musik og evt. øvrigt materiale.
Prøvematerialet modtages af censor senest 5 hverdage før prøvens afholdelse og godkendes af censor forud for prøvens afholdelse. En fortegnelse over musikemnet medsendes.
Eksaminationstiden er 20 minutter pr. eksaminand. Der gives 40 minutters forberedelsestid.
Forberedelseslokalet skal være forsynet med afspilningsanlæg og et tangentinstrument.
Eksaminanden kan medbringe instrument efter eget valg.
Musikudøvelse (sang og sammenspil)
I musikudøvelse opføres et indstuderet nummer i grupper på mindst to eksaminander. Den enkelte eksaminand optræder kun én gang. Eksaminationstiden er 5 minutter pr. eksaminand.
I tiden mellem sidste undervisningstime og eksamen mødes læreren med kursisterne 2-3 gange for at vedligeholde de musikalske færdigheder med henblik på gruppefremførelse.
Selvstuderende prøves i musikkundskab i et særligt studeret musikemne, hvis indhold godkendes af faglæreren.
Selvstuderende deltager ikke i gruppesammenspil, men bedømmes i musikudøvelse i en solosang udvalgt af censor fra et bredt og varieret repertoire af enstemmige sange, sammensat af kursisten og godkendt af læreren.
Ved prøve i sygeeksamensterminen eksamineres i musikkundskab samt et solonummer valgt af eksaminanden, idet gruppesammenspil bortfalder.«
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2006.
Undervisningsministeriet, den 18. april 2006
P.M.V.
Jarl Damgaard
Uddannelsesdirektør
/Kirsten Krogstrup
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om uddannelsen til 2-årigt hf
(Eksamen og ændring af prøveformer)