Bekendtgørelse om forsikringsformidleres uddannelse

Bilag 1

Skadesforsikringsmægleruddannelsen

Bilag 1

Skadesforsikringsmægleruddannelsen

Efter uddannelsen skal deltageren kunne tilrettelægge og gennemføre forsikringsmægling for privat- og erhvervskunden indenfor skadesforsikring ved anvendelse af en hensigtsmæssig arbejdsmetode, der sikrer opfyldelse af de krav, markedet og lovgivningen stiller til en forsikringsmægler.

Uddannelsen til skadesforsikringsmægler skal i henhold til § 4, stk.1, indeholde følgende videnelementer

1. Juridiske forhold

Forsikringsformidlingsloven

God skik regler

Aftaleloven

Forsikringsaftaleloven

2. Kunden og dennes forudsætninger

Privatøkonomi

Erhvervsstruktur

Virksomhedsformer

Virksomhedsøkonomi og – regnskab

Skatte- og momsregler

3. Produkter

Indbo- og privatansvarsforsikring

Fritidshusforsikring

Parcelhusforsikring

Bådforsikring

Hundeforsikring

Ulykkesforsikring

Bygningsforsikring

Entrepriseforsikring

Løsøreforsikring (brand, vand tyveri)

Erhvervsansvarsforsikring

Produktansvarsforsikring

Montageforsikring

Maskinkaskoforsikring

EDB-forsikring

Transportforsikringer

Driftstabsforsikring

Autoforsikring

Forhandler-/værkstedsforsikring

Miljøansvarsforsikring

Speditøransvarsforsikring

Fragtføreransvarsforsikring

Professionel ansvarsforsikring

4. Tilvalgsdækninger

5. Følgeudgifter

6. Forsikringsselskabets økonomi

Økonomiske nøgletal

Reassurance

7. Erstatningsret

Færdselslov

CMR-lov

Produktansvarsloven

Culparegler

Erstatningsansvarsloven

8. Arbejdsmetode

Risikoanalyse

Forsikringspolitik

Udbud

Tilbudssammenligning og indstilling til valg

af løsning

Implementering og service

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på

1) Forsikringsmæglervirksomheder.

2) Genforsikringsmæglervirksomheder.

3) Forsikringsagentvirksomheder.

4) Underagentvirksomheder.

5) Administrationsselskaber, der handler på vegne af virksomheder omfattet af nr. 3 og 4.

Bilag 2

Livsforsikringsmægleruddannelsen

Bilag 2

Livsforsikringsmægleruddannelsen

Efter uddannelsen skal deltageren kunne tilrettelægge og gennemføre forsikringsmægling for privat- og erhvervskunden indenfor livsforsikring ved anvendelse af en hensigtsmæssig arbejdsmetode, der sikrer opfyldelse af de krav, markedet og lovgivningen stiller til en forsikringsmægler.

Uddannelsen til livsforsikringsmægler skal i henhold til § 4, stk. 2, indeholde følgende videnelementer

1. Juridiske forhold

Forsikringsformidlerloven

God skik regler

Aftaleloven

Forsikringsaftaleloven

Værgemålsloven

Enkepensionsloven

2. Finansiel rådgivning

Privatøkonomi

Sociale ydelser

Personskatteregler

Finansielle og øvrige aktiver

Passiver

Generationsskifte

Arv og begunstigelse

3. Etablering af pensionsløsning

Teknisk grundlag for risikobedømmelse

Helbredsoplysninger

Bedømmelse og antagelse

Selskabernes tegningspolitik

Præmiens opbygning

4. Produkter

Risikoprodukter

Opsparingsprodukter

Pseudoordninger

Arbejdsmarkedspension

Gruppeliv

Kollektive ordninger

Careprodukter

Tjenestemandspension

Pensionskasser

Invest- og linkprodukter

Kapitaliseringsprodukter

Bankprodukter

5. Pensionsbeskatningsloven

6. Ændringer og udbetaling

Jobskifte

Genkøb

Bonus

Pensionsordninger ved skilsmisse og død

Genplacering af pensionsudbetalinger

7. Arbejdsmetode

Pensionspolitik

Udbud

Tilbudssammenligning og indstilling til valg

af løsning

Implementering og service

Behovsanalyse

Kapitel 2

Forsikringsmægleres uddannelse

Kapitel 2

Forsikringsmægleres uddannelse

§ 2. Den eller de personer, der er ansvarlige for forsikringsformidlingen i virksomheder omfattet af § 1, skal besidde den fornødne generelle viden om forsikringsformidling.

