Bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet, på Færøerne eller i Grønland
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 1. Forsikrings- og beskæftigelsesperioder i andre lande kan ikke medregnes i de perioder, som i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. stk. 2, er betingelser for ret til efterløn, jf. dog §§ 2-6.
§ 2. Et medlem, der ønsker at overgå til efterløn, kan medregne forsikringsperioder i andre EF-lande og i andre nordiske lande efter reglerne herom ved opfyldelse af betingelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2, om 20 års medlemsskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse inden for de sidste 25 år, jf. overgangsbestemmelsen i § 75 b, stk. 2, hvis
1) medlemmet har forladt Danmark inden for de sidste 15 år og i et år umiddelbart før udrejsetidspunktet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark,
2) medlemmet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse i 5 år inden for de sidste 10 år samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark, og
3) medlemmet opfylder betingelserne for ret til dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55/72 på grundlag af arbejde i Danmark.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet har bevaret sin bopæl i Danmark, men på grund af arbejde i et andet EF-land eller et andet nordisk land er blevet omfattet af dette lands forsikringssystem. Det tidspunkt, hvor medlemmet tager arbejde uden for Danmark, sidestilles med udrejsetidspunktet.
§ 3. Et medlem, der ønsker at overgå til efterløn efter midlertidigt ophold i udlandet, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 2, kan medregne alle forsikringsperioder i en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse ved opfyldelse af betingelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2, om 20 års medlemsskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse inden for de sidste 25 år, jf. overgangsbestemmelsen i § 75 b, stk. 2, hvis
1) medlemmet har forladt Danmark inden for de sidste 15 år og i et år umiddelbart før udrejsetidspunktet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark,
2) medlemmet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse i 5 år inden for de sidste 10 år samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark, og
3) medlemmet opfylder betingelserne for ret til dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55/72 på grundlag af arbejde i Danmark.
§ 4. Et medlem, der har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse under midlertidigt ophold på Færøerne eller i Grønland efter reglerne herom, kan medregne forsikrings- og arbejdsperioder fra Færøerne og Grønland ved opfyldelse af betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. stk. 2, for ret til efterløn.
§ 5. Arbejde ved EF's institutioner, diplomatiske missioner, og konsulater i andre EF-lande eller som udsendt arbejdstager i et andet EF-land eller et andet nordisk land sidestilles med arbejde i Danmark, hvis medlemmet efter gældende regler har bevaret sit medlemskab af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse.
§ 6. Arbejde i udlandet for en dansk arbejdsgiver eller arbejde på en dansk ambassade og arbejde som u-landsfrivillig sidestilles med arbejde i Danmark i det omfang, det kan medregnes til opfyldelse af arbejdskravet ved optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse, hvis medlemmet har bevaret sit medlemskab af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse.
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1992.
Stk. 2. Samtidig ophæves Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 237 af 14. april 1989 om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, med tilhørende vejledning.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 29. januar 1992
Troels Nørgaard
/ Vibeke Dalbro
Bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet, på Færøerne eller i Grønland
I henhold til § 95 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 2. september 1991, som ændret ved lov nr. 927 af 27. december 1991, fastsættes efter forhandling med Landsarbejdsnævnet