Bestemmelser om forholdsregler til nedsættelse af kollisionsrisikoen mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om forholdsregler til nedsættelse af kollisionsrisikoen mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser
I medfør af § 52, § 60, § 149, stk. 10, samt § 153, stk. 2, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1994, fastsætter Statens Luftfartsvæsen efter bemyndigelse fra Trafikministeriet herved følgende
1. Referencedokument
1.1 Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 21. januar 1994 om vildtskader.
1.2 Aeronautical Information Publication (AIP) Danmark, seneste udgave.
1.3 Aeronautical Information Publication (AIP) Grønland og Færøerne, seneste udgave.
1.4 ICAO Doc 9137, Airport Manual, Part 3, Bird Control and Reduction, seneste udgave.
1.5 De dokumenter, der er nævnt i pkt. 1.2 - pkt. 1.4, kan købes ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten, Ellebjergvej 50, 2450 København SV.
2. Definitioner
Bane (Runway)
Et på en landflyveplads afmærket, rektangulært område til brug ved landing og start med luftfartøjer.
Lufttrafiktjenesteenhed (Air Traffic Services Unit)
Fællesbetegnelse omfattende flyvekontrolenhed, flyveinformationscentral, meldekontor for lufttrafiktjeneste og AFIS-enhed.
Rullevej (Taxiway)
En vej, der er anlagt på en landflyveplads til brug for luftfartøjer under kørsel fra en del af flyvepladsen til en anden, herunder
a. Rullevej ved standplads. Den del af et rullevejssystem, som findes på forpladsen, og som kun har til formål at give adgang til standpladser.
b. Rullevej på forplads. Den del af et rullevejssystem, som findes på forpladsen, og som i en gennemgående rute krydser forpladsen.
c. Rullevej til hurtig frakørsel. En rullevej, som slutter sig til en bane i en spids vinkel, således at landende luftfartøjer kan køre fri af banen med en højere hastighed, end det ellers er muligt, med det formål at nedbringe den tid, banen er optaget.
3. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser for offentlige flyvepladser, som anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer, post og/eller fragt med luftfartøjer med en maksimal tilladt startmasse på 10 tons eller derover eller med 20 eller flere passagersæder.
4. Ansvar
4.1 Den, der har tilladelse til at indrette og drive flyvepladsen, på militære flyvestationer den civile havneledelse, i det følgende kaldet koncessionshaveren, skal sikre, at der gennemføres forebyggende foranstaltninger til nedbringelse af risikoen for kollisioner mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr under hensyntagen til arten og omfanget af det lokale fugle- og pattedyrliv.
Anm.: Nærmere oplysning om forebyggende foranstaltninger findes i ICAO Doc 9137, Airport Manual, Part 3, Bird Control and Reduction.
4.1.1 Det påhviler herunder koncessionshaveren at skaffe sig kendskab til omfanget af det eventuelle fugle-/pattedyrproblem.
4.2 Foranstaltninger, der har til formål eller må forventes at øge bestanden af fugle/pattedyr, herunder fodring og udsætning af fugle/pattedyr, samt etablering af vådområder, minkfarme, dambrug og fuglereservater, må ikke finde sted inden for flyvepladsens område.
4.3 Koncessionshaveren skal holde sig orienteret om samt søge at påvirke den offentlige planlægning således, at lossepladser, der tilføres spiseligt affald, fuglereservater og foderpladser for fugle ikke placeres nærmere flyvepladsen end 10 km eller ikke placeres således, at der er risiko for, at fuglene overflyver flyvepladsen på vej mellem lossepladsen/fuglereservatet/foderpladsen og eventuelle rugesteder.
4.4 Endvidere skal koncessionshaveren holde sig orienteret om samt søge at påvirke den offentlige planlægning således, at minkfarme, dambrug, kunstigt anlagte søer, herunder vandfyldte grusgrave, mergelgrave og lignende, ikke placeres/er beliggende nærmere flyvepladsen end nævnt i pkt. 4.3, eller ikke placeres/er beliggende således, at der er risiko for, at fuglene overflyver flyvepladsen på vej mellem minkfarmen/ dambruget/søen/grusgraven/mergelgraven og eventuelle rugesteder.
4.5 Koncessionshaveren skal holde sig orienteret om samt søge at påvirke den offentlige planlægning således, at der ikke i det område, der er nævnt i pkt. 4.3, sker beplantning i større omfang af bærbærende træer og buske.
4.6 Der skal ske indberetning til Statens Luftfartsvæsen, hvis koncessionshaveren ikke ved henvendelse til den myndighed, der er ansvarlig for lossepladsens/fuglereservatets/ foderpladsens/søens/grusgravens/mergelgravens/beplantningens tilstedeværelse, kan opnå fjernelse af losseplads m.v., der er omfattet af bestemmelserne i pkt. 4.3 og pkt. 4.4.
5. Godkendelse
5.1 Dyrkningsplan
5.1.1 Koncessionshaveren skal i samarbejde med den konsulent, der er tilknyttet flyvepladsen, udarbejde en dyrkningsplan for flyvepladsens område efter nedenstående retningslinier. Dyrkningsplanen skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen.
