Legislator Case Law & Legislation
B19942891305 DK

Tekniske Bestemmelser for Radioanlæg til medicinsk telemetri TB 94 047, maj 1994

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse 1994 28913 Historic

Tekniske Bestemmelser for Radioanlæg til medicinsk telemetri TB 94 047, maj 1994

Gyldighedsområde

Disse tekniske bestemmelser specificerer de tekniske krav og tilhørende prøvningsforskrifter som radioanlæg (sendere og modtagere) til brug for medicinsk telemetri skal overholde, for at kunne typegodkendes til brug i frekvensbåndene 32,050 - 32,325 MHz, 223,300 - 224,900 MHz og 448,000 - 448,500 MHz.

Bestemmelserne gælder for såvel anlæg med udvendig antennestik som for an- læg uden udvendig antennestik (udstyr med integreret antenne). Sendeanlæg med integreret antenne skal af hensyn til prøvningen være forsynet med et eventuelt midlertidigt monteret 50 Omega antennestik.

Hjemmelsgrundlaget for disse tekniske bestemmelser fremgår af § 4 i Ministeriet for Kommunikation og Turismes bekendtgørelse nr. 126 af 18. marts 1993 om radioanlæg i forbindelse med landmobile og andre landbaserede radiotjenester.

Ikrafttræden

Disse tekniske bestemmelser træder i kraft 15. juni 1994.

Typegodkendelse

Fremgangsmåden for opnåelse af typegodkendelse fremgår af § 5 i Ministeriet for Kommunikation og Turismes bekendtgørelse nr. 126 af 18. marts 1993 om radioanlæg i forbindelse med landmobile og andre landbaserede radiotjenester.

Tekniske krav og prøvningsforskrifter.

1. PRØVNINGSBETINGELSER

1.1 Normale og særlige prøvningsbetingelser

Prøvningsmålingerne foretages under normale samt, hvor det er nævnt, under særlige prøvningsbetingelser (pkt. 1.3 til 1.5).

1.2 Spændingsforsyning

Under prøvningerne forsynes udstyret fra en udvendig spændingskilde, der kan levere forsyningsspændinger som beskrevet i pkt. 1.3.2 og 1.4.2. Spændingsforsyningens impedans skal være så lav, at dens indflydelse på måleresultaterne er uden betydning.

Forsyningsspændingen måles på udstyrets indgangsklemmer.

Hvis udstyret er monteret med fast forbundet fødekabel, måles for syningsspændingen, hvor dette kabel er tilsluttet udstyret.

Ved udstyr for indbyggede batterier tilsluttes spændingskilden så tæt som muligt ved batteriklemmerne.

Under prøvningen holdes forsyningsspændingen inden for +/-3% af den nominelle værdi.

Fabrikanten opgiver for hvilken eller hvilke nominelle forsyningsspæn- dinger, udstyret er beregnet.

1.3. Normale prøvningsbetingelser

1.3.1 Normal temperatur og fugtighed

Prøvning under normale prøvningsbetingelser foretages i et almindeligt laboratorium uden særlig kontrol af temperatur og fugtighed, d.v.s. ved temperaturer mellem +15 grader C og +35 grader C og relative fugtigheder mellem 5% og 75%.

1.3.2 Forsyningsspændinger ved prøvning under normale prøvningsbetingelser

1.3.2.1 Forsyning fra nettet

Ved prøvning under normale prøvningsbetingelser tilføres udstyr beregnet for tilslutning til det almindelige forsyningsnet en forsyningsspænding lig forsyningsnettets nominelle spænding med frekvensen 50 +/-1 Hz.

1.3.2.2 Andre forsyningsspændinger

For udstyr, der benytter andre typer spændingsforsyninger end ovennævnte, f.eks. primærbatterier (ikke-genopladelige batterier), opgives prøvningsspændingen af fabrikanten.

1.4 Særlige prøvningsbetingelser

1.4.1 Temperaturer ved prøvning under særlige betingelser

Ved prøvning under særlige betingelser foretages målingerne i over-ensstemmelse med pkt. 3.5 ved temperaturerne -10 grader C og +55 grader C.

1.4.2 Forsyningsspænding ved prøvning under særlige betingelser

1.4.2.1 Forsyning fra nettet

For udstyr, der er beregnet for tilslutning til det normale forsyningsnet, vil prøvningsspændingerne under særlige betingelser være forsynings- nettets nominelle spænding +/-10% med frekvensen 50 +/-1 Hz.

