Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen
Statutory Text (3 Articles)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 933 af 4. oktober 2005 om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen foretages følgende ændringer
1. I § 2 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ansøgere, som har søgt om enkeltbetaling i 2005, og hvis markplan er fuldstændig identisk med markplanen for 2005, dog nøjes med at indsende side 1 i ansøgningsskemaet. Ansøgere, som søger om støtte til energiafgrøder, protein-afgrøder, non-food afgrøder eller stivelsesprodukter, ansøgere med MVJ- tilsagn, og ansøgere, der er økologiske producenter, som er fuldstændig omlagt, og som er i besiddelse af udtagningsrettigheder, skal dog altid indsende en fuldstændig udfyldt ansøgning. Ansøgere med miljøbetinget tilskud og tilsagn om omlægning kan kun fritages for indsendelse af ansøgning, hvis de ikke har ændringer i forhold til indberetningen i 2005.«
Stk. 3 bliver herefter til stk. 4.
2. I § 3, 2. pkt., ændres »hvis værdien af det tildelte overstiger 5.000 kr.« til: »hvis værdien af det tildelte mindst udgør 5.000 kr.«
3. I § 3 indsættes som 3. pkt.
»Denne minimumsgrænse gælder ikke ved forhøjelse af betalingsrettigheder, jf. § 6, stk. 1.«
4. § 6 affattes således
»§ 6. Direktoratet for FødevareErhverv kan efter ansøgning forhøje værdien af betalingsrettigheder, der er tildelt i medfør af § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1514 af 22. december 2004 om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen, og hvor værdien af betalingsrettigheden er reduceret som følge af dobbeltstøtte. Ansøgning om forhøjelse kan indgives efter udløbet af tilsagnsperioden for det tilsagn om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, der gav anledning til reduktionen.
Stk. 2. Direktoratet kan tildele betalingsrettigheder fra den nationale reserve til landbrugere, som den 25. april 2005 rådede over en bedrift med et areal, der
1) var beplantet med permanente afgrøder, og hvor et areal efter rydning for permanente afgrøder opfylder betingelserne for støtteberettigede arealer, eller
2) blev udnyttet til råstofindvinding ifølge tilladelse efter råstofloven, og hvor arealet efter endt råstofindvinding er retableret til agerjord og opfylder betingelserne for støtteberettigede arealer.
Stk. 3. Tildeling af betalingsrettigheder efter stk. 2 forudsætter, at landbrugeren ikke har solgt tildelte eller erhvervede betalingsrettigheder, uden at der er fulgt et tilsvarende areal med.
Stk. 4. Der sker kun tildeling efter stk. 2, hvis værdien af det tildelte mindst udgør 5.000 kr.
Stk. 5. Ansøgning om tildeling fra den nationale reserve i henhold til stk. 2, vil i det omfang der er midler til rådighed inden for hver af de nævnte grupper, blive behandlet og tilgodeset i den rækkefølge, ansøgningerne indkommer til direktoratet. Er der et år ikke tilstrækkelige midler, vil ansøgningerne komme i betragtning det følgende år.
Stk. 6. Ansøgninger om tildeling efter stk. 2, nr. 2 skal ledsages af dokumentation fra amtsrådet om, at arealet er retableret til landbrugsformål.
Stk. 7. Hvis en ansøger, der har fået tildelt betalingsrettigheder efter stk. 2, nr. 1, indenfor en periode på 5 år efter tildelingen udvider bedriftens areal med permanente afgrøder, ved tilplantning med disse afgrøder, sammenlignet med arealet det år betalingsrettighederne fra den nationale reserve blev tildelt, vil de tildelte betalingsrettigheder fra den nationale reserve for et tilsvarende areal blive inddraget til reserven. Der kan maksimalt inddrages det antal betalingsrettigheder, der er tildelt fra den nationale reserve under dette omstruktureringsprogram.
Stk. 8. Landbrugeren kan efter stk. 2, nr. 1 af en eller flere gange i alt tildeles betalingsrettigheder til at areal, der højst kan svare til bedriftens samlede areal tilplantet med permanente afgrøder, som landbrugeren rådede over den 25. april 2005.
Stk. 9. Hvis en landbruger, der er berettiget til at ansøge om betalingsrettigheder efter stk. 2, sælger hele sin bedrift, kan retten til at søge fra reserven samtidig overdrages til den nye ejer.«
5. § 10, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
6. I § 26 ændres »§ 2, stk. 3« til: »§ 2, stk. 4«.
7. I bilag1, nr. 2.4, ændres »Bekendtgørelse nr. 733 af 2. juli 2004 om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får og geder, § 1, stk. 8, § 4, § 8, stk. 1 og 2« til: »Bekendtgørelse nr. 733 af 2. juli 2004 om mærkning, registrering, og flytning af kvæg, svin, får og geder, § 1, stk. 8, § 4, dog undtaget kravet om, at får og geder skal mærkes inden de flyttes fra oprindelsesbesætningen og senest 60 dage efter fødsel, idet denne frist forlænges til 6 måneder efter dyrets fødsel, og § 8, stk. 1 og 2.«
8. I bilag1, nr. 2.10, ændres »Bekendtgørelse nr. 1276 af 13. december 2004 om samhandel inden for den Europæiske Union med får og geder samt om indførsel af får og geder fra tredjelande, § 7« til: »Bekendtgørelse nr. 1276 af 13. december 2004 om samhandel indenfor den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande, § 5, stk. 1, punkt 5, stk. 3 og 4 og § 7, stk. 1 og 2 samt bekendtgørelse nr. 774 af 29. august 2001 om veterinærkontrol ved ind - og udførsel af levende dyr, § 4, stk. 1, § 5, stk. 1 og 2, § 8 og § 10, stk. 1.«
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. december 2005.
Direktoratet for FødevareErhverv, den 14. december 2005
Arent B. Josefsen
/Nanna Sidelmann Jensen
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen