Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v.
Statutory Text (3 Articles)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 828 af 29. august 2005 om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v. foretages følgende ændringer
1. § 1 affattes således
» § 1. Kommunens tilskud til brug for dagtilbud efter §§ 9-11 i serviceloven til børn under 3 år fastsættes til mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling til højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads enten i det enkelte dagtilbud eller af de gennemsnitlige bruttodriftsudgifter i dagtilbud af samme type i kommunen.
Stk. 2. Tilskudsprocenten til børn i alderen 3 år og til skolealderen fastsættes til mindst 67 pct. og forældrenes egenbetaling til højst 33 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads enten i det enkelte dagtilbud eller af de gennemsnitlige bruttodriftsudgifter i dagtilbud af samme type i kommunen. Skolealderen regnes fra det tidspunkt, hvor barnet begynder i børnehaveklasse eller 1. klasse, hvis barnet ikke optages i børnehaveklasse, eller tidligst fra 1. maj i det år, hvor barnet begynder i skolen. Kommuner, som for regnskabsåret 2005 har ydet tilskud med mere end 67 pct. til denne aldersgruppe, fastsætter tilskudsprocenten for 2006 til mindst samme tilskudsprocent som i 2005.
Stk. 3. Tilskudsprocenten kan ikke være mindre end 70 pct. og forældrenes egenbetaling højere end 30 pct. i forhold til forældre, hvis børn har plads i dagtilbud til børn i skolealderen, og forældre, der efter kapitel 5 har fået bevilget fuld eller delvis fripladstilskud for børn i alderen 3 år og til skolealderen.«
2. § 3 affattes således
» § 3. Kommunen kan til puljeordninger efter servicelovens § 11 fastsætte et tilskud pr. barn. For ophold i puljeordninger kan egenbetalingen ikke overstige 25 pct. for børn under 3 år, 33 pct. for børn fra 3 år og til skolealderen og 30 pct. for børn i skolealderen beregnet af bruttodriftsudgifterne i den enkelte ordning fastsat på grundlag af ordningens budget, jf. dog § 29, stk. 2. Udgifterne opgøres inkl. merværdiafgift. Ved fastsættelse af bruttodriftsudgifterne pr. plads ses der bort fra ejendomsudgifter og udgifter til husleje og vedligeholdelse. Det samme gælder for befordringsudgifter til udflytterbørnehaver.
Stk. 2. I puljeordninger, hvor egenbetalingen for børn i alderen 3 år og til skolealderen i regnskabsåret 2005 har været mindre end 33 pct., kan egenbetalingsandelen for 2006 ikke sættes højere end i 2005.«
3. § 9 affattes således
» § 9. Kommunen har pligt til at hæve tilskuddet til brug for dagtilbud efter §§ 9-11 i serviceloven, hvis pasningsgarantien ikke kan opfyldes. For børn under 3 år hæves tilskuddet til mindst 78 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter og forældrenes egenbetaling nedsættes til højst 22 pct., og for børn fra 3 år og til skolealderen hæves tilskuddet til mindst 70 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter og forældrenes egenbetaling nedsættes til højst 30 pct. Pasningsgarantien er brudt, hvis et barn ikke kan anvises en plads fra garantidatoen, jf. § 8, stk. 4.
Stk. 2. Tilskuddet skal hæves med virkning fra den 1. i måneden efter brud på pasningsgarantien. Hvis kommunen herefter fortsat har ydet tilskud med mindre end tilskudsprocenten efter stk. 1, skal kommunen til forældrene tilbagebetale det beløb, som tilskuddet uretmæssigt har været nedsat med i perioden, og hvor det har medført en højere egenbetaling end efter stk. 1.
Stk. 3. Kommunen skal endvidere med virkning fra det tidspunkt, hvor pladsen skulle være til rådighed, det vil sige fra garantidatoen, dække forældrenes dokumenterede udgifter, hvis de får tilbud om en plads i et dagtilbud efter §§ 9-11a i serviceloven i en anden kommune eller indgår aftale om privat pasning efter § 26 i serviceloven. Ved plads i et dagtilbud efter §§ 9-11a i serviceloven i en anden kommune dækker kommunens tilskud bruttodriftsudgifterne ved denne plads, så forældrene ingen udgift har. Ved aftale om privat pasning efter § 26 i serviceloven kan kommunens tilskud maksimalt udgøre, hvad der svarer til kommunens gennemsnitlige bruttodriftsudgifter pr. plads for dagtilbud efter §§ 9-11a i serviceloven i kommunen til den pågældende aldersgruppe. Tilskuddet til forældrene ydes indtil det tidspunkt, hvor kommunen kan tilbyde en plads, og forældrene med sædvanligt opsigelsesvarsel i kommunen eller i privatinstitutionen kan frigøre sig fra betaling for en plads i et dagtilbud eller aftale om privat pasning efter § 26 i serviceloven.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan kommunen i helt ekstraordinære og enkeltstående tilfælde trods brud på pasningsgarantien fortsætte med nedsat tilskud. Kommunen skal dog inden for en måned efter bruddet på pasningsgarantien anvise en plads til det eller de børn, der ikke fik tilbud om plads fra garantidatoen.«
4. § 14 affattes således
» § 14. Kommunen træffer afgørelse, om at tilskuddet efter kapitel 1-3 til brug for dagtilbud efter §§ 9- 11 a i serviceloven i opholdskommunen eller over kommunegrænsen hæves med et fripladstilskud, når forældrene dokumenterer, at deres aktuelle indtægter ligger inden for nedennævnte beløb. Fripladstilskud beregnes før eventuelt søskendetilskud. Er der mere end ét barn under 18 år i hjemmet, forhøjes indtægtsgrænserne med 7.000 kr. for hvert barn ud over det første.
