Bestemmelser om instruktørbevis, generelt
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om instruktørbevis, generelt
I medfør af kapitel 4 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1994, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 5-31, Bestemmelser om periodisk flyvetræning i luftfartsforetagender, der udfører rute-, charter- eller taxaflyvning med flyvemaskiner, seneste udgave.
1.2 BL 6-02, Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975, seneste udgave.
1.3 BL 6-07, Bestemmelser om luftfartsskole, praktisk uddannelse, seneste udgave.
1.4 BL 6-45, Instruktørbevis, praktisk uddannelse, seneste udgave.
1.5 BL 6-50, Typeuddannelse, enmotoret landflyvemaskine, MTOM 5.700 kg, seneste udgave.
1.6 BL 6-52, Bestemmelser om typeuddannelse af piloter på helikopter, seneste udgave.
1.7 BL 6-54 I, Periodisk flyvetræning, privatflyvercertifikat, flyvemaskine, PFT/A-certifikat, VFR-DAG, seneste udgave.
1.8 BL 6-54 II, Periodisk flyvetræning, privatflyvercertifikat, flyvemaskine, PFT/A-certifikat, VFR-NAT, seneste udgave.
1.9 BL 6-55 I, Periodisk flyvetræning, privatflyvercertifikat, rotorluftfartøj, PFT/A-certifikat, VFR-DAG, seneste udgave.
1.10 BL 6-55 II, Periodisk flyvetræning, privatflyvercertifikat, rotorluftfartøj, PFT/A-certifikat, VFR-NAT, seneste udgave.
1.11 BL 6-56, Periodisk flyvetræning, trafikflyvercertifikat af III klasse, flyvemaskine, PFT/B-certifikat, seneste udgave.
1.12 BL 6-57, Periodisk flyvetræning, trafikflyvercertifikat, rotorluftfartøj, PFT/VFR-DAG/VFR-NAT, seneste udgave.
1.13 BL 6-87, Teorikrav VIII (Instruktør-bevis), seneste udgave.
1.14 BL 6-88, Teorikrav IX (Instruktør-bevis), seneste udgave.
1.15 BL 6-89, Bestemmelser om teorikrav X (Instruktørbevis), seneste udgave.
2. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser for uddannelse af aspiranter til instruktørbevis og for udøvelse af instruktørvirksomhed i luftfartsforetagender.
3. Rettighed
3.1 Instruktørvirksomhed for den/de certificering(er), der er anført i beviset, skal foregå ved en flyveskole, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, jf. dog afsnit 14.
3.2 For at udøve instruktørvirksomhed skal vedkommende
a. være indehaver af et gyldigt instruktørbevis, der er udstedt af Statens Luftfartsvæsen,
b. være indehaver af et gyldigt trafikflyvercertifikat gældende for den pågældende luftfartøjstype,
c. inden for de seneste 12 måneder have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på luftfartøj af den pågældende klasse på mindst 10 timer samt
d. forud for instruktørvirksomhed på helikopter og/eller flermotoret flyvemaskine under instruktion/overvåg-ning af en chefinstruktør, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, have gennemgået en uddannelse, der efter chefinstruktørens vurdering kvalificerer den pågældende til at fungere som instruktør på helikopter og/eller flermotoret flyvemaskine af pågældende type.
Desuden skal vedkommende enten
e. inden for de seneste 24 måneder have bestået en praktisk prøve for opnåelse af instruktørbevis, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, eller
f. inden for de seneste 24 måneder have erhvervet en flyvetid som instruktør under udøvelse af instruktørbevisets rettighed på mindst 70 timer.
3.2.1 For at udøve instruktørvirksomhed over for aspiranter, der ikke er typeuddannet på den pågældende luftfartøjstype, skal instruktøren have et gyldigt instruktørbevis, der omfatter retten til typeuddannelse på den pågældende luftfartøjstype. En sådan rettighed kræves dog ikke for uddannelse af aspiranter til privatflyvercertifikat.
4. Generelle krav for aspiranter til instruktørbevis
4.1 Før instruktøruddannelsen påbegyndes, skal aspiranten til instruktørbevis have gennemgået en psykologisk egnethedsundersøgelse.
