Måleteknisk direktiv. Ikke automatiske vægte. Bestemmelse af fejlvisning ved op- og nedvejning (MDIR 04.11-11)

Måleteknisk direktiv. Ikke automatiske vægte. Bestemmelse af fejlvisning ved op- og nedvejning

(MDIR 04.11-11)

1. FORMÅL

Denne prøvningsmetode kan benyttes til at bestemme ikke-automatiske vægtes fejlvisning. Fejlvisning er per definition lig med vægtvisning minus belastningens sande masse ved referencebetingelserne for konventionel masse.

Prøvningsmetoden er baseret på bestemmelserne i EN45501.

Metoden kan benyttes til fejlvisningsbestemmelse for vægte og ikke til fejlvisningsbestemmelse for moduler, der indgår i vægte.

Metoden kaldes også vejeprøven.

2. HENVISNING TIL MÅLETEKNISKE BESTEMMELSER

TDIR 24.11.1-01, udg. 1 bilag 2 MDIR 34.11-01, udg. 3 pkt. 20. OIML R76-1 Edition 1988 pkt. A.4.3. OIML R76-1 Edition 1992 pkt. A.4.4. EN45501:1992/AC:1993 August 1993 pkt. 8.2.2.

Forskrifterne i EN45501 bruges, når andre måletekniske bestemmelsers forskrifter afviger fra forskrifterne i EN45501.

3. FORUDSÆTNINGER

Generelt vedrørende måleudstyr, prøvningsbetingelser, prøvningsmiljø, forkonditionering m.v. henvises til MDIR 04.11-10.

De måletekniske bestemmelser kræver, at normalernes samlede sande masse bestemt ved referencebetingelserne for konventionel masse ikke afviger mere end fejlvisningstolerancen divideret med tre fra deres samlede nominelle masse. Ved kalibrering af normaler bestemmes deres afvigelse fra deres sande masse bestemt ved referencebetingelserne for konventionel masse. Det følger af definitionen af fejlvisning, at det ikke er nødvendigt at korrigere for temperatur, barometertryk eller andre miljøparametre, der ændrer luftopdriften på normalerne.

Fejlvisningsbestemmelse forudsætter, at fejlvisningen er nul ved nullast før opvejning udføres. Det kan opnås ved nulstilling af vægten eller ved korrektion af fejlvisningerne.

Fejlvisningsbestemmelse forudsætter, at normalers samlede tyngdepunkt befinder sig nær ved den lodrette linie, der går igennem vejepladens centrale punkt.

Bestemmelse af fejlvisning sker ved opvejning og nedvejning. Det tilstræbes under opbygningen af belastningen at vægten på intet tidspunkt må være belastet med en højere masse end den, som udgør målepunktet. Tilsvarende gælder ved nedvejning af vægten på intet tidspunkt må være belastet med en mindre masse end den, som udgør målepunktet.

4. PRØVNING

Bestemmelse af uafrundet visning

Når den anvendte delingsværdi i vægtvisningen ikke overstiger 0,2 gange verifikationsværdien bruges den aflæste visning.

Hvis den anvendte delingsværdi i vægtvisningen er større end 0,2 gange verifikationsværdien skal afrundingsfejlen minimeres ved at bestemme den uafrundede visning med vippepunktsmetoden.

Vippepunktsmetoden

Vægtens uafrundede visning kan bestemmes med vippepunktsmetoden. Den er beskrevet i næste afsnit.

Ved en belastning B noteres visningen I. Tillægslodder med massen 0,1 gange delingsværdien d tilføjes indtil visningen netop er forøget med en deling. Tillægsloddernes samlede masse a noteres. Den uafrundede visning P beregnes af formlen P=I+0,5*d-a.

Automatisk nulindtrækning

Automatisk nulindtrækning frakobles inden prøven starter, hvis det er muligt.

I modsat fald bringes vægten udenfor indtrækningsområdet med en lille belastning, der udgør vægtens nullast under vejeprøven. Belastningen skal være mindre end Min, fx 10 delinger for klasse III vægte.

Korrektion for visningsfejl ved nullast

Alle visningsfejl korrigeres for visningsfejlen som vægten har før opvejningen starter.

Korrektionen kan for digitalt visende vægte med manuel nulindstilling udføres som beskrevet i næste afsnit.

Belastning svarende til det halve af delingsværdien placeres på vejeladdet. Nulindstillingen justeres indtil visningen befinder sig i vippepunktet, hvor visningen skifter mellem nul og en deling. Belastningen fjernes fra vejeladdet.

For alle andre vægte korrigeres alle fejlvisninger ved at trække fejlvisningen ved nullast før opvejning fra alle fejlvisninger. Er fejlvisningen ved nullast negativ kan man dog korrigere ved at anbringe en last svarende til fejlvisningen. Denne last skal forblive på vægten under hele vejeprøven.

Antal belastningspunkter

For hver toleranceværdi bestemmes visningsfejl i mindst 2 belastningspunkter. Der skal bestemmes visningsfejl nær ved og lige under alle belastninger, hvor toleranceværdien skifter.

Belastningspunkterne skal omfatte Min og Max.

Ved typeprøvning skal visningsfejl bestemmes i mindst 10 belastningspunkter ved første vejeprøve. Ved efterfølgende vejeprøver bestemmes visningsfejl i mindst 5 belastningspunkter.

