Bekendtgørelse af forretningsorden for Miljømærkenævnet
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
§ 1. Formanden fastsætter tid og sted for nævnsmøderne. Formanden leder og tilrettelægger i øvrigt nævnsmødet.
Stk. 2. Formanden er medlem af nævnets koordinationsudvalg. Formanden aflægger beretning for nævnet om væsentlige beslutninger truffet af koordinationsudvalget.
Stk. 3. Nævnet kan bemyndige en næstformand blandt nævnets medlemmer til at træde i formandens sted, når denne er forhindret.
§ 2. Nævnet kan beslutte, at visse mindre væsentlige afgørelser kan træffes af formanden på nævnets vegne.
§ 3. En organisation, udpeget af miljø- og energiministeren, fungerer som sekretariat for nævnet. Miljøstyrelsen fungerer dog som sekretariat for nævnet i sager, hvor der klages over afgørelser truffet af miljømærkesekretariatet. Ansatte i sekretariatet kan deltage i nævnsmøderne uden stemmeret.
Stk. 2. Forberedelse af nævnets møder, herunder fastlæggelse af dagsorden, varetages af sekretariatet efter aftale med formanden. Mødeindkaldelse og dagsorden udsendes til nævnets medlemmer af sekretariatet.
§ 4. Nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af dets medlemmer eller suppleanter er til stede.
Stk. 2. Nævnets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens, eller i dennes forfald næstformandens, stemme udslagsgivende.
Stk. 3. Nævnsmødets afgørelser indføres i et mødereferat, som udsendes af sekretariatet til nævnets medlemmer. Et mindretal kan kræve sin afvigende mening optaget i mødereferatet. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf.
§ 5. Nævnsmøder er ikke offentlige. Nævnet kan indbyde sagkyndige eller repræsentanter for særligt berørte interesser til at deltage i et nævnsmøde uden stemmeret.
§ 6. Formanden kan nedsætte rådgivende ekspertpaneler til brug for udredninger om kriteriesæt, produktgrupper eller øvrige specifikke emner.
Stk. 2. Ekspertpanelet nedsættes med medlemmer fra nævnet, sagkyndige og repræsentanter for særligt berørte interesser.
§ 7. Nævnet kan afvise klager, der ikke er omfattet af nævnets kompetence eller er indgivet for sent.
§ 8. Alle, der deltager i nævnets arbejde, er omfattet af forvaltningslovens regler, herunder bestemmelserne om tavshedspligt og inhabilitet.
§ 9. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 10. Nævnet afgiver årligt en beretning til miljø- og energiministeren om dets virksomhed i det foregående år.
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. januar 1998.
Miljø- og Energiministeriet, den 19. januar 1998
Svend Auken
/ Leo Larsen
Bekendtgørelse af forretningsorden for Miljømærkenævnet
I medfør af § 8, stk. 2 i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997 fastsættes
Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljømærkenævnet