Bestemmelser om charterflyvning og taxaflyvning fra og til Danmark
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om charterflyvning og taxaflyvning fra og til Danmark
Indholdsfortegnelse
1. Definitioner og anvendelsesområde 1.1 Definitioner 1.2 Anvendelsesområde 2. Generelt 2.1 Tilladelser 2.2.1 Operativ licens 2.1.2 Kommerciel tilladelse 2.2 Luftfartøjer 2.3 Ikke-skandinaviske luftfartsselskaber 2.4 Statistik 2.5 Forsikring 2.6 Priser 2.7 Afgifter 2.8 Den multilaterale overenskomst 3. Charterflyvning med passagerer 3.1 Tidsfrister for ansøgning 3.2 Form og indhold af ansøgning 3.3 Vilkår for selskabsrejseflyvning 3.3.1 Flyvning fra Danmark til udlandet 3.3.2 Flyvning til Danmark fra udlandet 3.3.3 Ud- og hjemrejse med samme fly 3.3.4 »Seat only« 3.4 Vilkår for flyvning til eget brug 3.5 Vilkår for studenterflyvning 3.6 Vilkår for flyvning i forbindelse med specielle begivenheder 3.7 Vilkår for foreningsflyvning 4. Charterflyvning med fragt 5. Taxaflyvning 6. Charterflyvning mellem Danmark og USA 7. Straf 8. Dispensation 9. Klageadgang 10. Ikrafttræden Bilag: Bilag A: Flyvning til eget brug Bilag B: Foreningsflyvning Bilag C: Fortegnelse over interkontinentale destinationer godkendt til selskabsrejseflyvning Bilag D: Charterflyvning på ABC-vilkår fra Danmark til Canada
I medfør af § 75, stk. 2, og § 78 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 373 af 4. juni 1997, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet følgende
1. Definitioner og anvendelsesområde
1.1 Definitioner
I denne BL forstås ved
Charterflyvning
Ikke-regelmæssig, erhvervsmæssig transport af passagerer udført med luftfartøjer, som er godkendt til befordring af mere end 10 passagerer, og ikke-regelmæssig, erhvervsmæssig transport af fragt udført med luftfartøjer, hvis højest tilladte startmasse er over 5.700 kg.
Taxaflyvning
Ikke-regelmæssig, erhvervsmæssig transport af passagerer udført med luftfartøjer, som er godkendt til befordring af højst 10 passagerer, og ikke-regelmæssig, erhvervsmæssig transport af fragt udført med luftfartøjer, hvis højst tilladte startmasse ikke overstiger 5.700 kg.
1.2 Anvendelsesområde
Denne BL gælder for charterflyvning og taxaflyvning mellem Danmark og lande, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, eller mellem Danmark og lande, der ikke fuldt ud har tilsluttet sig EU's luftfartsregler, herunder 3. luftfartspakke.
Denne BL gælder endvidere for charterflyvning og taxaflyvning mellem Danmark og punkter, der er undtaget fra EØF-forordning nr. 2408/92 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet.*
* Dette gælder for tiden de græske øer, Azorerne og Gibraltar, jf. EØF-forordning nr. 2408/92, jf. artikel 1, stk. 3 og 4.
For charterflyvning mellem Danmark og USA gælder ud over bestemmelserne i afsnit 2 særlige regler, jf. afsnit 6.
Anm.: EU-medlemsstaterne er for tiden: Belgien, Danmark, England, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Sverige, Spanien, Tyskland og Østrig.
Endvidere har Norge og Island fuldt ud tilsluttet sig 3. luftfartspakke.
2. Generelt
2.1 Tilladelser
2.1.1 Tilladelse som luftfartsselskab (operativ licens)
2.1.1.1 Charter- og taxaflyvning må kun udføres af et luftfartsselskab, som har en gyldig tilladelse som luftfartsselskab udstedt af selskabets registreringsstat.
Luftfartsselskabet skal efter anmodning kunne godtgøre, at det er i besiddelse af en sådan tilladelse, og at det er kompetent til at udføre international, erhvervsmæssig luftfart i overensstemmelse med registreringsstatens bestemmelser og standarder i ICAO Annex 6, Part 1.
2.1.2 Kommerciel tilladelse
2.1.2.1 Charter- og taxaflyvning fra og til Danmark må kun udføres efter særlig tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen, medmindre andet fremgår af denne BL. En tilladelse må ikke overdrages.
