Bestemmelser om helikopterdæk på havanlæg
Statutory Text (1 Articles)
Bestemmelser om helikopterdæk på havanlæg
I medfør af § 52, § 70 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 170 af 28. april 1985 om specifikationer for flyvepladser, følgende
1. Referencedokumenter
1.1 Lov om kontinentalsoklen med seneste ændringer.
1.2 BL 3-3, Radionavigations- og radiolandingshjælpemidler på jorden, seneste udgave.
1.3 BL 3-4, Rekordering af talekommunikation, seneste udgave.
1.4 BL 3-6, Tankning af luftfartøjer m.m., seneste udgave.
1.5 BL 6-63, Nationalt VHF-telefonistcertifikat, dansk eller engelsk fraseologi, seneste udgave.
1.6 Gebyrreglementet for Statens Luftfartsvæsen, seneste udgave.
2. Definitioner
Havanlæg, fast
Platform, der permanent er opstillet på havbunden.
Havanlæg, flytbart
Et fartøj, der er i stand til at foretage borearbejde i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af ressourcer på havbunden, eller en enhed med et skibs- eller pramagtigt deplacementsskrog af enkelt eller flerskrogskonstruktion beregnet til at arbejde i flydende tilstand.
Helikopterdæk
Helikopterflyveplads på havanlæg.
Helikopterdækleder (Helicopter Landing Officer - HLO)
En særligt uddannet person, der forestår den daglige ledelse af arbejdet i forbindelse med helikopteroperationer på et havanlæg.
3. Anvendelsesområde
Denne BL gælder for helikopterdæk på havanlæg, der med henblik på eller i forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på dansk søterritorium og/eller sokkelområde, jf. § 1 i lov om luftfart og § 3 i lov om kontinentalsoklen.
4. Generelt
4.1 Etablering, drift og vedligeholdelse af anlæg, udstyr og tjenester skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i denne BL samt eventuelle særlige vilkår angivet i godkendelsesbeviset.
4.2 Hvor der er tale om helikopterdæk på ubemandede havanlæg, kan Statens Luftfartsvæsen dispensere fra bestemmelserne i denne BL og gøre en godkendelse af et helikopterdæk, jf. afsnit 5, betinget af, at beflyvningen pålægges operationelle begrænsninger.
5. Godkendelse
5.1 Før et helikopterdæk tages i brug, skal det være teknisk godkendt af Statens Luftfartsvæsen. Statens Luftfartsvæsen besigtiger normalt et helikopterdæk, inden en godkendelse meddeles, og fører tilsyn med anlægget og dets drift.
5.1.1 Ansøgning om godkendelse af et helikopterdæk skal være Statens Luftfartsvæsen i hænde senest en måned, før dækket ønskes taget i brug, og være vedlagt følgende oplysninger
a. Angivelse af den største helikoptertype, der vil blive anvendt.
b. Erklæring, der godtgør, at helikopterdækkets bæreevne er tilstrækkelig i relation til den helikoptertype, der vil blive anvendt. Erklæringen skal for faste havanlæg være udstedt af Energistyrelsen og skal for flytbare havanlæg være udstedt af Søfartsstyrelsen.
c. Målsatte oversigtstegninger, der viser hele havanlægget i plan og profil i et målestoksforhold, der gør tydning let.
d. Tegning af helikopterdækket samt dets nære omgivelser. Tegningen skal indeholde de hindringsfrie fladers placering, jf. afsnit 7, og eventuelle hindringer med angivelse af deres højde over helikopterdækkets niveau.
e. Tegninger, der angiver helikopterdækkets detaljer, jf. afsnit 6 og afsnit 8.
f. Beskrivelse og mængdeangivelse samt oplysning om placering af det udstyr, der er nævnt i afsnit 9.
g. Oplysninger om ansvarsforhold og instrukser, jf. afsnit 10.
h. Kopi af eventuelle godkendelser fra udenlandske luftfarts- myndigheder.
5.2 Godkendelsen gives for en periode af indtil 5 år, men bortfalder, hvis havanlægget forlader dansk søterritorium og/eller sokkelområde. Direkte flytning mellem områder, som Danmark har højhedsret over, medfører dog ikke, at godkendelsen bortfalder.
5.2.1 Hvis et tidligere godkendt helikopterdæk vender tilbage til dansk søterritorium/sokkelområde, vil en ny godkendelse kunne gives på basis af en erklæring fra ejeren om, at helikopterdækket ikke er undergået forandringer siden sidste godkendelse.
6. Start- og landingspladsen
6.1 Placering
6.1.1 Helikopterdækket skal placeres således, at den hindringsfrie ind- og udflyvningssektor, der er anført i pkt. 7.1.1, kan placeres under hensyntagen til den fremherskende vindretning og således, at til- og fraflyvningen samt området over start- og landingspladsen mindst muligt berøres af turbulens forårsaget af havanlæggets struktur eller af høje temperaturer og af turbulens forårsaget af udstødning m.v. fra gasturbiner, afbrændingsskorstene, ventilationsskorstene eller lignende.
6.1.2 Hvis helikopterdækket placeres oven på en kompakt del af havanlægget, f.eks. et boligmodul, skal der være en adskillelse, der muliggør, at luften frit kan strømme mellem dækket og den underliggende struktur, således at unødig turbulens undgås.
6.2 Størrelse
Helikopterdækkets bæredygtige areal skal have følgende størrelser
a. Til helikoptere med en hovedrotor skal det bæredygtige areal mindst være så stort, at en cirkel med en diameter, der bestemmes af helikoptertypens totallængde, inklusive rotorer, i det følgende kaldet D, kan indskrives.
b. Til helikoptere med tandem hovedrotor skal det bæredygtige areal mindst være så stort, at en cirkel med diameter 0,9 D kan indskrives.
6.3 Overfladens beskaffenhed
Dækket skal
a. være udført i stål eller aluminium,
b. have en skridsikker overflade med en friktionskoefficient på ikke mindre end 0,4,
c. være konstrueret således, at jordeffekten (ground effect) bevares, og
d. have en hældning på højst 3%.
6.4 Tovnet
6.4.1 Dækket skal på sin midte være forsynet med et sikkert fastgjort, stramt tovnet af naturprodukter. Tovets diameter skal være mindst 15 mm og højst 20 mm, og nettets maskestørrelse skal være mindst 200 mm og højst 250 mm. Nettet skal fastgøres i punkter med 1,5 m mellemrum ved helikopterdækkets kant og være strammet til mindst 2225 Newton (N).
6.4.2 Ved D på indtil 12 m skal nettets størrelse være mindst 6x6 m. Ved D fra 12 m til og med 20 m skal nettets størrelse være mindst 12x12 m, og ved D på mere end 20 m skal nettets størrelse være mindst 15x15 m.
6.5 Sikkerhedsnet
Til opfangning af personer skal helikopterdækket, hvor der ikke findes anden beskyttelse, i sin omkreds være forsynet med et sikkerhedsnet, der skal være mindst 1,5 m bredt. Nettet skal kunne optage faldenergien fra en masse på 75 kg, der falder 1 m. Nettets inderste kant skal være fastgjort i niveau med eller lidt under helikopterdækket. Den yderste kants højde over helikopterdækkets niveau må ikke overstige 25 cm, og nettets hældning opad/udad skal være mindst 10 grader.
6.6 Adgangsveje
Til helikopterdækket skal der være mindst to bekvemme, tydeligt afmærkede adgangsveje, der er anbragt så fjernt fra hinanden som praktisk muligt. Adgangsvejene skal have en fri passage på mindst 60 cm.
6.7 Fortøjning
Helikopterdækket skal være forsynet med anordninger til fortøjning af en helikopter.
6.8 Afløbsrende
Dækket skal være tæt og forsynet med afløb, herunder en rende i hele dækkets omkreds, til opsamling af eventuelt spildt brændstof. Afløbet skal kunne modstå brændende brændstof.
6.9 Sikringskant
På flytbare havanlæg skal der i helikopterdækkets omkreds, bortset fra strækninger, hvor dækket er i niveau med større omgivende arealer, etableres en 5 cm høj kant. Kanten skal udføres således, at der er afløb til den afløbsrende, der er foreskrevet i pkt. 6.8.
7. Sikring af ind- og udflyvningen
7.1 Hindringsfri ind- og udflyvningsflader
7.1.1 Ud til en afstand af 1000 m fra helikopterdækket skal der være en hindringsfri ind- og udflyvningssektor over en vinkel på 210 grader i helikopterdækkets niveau. Et areal med diameter D (eller 0,9 D, jf. pkt. 6.2 b) af helikopterdækkets bæredygtige areal skal være indeholdt i vinklen (se tegning, bilag 1).
7.1.1.1 Inden for ind- og udflyvningssektoren over helikopterdækkets niveau må eventuelle hindringer ikke være over 25 cm høje og skal være nødvendige for helikopteroperationerne.
7.1.1.2 Under helikopterdækket over en vinkel på 180 grader, indeholdt i den sektor, der er angivet i pkt. 7.1.1, og med toppunkt i centrum for det areal, der er angivet i pkt. 6.2, må ingen del af havanlægget gennembryde en flade med faldende gradient 5:1 (højde:afstand) fra helikopterdækkets begrænsning til havoverfladen.