Stk. 2. Ved generel viden om forsikringsformidling forstås, at personen

1) kan tilrettelægge virksomhedens forsikringsformidling under hensyn til de almindelige regler om indgåelse af aftaler og bestemmelserne om god skik, og

2) kan sikre, at medarbejderne i den pågældende virksomhed har den fornødne viden i relation til at gennemføre forsikringsformidlingen.

Kapitel 3

Genforsikringsmægleres uddannelse

Kapitel 3

Genforsikringsmægleres uddannelse

§ 3. En person, der ansøger Finanstilsynet om tilladelse til at udøve skades– og eller livsforsikringsmægling i medfør af § 6 og § 7 i lov om forsikringsformidling skal for at opfylde § 4

1) fremlægge bevis for at besidde teoretisk viden inden for henholdsvis skadesforsikrings– og eller livsforsikringsmægling, som angivet i § 4, og

2) skal forud for eller sideløbende med den teoretiske uddannelse, som angivet i § 4 kunne dokumentere at have erhvervet praktisk kendskab til forsikringsmægling ved 2 års ansættelse på fuld tid i en forsikringsmæglervirksomhed, et forsikringsselskab eller ved anden beskæftigelse, hvor tilsvarende kundskaber er erhvervet.

Kapitel 4

Forsikringsagenters uddannelse

Kapitel 4

Forsikringsagenters uddannelse

§ 4. En person, der ansøger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsmægling, skal gennemføre et uddannelsesforløb indenfor skadesforsikringsmægling, der sikrer, at personen kan tilrettelægge og gennemføre forsikringsmæglingen ved anvendelsen af en hensigtsmæssig arbejdsmetode og kan

1) etablere aftalegrundlaget med kunden,

2) vurdere kundens risikoprofil, herunder for erhvervskunden udarbejde virksomhedens forsikringspolitik,

3) beskrive kundens forsikringsrisici,

4) rådgive om den mulige afdækning af kundens forsikringsrisici,

5) udarbejde udbudsmateriale til brug for forsikringsselskabernes tilbudsgivning og gennemføre udbuddet i overensstemmelse med gældende regler,

6) analysere de modtagne forsikringstilbud og udarbejde en rapport til kunden, der angiver den bedst mulige forsikringsløsning eller valget mellem flere gode forsikringsløsninger,

7) etablere den af kunden valgte forsikringsløsning, og

8) planlægge og gennemføre en løbende servicering af kundens forsikringsløsning.

Stk. 2. En person, der ansøger om tilladelse til at udøve livsforsikringsmægling, skal gennemføre et uddannelsesforløb indenfor livsforsikringsmægling, der sikrer, at personen kan tilrettelægge og gennemføre forsikringsmæglingen ved anvendelsen af en hensigtsmæssig arbejdsmetode og kan

1) etablere aftalegrundlaget med kunden,

2) vurdere kundens risikoprofil, herunder for erhvervskunden udarbejde virksomhedens pensionspolitik,

3) rådgive de enkelte medarbejdere omfattet af ordningen,

4) beskrive kundens forsikringsrisici,

5) rådgive om den mulige afdækning af kundens forsikringsrisici,

6) udarbejde udbudsmateriale til brug for forsikringsselskabernes tilbudsgivning og gennemføre udbuddet i overensstemmelse med gældende regler,

7) analysere de modtagne forsikringstilbud og udarbejde en rapport til kunden, der angiver den bedst mulige forsikringsløsning eller valget mellem flere gode forsikringsløsninger,

8) etablere den af kunden valgte forsikringsløsning, og

9) planlægge og gennemføre en løbende servicering af kundens forsikringsløsning.

Kapitel 5

Underagenters uddannelse

Kapitel 5

Underagenters uddannelse

§ 5. Forsikringsmægleruddannelsen er en erhvervsrettet deltidsuddannelse, der kan varetages af uddannelsesinstitutioner, der gennemfører en undervisning, der giver deltageren de i § 4 beskrevne kompetencer.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen skal gennemføre en undervisning, der mindst indeholder de i bilag 1 og 2 angivne emner.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen udfærdiger et bevis som dokumenterer, at deltageren har bestået eksamen indenfor henholdsvis skades– og eller livsforsikringsmægling.

