Bestemmelser om ledningsinspektion udført fra helikopter
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om ledningsinspektion udført fra helikopter
I medfør af § 32, § 75, stk. 2, § 78 og § 82 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1994, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 138 af 17. februar 1997 om delegation af beføjelser til Statens Luftfartsvæsen og om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet udfærdigede forskrifter, følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 1-12, Bestemmelser om luftdygtighedsbevis og flyvetilladelse samt luftdygtighedskrav, generelt, seneste udgave.
1.2 BL 3-31, Selvvalg af helikopterflyvepladser, seneste udgave.
1.3 BL 7-1, Bestemmelser om lufttrafikregler, seneste udgave.
2. Definition
Ledningsinspektion (Power line inspections)
Flyvning i lav højde langs ledninger med det formål af udføre inspektion eller rengøring af ledninger, master eller anlæg i tilknytning hertil.
3. Anvendelsesområde
3.1 Denne BL fastsætter bestemmelser for ledningsinspektion med dansk registrerede helikoptere.
3.2 Denne BL fastsætter endvidere bestemmelser for ledningsinspektion med udenlandsk registrerede helikoptere, der opereres i henhold til en dansk driftstilladelse, jf. luftfartslovens § 4, stk. 2.
3.3 Bestemmelserne i afsnit 9 gælder kun for flyvning inden for dansk område.
4. Ansvar
4.1 Luftfartøjets ejer eller bruger skal sikre, at bestemmelserne i afsnit 5, afsnit 7 og afsnit 8 overholdes, og at luftfartøjet er indrettet og forsynet med udstyr i overensstemmelse med bestemmelserne i afsnit 6 i denne BL.
4.2 Luftfartøjschefen skal sikre, at bestemmelserne i afsnit 9 overholdes.
5. Tilladelse
5.1 Ledningsinspektion udført fra helikopter må kun udføres af luftfartsforetagender, der har tilladelse hertil fra Statens Luftfartsvæsen.
5.2 Tilladelsen er betinget af,
a. at ansøgeren opfylder de gældende vilkår i luftfartslovens § 7, stk. 1, for at kunne få registreret et luftfartøj her i landet,
b. at ansøgerens hovedkontor/hjemsted i retlig henseende er beliggende i Danmark,
c. at ansøgeren enten er registreret eneejer af eller i henhold til lejeaftale, der skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen, har eneret (fuld dispositionsret) over mindst et luftfartøj, der er egnet til og i praksis anvendes til den pågældende form for flyvning (det bærende luftfartøj),
d. at det må antages, at ansøgeren er i stand til behørigt at drive virksomheden, og
e. at ansøgeren ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, jf. luftfartslovens § 146 a., stk. 1.
5.2.1 Den lejeaftale, der er nævnt i pkt. 5.2 c., skal opfylde følgende vilkår
a. Lejeren skal have eneret til at bruge luftfartøjet i sin virksomhed (fuld dispositionsret).
b. Lejeperioden skal være på mindst 2 år, og et eventuelt opsigelsesvarsel på mindst 6 måneder.
c. Lejeren skal have det fulde økonomiske ansvar for luftfartøjets operation og vedligeholdelse.
d. Lejeafgiften skal udgøre et fast beløb, der er uafhængigt af det antal timer, som lejeren opererer luftfartøjet.
Anm.: Ud over en fast lejeafgift kan der aftales et mindre timetillæg.
5.3 For tilladelsen gælder følgende vilkår
a. Virksomheden skal drives i overensstemmelse med de til enhver tid gældende EF-forordninger samt danske love og bestemmelser.
b. I virksomheden må der kun benyttes dansk registrerede luftfartøjer, medmindre Statens Luftfartsvæsen undtagelsesvis tillader andet. For hvert af de anvendte luftfartøjer skal der være tegnet forsikring til dækning af ansvaret for erstatning for skade på person eller ting uden for luftfartøjet, jf. luftfartslovens § 130.
c. Virksomheden er undergivet Statens Luftfartsvæsens tilsyn. Indehaveren skal efterkomme påbud fra Statens Luftfartsvæsen og meddele Statens Luftfartsvæsen enhver oplysning, der er relevant for udøvelsen af tilsynet. Statens Luftfartsvæsens tilsynsførende personale skal have uhindret adgang til indehaverens lokaliteter, luftfartøjer, dokumenter m.v. i den udstrækning, dette er nødvendigt for udøvelsen af tilsynet. Statens Luftfartsvæsens personale skal i forbindelse med udøvelsen af tilsynet have fri befordring med virksomhedens luftfartøjer under deres benyttelse.
d. Med henblik på bedømmelse af luftfartsforetagendets økonomi kan Statens Luftfartsvæsen kræve foretagendets regnskaber indsendt til gennemsyn.
e. Etablering af fælles drift med andre luftfartsforetagender må ikke ske uden Statens Luftfartsvæsens tilladelse.
f. Hvis et af de bærende luftfartøjer, jf. pkt. 5.2 c., ikke er luftdygtigt for en periode af mere end en måned, skal Statens Luftfartsvæsen underrettes herom.
g. Statens Luftfartsvæsen skal på forhånd underrettes om ændringer i foretagendets juridiske status, herunder ejerforhold.
5.4 Tilladelsen meddeles på bestemt tid, normalt for 5 år, og kan gøres afhængig af yderligere vilkår, hvis dette skønnes påkrævet. Statens Luftfartsvæsen kan endvidere i tilladelsens løbetid foretage sådanne ændringer i de gældende vilkår og bestemmelser, herunder fastsætte yderligere vilkår og bestemmelser, som anses for nødvendige for at sikre, at virksomheden drives på en for almenheden hensigtsmæssig og betryggende måde.