2.1.2.2 Når tilladelse til at udføre flyvning meddeles uden særlige yderligere tilkendegivelser, er det forudsat, at det, der er anført i ansøgningen, samt bestemmelserne i denne BL bliver opfyldt. Disse betingelser er følgelig vilkår for flyvningens lovlige udførelse, jf. luftfartslovens § 78.
2.1.2.3 Overtrædelse af vilkår for en tilladelse kan medføre, at denne tilbagekaldes, jf. luftfartslovens § 79.
2.2 Luftfartøjer
2.2.1 Charter- og taxaflyvning må kun udføres med vedkommende luftfartsselskabs egne luftfartøjer, medmindre Statens Luftfartsvæsen har godkendt andet.
2.2.2 Anvendelse af visse luftfartøjer kan forbydes eller undergives særlige restriktioner.
2.3 Ikke-skandinaviske luftfartsselskaber
For at varetage væsentlige skandinaviske luftfartsinteresser kan Statens Luftfartsvæsen undtagelsesvis begrænse et udenlandsk luftfartsselskabs adgang til at udføre flyvning efter bestemmelserne i denne BL.
2.4 Statistik
Luftfartsselskabet er pligtigt til i en form, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, at indsende nærmere statistiske oplysninger angående udførte flyvninger.
2.5 Forsikring
2.5.1 For luftfartøjer, der anvendes til ikke-regelmæssig luftfartsvirksomhed, skal der være tegnet og holdt i kraft forsikring til dækning af ansvar for skade på passagerer og rejsegods eller fragt (befordringsansvaret) samt på personer eller ting uden for luftfartøjet (tredjemandsansvaret).
2.5.2 Passager- og rejsegodsforsikringen skal dække mindst de beløb, der er fastsat i kapitel 9 i luftfartsloven.
2.5.3 Tredjemandsforsikringen skal være tegnet med mindst de minimumsbeløb, der er fastsat af Trafikministeriet i medfør af luftfartslovens § 130, stk. 1.
Anm.: For tiden gælder ifølge Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 504 af 27. juni 1991 følgende minimumsbeløb
1. For luftfartøjer med maksimalt tilladt startmasse indtil 10 tons (inklusive svævefly m.v.)
60 millioner kr. dækkende personskade
5 millioner kr. dækkende tingskade
2. For luftfartøjer med maksimalt tilladt startmasse mellem 10 og 349 tons
150 millioner kr. dækkende personskade
20 millioner kr. dækkende tingskade
3. For luftfartøjer med maksimalt tilladt startmasse på 350 tons og derover
300 millioner kr. dækkende personskade
40 millioner kr. dækkende tingskade.
2.6 Priser
En tilladelse kan gøres betinget af, at priserne godkendes.
2.7 Afgifter
Tilladelse til flyvning fra og til dansk territorium kan nægtes, ligesom en allerede given tilladelse kan inddrages, hvis forfaldne luftfartsafgifter i Danmark ikke er betalt.
2.8 Den multilaterale overenskomst
2.8.1 Selskaber i stater, som har ratificeret den multilaterale overenskomst af 30. april 1956 om kommercielle rettigheder for ikke-regelmæssig lufttrafik i Europa, må udføre flyvninger i overensstemmelse med det, der er anført i overenskomsten, under forudsætning af, at vedkommende stat godkender samme praksis for danske luftfartsselskaber.
2.8.2 Flyvning efter overenskomstens artikel 2, stk. 1, kan udføres i overensstemmelse med vilkårene i denne BL uden forudgående ansøgning. Med undtagelse af taxaflyvninger samt flyvninger i humanitært øjemed eller flyvninger i forbindelse med en nødsituation skal anmeldelse ske til Statens Luftfartsvæsen senest 48 timer før flyvningens udførelse. Anmeldelsen skal indeholde de oplysninger, der i denne BL kræves ved ansøgning.
2.8.3 Flyvning efter overenskomstens artikel 2, stk. 2, må kun udføres efter forudgående tilladelse i overensstemmelse med de ansøgningsfrister og vilkår, der er anført i denne BL.
3. Charterflyvning med passagerer
For flyvning mellem Danmark og USA henvises til afsnit 6.