Indtægt
Fripladstilskud i pct. af bruttodrifts-
udgifterne* pr. plads til børn under 3 år
Fripladstilskud i pct. af bruttodrifts-
udgifterne* pr. plads til børn på 3 år og derover
Til og med 130.500 kr.
Tilskuddet udgør 25 procent
Tilskuddet udgør 30 procent
130.501 kr. til
133.389 kr.
Tilskuddet udgør 23,75 procent
Tilskuddet udgør 28,5 procent
133.390 kr. til
404.999 kr.
Inden for dette interval reduceres fripladstilskuddet med 0,25 procent point for hver 2.889 kr.´s indtægtsstigning
Inden for dette interval reduceres fripladstilskuddet med 0,3 procent point for hver 2.889 kr.´s indtægtsstigning
Over 405.000 kr.
Intet fripladstilskud
Intet fripladstilskud
* For ophold i dagtilbud efter §§ 9-11 i serviceloven inden for kommunen beregnes bruttodriftsudgifterne efter kapitel 1 og. 2. I forhold til ophold i dagtilbud efter §§ 9-11 i serviceloven over kommunegrænsen og § 11 a i serviceloven tages fripladstilskudsprocenten af bruttodriftsudgifterne, som beregnet efter kap. 3.
Stk. 2. Hvis forældre med børn under 3 år ved udgangen af 2005 modtager tilskud til pladsen, således at (a) summen af grundtilskudsprocenten til og med 75 pct., jf. § 1, og fripladstilskudsprocenten, jf. stk.1, beregnet efter fripladsskalaen for 2005 er højere end (b) 75 pct. tillagt fripladstilskudsprocenten, jf. stk. 1, beregnet efter fripladsskalaen for 2006, skal kommunen hæve tilskuddet med et overgangstilskud svarende til forskellen mellem de to procenter (a) og (b) beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads.
Stk. 3. Overgangstilskuddet efter stk. 2 bortfalder, når barnet skifter dagtilbud til et nyt alderssvarende dagtilbud eller efter forældrenes ønske skifter til en anden type dagtilbud til samme aldersgruppe med andre bruttodriftsudgifter end det hidtil benyttede dagtilbud.
Stk. 4. Hvis forældre med overgangstilskud efter stk. 2 på grund af indkomstnedgang i 2006 i forhold til indkomstgrundlaget for beregning af fripladstilskuddet ved udgangen af 2005 herefter er berettiget til et højere fripladstilskud i 2006, sker der ikke ny beregning af procenten (a) efter stk. 2. Denne procent skal sammenholdes med ny beregning af procentsatsen (b) i stk. 2 beregnet med det nye indkomstgrundlag.
Stk. 5. Hvis forældre med overgangstilskud efter stk. 2 på grund af indkomstfremgang i 2006 i forhold til indkomstgrundlaget for beregning af fripladstilskuddet ved udgangen af 2005 herefter er berettiget til et lavere fripladstilskud, skal der ske ny beregning af procenten (a) i stk. 2 med det nye indkomstgrundlag. Denne procent skal sammenholdes med ny beregning af procentsatsen (b) i stk. 2 beregnet med det nye indkomstgrundlag.«
5. I § 29, stk. 2 , ændres »30 pct.« til »25 pct. for børn under 3 år og 30 pct. for børn fra 3 år og derover«
6. § 29, stk. 4, affattes således
» Stk. 4. For hel eller delvis friplads ved brug af plads i en skolefritidsordning jf. § 50, stk. 2, i lov om Folkeskolen anvendes nedenstående tabel.
Indtægt
Betaling i procent af fuld takst
Til og med 130.500 kr.
Betalingen udgør 0 procent
130.501 kr. til 133.389 kr.
Betalingen udgør 5 procent
133.390 kr. til 404.999 kr.
Betalingen for dette interval forhøjes med 1 procent for hver 2.889 kr.´s indtægtsstigning
Over 404.500 kr.
Betalingen udgør 100 procent
For regulering af indtægtsgrænserne i forbindelse med fripladstilskud jf. § 27. I forhold til fripladstilskud til skolefritidsordningerne fastholdes den hidtidige formulering af 2. og 3. pkt. i § 24, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1166 af 29. november 1999 om forældrebetaling for ophold i dagtilbud til børn: Forældrebetalingen fastsættes til 5 pct. ved den første indtægtsstigning, der svarer til dette beløb. Derefter forhøjes forældrebetalingen med 1 pct. for hver indtægtsstigning, der svarer til beløbet.«
§ 2
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i § 25 kan kommunens meddelelse til forældrene om betalingens størrelse i 2006 ske indtil udgangen af 2005.
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, den 8. december 2005
Lars Barfoed
/Kirsten á Rogvi
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v.