Bestemmelser om flyvning med dragefly
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om flyvning med dragefly
I medfør af § 149, stk. 10, og § 151, stk. 1, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, herunder i bekendtgørelse nr. 446 af 1. oktober 1972 om benyttelse af svæveplaner, modelluftfartøjer m.v., § 3, følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-80, Teorikrav I, teoripensum for privatflyvercertifikat, seneste udgave.
1.2 BL 6-101, Lokalflyvningstilladelse, svæveplan, seneste udgave.
1.3 BL 7-1, Bestemmelser om lufttrafikregler, seneste udgave.
1.4 BL 7-16, Særligt følsomme naturområder, seneste udgave.
1.5 Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse om minimumsgrænser for ansvarsforsikring for luftfartøjer i henhold til luftfartslovens § 130, stk. 1, for tiden bekendtgørelse nr. 504 af 27. juni 1991.
1.6 Aeronautical Chart ICAO/RDAF Danmark 1:500.000.
1.6.1 Kortet kan købes ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten, Ellebjergvej 50, 2450 København SV.
2. Definitioner
Dragefly (Hangglider)
Et bemandet, ikke-motordrevet luftfartøj, som er tungere end luft, og som under flyvning alene bæres oppe af aerodynamiske reaktioner på faste bæreflader. Luftfartøjet skal endvidere kunne startes og landes ved hjælp af førerens egen muskelkraft, og dets egenvægt må ikke overstige 50 kg.
Kontrolzone (Control zone - CTR)
Et kontrolleret luftrum, der strækker sig opefter fra jordens eller vandets overflade til en fastsat øvre grænse.
Offentlig flyveplads (Public aerodrome)
En flyveplads, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og som på nærmere fastsatte vilkår er åben for offentligheden.
Terminalområde (Terminal control area - TMA)
Et kontrolområde oprettet i tilknytning til en eller flere flyvepladser.
Trafikinformationsområde (Traffic information area - TIA)
Et nærmere afgrænset, ikke-kontrolleret luftrum, der strækker sig opefter fra en nærmere fastsat grænse over jordens eller vandets overflade til en nærmere fastsat øvre grænse, og som er oprettet i tilknytning til en trafikinformationszone.
Trafikinformationszone (Traffic information zone - TIZ)
Et nærmere afgrænset, ikke-kontrolleret luftrum, der strækker sig opefter fra jordens eller vandets overflade til en nærmere angivet øvre grænse, og som er oprettet omkring en ikke-kontrolleret flyveplads.
Trafikzone (Aerodrome traffic zone - ATZ)
Et nærmere afgrænset luftrum, oprettet omkring en flyveplads til beskyttelse af flyvepladstrafik.
3. Anvendelsesområde
Denne BL gælder for flyvning med dragefly inden for dansk område.
4. Generelt
4.1 Føreren af et dragefly er ansvarlig for, at flyvning med dragefly sker i overensstemmelse med bestemmelserne i denne BL.
4.2 Flyvning med dragefly må ikke foregå i erhvervsmæssigt øjemed.
4.3 Ved flyvning med dragefly skal der være tegnet ansvarsforsikring i overensstemmelse med luftfartslovens § 130 og de forskrifter, der er udfærdiget i medfør heraf, for tiden bekendtgørelse nr. 504 af 27. juni 1991 om minimumsgrænser for ansvarsforsikring for luftfartøjer.
4.4 Ved spilstart skal føreren af drageflyet sikre sig, at startwiren ikke kan falde ned til skade, gene eller fare for personer eller ejendom.
4.4.1 Ved spilstart af dragefly må optræk til højder over 100 m over terræn ikke finde sted uden tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.
4.5 Start af et dragefly ved hjælp af et andet luftfartøj må ikke finde sted uden tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.
4.6 Der må kun være en person ombord under flyvning med dragefly, medmindre flyvningen foregår som led i uddannelsen af en af de ombordværende til drageflyver.
4.7 Flyvning med dragefly over tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder og beboede campingpladser, samt over områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft, er ikke tilladt.
4.8 Flyvning med dragefly til og fra eller nærmere end 7,5 km fra banen/banerne på en offentlig flyveplads eller 8 km fra banen/banerne på en militær flyvestation, begge som angivet på Geodætisk Instituts kort (1:25.000 eller 1:50.000), skal foregå efter retningslinier, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og for en militær flyvestation efter bestemmelser, der er fastsat af Flyvertaktisk Kommando.
4.8.1 Hvis der foreligger retningslinier for beflyvning af en offentlig flyveplads, skal der tillige foreligge tilladelse fra flyvepladsledelsen til, at flyvepladsen benyttes til flyvning med dragefly.
4.8.2 Flyvning med dragefly nærmere end 8 km fra banen/banerne på en militær flyvestation må kun finde sted efter særlig aftale med Flyvertaktisk Kommando.
4.9 Flyvning med dragefly i højder over 100 m inden for kontrolzoner og i terminalområder uden for en afstand af 7,5 km fra banen/banerne, skal foregå i overensstemmelse med tilladelse fra den pågældende flyvekontrolenhed. Flyvning med dragefly over samme højde inden for trafikinformationszoner, trafikinformationsområder og trafikzoner må kun finde sted efter forudtruffet aftale med den pågældende lufttrafiktjenesteenhed og i overensstemmelse med de betingelser, som enheden har meddelt.
4.9.1 Flyvning med dragefly i højder over 100 m inden for kontrolzoner og i terminalområder omkring en militær flyvestation uden for en afstand af 8 km fra banen/banerne må dog kun finde sted efter særlig aftale med Flyvertaktisk Kommando.
4.9.2 Kontrolzoner, terminalområder, trafikinformationszoner, trafikinformationsområder og trafikzoner fremgår af Aeronautical Chart ICAO/RDAF Danmark.
5. Bestemmelser for flyvning med dragefly i højder under 150 m (500 ft) over jorden eller vandet
5.1 For flyvning med dragefly i højder under 150 m (500 ft) gælder udover bestemmelserne i afsnit 4 kun luftfartslovens bestemmelser af privatretligt og strafferetligt indhold, mens lovens øvrige bestemmelser ikke finder anvendelse.
5.2 Flyvning med dragefly i højder under 150 m (500 ft) er dog ikke tilladt over de følsomme naturområder, der er nævnt i BL 7-16.
6. Supplerende bestemmelser for flyvning med dragefly i højder af og over 150 m (500 ft) over jorden eller vandet
6.1 Bortset fra luftfartslovens regler om registrering, mærkning, nationalitet, luftdygtighed og bemanding gælder luftfartsloven og de ministerielle bekendtgørelser og BL'er, der er udfærdiget i medfør af denne med de ændringer, der følger af bestemmelserne i pkt. 4.5 til pkt. 4.9 og pkt. 5.2 samt afsnit 6 for flyvning med dragefly i højder af og over 150 m (500 ft) over jorden eller vandet.
6.2 Flyvning med dragefly er kun tilladt i tiden mellem solopgang og solnedgang.
6.3 Føreren af et dragefly skal have bestået den prøve i love og bestemmelser, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen for A-certifikat, jf. BL 6-80, eller lokalflyvningstilladelse/svæveplan, jf. BL 6-101.
6.4 Føreren af et dragefly skal under flyvning medføre en højdemåler, som kan vise drageflyets højde over jorden eller vandet med en nøjagtighed på +/- 100 ft. Højdemåleren skal kunne aflæses af føreren under flyvning.
6.5 Der må kun udføres VFR-flyvning. Bestemmelserne i BL 7-1, kapitel 5, Visuelflyvereglerne, skal overholdes.
6.6 Flyvning med dragefly inden for luftrumsklasserne F og G må kun finde sted, når flyvesigtbarheden er mindst 5 km.
6.7 Flyvning med dragefly i en større højde end 900 m (3000 ft MSL) er ikke tilladt.
7. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
8. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
9. Straf
9.1 Overtrædelse af bestemmelserne i pkt. 4.1 i denne BL straffes med bøde.
9.2 Overtrædelse af bestemmelserne i pkt. 4.3 i denne BL straffes i henhold til luftfartslovens § 149, stk. 3, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.
10. Ikrafttræden
10.1 Denne BL træder i kraft den 2. april 1992.
10.2 Samtidig ophæves BL 9-5, 2. udgave af 28. marts 1989.
Statens Luftfartsvæsen, den 14. januar 1992
V.K.H. Eggers/M. Dambæk
Ingen