Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om supplerende regler om indretning af elevatorer m.v.(* 1) (stoldøre m.v.)
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 627 af 18. december 1980 om supplerende regler om indretning af elevatorer m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 40 af 26. januar 1983 og bekendtgørelse nr. 26 af 28. januar 1985, foretages følgende ændringer
1. § 13 affattes således
» § 13. Fastlåsningen (forriglingen) ved etagedøres sikkerhedslåse skal være etableret, inden stolen sætter sig i bevægelse. Forriglingen skal overvåges af et elektrisk sikkerhedsudstyr (rigelkontakt). Dette gælder dog ikke rene godselevatorer, hvor skaktadgangsåbningens højde er under 1 m og åbningens nederste kant er mindst 0,75 m over gulvhøjde.
Stk. 2. I personelevatorer og person-godselevatorer skal elevatorstolens adgangsåbninger være forsynet med beskyttelsesanordninger til effektiv sikring mod klemningsfare mellem adgangsåbningens forkanter og skaktvæggen. Sikringen kan f.eks. foretages ved indbygning af stoldøre eller fotocellearrangementer i adgangsåbninger afhængigt af de konkrete forhold, jf. dog § 13 a, stk. 1. Når beskyttelsesanordningen har standset elevatorstolen, må denne ikke kunne igangsættes fra etagerne. Igangsætning må kun kunne finde sted fra stolen og kun ved tilsigtet genindkobling af beskyttelseskredsløbet efterfulgt af etagevalg. Udførlig instruktion om igangsætning skal fremgå af tydeligt opslag i elevatorstolen.
Stk. 3. I personelevatorer og person-godselevatorer skal elevatorstolen være forsynet med et kommunikationsmiddel, som muliggør tilkaldelse af hjælp under alle forhold. Kommunikationsmidlet skal være konstrueret og installeret således, at det også fungerer ved strømafbrydelse.
Stk. 4. For elevatorer, der er taget i brug før den 1. februar 1981, skal stk. 1 dog først være opfyldt til nedennævnte datoer
1) Den 30. juni 1997 for elevatorer opstillet i 1950 eller tidligere.
2) Den 30. juni 1998 for elevatorer opstillet i årene 1951 til og med 1957.
3) Den 30. juni 1999 for elevatorer opstillet efter 1958, men før den 1. februar 1981.
Stk. 5. Elevatorer, der opstilles efter den 1. februar 1981, skal straks opfylde stk. 1.
Stk. 6. Stk. 2 og 3 skal være opfyldt til nedennævnte datoer
1) Den 30. juni 1997 for elevatorer opstillet i 1950 eller tidligere, samt for elevatorer indrettet med skakt af glas og opstillet før den 29. juni 1995.
2) Den 30. juni 1998 for elevatorer opstillet i årene 1951 til og med 1957.
3) Den 30. juni 1999 for elevatorer opstillet efter 1958, samt for elevatorer indrettet med skakt af glas og opstillet efter den 29. juni 1995.«
2. Efter § 13 indsættes
» § 13 a. Stoldøre skal være konstrueret og installeret på en sådan måde, at elevatorstolen ikke kan bevæges, når dørene er åbne, bortset fra fremføring for åben skaktdør i de i § 12 fastsatte zoner for at bringe elevatorstolen i niveau med etagedørtærskel.
Stk. 2. Stoldøre skal i følgende tilfælde være aflåst med tilsvarende låseanordning, som krævet for skaktdøre
1) Når der er fare for nedstyrtning fra elevatorstolens adgangsåbninger, f.eks. når der ikke er opsat fuldstændig lukket skaktindhegning.
2) Når afstanden fra stoldørens udvendige side til skaktvæggen er større end 150 mm. Dog må afstanden være op til 200 mm over en lodret afstand på 0,5 m.«
3. § 35 affattes således
» § 35. Ved følgende ændringer m.v. af eksisterende elevatoranlæg, jf. dog stk. 2, skal de relevante bestemmelser for nyanlæg opfyldes tilsvarende i det omfang, det er muligt
1) ændring af
a) mærkehastighed,
b) nyttelast,
c) egenvægt af stol,
d) løftehøjde, eller
e) dørtype, eller
2) udskiftning af
a) styring,
b) styr,
c) fangindretning,
d) buffer,
e) drivmaskineri, eller
f) hastighedsbegrænser, eller
3) supplerende indbygning af en eller flere etagedøre.
Stk. 2. De ændringer, som er nødvendige til opfyldelse af kravene i § 13, omfattes ikke af stk. 1.«
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1996.
Arbejdsministeriet, den 19. februar 1996
Jytte Andersen
/ Jens Jensen
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om supplerende regler om indretning af elevatorer m.v.(* 1)
(stoldøre m.v.)
(* 1) Bekendtgørelsen indeholder indretningskrav og er derfor
omfattet af Rådets direktiv af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (83/189/EØF), EF-tidende L 109 af 26. april 1983, som senest ændret ved Rådets direktiv af 23. marts 1994 (94/10/EF), EF-Tidende L 100 af 19. april 1994. Udkast til bekendtgørelsen er derfor notificeret for Europa-Kommissionen.