1.4.2.2 Andre forsyningssspændinger

For udstyr, der benytter andre typer spændingsforsyninger end oven-nævnte, f.eks. primærbatterier (ikke-genopladelige batterier), vil forsyningsspændingen ved prøvning under særlige prøvningsbetingelser være

1. For almindelige tør-batterier og lithium-batterier: 0,85 gange den nominelle batterispænding.

2. For kviksølv-batterier: 0,9 gange den nominelle batteri-spænding.

3. For andre typer batterier: Opgives minimumspændingen af fabrikanten.

1.5 Temperaturprøver

1.5.1 Fremgangsmåde

Før hver prøvning påbegyndes, sørges for, at udstyret er i termisk ligevægt ved den ønskede temperatur i klimakammeret, idet den termiske ligevægt sikres opnået enten gennem konstatering ved målinger eller ved, at der forløber mindst 1 time, før prøvningen indledes. Udstyret holdes afbrudt, indtil den termiske ligevægt er opnået.

Når prøvningen foretages ved høj temperatur, skal senderen være »tastet« i 1 minut, efterfulgt af 4 minutter i stilling »modtage«, hvorefter udstyret skal overholde de specificerede krav.

Under prøvning ved lav temperatur skal udstyret efter opnåelse af termisk ligevægt tændes i stilling »modtage« i 1 minut, hvorefter de specificerede krav til udstyret skal kunne overholdes.

1.6 Kunstantenne

Prøvningen af senderens frekvenstolerance og nabokanaleffekt foretages med en kunstantenne tilsluttet udstyrets antenneklemmer. Kunstantennen består af en afskærmet rent reel belastning på 50 Omega.

1.7 Prøvesignal på senderens indgang

Ved prøvninger hvor senderen skal moduleres tilføres denne et prøvesignal repræsentativt for den anvendte modulationsform. Prøvesignalets karakteristika opgives af fabrikanten.

2. SENDER

2.1 Frekvenser

Anlægget må alene være indrettet til at sende på en eller flere af følgende frekvenser

32,050 - 32,325 MHz 223,300 - 224,900 MHz 448,000 - 448,500 MHz

Ovennævnte frekvensbånd er opdelt i kanaler med 25 kHz kanalafstand.

2.2 Frekvenstolerance

2.2.1 Definition

Frekvenstolerancen er afvigelsen mellem den umodulerede senders bærebølgefrekvens og den nominelle bærebølgefrekvens.

2.2.2 Målemetode

Bærebølgefrekvensen måles med senderen umoduleret (hvis dette er muligt) og tilsluttet en kunstantenne (pkt. 1.6).

Målingerne foretages under normale samt under særlige prøvnings- betingelser (pkt. 1.3 og 1.4).

2.2.3 Krav

Frekvenstolerancen må ikke overskride

+/- 1,5 kHz for 32 MHz anlæg +/- 2,0 kHz for 224 MHz anlæg +/- 2,5 kHz for 448 MHz anlæg

2.3 Modulation

Alle modulationsarter er tilladt, når blot kravet om nabokanaleffekt, pkt. 2.5 er overholdt.

2.4 Sendeeffekt

2.4.1 Definition

Som mål for senderens bærebølgeeffekt anvendes her den effekt, som skal tilføres en halvbølgedipol for at få samme feltstyrke i den retning, hvor feltstyrken fra senderen er størst under nærmere spe- cificerede målebetingelser.

2.4.2 Målemetode

Senderen forbindes til den tilhørende antenne og den effektivt udstrålede effekt måles efter metoden beskrevet i afsnit 4.

2.4.3 Krav

Den effektivt udstrålede effekt (ERP) må ikke overskride

100 mW for 32 MHz anlæg 10 mW for 224 MHz anlæg 100 mW for 448 MHz anlæg

2.5 Nabokanaleffekt

2.5.1 Definition

Nabokanaleffekten er den del af senderens totale udgangseffekt, der under nærmere definerede modulationsforhold falder i gennemgangs- området for en modtager specificeret efter systemet og afstemt til en af nabokanalerne. Nabokanaleffekten er summen af middeleffekten frembragt af modulation og effektbidrag hidrørende fra brum og støj fra senderen.

2.5.2 Målemetode

Nabokanaleffekten måles med en effektmålemodtager, der opfylder betingelserne i afsnit 5. Senderudgangen forbindes til effektmåle- modtagerens indgang via et dæmpningsled og evt. et impedanstilpasningsled således, at der er impedanstilpasning til senderudgangen og således, at indgangsniveauet på effektmålemodtageren er passende. Senderen moduleres med et prøvesignal jfr. afsnit 1.7.