7.1.2 Den, der har fået godkendt et helikopterdæk, skal føre tilsyn med, at der inden for ind- og udflyvningssektoren til det pågældende helikopterdæk, ikke etableres andre havanlæg uden godkendelse fra Statens Luftfartsvæsen. Dette gælder også, hvor et andet havanlægs topkote ikke overstiger helikopterdækkets kote.
7.1.3 Hvis dele af kraner eller andre konstruktioner, som findes uden for ind- og udflyvningssektoren, under anvendelsen gennembryder de hindringsfri flader, skal den, der har fået godkendt helikopterdækket, ved instruks sikre, at gennembrydning af de hindringsfri flader ikke forekommer under helikopteroperationer.
7.2 Hindringer uden for ind- og udflyvningssektoren
7.2.1 Ved helikopterdæk til helikoptere med enkelt hovedrotor må der uden for ind- og udflyvningssektoren over de resterende 150 grader ud til en afstand lig med 0,62 D regnet fra dækkets midtpunkt ikke være hindringer, hvis højde er mere end 0,05 D over dækkets niveau (se tegning, bilag 1). Mellem 0,62 D og 0,83 D må genstande ikke gennembryde en flade med hældning 1:2.
7.2.2 Ved helikopterdæk til helikoptere med tandem hovedrotor må der uden for ind- og udflyvningssektoren over de resterende 150 grader til en afstand lig med 0,62 D fra dækkets midtpunkt ikke være hindringer over dækkets niveau. Fra denne grænse og ud til en afstand lig med 0,83 D fra dækkets midtpunkt må der ikke være hindringer over en højde af 0,05 D over dækkets niveau (se tegning, bilag 2).
8. Afmærkning
8.1 Bemaling på helikopterdækket
8.1.1 Helikopterdækkets bæredygtige areal med diameter D/0,9 D skal være malet mørkegrønt eller mørkegråt. Ikke-bæredygtige områder i tilslutning hertil skal være malet røde ud til en afstand af 2 m fra det bæredygtige areal. 8.1.2 Begrænsningen for området med diameteren D/0,9 D skal markeres med en 30 cm bred, hvid kantstribe. Mindst tre steder på denne kantstribe skal D i meter være angivet med 20 cm høje, sorte tal (se tegning, bilag 3).
8.1.3 Helikopterdækket skal påmales et sigtemærke, der har form som en 1 m bred gul cirkelring, som vist i bilag 3. Sigtemærkets centrum skal, hvor det er muligt, være sammenfaldende med midtpunktet af helikopterdækkets bæredygtige areal. Sigtemærket skal have en diameter, der sikrer, at alle dele af en helikopter har en sikker afstand til hindringer, når den største helikoptertype, der er godkendt til brug på helikopterdækket, er placeret med hovedunderstellet inden for og med piloten over cirklen.
8.1.3.1 I sigtemærkets midte skal dækket påmales et hvidt H, placeret og udformet som angivet i bilag 3.
8.1.4 Havanlæggets navn eller kaldesignal skal med 1,2 m høje, gule bogstaver og/eller tal være påmalet helikopterdækket mellem sigtemærket og kantstriben (se tegning, bilag 3).
8.2 Afmærkning uden for de hindringsfrie områder
8.2.1 Hvis helikopterdækket ikke er havanlæggets højeste punkt, skal det højeste punkt afmærkes med rødt hindringslys, der kan ses fra et hvilket som helst punkt over et vandret plan gennem lyset. Lysstyrken skal mindst være 10 candela.
8.2.2 Hvis Statens Luftfartsvæsen skønner, at dele af havanlæggets struktur, opstalter eller lignende udgør en risiko for beflyvningen af helikopterdækket, skal der foretages afmærkning med lys og bemaling i henhold til de internationale regler som angivet i bilag 4.
8.3 Lysanlæg
8.3.1 Hvis helikopterdækket skal anvendes om natten eller under dårlige sigtbarhedsforhold, skal et permanent lysanlæg bestående af kantlys, fladebelysning og vindposebelysning være etableret. Lysanlægget skal være tilsluttet et nødstrømssystem, jf. pkt. 9.9. Lysanlægget skal kunne betjenes fra et sted nær helikopterdækket.
8.3.2 Kantlysarmaturerne skal placeres i helikopterdækkets periferi umiddelbart uden for kantstriben med højst 3 m indbyrdes afstand. Deres højde over helikopterdækkets niveau må højst være 25 cm. Lysgiverne må ikke være placeret under helikopterdækkets niveau. Lysene skal være gule, og lysstyrken skal være mindst 15 candela. Alle kantlys skal kunne betjenes fra samme kontakt.
