Bekendtgørelse om salmonellose og fund eller serologisk påvisning af salmonellabakterier hos dyr

§ 1. Ved salmonellose forstås i denne bekendtgørelse sygdom, hvor symptomer og laboratoriefund gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks. Infektioner med Salmonella gallinarum og Salmonella pullorum (hønsetyfus) er ikke omfattet af bekendtgørelsen.

§ 2. Ejeren eller den for driften af et husdyrhold ansvarlige skal ved mistanke om, at salmonellose forekommer blandt dyrene, tilkalde en dyrlæge.

Stk. 2. Tilkaldelse skal ske, når der hos et eller flere dyr optræder forhøjet temperatur forbundet med diarre (eventuel blodig) og almen svækkelse. Hos fjerkræ skal tilkaldelse ske, når der forekommer forøget dødelighed eller almen svækkelse blandt kyllinger.

§ 3. Tilkaldes en dyrlæge på grund af mistanke om salmonellose, eller får en dyrlæge i øvrigt i forbindelse med sit arbejde mistanke om salmonellose, skal dyrlægen snarest foretage undersøgelse af husdyrholdet med henblik på at konstatere, om noget dyr viser tegn på sygdommen.

Stk. 2. Såfremt mistanken ikke kan afvises, og salmonellose i øvrigt ikke har været konstateret i dyreholdet inden for det sidste halve år, skal dyrlægen indsende materiale til undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium. Er der tale om nyudbrud, skal materiale indsendes, selv om der er forløbet mindre end et halvt år siden konstatering af salmonellose. Samtidig skal dyrlægen underrette besætningens ejer eller den for driften ansvarlige om risikoen for sygdommens overførsel til mennesker. Ved udbredt eller voldsom sygdom skal dyrlægen straks underrette kredsdyrlægen.

Stk. 3. Når dyrlægen har modtaget meddelelse fra laboratoriet om resultatet af undersøgelsen, underretter dyrlægen ejeren eller den for driften ansvarlige om dette resultat.

§ 4. Et husdyrhold med salmonellose kan af Veterinærdirektoratet sættes under tilsyn, og ejeren eller den for driften ansvarlige kan pålægges at overholde restriktioner, der kan omfatte

1) påbud om isolation af syge dyr,

2) forbud mod eller særlige betingelser for fjernelse af dyr eller produkter fra husdyrholdet,

3) påbud om særlig gødningsbehandling samt betingelser for fjernelse af redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften, og

4) påbud om rensning og desinfektion af syge dyrs opholdssted.

Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte tilsyn kan hæves, når Veterinærdirektoratet skønner, at husdyrholdets sundhedstilstand er normal.

§ 5. Enhver isolation eller serologisk påvisning af salmonellabakterier fra materiale fra levende, slagtede eller selvdøde dyr indberettes af det pågældende laboratorium til Veterinærdirektoratet. Indberetning i forbindelse med systematiske kontrolprogrammer kan foregå efter nærmere aftale med Veterinærdirektoratet.

§ 6. Veterinærdirektoratet kan påbyde udtagelse, indsendelse og undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium af materiale fra dyr, der formodes at have haft smittefarlig kontakt med andre dyr, hvori der er påvist salmonellose, eller som antages på anden vis at være smittet med salmonellabakterier.

§ 7. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 2, stk. 1, § 3, eller § 5 eller

2) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 4, stk. 1 eller § 6.

§ 8. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der i medfør af § 36 i husdyrsygdomsloven pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelserne begået af kommuner eller kommunale selskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale selskab bødeansvar.

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 1996.

Stk. 2. Samtidig ophæves Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 268 af 22. april 1992 om salmonellose og fund af salmonellabakterier hos dyr.

§ 10. Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.

Veterinærdirektoratet, den 5. marts 1996

Erik Stougaard

/ Henrik Curtz

Bekendtgørelse om salmonellose og fund eller serologisk påvisning af salmonellabakterier hos dyr

I medfør af §§ 4, 6, 7, 9, 10, 12 og § 35, stk. 2, i lov om husdyrsygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 381 af 7. juni 1993 fastsættes

Ingen