Bekendtgørelse om speciallæger

§ 1. Sundhedsstyrelsen kan meddele læger tilladelse til at betegne sig som speciallæge inden for følgende grund- og grenspecialer

Grundspecialer

Almen medicin

Anæstesiologi

Arbejdsmedicin

Børne- og ungdomspsykiatri

Dermato-venerologi (hud- og kønssygdom- me)

Diagnostisk radiologi (røntgenundersøgel- se)

Gynækologi og obstetrik (kvindesygdomme og fødselshjælp)

Intern medicin (medicinske sygdomme)

Grenspecialer

Geriatri (alderdommens sygdomme)

Hepatologi (leversygdomme)

Hæmatologi (blodsygdomme)

Infektionsmedicin

Kardiologi (medicinske hjerte- og kreds- løbssygdomme)

Medicinsk allergologi (medicinske over- følsomhedssygdomme)

Medicinsk endokrinologi (medicinske

hormonsygdomme)

Medicinsk gastroenterologi (medicinske mave-tarmsygdomme)

Medicinske lungesygdomme

Nefrologi (medicinske nyresygdomme)

Reumatologi (gigtsygdomme)

Kirurgi (kirurgiske sygdomme)

Grenspecialer

Karkirurgi (kirurgiske blodkarsygdom- me)

Kirurgisk gastroenterologi (kirurgiske

mave-tarmsygdomme)

Plastikkirurgi

Thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske

sygdomme)

Urologi (urinvejens kirurgiske sygdom- me)

Klinisk biokemi

Klinisk farmakologi

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Klinisk genetik

Klinisk immunologi

Klinisk mikrobiologi

Neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme)

Neurologi (medicinske nervesygdomme)

Grenspeciale

Klinisk neurofysiologi

Oftalmologi (øjensygdomme)

Onkologi (kræftsygdomme)

Ortopædisk kirurgi

Oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssyg-

domme)

Patologisk anatomi (vævs- og celleundersø- gelser)

Psykiatri

Pædiatri (sygdomme hos børn)

Samfundsmedicin

Stk. 2. Læger, der i henhold til tidligere bestemmelser har fået tilladelse til at betegne sig som speciallæge, har fortsat ret til at benytte denne betegnelse med det angivne speciale. Ændring af betegnelsen kan kun foretages efter indhentet tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.

Uddannelsen

§ 2. Tilladelse til at betegne sig som speciallæge i et grundspeciale er betinget af

1) Autorisation som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 1.

2) Tilladelse til selvstændigt virke som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 4.

3) En uddannelse i grundspecialet af mindst 4 års varighed gennemført i en bestemt rækkefølge omfattende

a) Introduktionsfase af 1-2 års varighed.

b) Undervisningsstilling af 1-21/2 års varighed.

c) Ansættelse som 1. reservelæge af 11/2-21/2 års varighed.

d) Eventuel supplerende uddannelse af op til 2 års varighed.

Stk. 2. Tilladelse til at betegne sig som speciallæge i et grenspeciale er betinget af

1) Autorisation som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 1.

2) Tilladelse til selvstændigt virke som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 4.

3) En uddannelse gennemført i en bestemt rækkefølge omfattende

a) Den i stk. 1, nr. 3, litra a, omhandlede uddannelse i grundspecialet.

b) Den i stk. 1, nr. 3, litra b, omhandlede uddannelse i grundspecialet.

c) Overbygning af 3-4 års varighed.

Stk. 3. For specialerne almen medicin, arbejdsmedicin, klinisk farmakologi, klinisk genetik og samfundsmedicin gælder særlige regler.

Stk. 4. Udover den i stk. 1 og 2 omhandlede kliniske uddannelse skal lægen gennemgå en af Sundhedsstyrelsen godkendt teoretisk uddannelse.

Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at videreuddannelsen i de kirurgiske specialer skal indeholde et af styrelsen godkendt færdighedskursus i operativ kirurgi.