Effektmålemodtageren afstemmes til senderens nominelle frekvens og finjusteres til maksimum udslag på det tilsluttede voltmeter. Det variable dæmpningsled indstilles således, at man får en aflæsning på modtageren, der er ca. 5 dB over dens eget støjniveau. Indstillingen af det variable dæmpningsled noteres.

Effektmålemodtageren skal nu justeres væk fra bærebølgefrekvensen således, at målemodtagerens 6 dB-punkt nærmest senderen (se fig.1), bliver lokaliseret 17 kHz fra senderes nominelle frekvens. Det variable dæmpningsled indstilles således, at samme modtagervisning som tidligere opnås.

2.5.3 Krav

Nabokanaleffekten må ikke overstige 200 nW.

2.6 Uønsket udstråling

2.6.1 Definition

Uønsket udstråling er udstråling på andre frekvenser end bærebølge-frekvensen og de sidebånd, der fremkommer ved normal modulation.

2.6.2 Målemetode

Senderens uønskede udstråling måles med den umodulerede sender forbundet til den tilhørende sender efter metoden beskrevet i afsnit 4.

Målingerne gentages med senderen moduleret, jfr. pkt. 1.7.

2.6.3 Krav

Effekten af de enkelte uønskede signaler må ikke på nogen frekvens overstige 250 nW på frekvenser under 1000 MHz når bortses fra et frekvensbånd på 50 kHz centeret omkring senderens bærebølgefrekvens.

3. MODTAGER

3.1 Uønsket udstråling fra modtageren

3.1.1 Definition

Al udstråling fra modtageren er, uanset frekvens, uønsket udstråling.

3.1.2 Målemetode

Modtageren forbindes til sin tilhørende antenne og den uønskede udstråling måles som anført i afsnit 4.

3.1.3 Krav

Effekten af den uønskede udstråling fra modtageren må ikke overstige 2 nW på frekvenser under 1000 MHz.

4 MÅLEMETODE TIL MÅLING AF EFFEKTIVT UDSTRÅLET EFFEKT

4.1 Måleplads og måleopstilling

Målepladsen skal være beliggende på et rimeligt plant areal. På målepladsen skal der findes et ledende jordnet med en diameter på mindst 5 meter, i hvis midtpunkt der anbringes en understøtning, jfr. pkt. 4.1.1. og 4.1.2, hvorpå måleobjektet placeres. Målepladsen skal være så stor, at det er muligt at anbringe en måleantenne i en afstand på en halv bølgelængde eller 3 meter, hvad der måtte være størst, fra centeret af jordnettet. Det skal sikres, at refleksioner fra uvedkommende genstande på målepladsen ikke generer målingerne.

4.1.1 Understøtning for personbåret udstyr.

For personbåret udstyr, d.v.s. udstyr der af fabrikanten angives at være beregnet til at blive båret på en person, skal understøtningen bestå af et plastrør fyldt med en saltvandsopløsning (9 g NaC1 pr. liter vand). Plastrøret skal have en højde på 1,5 meter, og den inderste diameter skal være 10 +/- 0,5 cm. Den øverste ende af røret skal lukkes med en metalplade på 15 cm. i diameter, og metalpladen skal være i kontakt med vandet.

4.1.2 Understøtning for ikke-personbåret udstyr.

For udstyr, der af fabrikanten angives ikke at være beregnet til at blive båret på en person, består understøtningen af et ikke elektrisk ledende eller magnetisk afskærmende materiale (trækasse eller lignende) med en højde på minimum 60 cm. og maximum 1 meter, hvorpå måleobjektet placeres.

4.1.3 Måleantenne og målemodtager

Måleantennen benyttes til at måle udstråling fra såvel udstyret under måling som fra substitutionsantennen.

Måleantennen, der skal kunne orienteres såvel vandret som lodret, anbringes på en mast, hvor dens højde over jordplanet kan varieres mellem 1 og 4 meter.

Målemodtageren behøver ikke at være absolut kalibreret, men skal være i stand til at måle relative signalniveauer.

4.1.4 Substitutionsantennen

Substitutionsantennen skal bestå af en halvbølgedipol afstemt til målefrekvensen. Dipolen placeres normalt således, at dens midtpunkt er sammenfaldende med det sted på måleobjektet, hvor antennen er forbundet til kabinettet.

Ved måling på så lave frekvenser, at en sådan placering ikke er mulig, eller hvor afstanden mellem substitutionsantennens ydre ende og jorden ville blive mindre end 30 cm ved lodret polarisation, hæves den lodret polariserede substitutionsantenne dog således, at en af stand på 30 cm opnås.

Substitutionsantennen forbindes til en målesender under anvendelse af egnede impedanstilpasnings- og balanceringsled.

4.1.5 Målemetode

Under måling skal måleobjektet placeres på understøtningen med antennen lodret opad.