4.1.1 Undersøgelsen skal være gennemgået ved en institution, der er udpeget af Statens Luftfartsvæsen.
4.1.2 Undersøgelsen skal være gennemgået med et resultat, der af Statens Luftfartsvæsens anses for tilfredsstillende.
4.2 Den psykologiske egnethedsundersøgelse skal bl.a. omfatte intelligensprøver, psykotekniske prøver, personlighedstest og kundskabsprøver på et niveau, der svarer til den statskontrollerede prøve for folkeskolens 10. klassetrin i fagene dansk, engelsk, regning, matematik og fysik.
4.3 Resultaterne af den psykologiske egnethedsundersøgelse vil blive forelagt et bedømmelsesudvalg.
4.3.1 Bedømmelsesudvalget nedsættes af Statens Luftfartsvæsen og består ud over repræsentanter fra luftfartsvæsenet af repræsentanter, der indstilles af flyveskolerne og den psykologiske undersøgelsesinstitution.
4.3.2 Bedømmelsesudvalget afgiver indstilling om aspirantens egnethed til Statens Luftfartsvæsen, der træffer den endelige afgørelse, jf. pkt. 4.1.2.
4.3.3 De oplysninger, som bedømmelsesudvalget får forelagt, er fortrolige, og udvalgets medlemmer har tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger.
4.4 Aspiranten til instruktørbevis skal være indehaver af privatflyvercertifikat samt være helbredsmæssigt godkendt til trafikflyvercertifikat, før den psykologiske egnethedsundersøgelse gennemgås.
4.4.1 Aspiranten til instruktørbevis, der fungerer som flyveinstruktør i luftfartsforetagender med en godkendt skoleorganisation, jf. afsnit 14, eller der fungerer som flyveinstruktør i det danske forsvar, skal ikke gennemgå den psykologiske egnethedsundersøgelse, medmindre Statens Luftfartsvæsen i særlige tilfælde kræver dette.
4.5 Aspiranten til instruktørbevis skal være indehaver af trafikflyvercertifikat, før den teoretiske eller praktiske instruktøruddannelse påbegyndes.
5. Udstedelse
5.1 Instruktørbevis udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på hertil autoriseret formular, når ansøgeren opfylder de udstedelseskrav, der er fastsat for certificeringen, jf. afsnit 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 og 13.
5.2 Instruktørbevis udstedes gældende for en eller flere af de certificeringer, der er nævnt i afsnit 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 og 13.
5.3 Instruktørbevis udstedes uden angivelse af gyldighedsperiode.
6. Udstedelseskrav til instruktørbevis/privatflyvercertifikat
6.1 Ansøgeren skal have bestået de teoretiske prøver, der er fastsat i Teorikrav VIII, jf. BL 6-87, og disse prøver skal have bevaret deres gyldighed.
6.2 Ansøgeren skal på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte, med tilfredsstillende resultat have gennemgået den uddannelse, der kræves for instruktørbevis/privatflyvercertifikat, jf. BL 6-45, og skal herunder have opnået en flyvetid under dobbeltstyring på mindst 30 timer.
6.2.1 Uddannelsen skal foregå på en flyveskole, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen.
6.3 Uddannelsen af aspirant til instruktørbevis/privatflyvercertifikat kan foretages af indehavere af gyldigt instruktørbevis/trafikflyvercertifikat af III klasse.
6.4 Ansøgeren skal ved en prøve, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte, godtgøre at være kvalificeret til at fungere som instruktør under uddannelse af aspirant til privatflyvercertifikat.
7. Udstedelseskrav til instruktørbevis/PFT-privatflyvercertifikat, enmotoret typeuddannelse/flyvemaskine og/eller typeuddannelse/helikopter
7.1 Ansøgeren skal være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/privatflyvercertifikat.
7.2 Ansøgeren skal have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på mindst 500 timer, heraf mindst 300 timer som instruktør.
7.2.1 Hvis rettigheden alene skal omfatte typeuddannelse på enmotorede flyvemaskiner eller helikoptere, kan flyvetidskravet nedsættes til 300 timer som luftfartøjschef, heraf mindst 100 timer som instruktør.
7.2.2 Halvdelen af de flyvetidskrav, der er anført under pkt. 7.2 og pkt. 7.2.1, skal være erhvervet på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte.