3.1 Tidsfrister for ansøgning
I de nedenfor angivne tidsfrister medregnes ikke lørdage, søndage eller danske helligdage.
===================================================================== Charter- Alle Maks. 4 flyv- Mere end 4 kategori flyvninger ninger inden flyvninger in- for 2 mdr. denfor 2 mdr. ===================================================================== Selskabs- Sommer- rejseflyvning program: Flyvning til 15. januar eget brug 48 timer Studenter- flyvning Vinterpro- Flyvn. i forb. gram: med specielle 1. septem- begivenheder ber --------------------------------------------------------------------- Forenings- Inden for flyvning Europa: 15 dage Uden for Europa 30 dage =====================================================================
3.2 Form og indhold af ansøgning
3.2.1 Statens Luftfartsvæsen kan forlange, at der skal anvendes en særlig ansøgningsformular. Statens Luftfartsvæsen kan ligeledes forlange, at ansøgning og dokumentation skal forelægges på et af de skandinaviske sprog eller på engelsk.
3.2.2 En ansøgning skal indeholde følgende oplysninger
a. Luftfartsselskabets navn, adresse, telefon-, telex- og/eller telefaxnummer.
b. Luftfartøjets type og registreringsbogstaver.
d. Forsikringsforhold, jf. pkt. 2.5 (Statens Luftfartsvæsen kan kræve dokumentation for tegnet forsikring).
d. Chartrerens/chartrernes navn(e), adresse(r), telefon-, telex og/eller telefaxnummer(numre).
e. Dato og fartplan/nummer.
f. Charterkategori.
Herudover kræves supplerende oplysninger og dokumentation for følgende charterkategorier
3.2.3 Selskabsrejseflyvning
3.2.3.1 Ansøgeren skal indsende rejsearrangørernes brochurer til Statens Luftfartsvæsen til orientering.
3.2.3.2 Ansøgeren skal opbevare og på forlangende indsende en liste med passagerernes navne, anført i alfabetisk rækkefølge. Fripassagerer skal anføres særskilt og betegnes som sådanne. Hver passagergruppe skal opføres samlet med angivelse af destination, dato og nummer for henholdsvis ud- og hjemflyvning. Medføres der passagergrupper fra flere rejsearrangører, skal også dette specificeres.
3.2.4 Flyvning til eget brug
3.2.4.1 Ansøgningen skal være ledsaget af en erklæring, som dokumenterer flyvningens karakter af »flyvning til eget brug«, formuleret som angivet i bilag A.
3.2.4.2 Ved seriemæssige flyvninger skal ansøgningen være ledsaget af en genpart af charterkontrakten.
3.2.5 Flyvning i forbindelse med specielle begivenheder
Ansøgningen skal indeholde oplysning om anledningen til flyvningen, tidspunktet for begivenheden samt om, hvilke arrangementer der indgår i rejsen.
3.2.6 Foreningsflyvning
3.2.6.1 Ansøgningen skal være ledsaget af en erklæring, som dokumenterer flyvningens karakter af »foreningsflyvning«, formuleret som angivet i bilag B. Er et luftfartøj chartret af flere foreninger, skal erklæring afgives af hver af disse.
3.2.6.2 På anmodning fra Statens Luftfartsvæsen skal indsendes
a. En liste med passagerernes navne, anført i alfabetisk rækkefølge, i givet fald fordelt på de enkelte chartrere. Repræsenterer en passager en juridisk person, skal navnet på denne anføres. Fripassagerer skal anføres særskilt og betegnes som sådanne.
b. Genpart af charterkontrakten.
c. Foreningens vedtægter.
d. Årsberetning.
e. Medlemsliste.
3.2.7 Yderligere oplysninger/dokumentation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde forlange yderligere oplysninger eller dokumentation ud over det, der er anført ovenfor.
3.3 Vilkår for selskabsrejseflyvning
3.3.1 Flyvning fra Danmark til udlandet
3.3.1.1 Tilladelse kan meddeles til flyvning til
a. alle punkter i Europa uden for Den Europæiske Union og uden for lande, der har indgået aftale med EU om fuld tilslutning til EU's luftfartsregler, herunder 3. luftfartspakke,
b. alle punkter i andre end de af litra a. omfattede stater med kyst mod Middelhavet,
c. alle punkter i Afrika, Sydamerika, Mellemamerika, Mellemøsten, Indien og Pakistan, og
d. andre punkter, der måtte være særligt godkendt. De punkter, der er godkendt med denne BL's ikrafttræden, er anført i bilag C. Ændringer offentliggøres i Aeronautical Information Circular (AIC).