Senderen skal være umoduleret. Målemodtageren afstemmes til senderens frekvens, og måleantennen indstilles til vertikal polarisation. Ved variation af måleantennens højde mellem 1 og 4 meter opsøges den højde, hvor størst signal opnås.

Understøtningen og udstyret, hvorpå der måles, erstattes med den under pkt. 4.1.4 omtalte substitutionsantenne, og højden af modtageantennen varieres for igen at sikre maksimalt signal. Signalniveauet på substitutionsantennens klemmer justeres, indtil samme udslag som tidligere, subsidiært et udslag, der står i et kendt forhold til dette opnås.

Den udstrålede effekt er da lig rådighedseffekten på substitutions- antennens klemmer og/eller rådighedseffekten korrigeret med oven- nævnte kendte forhold.

5 SPECIFIKATION FOR MÅLEMODTAGEREN

Måling af nabokanaleffekten foretages med en effektmålemodtager, som opfylder følgende krav

Effektmålemodtageren skal bestå af en blander, et krystalfilter, et variabelt dæmpningsled, en forstærker og et effektivværdi- målende voltmeter, alt forbundet i serie, samt lokaloscillator. Lokaloscillatoren kan evt. bestå af en signalgenerator.

Ud fra senderens nominelle frekvens, skal filterets båndbredde være følgende

Fig. 1 Nærmest sender Fjernest sender D1 ( 2 dB) båndbredde 5,00 kHz +3,10 5,00 kHz +/-3,5 D2 ( 6 dB) - 8,00 kHz +/-0,10 8,00 kHz +/-3,5 D3 (26 dB) - 9,25 kHz -1,35 9,25 kHz +/-3,5 D4 (90 dB) - 13,25 kHz -1,35 13,25 kHz +3,5/-7,5

Dæmpningsleddet skal have et variationsområde på mindst 80 dB i 1 dB spring. Fejlen på dæmpningsleddets kalibrering må ikke være større end +/-0,5 dB.

Forstærkerens støjtal må ikke være større end 4 dB, og dens amplitudefrekvenskarakteristik må ikke variere mere end 1 dB inden for krystalfiltrets 6 dB båndbredde.

Krystalfiltrets dæmpning uden for den 90 dB båndbredde, der er foreskrevet i tabellen ovenfor, skal være større end eller lig med 90 dB.

Voltmetrets udslag skal være bestemt af effektivværdien af signaler med en topfaktor på op til 10. Det er ikke nødvendigt, at voltmetret er kalibreret.

Måleudstyret skal være således, at nøjagtigheden af effektmålin- gerne er bedre end 1,5 dB, selv om modtagerens indgangsniveau hæves til 100 dB over det mindst målelige signal.

6 KRAV TIL MÅLEUDSTYRETS NØJAGTIGHED

Tolerancer på måleudstyrets nøjagtighed er anført nedenfor

Jævnspænding +/-3% Vekselspænding +/-3% Vekselspænding frekvens +/-0,5% HF frekvens +/-50 Hz HF feltstyrke +/-3 dB Nabokanaleffekt +/-3 dB Impedans af belastninger, kabler, stik, attenuatorer, etc. +/-5% Dæmpningsled +/-0,5 dB Temperatur +/-1 graderC Fugtighed +/-5%

Rekvirering af love, bekendtgørelser, standarder m.v.

Love, bekendtgørelser og tekniske bestemmelser som er nævnt i denne TB kan fås uden beregning, (hvis ikke andet er angivet ved TB'en i oversigten), ved henvendelse til Telestyrelsen, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø, tlf: 35430333, fax: 35431434.

ETSI dokumenter ((I-)ETS'er og TBR'er samt NET-standarder) kan købes hos Telestyrelsen,

ITU rekommandationer m.v. kan købes direkte hos ITU, Place des Nations, CH- 1211 Geneve 20, tlf.: +41 22 730 5111, fax: +41 22 730 5194 eller +41 22 733 7256 eller eventuelt gennem Telestyrelsen.

Radiorelaterede rekommandationer herunder, ERC Decisons, Radiocommunication Reports, Report Forms og Application Forms, Recommendations on Radiocommunications kan købes hos: ERO, European Radiocommunications Office, Midtermolen 1, 2100 København Ø, tlf: 35250300, fax: 35250330. For yderligere infor-mation henvises til ERO53s hjemmeside på internettet (www.ero.dk).

ISO/CEN/CENELEC/IEC/DS standarder kan købes hos Dansk Standard, Kollegievej 6, 2920 Charlottenlund, tlf: 39966101, fax: 39966102.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →