Bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter privatpersoners indførsel af lægemidler.

Stk. 2. Denne bekendtgørelse omfatter ikke dyrlægers indførsel af lægemidler, som er omfattet af bekendtgørelse om dyrlægers indførsel af lægemidler.

Kapitel 2

Ved indrejse i Danmark

§ 2. Ved privatpersoner forstås enhver fysisk person, herunder læger, tandlæger og dyrlæger.

Kapitel 3

Dokumentation

§ 3. Privatpersoner må ikke indføre lægemidler, medmindre andet er bestemt i denne bekendtgørelse.

Kapitel 4

Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 4. Privatpersoner kan til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller behandling ved indrejse medbringe lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse.

Stk. 2. Fra lande, der ikke er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, kan der højst medbringes lægemidler til 3 måneders forbrug.

Ved forsendelse til Danmark

§ 5. Privatpersoner kan til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller -behandling indføre lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse pr. post, kurerforsendelse o.l. fra lande, som er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen.

Euforiserende stoffer

§ 6. Lægemidler, der indeholder euforiserende stoffer optaget på liste A i bekendtgørelse om euforiserende stoffer, må ikke indføres, medmindre Lægemiddelstyrelsen under ganske særlige omstændigheder og på nærmere fastsatte vilkår giver tilladelse hertil, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

§ 7. Lægemidler, der indeholder euforiserende stoffer optaget på liste B, C, D eller E i bekendtgørelse om euforiserende stoffer, må kun indføres i mængder, der svarer til højst 14 dages forbrug, og kun på de betingelser, der fremgår af § 4, stk. 1.

Stk. 2. En rejsende med bopæl i et land, der har tiltrådt Schengenkonventionen, kan dog medbringe de i stk. 1 nævnte lægemidler i mængder, der svarer til højst 30 dages forbrug. Når særlige grunde taler for det, skal den rejsende på behørig måde kunne dokumentere, at lægemidlerne skal anvendes af den pågældende personligt til sygdomsforebyggelse eller -behandling. Den i Schengenkonventionens artikel 75 omtalte attest anses for behørig dokumentation, hvis den medbringes i original og udstedt af den kompetente myndighed i den rejsendes bopælsland.

§ 8. Når særlige grunde taler for det, kan en privatperson af Lægemiddelstyrelsen, som betingelse for indførsel af et lægemiddel, jf. § 4, § 5 og § 7, stk. 1, afkræves dokumentation i form af en skriftlig erklæring fra en læge om, at lægemidlet skal anvendes af den pågældende personligt til sygdomsforebyggelse eller -behandling. Erklæringen skal være påtegnet af den kompetente myndighed i det land, som har meddelt lægen autorisation. Myndigheden skal ved påtegning bekræfte, at erklæringsudstederen er læge.

D isp ensationer

§ 9. Lægemiddelstyrelsen kan, når ganske særlige grunde taler for det, tillade private at indføre lægemidler i videre omfang, end hvad der fremgår af § 4, § 5 og § 7, stk. 1.

§ 10. Med bøde straffes den, der overtræder § 3.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. december 2005.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 171 af 19. marts 2001 om privates indførsel af lægemidler ophæves.

Lægemiddelstyrelsen, den 7. december 2005

Jytte Lyngvig

/Anne Marie Vangsted

Bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler

I medfør af § 39, stk. 4, og § 104, stk. 2, i lov nr. 1180 af 12. december 2005 om lægemidler fastsættes