7.3 Ansøgeren skal under instruktion/overvågning af en chefinstruktør, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, have gennemgået en uddannelse, der efter chefinstruktørens vurdering kvalificerer ansøgeren til at forestå PFT/privatflyvercertifikat, jf. BL 6-54 I/II og/eller BL 6-55 I/II, enmotoret typeuddannelse/flyvemaskine, jf. BL 6-50, og/eller typeuddannelse/rotorluftfartøj, jf. BL 6-52.
7.4 Uddannelsen skal foregå på en flyveskole, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen.
8. Udstedelseskrav til instruktørbevis/trafikflyvercertifikat af III klasse
8.1 Ansøgeren skal være indehaver af gyldigt instruktørbevis/privatflyvercertifikat.
8.2 Ansøgeren skal være indehaver af gyldigt instrumentbevis gældende for luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte.
8.3 Ansøgeren skal have erhvervet en flyvetid på mindst 500 timer, heraf
a. mindst 250 timer som instruktør og
b. mindst 100 timer som pilot under udøvelse af regelmæssig eller ikke-regelmæssig, offentlig luftfart, heraf mindst 50 timer som luftfartøjschef under udøvelse af trafikflyvercertifikatets erhvervsmæssige rettigheder på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte, og som i henhold til luftdygtighedsbeviset kan føres af en pilot.
8.3.1 Det flyvetidskrav, der er anført under pkt. 8.3 a., kan reduceres til 150 timer for ansøgere, som har erhvervet en flyvetid på mindst 1000 timer. Mindst 500 timer skal være erhvervet som luftfartøjschef under udøvelse af erhvervsmæssig, offentlig luftfart på luftfartøjer, der i henhold til luftdygtighedsbeviset kan føres af en pilot, og af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte.
8.3.2 Halvdelen af de flyvetidskrav på henholdsvis 500 timer, 250 timer og 100 timer, der er anført i pkt. 8.3, skal være erhvervet på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte.
8.3.3 Det flyvetidskrav på 100 timer, der er nævnt i pkt. 8.3 b., kan i forholdet 2:1 helt eller delvis erstattes af flyvetid opnået som andenpilot under udøvelse af regelmæssig eller ikke-regelmæssig, offentlig luftfart med gruppe I-luftfartøj, der har et godkendt 2-pilot system.
8.4 Ansøgeren skal på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte, have gennemgået den uddannelse, der er krævet for instruktørbevis/trafikflyvercertifikat, jf. BL 6-45, med et tilfredsstillende resultat og skal herunder have opnået en flyvetid under dobbeltstyring på mindst 5 timer.
8.4.1 Uddannelsen skal foregå på en flyveskole, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen.
8.5 Indehavere af gyldigt instruktørbevis/instrumentbevis/PFT-instrumentbevis/trafik-
flyvercertifikat af III klasse kan uddanne aspiranter til instruktørbevis/trafikflyvercertifikat af III klasse.
8.6 Ansøgeren skal ved en prøve, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte, godtgøre at være kvalificeret til at fungere som instruktør under uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af III klasse.
9. Udstedelseskrav til instruktørbevis/PFT-trafikflyvercertifikat af III klasse
9.1 Ansøgeren skal være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/trafikflyvercertifikat af III klasse.
9.2 Ansøgeren skal have erhvervet en flyvetid som instruktør under uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af III klasse på mindst 100 timer.
9.2.1 Halvdelen af det flyvetidskrav, der er anført under pkt. 9.2, skal være erhvervet på luftfartøj af den kategori, som instruktørbeviset skal omfatte.
9.3 Ansøgeren skal under instruktion/overvågning af en chefinstruktør, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, have gennemgået en uddannelse, der efter chef-instruktørens vurdering kvalificerer ansøgeren til at forestå PFT/trafikflyvercertifikat af III klasse, jf. BL 6-56 og/eller BL 6-57.
9.4 Uddannelsen skal foregå på en flyveskole, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen.
10. Udstedelseskrav til instruktørbevis/instrumentbevis/PFT-instrumentbevis
10.1 Ansøgeren skal
a. være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/trafikflyvercertifikat af III klasse, eller
b. have erhvervet en flyvetid på mindst 2500 timer, heraf mindst 1000 timer under IFR-flyvning under udøvelse af regelmæssig eller ikke-regelmæssig, offentlig luftfart, eller
c. have erhvervet en flyvetid på mindst 150 timer som checkpilot, jf. BL 5-31.