Kapitel 6

Tilsyn

Kapitel 6

Tilsyn

§ 6. En person, der ansøger Finanstilsynet om tilladelse til at udøve genforsikringsmægling inden for skades– og eller livsforsikring i medfør af § 6 og § 7, jf. § 26, stk. 1, i lov om forsikringsformidling skal for at opfylde § 7

1) fremlægge bevis for at besidde teoretisk viden inden for henholdsvis skadesforsikrings– og eller livsforsikringsmægling, som angivet i § 3, nr. 1, eller

2) fremlægge bevis for at besidde tilsvarende teoretisk viden inden for genforsikringsmægling af henholdsvis skadesforsikringer– og eller livsforsikringer, og

3) skal tillige kunne dokumentere at have erhvervet praktisk kendskab til genforsikringsmægling ved 2 års ansættelse på fuld tid i en genforsikringsmæglervirksomhed, et genforsikringsselskab eller ved anden beskæftigelse, hvor tilsvarende kundskaber er erhvervet.

Kapitel 7

Ikrafttræden

Kapitel 7

Ikrafttræden

§ 7. En person, der ansøger om tilladelse til at udøve genforsikringsmægling indenfor skades – eller livsforsikring, skal gennemføre et uddannelsesforløb indenfor henholdsvis skades – eller livsforsikringsmægling der sikrer, at personen kan tilrettelægge og gennemføre genforsikringsmæglingen ved anvendelsen af en hensigtsmæssig arbejdsmetode, og kan

1) etablere aftalegrundlaget med kunden, (forsikringsselskabet),

2) vurdere kundens risikoprofil i forhold til selvbehold / egenkapital,

3) beskrive kundens genforsikringsbehov,

4) rådgive om den mulige afdækning i genforsikringsmarkedet og de enkelte genforsikringsselskabers finansielle styrke,

5) udarbejde udbudsmateriale til brug for genforsikringsselskabernes tilbudsgivning og gennemføre udbuddet i overensstemmelse med gældende regler,

6) analysere de modtagne genforsikringstilbud og udarbejde en rapport til kunden, der angiver den bedst mulige genforsikringsløsning eller valget mellem flere gode genforsikringsløsninger,

7) etablere den af kunden valgte genforsikringsløsning, og

8) planlægge og gennemføre en løbende servicering af kundens genforsikringsløsning.

§ 8. En forsikringsagentvirksomhed, som indgår aftale med et forsikringsselskab om salg af forsikringsselskabets forbrugerforsikringer, skal sikre, at personalet i forsikringsagentvirksomheden, der er direkte beskæftiget med forsikringsformidlingen, besidder en passende viden om de forsikringsprodukter, der formidles til forbrugeren.

Stk. 2. Ved en forbrugerforsikringsaftale forstås i denne bekendtgørelse en skades– eller livsforsikringsaftale, der indgås mellem en formidler af et forsikringsselskabs produkter og en forbruger om dækning af dennes forsikringsrisici.

§ 9. En forsikringsagentvirksomhed, som formidler et eller flere forskellige forbrugerforsikringsprodukter skal sikre, at en person, der er direkte beskæftiget med forsikringsformidlingen, besidder en passende viden om de standardforsikringsprodukter, der formidles.

Stk. 2. Ved en passende viden om de standardforsikringsprodukter, der formidles, forstås, at personen kan

1) indsamle relevant information om forbrugerens forsikringsbehov,

2) analysere de modtagne informationer,

3) præsentere og begrunde en hensigtsmæssig løsning af forbrugerens forsikringsbehov ved hjælp af det eller de formidlede standardforsikringsprodukter, og

4) vejlede om det eller de forskellige standardforsikringsprodukters virkemåde.

§ 10. En forsikringsagentvirksomhed, som formidler enkeltstående forbrugerforsikringsprodukter som supplement til det produkt eller den tjenesteydelse, som leveres af virksomheden, skal sikre, at en person, der er direkte beskæftiget med forsikringsformidlingen besidder en passende viden om standardforsikringsproduktet, der formidles.

Stk. 2. Ved en passende viden om det standardforsikringsprodukt, der formidles, forstås, at personen kan

1) informere forbrugeren om en mulig forsikringsdækning,

2) etablere en hensigtsmæssig forsikringsdækning ved hjælp af det formidlede standardforsikringsprodukt, og

3) vejlede om standardforsikringsproduktets virkemåde.

