Bekendtgørelse om støtteberettigede ombygningsudgifter til bygningsfornyelse og udbud af bygge- og anlægsarbejder efter lov om byfornyelse og udvikling af byer
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
§ 1. Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 10 i lov om byfornyelse og udvikling af byer give tilsagn om støtte til følgende typer af udgifter til gennemførelse af bygningsfornyelse i private udlejningsboliger
1) Håndværkerudgifter, jf. § 8, stk. 2, i lov om byfornyelse og udvikling af byer vedrørende
a) vedligeholdelsesarbejder,
b) forbedringsarbejder,
c) nedrivning, opgjort med fradrag af værdistigning på ejendommen og
d) opførelse af mindre tilbygninger.
2) Udgifter til arkitekt- og ingeniørbistand.
3) Udgifter til byggesagsadministration og anden bygherrebistand for ejeren.
4) Sædvanlige bygherreudgifter, herunder bl.a. bygningsundersøgelser vedrørende svamp, kloak og fundering samt huslejetab for en periode fra højst 3 måneder før byggearbejdernes påbegyndelse og højst indtil 6 måneder efter, at arbejderne i det væsentlige er afsluttede.
5) Udgifter til førregistrering, jf. § 54, stk. 1, i lov om byfornyelse og udvikling af byer.
6) Udgifter til byggelånsrenter.
Ejer- og andelsboliger
§ 2. Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 24 i lov om byfornyelse og udvikling af byer give tilsagn om støtte til følgende typer af udgifter til gennemførelse af bygningsfornyelse i ejer- og andelsboliger
1) Håndværkerudgifter, jf. § 22 i lov om byfornyelse og udvikling af byer, vedrørende foranstaltninger til afhjælpning af kondemnable forhold samt reparation, udskiftning eller fornyelse, af følgende bygningsdele
a) tage, herunder tagrender og kviste, tårne og ovenlys,
b) ydermure, herunder facadeudsmykning og arkitektoniske detaljer,
c) vinduer, herunder opsætning af indvendige forsatsrammer og koblede rammer,
d) døre og porte,
e) karnapper, altaner, verandaer og udestuer, der er en del af den oprindelige bygning,
f) fundamenter, herunder kældernedgange og stenkipning under tagdryp og
g) indgangspartier, herunder udvendige adgangstrapper.
2) Håndværkerudgifter vedrørende afhjælpning af kondemnable forhold.
3) Udgifter til arkitekt- og ingeniørbistand.
4) Udgifter til byggesagsadministration og anden bygherrebistand for ejeren.
5) Sædvanlige bygherreudgifter, herunder bl.a. bygningsundersøgelser vedrørende svamp og fundering.
6) Udgifter til førregistrering, jf. § 54, stk. 1, i lov om byfornyelse og udvikling af byer.
7) Udgifter til byggelånsrenter.
Bygninger, der indeholder erhverv og beboelse
§ 3. Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 36 i lov om byfornyelse og udvikling af byer give tilsagn om støtte til udgifter til gennemførelse af bygningsfornyelse i bygninger, der indeholder både erhverv og beboelse efter følgende bestemmelser
1) For beboelsesdelen finder bestemmelserne i § 1 anvendelse vedrørende private udlejningsboliger og § 2 anvendelse vedrørende ejer- og andelsboliger.
2) For erhvervsdelen finder bestemmelserne i § 2, nr. 1, og nr. 3-7 anvendelse.
Ombygning af privat erhverv til udlejningsboliger
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 38 i lov om byfornyelse og udvikling af byer give tilsagn om støtte til de i § 2 nævnte typer af udgifter til gennemførelse af ombygning af erhverv til udlejningsboliger.
Generelle støttevilkår
§ 5. Det er et vilkår for støtte, at
1) byggearbejdet først påbegyndes, når kommunalbestyrelsen har meddelt tilsagn om støtte,
2) arbejdet udbydes i konkurrence efter lov nr. 338 af 18. maj 2005 om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren (tilbudsloven), jf. dog § 6,
3) bygherren overholder bestemmelserne i cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder m.v., jf. dog § 6, og
4) bygherren lægger ABR 89 og AB 92 (i totalentreprise ABT 93) til grund uden fravigelser i sine aftaler om teknisk rådgivning og i sine entrepriseaftaler, jf. dog § 7.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kontrollerer, at bygherren overholder bestemmelserne i stk. 1.
§ 6. Kommunalbestyrelsen kan uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, nr. 2, godkende, at arbejderne udføres af bygherrens egne ansatte (arbejde i eget regi), jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, at såvel prisen som kvaliteten af det arbejde, som bygherren udfører i eget regi, er rimelig, samt at der foreligger den fornødne dokumentation for bygherrens forbrug af timer til udførelse af arbejdet.
Stk. 3. En kommune kan ikke udføre arbejde i eget regi bortset fra kommunale anlægsarbejder, som får offentlig støtte efter § 6 i lov om byfornyelse og udvikling af byer.
§ 7. Kommunalbestyrelsen kan efter modtaget begrundelse i særlige tilfælde godkende fravigelser fra de i § 5, stk. 1, nr. 4, omtalte bestemmelser.
§ 8. Der kan ikke ydes støtte til arbejder, der er påbudt efter anden lovgivning, såfremt påbudet er afgivet mere end 2 år, forinden kommunalbestyrelsen har meddelt tilsagn i henhold til §§ 10, 24, 36 og 38 i lov om byfornyelse og udvikling af byer.
Ikrafttrædelse
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2005.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 166 af 17. marts 2004 om støtteberettigede ombygningsudgifter til bygningsfornyelse og udbud af bygge- og anlægsarbejder efter lov om byfornyelse og udvikling af byer ophæves samtidig.
Socialministeriet, den 24. juni 2005
P.M.V.
Frank Bundgaard
/Charlotte Kruse Lange
Bekendtgørelse om støtteberettigede ombygningsudgifter til bygningsfornyelse og udbud af bygge- og anlægsarbejder efter lov om byfornyelse og udvikling af byer
I medfør af § 100 i lov nr. 1234 af 27. december 2003 om byfornyelse og udvikling af byer fastsættes
Private udlejningsboliger