Ved verifikation skal visningsfejl bestemmes i mindst 5 belastningspunkter.

Vægte med tara.

Der udføres også to vejeprøver med indkoblet tara. Den ene tareringspunkt skal ligge i nærheden af 50% af Max. Det andet tareringspunkt skal ligge i nærheden af Max ved en belastning, hvor toleranceværdien uden tarering er størst.

Vægte med flere områder.

Der udføres en vejeprøve for hvert område.

Vægte med flere intervaller.

Der udføres en vejeprøve omfattende alle intervaller.

Initialnulstilling er større end 20%.

Hvis vægtens initialnulstilling er større end 20% udføres en ekstra vejeprøve med størst mulig initialnulstilling.

Hvis initialnulstillingsområdet er større end 100%, skal der udføres flere vejeprøver, hvor initialnulstillingen hver gang øges med værdien af Max.

Vejeprøve udført med normaler.

1. Vægten motioneres en gang med een forlast, som er så nær ved Max som muligt.

2. Visningsfejlen bestemmes ved nullast.

3. Vægten belastes med Min, hvorefter visningsfejlen bestemmes.

4. Belastningen øges til næste belastningspunkt er opnået, hvorefter visningsfejlen bestemmes.

5. Punkt 4 gentages indtil Max.

6. Belastningen mindskes til næste belastningspunkt, hvorefter visningsfejlen bestemmes.

7. Punkt 6 gentages indtil fejlvisningen er bestemt ved nullast.

8. Om nødvendigt korrigeres fejlvisningerne som beskrevet i "Korrektion for visningsfejl ved nullast".

Vejeprøven udført med normaler og substitutionsmaterialer.

For vægte med Max større end 1 t, kan vejeprøven udføres med normaler og substitutionsmaterialer.

Der skal altid mindst anvendes 1 t normaler.

Desuden skal normalerne mindst udgøre 50% af Max. Resultaterne fra en repeterbarhedsprøve udført med tre gentagelser kan danne grundlag for en reduktion af 50% kravet. Fremgangsmåden er

1. Fejlvisningen bestemmes tre gange med normaler, hvis samlede masse mindst er 20% af Max.

2. Den største forskel mellem fejlvisningerne bestemmes.

3. Forholdet mellem normalernes masse og Max beregnes.

4. En grænseværdi beregnes ved at gange forholdet med e.

Hvis den største forskel mellem fejlvisningerne ikke overstiger grænseværdien kan vejeprøven udføres med disse normaler og substitutionsmaterialer.

Vejeprøven udføres som følger

1. Vægten motioneres en gang med en forlast, som er så nær Max som muligt.

2. Visningsfejlen bestemmes ved nullast.

3. Vægten belastes med Min, hvorefter visningsfejlen bestemmes.

4. Belastningen øges med normaler til næste belastningspunkt, hvorefter visningsfejlen bestemmes.

5. Punkt 4 gentages indtil alle normaler er påført.

6. Normalerne aftages.

7. Substitutionsmateriale påføres indtil vægten har samme visning og visningsfejl som den havde da alle normaler var påført.

8. Belastningen øges med normaler til næste belastningspunkt, hvorefter visningsfejlen bestemmes.

9. Punkt 8 gentages indtil alle normaler er påført.

10. Punkt 6 til og med 9 gentages indtil Max.

11. Belastningen mindskes til næste belastningspunkt, hvorefter visningsfejlen bestemmes.

12. Punkt 11 gentages indtil alle normaler er aftaget.

13. Alle normaler påføres.

14. Substitutionsmateriale aftages indtil vægten har samme visning og visningsfejl som den havde da alle normaler var fjernet.

15. Punkt 11 til og med 14 gentages indtil fejlvisningen er bestemt ved nullast.

Ved beregning af visningsfejl med substitutionsmateriale antages substitutionsmaterialet at have samme masse som de normaler det erstatter.

Vejeprøven kan også udføres som opvejning med normalerne efterfulgt af nedvejning med normalerne. Substitutionsmaterialet påføres og opvejning og nedvejning udføres med normalerne. Dette gentages indtil Max.

Flytning af vægt

Belastningen (tyngdekraften) fra normaler og fra vejede emner ændrer sig, når vægten flyttes til en andet sted i Danmark eller hæves eller sænkes på opstillingsstedet. Vejeprøvens resultater gælder derfor kun for det sted, hvor vægten stod under vejeprøven. I Måleteknisk Meddelelse nr. MM 74 gives vejledning vedrørende flytning af vægte.

5. KRAV

Kravene til vejeprøvens fejlvisning gælder både ved bruttovejning og ved nettovejning.

Nedenstående tabel angiver verifikationstolerancerne for fejlvisninger.

--------------------------------------------------------------------- Klasse I II III IIII Tolerance (e) B (e) B (e) B (e) B (e) --------------------------------------------------------------------- +/-0,5 0<B 50000 0<B 5000 0<B-500 0<B 50 --------------------------------------------------------------------- +/-1 50000<B 200000 5000<B 20000 500<B 2000 50<B 200 --------------------------------------------------------------------- +/-1,5 200000<B 20000<B 2000<B 200<B ---------------------------------------------------------------------

P. Claudi Johansen

Ingen