§ 11. En forsikringsagentvirksomhed, som formidler andre forsikringsprodukter end de i § 9 og § 10 omfattede forbrugerforsikringsprodukter eller som formidler mere komplicerede forbrugerforsikringsprodukter skal sikre, at en person, der er direkte beskæftiget med forsikringsformidlingen besidder en viden, der afpasses efter kompleksiteten af det eller de forsikringsprodukter, der formidles.

§ 12. En underagentvirksomhed, som indgår aftale med en forsikringsagentvirksomhed om salg af forbrugerforsikringsprodukter, som forsikringsagentvirksomheden har indgået aftale med et forsikringsselskab om at formidle, skal sikre, at personalet, der er direkte beskæftiget med forsikringsformidlingen, besidder en passende viden om de forsikringsprodukter, der formidles til forbrugeren.

Stk. 2. Ved en forbrugerforsikringsaftale forstås i denne bekendtgørelse en skades– eller livsforsikringsaftale, der indgås mellem en formidler af et forsikringsselskabs produkter og en forbruger om dækning af dennes forsikringsrisici.

§ 13. En underagentvirksomhed, som formidler et eller flere forskellige forbrugerforsikringsprodukter skal sikre, at en person, der er direkte beskæftiget med forsikringsformidlingen besidder en passende viden om de standardforsikringsprodukter, der formidles.

Stk. 2. Ved en passende viden om de standardforsikringsprodukter, der formidles, forstås, at personen kan

1) indsamle relevant information om forbrugerens forsikringsbehov,

2) analysere de modtagne informationer,

3) præsentere og begrunde en hensigtsmæssig løsning af forbrugerens forsikringsbehov ved hjælp af det eller de formidlede standardforsikringsprodukter, og

4) vejlede om det eller de forskellige standardforsikringsprodukters virkemåde.

§ 14. En underagentvirksomhed, som formidler enkeltstående forbrugerforsikringsprodukter som supplement til det produkt eller den tjenesteydelse, som leveres af forsikringsagentvirksomheden, skal sikre, at en person, der er direkte beskæftiget med forsikringsformidlingen besidder en passende viden om standardforsikringsproduktet, der formidles.

Stk. 2. Ved en passende viden om de standardforsikringsprodukter, der formidles, forstås, at personen kan

1) informere forbrugeren om en mulig forsikringsdækning,

2) etablere en hensigtsmæssig forsikringsdækning ved hjælp af det formidlede standardforsikringsprodukt, og

3) vejlede om standardforsikringsproduktets virkemåde.

§ 15. En underagentvirksomhed, som formidler andre forsikringsprodukter end de i § 13 og § 14 omfattede forbrugerforsikringsprodukter eller som formidler mere komplicerede forbrugerforsikringsprodukter skal sikre, at en person, der er direkte beskæftiget forsikringsformidlingen besidder en viden, der afpasses efter kompleksiteten af det eller de forsikringsprodukter, der formidles.

§ 16. En uddannelsesinstitution, der udbyder forsikringsmægleruddannelsen, som angivet i kapitel 2 skal hvert år senest den 1. april afgive erklæring til Finanstilsynet om at uddannelsen er tilrettelagt således, at deltageren opnår den i kapitel 2 beskrevne kompetence. Uddannelsesinstitutionens erklæring skal indsendes første gang den 1. april 2006.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen skal i øvrigt give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

§ 17 . En uddannelsesinstitution, der udbyder forsikringsmægleruddannelsen, kan godkende, at bestående uddannelseskompetencer fra en anden dansk eller udenlandsk uddannelsesinstitution træder i stedet for en eller flere af de kompetencer, der er omfattet af § 4.

Stk. 2. Med personens samtykke forelægges tvivlstilfælde af uddannelsesinstitutionen for Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser. Centrets vurdering er vejledende.

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2005. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 777 af 2. september 2003 om den praktiske og teoretiske uddannelse til forsikringsmægler.

Finanstilsynet, den 14. november 2004

Henrik Bjerre-Nielsen

/Vibeke Olesen

Bekendtgørelse om forsikringsformidleres uddannelse 1)

I medfør af § 9, stk. 1 og 2, § 31 og § 39 i lov nr. 362 af 19. maj 2004 om forsikringsformidling fastsættes

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europaparlamentets og Rådets direktiv nr. 92/2002/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling, (EF-Tidende 2003 nr. L 9, s 3).