10.2 Ansøgeren skal have erhvervet en IFR-flyvetid som luftfartøjschef på mindst 500 timer.
10.2.1 Indtil 400 timer af det flyvetidskrav, der er anført i pkt. 10.2, kan helt eller delvis erstattes af IFR-flyvetid erhvervet som andenpilot i forholdet 2:1.
10.2.2 Halvdelen af det flyvetidskrav, der er anført i pkt. 10.2, skal være erhvervet på luftfartøj af den kategori/klasse, som instruktørbeviset skal omfatte.
10.3 Ansøgeren skal have bestået de teoretiske prøver, der er fastsat i Teorikrav IX, jf. BL 6-88, og disse prøver skal have bevaret deres gyldighed.
10.4 Ansøgeren skal på luftfartøj af den kategori/klasse, som instruktørbeviset skal omfatte, med tilfredsstillende resultat have gennemgået den uddannelse, der kræves for instruktørbevis/instrumentbevis, jf. BL 6-45.
10.4.1 Ansøgere, der er indehavere af gyldigt instruktørbevis, eller som tidligere har fået udstedt et instruktørbevis efter bestemmelserne i denne BL, skal under den uddannelse, der er nævnt i pkt. 10.4, have opnået en flyvetid under dobbeltstyring på mindst 5 timer.
10.4.2 Ansøgere, der ikke tidligere har fået udstedt et instruktørbevis efter bestemmelserne i denne BL, skal under den uddannelse, der er nævnt i pkt. 10.4, have opnået en flyvetid under dobbeltstyring på mindst 20 timer.
10.4.3 Uddannelsen skal foregå på en flyveskole, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen.
10.5 Uddannelse af aspiranter til instruktørbevis/instrumentbevis/PFT-instrumentbevis kan foretages af indehavere af gyldigt instruktørbevis/instrumentbevis/PFT-instrumentbevis, som opfylder de flyvetidskrav, der er fastsat for godkendelse som chefinstruktør for den pågældende uddannelse, jf. BL 6-07.
10.6 Ansøgeren skal efter indstilling fra flyveskolen ved en prøve, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, på luftfartøj af den kategori/klasse, som instruktørbeviset skal omfatte, godtgøre at være kvalificeret til at fungere som instruktør under uddannelse af aspirant til instrumentbevis.
11. Udstedelseskrav til instruktørbevis/flermotoret grund- og type-uddannelse/flyvemaskine
11.1 Ansøgeren skal
a. være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/instrumentbevis/PFT-instrumentbevis, eller
b. have erhvervet en flyvetid på mindst 2500 timer, heraf mindst 1000 timer under IFR-flyvning under udøvelse af regelmæssig eller ikke-regelmæssig, offentlig luftfart, eller
c. have erhvervet en flyvetid på mindst 150 timer som checkpilot, jf. BL 5-31.
11.2 Ansøgeren skal have erhvervet en flyvetid som pilot på flermotoret flyvemaskine på mindst 500 timer, heraf 250 timer som luftfartøjschef.
11.2.1 100 timer af det flyvetidskrav, der er anført i pkt. 11.2, skal være erhvervet som luftfartøjschef på flermotoret flyvemaskine, der i henhold til luftdygtighedsbeviset kan føres af en pilot.
11.3 Ansøgeren skal have bestået de teoretiske prøver, der er fastsat i Teorikrav X, jf. BL 6-89, og disse prøver skal have bevaret deres gyldighed.
11.4 Ansøgeren skal på flermotoret flyvemaskine med tilfredsstillende resultat have gennemgået den uddannelse, der kræves for instruktørbevis/flermotoret grund- og typeuddannelse/flyvemaskine, jf. BL 6-45.
11.4.1 Ansøgere, der er indehavere af gyldigt instruktørbevis, eller som tidligere har fået udstedt et instruktørbevis efter bestemmelserne i denne BL, skal under den uddannelse, der er nævnt i pkt. 11.4, have opnået en flyvetid under dobbeltstyring på mindst 5 timer.
11.4.2 Ansøgere, der ikke tidligere har fået udstedt et instruktørbevis efter bestemmelserne i denne BL, skal under den uddannelse, der er nævnt i pkt. 11.4, have opnået en flyvetid under dobbeltstyring på mindst 20 timer.