5.1.2 Arealer uden fast belægning, beliggende inden for flyvepladsens område op til banen/banerne og ud til en afstand af 150 m fra dennes/disses begrænsninger
a. Arealet skal udlægges med græs, medmindre den naturlige vegetation, f.eks. i form af lyng, efter Statens Luftfartsvæsens skøn i tilstrækkelig grad tjener til ikke at gøre arealet tiltrækkende for fugle/pattedyr.
b. Der skal anvendes stive græsarter, f.eks. stivbladet svingel og rødsvingel, og der må kun anvendes arter, der egnet sig til høslæt.
5.1.3 Arealer uden fast belægning, beliggende inden for flyvepladsens område i en afstand af mellem 150 m og 300 m fra banens/banernes begrænsning
a. Arealet skal anvendes til græsdyrkning og/eller frøavl, medmindre den naturlige vegetation, f.eks. i form af lyng, efter Statens Luftfartsvæsens skøn i tilstrækkelig grad tjener til ikke at gøre arealet tiltrækkende for fugle/pattedyr.
b. Efter Statens Luftfartsvæsens godkendelse i hvert enkelt tilfælde kan arealet anvendes til korndyrkning. Dyrkning af helsæd vil ikke blive tilladt.
5.1.4 Arealer uden fast belægning, beliggende inden for flyvepladsens område i en afstand af mere end 300 m fra banens/banernes begrænsning, kan efter Statens Luftfartsvæsens godkendelse i hvert enkelt tilfælde anvendes til og eventuelt bortforpagtes til landbrugsdrift.
5.1.5 Statens Luftfartsvæsen kan fastsætte nærmere regler for dyrkning af arealer, der er beliggende uden for flyvepladsens område, men inden for de afstande fra banens/banernes begrænsning, der er angivet i pkt. 5.1.3 og pkt. 5.1.4, og pålægge koncessionshaveren, eventuelt ved ekspropriation, at sikre en bestemt arealanvendelse inden for disse områder.
5.2 Beplantningsplan
Koncessionshaveren skal, hvis Statens Luftfartsvæsen skønner det nødvendigt, i samarbejde med den konsulent, der er tilknyttet flyvepladsen, udarbejde en beplantningsplan for flyvepladsens område. Beplantningsplanen skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen. Ved plantevalg skal vælges plante-, busk- og træarter, som giver mindst mulig føde for fugle/pattedyr.
5.3 Konsulent
5.3.1 Flyvepladser skal have tilknyttet en konsulent, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og som opfylder bestemmelserne i pkt. 5.3.2.
Anm.: Statens Luftfartsvæsens godkendelse af en konsulent sker efter ansøgning på en hertil autoriseret formular.
5.3.2 For at blive godkendt som konsulent skal vedkommende
a. have et rimeligt grundkendskab til fugle og pattedyr, f.eks. som jæger, ornitolog, biolog eller lignende,
b. have et rimeligt grundkendskab til planter,
c. have gennemgået Skov- og Naturstyrelsens kursus i konsulentarbejde på flyvepladser eller dokumentere at have erhvervet kundskaber svarende hertil,
d. ikke være ejer eller forpagter af jord, der falder ind under flyvepladsens område eller det område, der er nævnt i pkt. 5.1.5, eller have jagtretten til samme områder, og
e. i øvrigt ikke have personlige interesser i det berørte sagsområde.
5.3.3 Godkendelsen som konsulent vil blive tilbagekaldt, hvis
a. koncessionshaveren eller konsulenten anmoder derom,
b. der under udøvelse af konsulentvirksomheden finder væsentlig tilsidesættelse sted af bestemmelserne i denne BL eller af i øvrigt gældende love, bestemmelser eller vilkår for virksomheden, eller
c. betingelserne for opnåelse af godkendelse ikke længere er opfyldt, og forholdet ikke bliver rettet inden for en frist, der fastsættes af Statens Luftfartsvæsen.
6. Drift
6.1 Observation
6.1.1 Det påhviler koncessionshaveren at overvåge forekomsten af fugle/pattedyr på manøvreområdet i flyvepladsens tjenestetid.
6.1.2 Observation af fugle/pattedyr i større antal skal omgående meddeles den lokale lufttrafiktjenesteenhed.
6.2 Bortskræmning
6.2.1 Medmindre bortskræmning sker kontinuerligt, må bortskræmning af fugle/pattedyr ikke påbegyndes tidligere end ca. 1/2 time før og skal påbegyndes senest 15 minutter før hver start/landing med jetfly.
6.2.2 I forbindelse med start/landing med propeldrevne flyvemaskiner samt helikoptere skal tilsvarende foranstaltninger foretages, når der forekommer koncentration af fugle i større antal, eller når vedkommende luftfartøjschef anmoder herom.
6.2.3 Nedlæggelse af fugle/pattedyr skal foretages så ofte, som det er nødvendigt for at bevare effekten af andre skræmmemidler.
6.2.4 I forbindelse med græsslåning samt jordbearbejdelse af tilstødende landbrugsarealer skal bortskræmning intensiveres.