Uanset bestemmelsen i litra a. kan der efter denne BL meddeles tilladelse til flyvning til punkter, der er undtaget fra EØF-forordning nr. 2408/92 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet.*
3.3.1.2 Hele luftfartøjets udnyttede kapacitet skal være chartret af en eller flere rejsearrangører til befordring af ud- og/eller hjemrejsende grupper af personer, der deltager i et på forhånd fastlagt selskabsrejsearrangement.
3.3.1.3 En selskabsrejse skal opfylde følgende betingelser
a. Rejsearrangementet skal indbefatte mindst 3 overnatninger udover rejsetiden, hvoraf en overnatning skal være mellem lørdag og søndag. Kravet om, at en overnatning skal være mellem lørdag og søndag, gælder dog ikke til destinationer i Middelhavsområdet m.v., som af Statens Luftfartsvæsen anses for at være udelukkende af turistmæssig karakter.
* Note: Dette gælder for tiden de græske øer, Azoerne og gibraltar, jf. EØF-forordning nr. 2408/92, jf. artikel 1, stk. 3 og 4.
b. Rejsearrangementet skal omfatte transport til og fra bestemmelsesstedet, heraf transport med charterfly i mindst en retning. Rejsearrangementet skal endvidere omfatte indkvartering i hele den periode, som arrangementet omfatter. I den anden retning kan rejsearrangøren (chartreren) vælge andet transportmiddel.
På typiske feriesteder kan indkvartering ske i lejligheder og lignende, når rejsearrangøren har lejet disse for længere tid.
c. Indkvartering må kun sælges uspecificeret på vilkår, at indkvarteringen sker på hoteller eller i lejligheder, som er beskrevet i rejsearrangørens borchure, eller at anden indkvartering af tilsvarende standard skaffes af arrangøren.
d. I arrangementet må ikke indgå udflugter med overnatning til steder, som ikke er godkendt til selskabsrejseflyvning, jf. pkt. 3.3.1.1.
e. En gruppe skal ved afrejse fra Skandinavien omfatte mindst 10 personer fra samme rejsearrangør og med samme rejsearrangement. Flere grupper kan medtages i samme luftfartøj.
Er antallet af deltagere i en gruppe mindre end 10, må befordring dog ske, hvis rejsearrangøren har betalt for mindst 10 pladser, og disse holdes reserveret til vedkommende gruppe i luftfartøjet.
Pladser, der således er reserveret til en gruppe, må ikke udnyttes til befordring af personer, der ikke indgår i vedkommende gruppe.
En rejsearrangør, der er chartrer på en flyvning, kan med Statens Luftfartsvæsens tilladelse overlade en del af luftfartøjets kapacitet til en anden rejsearrangør.
f. Samtlige deltagere i en selskabsrejse med samme arrangør og samme arrangement skal følges ad på ud- og hjemrejsen.
g. Der skal være en repræsentant for rejsearrangøren til disposition for gruppen på bestemmelsesstedet.
3.3.1.4 Deltagerne i en selskabsrejse skal erlægge betaling for hele rejsearrangementet. Tilbagebetaling for eventuelle dele af et arrangement, som deltagerne ikke har udnyttet, må ikke finde sted.
3.3.1.5 Et luftfartsselskab, der ifølge charterkontrakten skal hjemtransportere pasagererne med charterfly, er uanset eventuel misligholdelse af charterkontrakten fra charterens side forpligtet til at hjemtransportere de pågældende passagerer. Hjemtransporten skal ske til den oprindeligt aftalte lufthavn for den pågældende hjemtransport.
3.3.2 Flyvning til Danmark fra udlandet
3.3.2.1 Tilladelse kan meddeles til flyvning fra
a. alle punkter i Europa uden for Den Europæiske Union og uden for lande, der har indgået aftale med EU om fuld tilslutning til EU's luftfartsregler, herunder 3. luftfartspakke,
b. alle punkter i andre end de af litra a. omfattede stater med kyst mod Middelhavet,
c. alle punkter i Afrika, Sydamerika, Mellemamerika, Mellemøsten, Indien og Pakistan, og
d. andre punkter, der måtte være særligt godkendt. De punkter, der er godkendt med denne BL's ikrafttræden, er anført i bilag C. Ændringer offentliggøres i Aeronautical Information Circular (AIC).