11.4.3 Uddannelsen skal foregå på en flyveskole, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen.
11.5 Uddannelse af aspiranter til instruktørbevis/flermotoret grund- og typeuddannelse/flyvemaskine kan foretages af indehavere af gyldigt instruktørbevis/flermotoret grund- og typeuddannelse/flyvemaskine, som opfylder de flyvetidskrav, der er fastsat for godkendelse som chefinstruktør for den pågældende uddannelse, jf. BL 6-07.
11.6 Ansøgeren skal efter indstilling fra flyveskolen ved en prøve, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, på flermotoret flyvemaskine godtgøre at være kvalificeret til at fungere som instruktør under uddannelse af aspirant til flermotoret grund- og typeuddannelse/flyvemaskine.
12. Udstedelseskrav til instruktørbevis/trafikflyvercertifikat af I klasse, flyvemaskine
12.1 Ansøgeren skal være indehaver af et gyldigt trafikflyvercertifikat af I klasse/flyvemaskine.
12.2 Ansøgeren skal være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/flermotoret grund- og typeuddannelse/flyvemaskine.
12.3 Ansøgeren skal have erhvervet en flyvetid på mindst 5000 timer, heraf mindst 2000 timer som IFR-flyvetid.
12.3.1 500 timer af det flyvetidskrav, der er anført i pkt. 12.3, skal være erhvervet som luftfartøjschef på flermotoret flyvemaskine, der i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mere end en pilot.
12.4 Ansøgeren skal over for Statens Luftfartsvæsen have godtgjort at være i besiddelse af et tilfredsstillende kendskab til uddannelse af aspiranter til trafikflyvercertifikat af I klasse/flyvemaskine.
13. Udstedelseskrav til instruktørbevis/trafikflyvercertifikat af I klasse/helikopter
13.1 Ansøgeren skal være indehaver af et gyldigt trafikflyvercertifikat af I klasse/helikopter og et gyldigt instrumentbevis/helikopter.
13.2 Ansøgeren skal være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/instrumentbevis/helikopter.
13.3 Ansøgeren skal have erhvervet en flyvetid på mindst 3000 timer.
13.3.1 500 timer af det flyvetidskrav, der er anført i pkt. 13.3, skal være erhvervet som luftfartøjschef på helikopter, der i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mere end en pilot.
13.4 Ansøgeren skal over for Statens Luftfartsvæsen have godtgjort at være i besiddelse af et tilfredsstillende kendskab til uddannelse af aspiranter til trafikflyvercertifikat af I klasse/helikopter.
14. Udøvelse af instruktørvirksomhed i et luftfartsforetagende
14.1 Instruktørvirksomhed i et luftfartsforetagende, der har oprettet en skoleorganisation, som er godkendt af Statens Luftfartsvæsen udelukkende med henblik på typeuddannelse og praktisk uddannelse til trafikflyvercertifikat af I klasse af foretagendets egne luftfartøjsførere på flermotoret flyvemaskine, der i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mere end en pilot, eller på flermotoret helikopter, kan udøves af en trafikflyver af I klasse, der er ansat i luftfartsforetagendet, og som opfylder de flyvetidskrav, der er anført i pkt. 12.3 og pkt. 12.3.1, henholdsvis pkt. 13.3 og pkt. 13.3.1.
14.1.1 For at udøve instruktørvirksomhed i et luftfartsforetagende skal trafikflyveren i luftfartsforetagendet have gennemgået en instruktøruddannelse, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og over for flyvechefen i luftfartsforetagendet have godtgjort at kunne fungere på tilfredsstillende måde som instruktør på den pågældende luftfartøjstype.
14.2 En trafikflyver, der udøver instruktørvirksomhed efter bestemmelserne i pkt. 14.1 og pkt. 14.1.1, skal være anført som instruktør i det pågældende luftfartsforetagendes håndbogssystem.
15. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
16. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
17. Straf
Udøvelse af instruktørbevisets rettighed, uden at de vilkår, der er fastsat herfor, er opfyldt, straffes med bøde eller hæfte.
18. Ikrafttræden
18.1 Denne BL træder i kraft den 1. juli 1996.
18.2 Samtidig ophæves BL 6-44, 2. udgave af 15. april 1988.
Statens Luftfartsvæsen, den 3. juni 1996
V.K.H. Eggers
/M. Dambæk
Ingen