Meddelelse om ændrede regler og vilkår for fiskeriet af 14. december 2005
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om ændrede regler og vilkår for fiskeriet af 14. december 2005
Torsk i underområde 22-32 i Østersøen og Bælterne
Fra og med mandag den 19. december 2005 og indtil videre gælder der i underområde 22-32 i Østersøen og Bælterne for fartøjer, hvis ejer har tilladelse til fiskeri af torsk på rationsvilkår, ingen mængdemæssige begrænsninger.
Uanset førnævnte må der fra underområde 22-24 pr. kalenderuge dog højst fiskes, medbringes og landes følgende mængder
Fartøjer under 12 meter
125 kg
Fartøjer på 12 meter og derover
250 kg
Det er ikke på samme fangstrejse tilladt at fiske i både underområde 22-24 og underområde 25-32. Undtaget er dog fartøjer, hvor fartøjsføreren forud for sejlads fra det ene område til det andet forudanmelder farvandsskift efter reglerne i Reguleringsbekendtgørelsens § 19 og bilag 5 b.
Mørksej i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat samt Østersøen og Bælterne
Den hidtil gældende regulering ophæves med virkning fra og med torsdag den 15. december 2005. Der gælder herefter således ingen mængdemæssige begrænsninger.
Tunge i Nordsøen
Opfiskning af den disponible mængde skønnes nært forestående og der indføres derfor forbud mod fiskeri af tunge i Nordsøen fra og med lørdag den 17. december 2005. Forbud mod at medbringe og lande tunge fra Nordsøen træder i kraft fra og med mandag den 19. december 2005.
Der gælder ingen undtagelser fra forbuddet.
Sild i underområde 22-24 i Østersøen og Bælterne
Opfiskning af den disponible mængde skønnes nært forestående og der indføres derfor forbud mod fiskeri af sild i underområde 22-24 i Østersøen og Bælterne fra og med mandag den 19. december 2005. Forbud mod at medbringe og lande sild fra underområde 22-24 i Østersøen og Bælterne træder i kraft fra og med tirsdag den 20. december 2005.
Der gælder ingen undtagelser fra forbuddet.
Brisling i Skagerrak og Kattegat
For fartøjer, hvis ejer i perioden fra 28. november til 18. december har tilladelse til fiskeri af brisling i Skagerrak og Kattegat, og med hvilke den tildelte mængde er opfisket, kan der søges om en tillægsmængde og om forlængelse af tilladelsesperioden.
Ansøgning om tilladelse skal indgives til Fiskeridirektoratet.
Østers i Limfjorden
For fartøjer, hvis ejer har tilladelse nr. 53, forlænges tilladelsesperioden for de fartøjer, der har tilladelse til fiskeri efter østers i lige uger, således at de må fiske, medbringe og lande højst 1.000 kg østers i uge 51.
Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2004, § 2, jf. bilag 6.
Fiskeridirektoratet, den 14. december 2005
Mik Jensen