Uanset bestemmelsen i litra a. kan der efter denne BL meddeles tilladelse til flyvning fra punkter, der er undtaget fra EØF-forordning nr. 2408/92 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet.*
3.3.2.2 Hele luftfartøjets udnyttede kapacitet skal være chartret af en eller flere rejsearrangører til befordring af ud- og/eller hjemrejsende grupper af personer, der deltager i et på forhånd fastlagt selskabsrejsearrangement.
3.3.2.3 En selskabsrejse skal opfylde følgende betingelser
a. Opholdet skal indbefatte mindst 3 overnatninger ud over rejsetiden.
For ophold, der påbegyndes en fredag (weekend-rejser), kræves kun 2 overnatninger.
b. Arrangementet skal omfatte transport til/fra bestemmelsessted i Danmark eller ved et rundrejsearrangement til/fra bestemmelsessteder i Danmark, Norge eller Sverige. Flytransport skal benyttes mindst en vej. Indkvartering skal være inkluderet i hele den periode, som arrangementet omfatter.
* Dette gælder for tiden de græske øer, Azorerne og Gibraltar.
c. Indkvartering må kun sælges uspecificeret på vilkår, at indkvarteringen sker på hoteller eller i lejligheder, som er beskrevet i rejsearrangørens brochure, eller at anden indkvartering af tilsvarende standard skaffes af arrangøren.
3.3.2.4 Deltagerne i en selskabsrejse skal erlægge betaling for hele rejsearrangementet. Tilbagebetaling for eventuelle dele af arrangementet, som deltagerne ikke har udnyttet, må ikke finde sted.
3.3.2.5 Et luftfartsselskab er, uanset eventuel misligholdelse af charterkontrakten fra charterens side, forpligtet til at hjemtransportere personer, det har befordret til Danmark. Dette glæder dog ikke, hvis rejsearrangementet kun omfatter charterfly en vej.
3.3.3 Ud- og hjemrejse med samme fly
På selskabsrejser kan der medtages ud- og hjemrejsende passagerer med samme fly.
3.3.4 »Seat only«
3.3.4.1 Ved »seat only« forstås befordring på selskabsrejseflyvninger af passagerer, som har et arrangement, der kun omfatter transporten med luftfartøj.
3.3.4.2 »Seat only« er tilladt, når følgende betingelser er opfyldt
a. Der flyves til/fra destinationer i Middelhavsområdet (uden for EU-området, dog inklusive Azorerne, de græske øer og Gibraltar) med undtagelse af hovedstæderne i de respektive lande,
b. op til maksimalt 15% af hver enkelt flyvnings kapacitet udføres som c. »seat-only« passagerer kan transporteres på udgående og indkommende selskabsrejseflyvning og uden tur/retur-krav,
d. der udstedes flybillet til »seat only«-passagerer med følgende indhold
1. Oplysning om afgangssted og bestemmelsessted,
2. dato og flynummer for ud- og/ eller hjemrejse og
3. sted og dato for udstedelse samt navn på chartrer (rejsearrangør), der har udstedt billetten.
3.3.4.3 Luftfartsselskabet skal på anmodning fremsende oplysninger til Statens Luftfartsvæsen om antal transporterede »seat only«-pasagerer med angivelse af dato for ud- og/ eller hjemrejse.
Anm.: Det påhviler luftfartsselskabet selv at indhente nødvendig tilladelse fra pågældende udenlandske luftfartsmyndighed til at trans-portere »seat only«-passagerer.
3.4 Vilkår for flyvning til eget brug
3.4.1 Hele luftfartøjets kapacitet skal være lejet af chartreren.
3.4.2 Destinationen for flyvningen skal være bestemt af chartreren.
3.4.3 Chartreren skal bære samtlige de med flyvningen forbundne omkostninger, og deltagerne i flyvningen må hverken direkte eller indirekte yde ham nogen refusion herfor.