5.5 Tilladelsen vil blive tilbagekaldt, hvis
a. indehaveren anmoder derom,
b. indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for opnåelse af tilladelse, og forholdet ikke bliver rettet inden for en frist, der fastsættes af Statens Luftfartsvæsen,
c. der under udøvelsen af virksomheden finder væsentlig tilsidesættelse sted af bestemmelserne i denne BL eller af gældende love og bestemmelser for virksomheden,
d. det må antages, at indehaveren ikke er i stand til behørigt at opretholde den tilladte virksomhed,
e. foretagendet har indstillet driften i 12 måneder eller ikke har påbegyndt driften 12 måneder, efter tilladelsen er udstedt,
f. indehaveren træder i likvidation, undergives konkursbehandling eller standser sine betalinger. Boet eller, i tilfælde af anmeldt betalingsstandsning, Botilsynet, kan dog efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen midlertidigt fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller finansiel rekonstruktion af virksomheden,
g. der sker væsentlige ændringer i foretagendets ejerforhold, herunder ændringer i bestyrelse og direktion, som medfører, at foretagendet ikke længere opfylder de gældende vilkår i luftfartslovens § 7, stk. 1, for at kunne registrere et luftfartøj her i landet,
h. virksomhedens hovedaktionær, hovedanpartshaver eller administrerende direktør bliver straffet for overtrædelse af straffeloven eller luftfartsloven, og overtrædelsen skønnes at udgøre en fare for virksomhedens adgang til at drive luftfartsvirksomhed, eller
i. indehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover, jf. luftfartslovens § 146 a., stk. 2.
6. Materiel
6.1 Faste installationer skal være godkendt i henhold til BL 1-12.
6.2 Hvis en person i helikopteren skal betjene udstyr, der forudsætter, at en eller flere døre er afmonterede eller åbne, skal den pågældende person og udstyret være fastspændt i et fastspændingsarrangement, der er godkendt til formålet af Statens Luftfartsvæsen.
7. Flyvepladser
Ledningsinspektion udført fra helikopter kan foregå fra følgende flyvepladser
a. Fra offentlige, godkendte flyvepladser.
b. Fra selvvalgte helikopterflyvepladser, jf. BL 3-31.
8. Personel
8.1 En pilot, der udfører ledningsinspektion fra helikopter, skal være indehaver af trafikflyvercertifikat til helikopter samt have erhvervet en flyvetid på mindst 200 timer som luftfartøjschef på helikopter.
8.1.1 Piloten skal ved attestation i personlig logbog kunne dokumentere at have modtaget fornøden instruktion og praktisk træning omfattende alle problemområder i forbindelse med ledningsinspektion samt alle manøvrer, som kan indgå heri.
8.1.2 Den instruktion og træning, der er nævnt i pkt. 8.1.1, skal foregå i et luftfartsforetagende, der har tilladelse til at udføre ledningsinspektion, og skal varetages af en helikopterpilot, som har erhvervet en flyvetid på mindst 200 timer som luftfartøjschef under aktuel ledningsinspektion.
9. Operationelle bestemmelser
Ved udførelse af ledningsinspektion fra helikopter uden for tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder og campingpladser samt områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft, må minimumsflyvehøjden, jf. BL 7-1, pkt. 5.4 b., underskrides, når det er nødvendigt for at udføre opgaven, med følgende begrænsninger
a. Flyvningen skal planlægges og udføres, så omgivelserne forstyrres mindst muligt. Hvis det konstateres, at flyvningen er til gene, skal der straks træffes sådanne rimelige forholdsregler, som kan begrænse generne.
b. Ved planlægning og udførelse af ledningsinspektion skal der tages hensyn til lysforholdene, således at flyvning ikke finder sted i så kraftigt modlys eller så ringe sigtbarhed, at piloten ikke til enhver tid tydeligt kan se ledinger, master og andre hindringer.
c. Overflyvning af vej og jernbane må ikke finde sted i lavere højde end 15 m.
d. Under flyvningen må en helikopter ikke komme mennesker, græssende husdyr, bygninger eller køretøjer nærmere end 25 m. Dette gælder dog ikke, hvis de pågældende personers samtykke foreligger, eller hvis ejeren af dyr, bygninger eller køretøjer har givet tilladelse hertil. I så fald kan afstanden nedsættes til helikopterens rotordiameter.
e. Under ledningsinspektion skal helikopterens højde, hastighed og afstand til ledninger og master være således afpasset, at der på intet tidspunkt opstår risiko for at komme i berøring med ledninger og master.
f. Flyvningen skal udføres således, at nødlanding til enhver tid kan gennemføres uden risiko for skade på personer eller ejendom på jorden eller vandet.
g. Under udførelse af flyvningen må kun medføres personer, som har en nødvendig funktion i forbindelse hermed. Sådant personel skal være grundigt instrueret om alle forhold af betydning for sikkerheden. Personel under optræning til sådan funktion kan dog medfølge.
10. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
11. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
12. Straf
12.1 Udførelse af flyvning uden tilladelse, jf. pkt. 5.1, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 4, med bøde eller hæfte.
12.2 Overtrædelse af vilkårene i pkt. 5.3 og vilkår fastsat efter pkt. 5.4 straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 13, med bøde eller hæfte.
12.3 Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 8 eller 9 straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 3, henholdsvis stk. 8, med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år.
12.4 For overtrædelser begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.
13. Ikrafttræden
13.1 Denne BL træder i kraft den 1. august 1997.
13.2 Samtidig ophæves BL 5-36, 1. udgave af 1. januar 1983.
Statens Luftfartsvæsen, den 13. juni 1997
Ole Asmussen
/M. Dambæk
Ingen
»Lovområde = Lov om luftfart«