6.2.5 Statens Luftfartsvæsen kan fastsætte nærmere retningslinier for bortskræmning af fugle/pattedyr på hver enkelt flyveplads.
6.3 Regulering
6.3.1 Inden for flyvepladsens område skal fuglereder med æg og/eller unger af arter, der frembyder fare for flyvesikkerheden, fjernes i størst muligt omfang efter samråd med konsulenten.
6.3.2 Bestandene af fugle- og pattedyrarter, som vurderes at udgøre en risiko for flyvesikkerheden, skal holdes på et minimum ved bortskræmning/regulering.
6.3.2.1 Nedskudte fugle/pattedyr må ikke gøres til genstand for handel eller overdragelse. Overdragelse kan dog ske til Zoologisk Museum, København, Naturhistorisk Museum, Århus, og Danmarks Miljøundersøgelser.
6.3.4 Statens Luftfartsvæsen kan fastsætte nærmere retningslinier for regulering af fugle/pattedyr på hver enkelt flyveplads.
6.4 Vedligeholdelse
6.4.1 I forbindelse med dyrkning af arealer skal følgende iagttages
a. Græsset skal til stadighed holdes i en højde af højst 20 cm på baner og rulleveje uden grus/fast belægning samt i et 75 x 20 m symmetrisk område omkring linien mellem GP-antennen og nærfeltmonitorantennen.
b. Uden for de områder, der er nævnt under a., men inden for de områder, der er omfattet af pkt. 5.1.2, skal græsset til stadighed holdes i en højde af mellem 20 cm og højst 40 cm, jf. dog pkt. d. Græshøjden skal dog tilpasses bestemmelser for flyvepladsens anlæg og udstyr, f.eks. visuelle landingshjælpemidler og radiolandingshjælpemidler. Tilsvarende gælder for arealer udlagt til trafik med mindre luftfartøjer, baner og rulleveje uden fast belægning samt deres sikkerhedszoner.
c. Afklippet græs skal fjernes umiddelbart efter klipningen, medmindre dette på grund af hyppig klipning er unødvendigt.
d. Flyvepladser med stor musebestand skal uanset bestemmelsen i pkt. b. i oktober-november måned slå græsset kort.
e. Græsslåning må kun foretages efter aftale med den lokale lufttrafiktjenesteenhed.
f. Gødskning med naturgødninger er ikke tilladt.
6.4.2 Statens Luftfartsvæsen kan fastsætte nærmere bestemmelser for græshøjden.
7. Rapportering
7.1 Indberetninger om kollisioner
Koncessionshaveren skal sikre, at kollisioner mellem civile luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser indberettes til Statens Luftfartsvæsen på rapporteringsblanketter, der er autoriseret af Statens Luftfartsvæsen, jf. afsnit RAC 6-1 i AIP Danmark og AIP Grønland og Færøerne.
7.2 Indsendelse af rester af fugle/pattedyr og dødfundne fugle/pattedyr
Det påhviler koncessionshaveren at sikre, at rester af fugle/pattedyr og dødfundne fugle/pattedyr hidrørende fra fuglekollisioner indsendes til Danmarks Miljøundersøgelser. For så vidt angår Københavns Lufthavn, Kastrup, og Københavns Lufthavn, Roskilde, skal fuglerester m.v. indsendes til Københavns Lufthavne A/S. Der skal vedlægges oplysninger om de omstændigheder, hvorunder fundet er gjort og om muligt, hvorunder kollisionen har fundet sted.
Anm.: Adresserne fremgår af den rapporteringsblanket, jf. pkt. 7.1, som er offentliggjort i AIP'en.
7.3 Indberetning om nedskudte fugle/ nedlagte pattedyr
Koncessionshaveren skal indberette antallet af nedskudte fugle/nedlagte pattedyr i perioden 1. januar - 31. december til Skov- og Naturstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø, senest den 1. marts hvert år.
7.4 Indberetning om forekomster af fugle og pattedyr
Det påhviler koncessionshaveren at sikre, at der inden hvert års 1. marts til Statens Luftfartsvæsen indsendes indberetning for det foregående år om forekomsten af fugle og pattedyr på flyvepladsen med redegørelse for, hvad der fra flyvepladsens side er gennemført af forebyggende foranstaltninger, herunder omfanget af reguleringen. Denne indberetning skal være udfærdiget af en konsulent, der er nævnt i pkt. 5.3.
8. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
9. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
10. Straf
10.1 Med bøde straffes den koncessionshaver, der overtræder bestemmelserne i afsnit 4 til og med afsnit 7 i denne BL.
10.2 For overtrædelser, der begås af et aktieselskab, andelsselskab anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 14.
11. Ikrafttræden
11.1 Denne BL træder i kraft den 1. november 1996.
11.2 Samtidig ophæves BL 3-16, 2. udgave af 4. august 1988.
11.3 Bestemmelsen i pkt. 5.3.3 c. gælder kun for konsulenter, som er godkendt efter denne BL's ikrafttræden.
Statens Luftfartsvæsen, den 25. september 1996
V.K.H. Eggers
/M. Dambæk
Ingen