3.4.4 En flyvning, som ved annoncering eller på anden måde er bekendtgjort for offentligheden, vil ikke blive godkendt.
3.5 Vilkår for studenterflyvning
3.5.1 Hele luftfartøjets kapacitet skal være lejet af chartreren. Denne skal være en anerkendt institution eller studenterforening.
3.5.2 Følgende personer er adgangsberettigede
a. Heldagsstuderende under 30 år, som er indskrevet ved et universitet, seminarium eller højere læreanstalt, og kandidater, som har bestået embedseksamen i det det kalenderår, flyvningen udføres.
b. Elever mellem 16 og 22 år, som på heltidsbasis gennemgår en officielt godkendt uddannelse af mindst 1 års varighed.
c. Medlemmer af lærerkollegiet ved de ovennævnte læreanstalter og andre personer, hvis og i det omfang, det er nødvendigt, at pågældende fungerer som ledere af studentergruppen.
d. Ægtefæller til og hjemmeboende børn under 18 år af de personer, der er nævnt under a.-c., når de rejser sammen med den berettigede.
3.6 Vilkår for flyvning i forbindelse med specielle begivenheder
3.6.1 Tilladelse kan meddeles til flyvning med grupper af personer, som skal deltage i eller overvære industrielle messer, en sportsbegivenhed eller en begivenhed af religiøs, kulturel eller social karakter.
3.6.2 Hele luftfartøjets kapacitet skal være lejet af en eller flere chartrere til befordring af personer, som skal deltage i eller overvære samme begivenhed. Hver deltager skal betale for sin del af hele det på forhånd fastlagte arrangement, som mindst skal omfatte flytransport tur/retur og transport mellem flyvepladsen og stedet for begivenheden. Rejsens pris skal også omfatte en eventuel entreafgift.
3.6.3 Ud- og hjemrejse skal foregå i fællesskab for samtlige rejsedeltagere.
3.6.4 Rejsearrangementet må ikke omfatte mere end 2 overnatninger ud over arrangementets varighed.
3.7 Vilkår for foreningsflyvning
3.7.1 Hele luftfartøjets kapacitet skal være lejet af en forening eller anden lignende sammenslutning. Har foreningen juridiske personer som medlemmer, kan disse maksimalt repræsenteres af 3 personer.
3.7.1.1 Ved flyvning mellem Danmark og et europæisk land kan et luftfartøj lejes af indtil 3 foreninger i fællesskab. Foreningerne skal bestå udelukkende af fysiske personer, og foreningerne skal have et fælles formål med flyvningen.
3.7.2 En forening skal have bestået i mindst 2 år forud for flyvning. Foreningen skal være af permanent karakter og have et andet hovedformål end at arrangere rejser. Dens medlemstal må ikke overstige 50.000.
3.7.3 Deltagerne i flyvningen skal have været medlem af foreningen i mindst 6 måneder. Adgangsberettigede er tillige sådanne medlemmers ægtefæller og børn under 18 år, hvis de ledsager vedkommende.
3.7.4 Medlemsskab af foreningen eller fornøden familiemæssig tilknytning skal kunne dokumenteres.
3.7.5 En flyvning, som ved annoncering eller på anden måde er bekendtgjort for offentligheden, vil ikke blive godkendt.
4. Charterflyvning med fragt
(For flyvning mellem Danmark og USA henvises til afsnit 6.)
4.1 Charterflyvning med fragt, herunder transport af fragt i forbindelse med passagercharterflyvning, kan udføres uden ansøgning til Statens Luftfartsvæsen. I stedet skal der, inden en flyvning udføres, være indsendt en anmeldelse af denne til Statens Luftfartsvæsen.
4.2 Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger
a. Luftfartsselskabets navn, adresse, telefon-, telefax- og telexnummer.
b. Luftfartøjets type og registreringsbetegnelse.
c. Forsikringsforhold, jf. pkt. 2.5 (Statens Luftfartsvæsen kan kræve dokumentation for tegnet forsikring).
d. Dato og fartplan/nummer.
4.3 Anmeldelsen skal foreligge hos Statens Luftfartsvæsen 48 timer, inden flyvningen skal udføres. I denne tidsfrist medregnes ikke lørdage, søndage og danske helligdage.
