Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om tilsætningsstoffer til foderstoffer
Statutory Text (3 Articles)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 863 af 20. november 1997 om tilsætningsstoffer til foderstoffer, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 259 af 4. maj 1998, foretages følgende ændringer
1. Efter § 4 indsættes som ny § 4 A
» § 4 A. Plantedirektoratet kan efter anmodning yde bistand ved udarbejdelse m.m. af ansøgninger til Det Europæiske Fællesskab om godkendelse af tilsætningsstoffer.«
2. § 12 affattes således
» § 12. Plantedirektoratet fører kontrol med tilsætningsstoffer og med foderstoffer med indhold af tilsætningsstoffer, der erhvervsmæssigt produceres og sælges, eller som produceres med henblik på anvendelse til fodring i egen bedrift. Direktoratet udtager stikprøver af foderstoffer med indhold af tilsætningsstoffer til kontrol med, at de overholder bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Kontrollen sker på grundlag af analysemetoder godkendt af Det Europæiske Fællesskab eller Plantedirektoratet.
Stk. 2. Plantedirektoratet fastsætter omfanget af kontrollen med en virksomhed, herunder omfanget af stikprøvekontrollen, på grundlag af virksomhedens produktion.
Stk. 3. Efter § 3, stk. 2, i lov om foderstoffer skal registrerede og godkendte virksomheder give direktoratet de oplysninger, der er nødvendige for kontrollen med overholdelsen af bekendtgørelsen og yde fornøden bistand ved gennemførelsen af kontrollen.
Stk. 4. Ved henvisning til direktoratets kontrol må kun anføres: »Plantedirektoratet kontrollerer ved analyse af stikprøver, om (selskabets/virksomhedens) produkter opfylder bestemmelserne i foderstoflovgivningen«.
Stk. 5. Direktoratets kontrol- og analyseresultater offentliggøres.«
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. oktober 1998
Plantedirektoratet, den 14. oktober 1998
Mogens Nagel Larsen
/Camilla Hesselby
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om tilsætningsstoffer til foderstoffer