Bestemmelse om flyvning med motorsvævefly
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelse om flyvning med motorsvævefly
I medfør af kapitel 4 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. nr. 162 af 7. marts 1994, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 om luftfartscertifikater (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-100, Begrænset eneflyvning, svæveplan, seneste udgave.
1.2 BL 6-101, Lokalflyvningstilladelse, svæveplan, seneste udgave.
1.3 BL 9-9, Bestemmelser om ikke-erhvervsmæssig svæveflyvning, seneste udgave.
2. Definition
Motorsvævefly (Powered sailplane)
Ved motorsvævefly forstås i denne BL et svævefly, som er forsynet med motor, og som ifølge den flyvehåndbog, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, er klassificeret som et motorsvævefly.
Motorsvævefly inddeles af hensyn til uddannelse m.v. i følgende kategorier
Kategori 1: Motorsvævefly, som er udstyret med helt eller delvist indtrækkelig motor eller propel, og som i henhold til den godkendte flyvehåndbog ikke må starte ved egen kraft.
Kategori 2: Motorsvævefly, som er udstyret med helt eller delvist indtrækkelig motor eller propel, og som i henhold til den godkendte flyvehåndbog må starte ved egen kraft.
Kategori 3: Motorsvævefly, som er udstyret med integreret, ikke-indtrækkelig motor eller propel, og som i henhold til den godkendte flyvehåndbog må starte ved egen kraft.
En forening/organisation, der er godkendt i henhold til BL 9-9, pkt. 7.1, for tiden Dansk Svæveflyver Union, kan under hensyntagen til det enkelte motorsvæveflys særlige karakteristika fravige ovennævnte kategorier og fastsætte den pågældende særlige types kategorisering. Kategoriseringen skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen.
Anm.: Fortegnelse over registrerede motorsvæveflys fordeling i kategorier udarbejdes og ajourføres af Dansk Svæveflyver Union.
3. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser for føring af og typeuddannelse på dansk registrerede motorsvævefly.
4. Føring af motorsvævefly
4.1 Den, der gør tjeneste som luftfartøjschef på motorsvævefly, skal være fyldt 17 år og være indehaver af
a. svæveflyvercertifikat udstedt af Statens Luftfartsvæsen eller
b. certifikat udstedt af Statens Luftfartsvæsen til at føre flyvemaskine.
4.2 Vedkommende skal være uddannet på pågældende type motorsvævefly efter en uddannelsesnorm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og opfylde de øvrige vilkår, der er fastsat for udøvelse af pågældende certifikats rettighed.
4.3 Indehavere af certifikat til at føre flyvemaskine, men ikke svæveflyvercertifikat, må kun typeuddannes på motorsvævefly af kategori 3.
4.4 Elever, der er fyldt 17 år, og som under uddannelse kun uddannes på motorsvævefly, kan meddeles tilladelse til begrænset eneflyvning, jf. BL 6-100, og lokalflyvningstilladelse, jf. BL 6-101, gældende for motorsvævefly af den kategori og type, som uddannelsen er foregået på.
5. Typeuddannelse
5.1 Typeuddannelse på motorsvævefly skal foregå i overensstemmelse med en uddannelsesnorm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
5.2 Typeuddannelse på motorsvævefly skal forestås af en person, der er indehaver af instruktørbevis udstedt af den godkendte forening/organisation, jf. BL 9-9, pkt. 7.2 d, og som af denne organisation er godkendt til at forestå typeuddannelse på motorsvævefly.
6. Attestation
6.1 Attestation for typeuddannelsen skal foretages af den instruktør, der har forestået uddannelsen, i aspirantens logbog.
6.1.1 Er der en særlig rubrik til udvidelser m.v. i logbogen, påføres attestationen heri.
6.1.2 Er der ikke en særlig rubrik, skal attestationen foretages på følgende måde
...................... ....... Aspirantens fulde navn Cpr.nr. er d.d. typeuddannet, jf. BL 6-104, på ..................................... Luftfartøjstype Kategori ..................................... Eventuel begrænsning af rettighed ....................................... Dato Navn I-bevis nr.
7. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
8. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
9. Straf
9.1 Overtrædelse af pkt. 4.1 og pkt. 4.2 straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 3, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.
9.2 Den, der forestår uddannelse i strid med bestemmelserne i pkt. 4.3, pkt. 5.1 og pkt. 5.2 straffes med bøde.
10. Ikrafttræden
10.1 Denne BL træder i kraft den 1. juni 1995.
10.2 Samtidig ophæves BL 6-104, 1. udgave af 1. februar 1984.
Statens Luftfartsvæsen, den 4. april 1995
V.K.H. Eggers
/M. Dambæk
Ingen