5. Taxaflyvning
5.1 Taxaflyvning med passagerer må udføres på vilkår, at bestemmmelsesstedet er valgt af den eller de, som har bestilt transporten, samt at ingen del af luftfartøjets kapacitet videresælges til offentligheden. Der gælder ingen særlige vilkår for taxaflyvning med fragt.
5.2 Taxaflyvning kan udføres uden ansøgning eller anmeldelse til Statens Luftfartsvæsen.
6. Charterflyvning med passagerer og/eller fragt mellem Danmark og USA
6.1 Luftfartsselskaber, som er designeret til at udføre charterflyvning mellem Danmark og USA, kan udføre charterflyvninger uden forudgående tilladelse i henhold til den gældende luftfartsoverenskomst mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater. Inden flyvningen foretages, skal der dog indgives anmeldelse herom til Statens Luftfartsvæsen.
6.2 Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger
a. Luftfartsselskabets navn, adresse, telefon-, telex og/eller telefaxnummer.
b. Luftfartøjets type og registreringsbetegnelse.
c. Flyvningens art (passager- eller fragtcharter).
d. Dato og fartplan/nummer.
e. Chartrerens/chartrernes navn(e).
6.3 For charterflyvning mellem Danmark og USA er der ingen særlige charterkategorier. Derimod skal charterflyvninger til/fra USA opfylde følgende krav
a. Luftfartøjets udnyttede kapacitet skal være lejet af en eller flere chartrer(e).
b. Destinationen skal være bestemt af chartreren/chartrerne.
c. Billetter må ikke tilbydes offentligheden direkte fra luftfartsselskabet eller dets egne agenter.
6.4 Anmodning om designering af selskaber hjemmehørende i Danmark indsendes til Statens Luftfartsvæsen.
6.5 For ikke-designerede luftfartsselskaber kan Statens Luftfartsvæsen meddele tilladelse i særlige tilfælde til charterflyvninger, som opfylder kravene i pkt. 6.3. Ansøgning om sådanne flyvninger skal indeholde de oplysninger, som foreskrives i pkt. 6.2.
7. Straf
7.1 Overtrædelse af bestemmelserne i denne BL straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 13, med bøde eller hæfte. På samme måde straffes den, som i erhvervsmæssigt øjemed formidler befordring med luftfartøj vidende om, at befordringen udføres i strid med vilkårene i denne BL. Der kan pålægges en virksomheds ejer eller bruger bødeansvar, selvom lovovertrædelsen ikke kan tilregnes ham for forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.
7.2 For overtrædelser begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.
8. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
9. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
10. Ikrafttræden
10.1 Denne BL træder i kraft den 1. december 1997.
10.2 Samtidig ophæves BL 10-1, 5. udgave af 25. juni 1987.
Statens Luftfartsvæsen, 16. oktober 1997
Ole Asmussen
/S.E. Andresen
Bilag A
Flyvning til eget brug Til Statens Luftfartsvæsen Undertegnede (navn) ------------------------------------------------ (adresse) - ------------------------------------------------ (tlf.nr.) - ------------------------------------------------ der har chartret (luftfartsselskab) ------------------------------------------------ til at udføre flyvning mellem ------------------------------------------------ og ------------------------------------------------ den ------------------------------------------------ erklærer herved under ansvar efter straffelovens § 163, -at jeg/vi bærer endeligt samtlige de med flyvningen forbundne udgifter, herunder udgifter til passagerafgifter i lufthavnene, måltider ombord samt handling af luftfartøjet, -at deltagerne i flyvningen hverken direkte eller indirekte yder mig/os nogen refusion af udgifterne til flyvningen, samt -at flyvning ikke ved avertering eller på anden måde udbydes til offentligheden. Dato: ------------------------------------------------ Underskrift: ------------------------------------------------
Straffelovens § 163 lyder således
»Med samme straf som i § 162 anført (d.v.s. med bøde eller hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder) straffes den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, afgiver urigtig skriftlig erklæring eller skriftlig bevidnet noget, hvorom han ingen kundskab har.«
Bilag B
