Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af kalve(* 1)
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 999 af 14. december 1993 om beskyttelse af kalve foretages følgende ændringer
1. § 1, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Reglerne i §§ 2 a, 3 og 4 finder ikke anvendelse på bedrifter med mindre end seks kalve og på ammekalve, der holdes hos moderen.«
2. I kapitel 2 indsættes i overskriften efter »Arealkrav«: »m.v.«
3. Efter § 2 indsættes i kapitel 2
»§ 2 a. Kalve over otte uger må ikke holdes i enkeltbokse, medmindre en dyrlæge har attesteret, at deres helbred eller adfærd kræver, at de holdes isoleret for at blive behandlet.«
4. § 3 affattes således
»§ 3. Når kalvene opstaldes flokvis, skal der være tilstrækkelig plads til, at de kan vende sig og lægge sig uden hindring. Der skal være et frit gulvareal på mindst
- 1,5 (m2) pr. kalv på under 150 kg levende vægt.
- 1,7 (m2) pr. kalv på mellem 150 og 200 kg levende vægt.
- 1,9 (m2) pr. kalv på over 200 kg levende vægt.«
5. § 4 affattes således
»§ 4. Når en kalv under otte uger anbringes i en enkeltboks, skal boksen være mindst 100 cm bred og 120 cm lang for kalve op til 60 kg og mindst 100 cm bred og 140 cm lang for kalve over 60 kg. Når en kalv over otte uger i tilfælde af sygdom eller lignende, jf. § 2 a, anbringes i en enkeltboks, skal boksen være mindst lige så bred som den stående kalvs højde over skulderkammen og mindst lige så lang som kalvens kropslængde målt fra mulens forkant til den bageste del af Tubor ischii (sædebensknuden) multipliceret med 1,1.
Stk. 2. Enkeltbokse til kalve må ikke være forsynet med massive vægge, men skal være forsynet med skillevægge med åbninger, der giver kalvene mulighed for at se og røre andre kalve. Dette gælder dog ikke enkeltbokse, der benyttes til isolering af syge eller tilskadekomne dyr.«
6. § 5 affattes således
»§ 5. Kalve må ikke bindes. Flokvis opstaldede kalve kan dog bindes i perioder på højst en time på det tidspunkt, hvor de fodres med mælk eller mælkeerstatning.
Stk. 2. Hvis der benyttes bindsler, må disse ikke skade kalvene, og de skal kontrolleres regelmæssigt og om fornødent tilpasses for at sikre, at de sidder bekvemt. Bindslet skal være udformet således, at enhver risiko for, at kalven kan blive kvalt eller komme til skade, undgås, og således, at kalven kan bevæge sig i overensstemmelse med § 11.«
7. § 10, stk. 1 og 2, affattes således
»§ 10. Opstaldede kalve skal tilses mindst to gange dagligt af den ansvarlige for dyreholdet og kalve, der holdes udendørs, mindst en gang dagligt.
Stk. 2. Syge eller tilskadekomne kalve skal omgående behandles og skal om nødvendigt kunne isoleres i egnede rum med tør og bekvem strøelse. Anvendes enkeltbokse, finder reglerne i § 2 a anvendelse.«
8. § 11, stk. 2, ophæves.
9. § 12 ophæves.
10. § 15, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes
»Stk. 2. Kalve skal have råmælk snarest muligt efter fødslen og i hvert fald inden for de første seks levetimer.
Stk. 3. For at sikre kalvenes velfærd, sundhed og vækst, samt for at opfylde deres adfærdsmæssige behov, skal foderet have et tilstrækkeligt indhold af jern til at sikre en gennemsnitlig hæmoglobinkoncentration i blodet på mindst 4,5 mmol/l. Kalve på over to uger skal hver dag have et minimum af tørfoder med fordøjelige fibre, idet minimumsmængden gradvist øges fra 200 g til 500 g om dagen for kalve, der er fra to til 26 uger gamle.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
11. I § 16 ændres »een gang« til: »to gange«.
12. I § 17 indsættes efter »skal«: »til enhver tid«.
13. § 21 affattes således
»§ 21. Med bøde eller hæfte straffes den, der overtræder §§ 2a - 19, medmindre højere straf er forskyldt efter dyreværnslovens § 28, stk. 1.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter straffelovens 5. kapitel.«
14. § 22, stk. 2 og stk. 3 ophæves.
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1998. Bygninger, der er taget i brug inden den 1. januar 1998, skal senest den 31. december 2006 opfylde de i §§ 3 - 4 nævnte krav.
Justitsministeriet, den 22. december 1997
Frank Jensen
/ Mogens Kjærgaard Møller
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af kalve(* 1)
(* 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 97/2/EF, EF-Tidende L 25, side 24, og Kommissionens beslutning 97/182/EF, EF-Tidende L 76, side 30.