Tilrettelæggelse

§ 3. Uddannelsen i et speciale skal være opnået ved ordinær ansættelse efter forudgående opslag og ansøgning. Sundhedsstyrelsen godkender for hvert uddannelsessted de stillinger (uddannelsesstillinger), hvori ansættelse kan indgå som en bestemt del af uddannelsen til speciallæge (enkeltstillingsklassifikation).

§ 4. Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser om uddannelsen i de enkelte grund- og grenspecialer.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter målbeskrivelser for de enkelte grund- og grenspecialer.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser om hvilke krav, der stilles til uddannelsesstederne med hensyn til uddannelsesprogram, evaluering m.v., for at uddannelsesstederne kan få godkendt uddannelsesstillinger, jf. § 3.

§ 5. Sundhedsstyrelsen kan, for de i § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, c og d, nævnte uddannelsesstillinger, efter drøftelse med vedkommende amtsråd bestemme, at ansættelsesmyndigheden skal tilbyde ansættelse heri som blokansættelse.

Stk. 2. Ved blokansættelse forstås, at lægen som led i et og samme ansættelsesforhold gør tjeneste i flere på hinanden følgende uddannelsesstillinger på forskellige uddannelsessteder og i forskellige på forhånd fastsatte perioder.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan udsende en vejledning om ansættelsesmyndighedernes tilrettelæggelse af blokansættelse og kan herunder beskrive, hvordan læger, som har gennemgået en del af en blokansættelse, og som på grund af sygdom, graviditet og fødsel eller af andre særlige grunde har måttet afbryde et blokansættelsesforløb, kan få mulighed for at gennemføre resten af den forudsatte del af uddannelsen til speciallæge.

Dimensionering m.v.

§ 6. Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af uddannelsesstillinger indenfor hvert speciale efter drøftelse med vedkommende amtsråd og under hensyn til uddannelseskapaciteten samt behovet for speciallæger i specialet.

§ 7. Sundhedsstyrelsen offentliggør de af styrelsen givne tilladelser til at betegne sig som speciallæge samt en liste over uddannelsesstillinger på uddannelsessteder, som af Sundhedsstyrelsen er godkendt til ansættelse i forbindelse med speciallægeuddannelsen.

§ 8. Sundhedsstyrelsen skal indhente en udtalelse fra det i lægelovens § 4, stk. 2, nævnte Specialistnævn om de almindelige bestemmelser, der fastsættes af Sundhedsstyrelsen i medfør af denne bekendtgørelse.

§ 9. Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra de almindelige bestemmelser, som styrelsen fastsætter i medfør af denne bekendtgørelse, herunder meddele tilladelse til, at en person kan betegne sig som speciallæge på grundlag af en i udlandet helt eller delvis erhvervet tilsvarende uddannelse. Dispensation gives efter indstilling fra det i § 8 nævnte Specialistnævn.

§ 10. For at kunne påtage sig almen praksis for den offentlige sygesikring, skal en læge have opnået Sundhedsstyrelsens tilladelse til at betegne sig som alment praktiserende læge eller i øvrigt have ret til at betegne sig som alment praktiserende læge eller have ret til at betegne sig som speciallæge i almen medicin.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1996.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 898 af 27. november 1993 om speciallæger. Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 12 om retten til at fuldføre påbegyndt uddannelse efter tidligere bekendtgørelser samt bestemmelserne i bekendtgørelsens § 13 og § 14 om retten til at opnå betegnelsen speciallæge i almen medicin m.v. er dog fortsat gældende.

§ 12. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte bestemmelser for den nærmere tilrettelæggelse af overgang fra den hidtil gældende afdelingsklassifikation til den fra 1. januar 1991 indførte enkeltstillingsklassifikation, jf. § 3.

Sundhedsministeriet, den 27. juni 1996

Yvonne Herløv Andersen

/ Steen Loiborg

Bekendtgørelse om speciallæger

I henhold til § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, i lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 (lægeloven), fastsættes

Specialer