Foreningsflyvning Til Statens Luftfartsvæsen Undertegnede forening (sammenslutning) (navn) ------------------------------------------------ (adresse) ------------------------------------------------ (tlf.nr.) ------------------------------------------------ der har chartret (luftfartsselskab) ------------------------------------------------ til at udføre flyvning mellem ------------------------------------og ------------------------------ den ------------------------------------------------ erklærer herved under ansvar efter straffelovens § 163, -at foreningen har chartret a. hele luftfartøjets kapacitet b. en del af luftfartøjets kapacitet, -at foreningen er stiftet for mere end 2 år siden -at foreningens medlemstal ikke overstiger 50.000, -at foreningen har et andet hovedformål end at arrangere rejser, -at der på ovennævnte flyvning kun medtages passagerer, som er optaget på vedkommende passagerliste, og som har været medlemmer af foreningen i mindst 6 måneder, eller som er ægtefæller til og hjemmeboende børn under 18 år af sådanne medlemmer og ledsager disse, -at flyvningen ikke ved avertering eller på anden måde udbydes til offentligheden, samt -at deltagerne i flyvningen ved afrejsen fra og ankomsten til dansk lufthavn er i stand til at dokumentere medlemsskab af foreningen eller den nødvendige familiemæssige tilknytning til et medlem deraf. Dato: ------------------------------------------------ ------------------------------------------------ (foreningsformandens underskrift) Adresse: ------------------------------------------------
Straffelovens § 163 lyder således
»Med samme straf som i § 162 anført (d.v.s. med bøde eller hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder) straffes den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, afgiver urigtig skriftlig erklæring eller skriftlig bevidnet noget, hvorom han ingen kundskab har.«
Bilag C Fortegnelse over interkontinentale destinationer godkendt for
selskabsrejseflyvning
Ad pkt. 3.3.3.1 b og pkt. 3.3.2.1 b
Der kan gives tilladelse til selskabsrejseflyvning mellem Danmark og følgende godkendte punkter
Azorerne Jamaica Bahamas Maldiverne* Barbados Penang, Malaysia Bermuda Phuket, Thailand Cuba Seychellerne De små Antiller Sri Lanka* Den dominikanske Republik Trinidad Haiti Tobago
* I rejsearrangementet kan indgå udflugter med overnatning i Sydindien.
Bilag D
Charterflyvning på ABC-vilkår fra Danmark til Canada
1. Flyvning må kun udføres efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen og skal opfylde de generelle vilkår, der er fastsat i BL 10-1, afsnit 2.
2. Ansøgning skal indsendes til Statens Luftfartsvæsen inden for de tidsfrister, der er fastsat for selskabsrejser, jf. BL 10-1, pkt. 3.1.
3. Ansøgning skal indsendes i den form og med det indhold, der er fastsat i BL 10-1, pkt. 3.2.1 og pkt. 3.2.2.
Endvidere skal luftfartsselskabet eller dettes agent for hver flyvning i mindst 6 måneder opbevare og på forlangende indsende billetafsnit samt liste med passagerernes navne, anført i alfabetisk rækkefølge.
Fripassagerer skal anføres særskilt og betegnes som sådanne.
Navneliste og flybilletter skal indeholde følgende oplysninger
- Navn på udsteder af billet.
- Dato for erlagt betaling.
- Sædepris i DKK, eksklusive eventuelle afgifter.
- Dato og nummer for henholdsvis ud- og hjemrejse med samme luftfartsselskab.
4. Flyvning må udføres på følgende vilkår
a. Mindst 20 sæder og maksimalt 30% af et luftfartøjs sædekapacitet må benyttes.
b. Passagererne skal senest 21 dage før afrejse have betalt for ud- og hjemrejse og have modtaget en bekræftet reservation fra rejsearrangøren.
c. En udstedt billet må ikke have en gyldighed, som overstiger 90 dage.
d. En billet må ikke overdrages til en anden person.
e. Refundering af ikke-benyttet billetafsnit må ikke finde sted.
f. Returrejse må ikke påbegyndes tidligere end 6 døgn efter udrejse.
5. Ud- og hjemrejsende ABC-passagerer samt grupper af deltagere i selskabsrejser må transporteres på samme luftfartøj.
6. Et luftfartsselskab er, uanset eventuel misligholdelse af charterkontrakten fra chartererens side, forpligtet til at hjemtransportere personer, som det har transporteret ud fra Danmark. Hjemtransporten skal ske til afgangslufthavnen.
7. Bestemmelserne i BL 10-1, afsnit 7, Straf, afsnit 8, Dispensation, og afsnit 9, Klageadgang, finder tilsvarende anvendelse.
Ingen