8.3.3 Fladebelysning skal etableres således, at helikopterpiloterne ikke blændes. Hvis armaturerne opsættes inden for ind- og udflyvningssektoren, må deres højde over helikopterdækkets niveau ikke overstige 25 cm. Fladebelysningen skal kunne tændes og slukkes uafhængigt af kant- og vindposebelysningen.
8.3.4 Belysningen af vindposen, der er foreskrevet i pkt. 9.1, skal udføres således, at både vindpose og mast er synlige fra alle sider.
9. Udstyr
9.1 Vindpose
Under hensyntagen til kravene om hindringsfrihed skal der være opsat en frit placeret vindpose på en mast i nærheden af helikopterdækket. Vindposen skal være formet som en keglestub og være hvid og rød i 5 skiftende bånd, hvoraf det første og det sidste skal være røde. Posen skal være mindst 1,2 m lang med en mindste diameter på 0,3 m nærmest masten og 0,15 m i den anden ende.
9.2 Vindmåler
Der skal være installeret udstyr til måling af vindens retning og hastighed. Udstyret skal opfylde specifikationer angivet af Statens Luftfartsvæsen. Sensorerne skal anbringes således, at målingerne påvirkes mindst muligt af nærliggende konstruktioner og andet, der kan påvirke målingerne. Aflæsning af målingerne skal kunne foretages et sted, hvorfra de hurtigt kan videregives til helikopterpiloten.
9.3 Barometer
Der skal forefindes udstyr, der gør det muligt at meddele højdemålerindstilling. Udstyret skal opfylde specifikationer angivet af Statens Luftfartsvæsen.
9.4 Udstyr til temperaturmåling
Der skal forefindes et termometer til måling af luftens temperatur.
9.5 Krængningsviser m.v.
På flytbare havanlæg skal der forefindes instrumenter, der viser havanlæggets sætning (heave), duvning (pitch) og rulning (roll).
9.6 Luftfartsradiostation
9.6.1 Der skal forefindes en godkendt fast luftfartsradiostation.
9.6.2 Anvendelse af transportabelt radioudstyr til korrespondance mellem HLO og radiorum eller helikopterpilot kræver tilladelse, hvis udstyrets rækkevidde overstiger 1 NM.
9.6.3 Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde kræve rekordering af radiokorrespondance på luftfartsfrekvenserne på et havanlæg, jf. BL 3-4.
9.7 Radionavigations- og radiolandingshjælpemidler Eventuelle radionavigations- eller radiolan-dingshjælpemidler, der transmitterer på luftfartsfrekvenserne, skal være godkendt af Statens Luftfartsvæsen i henhold til BL 3-3.
9.8 Alarmeringsanlæg
Der skal forefindes et alarmeringsanlæg, der kan aktiveres fra et sted, hvorfra helikopterdækket kan holdes under konstant observation.
9.9 Nødstrømsforsyning
Vindmåler, radio og alarmeringsanlæg skal som helikopterdækkets lysanlæg være tilsluttet et nødstrømssystem. Omkobling skal ske automatisk inden for 15 sekunder.
9.10 Brandslukningsudstyr
9.10.1 Tæt ved helikopterdækket skal der forefindes udstyr og midler til brandslukning, der kan indsættes inden for 15 sekunder.
9.10.2 Til slukning med skum skal der være mindst to hensigtsmæssigt placerede skumkanoner, hver med en kapacitet på 1600 l/min. Desuden skal der forefindes et slangearrangement og et mellemrør med skuminjektor 200 l/min. Skumslukningsudstyret skal være tilsluttet havanlæggets brandvandsystem, hvis tryk ved helikopterdækket skal være mindst 6 bar og højst 8 bar. Den skumvæsketank, der hører til skumslukningsudstyret, skal indeholde tilstrækkelig syntetisk skumvæske til drift af skumkanoner og mellemskumrør i 3 minutter. Slukning med skum skal kunne foretages effektivt overalt på helikopterdækket. Reservebeholdning af syntetisk skumvæske svarende til 6 minutters forbrug skal forefindes på hav-anlægget.
9.10.3 Til slukning med pulver skal der forefindes et 250 kg pulveranlæg med universalpulver samt to 12 kg pulverslukkere med særligt pulver til metalbrand (D-pulver). Pulverslukningsudstyret skal kunne indsættes effektivt overalt på helikopterdækket. 500 kg universalpulver og fire 12 kg pulverslukkere med D-pulver skal forefindes i reserve på havanlægget.
9.10.4 Til indsats ved brand i motor skal forefindes en 10 kg kulsyresneslukker med forlænger på mundstykket. To sådanne ild-slukkere skal forefindes i reserve på havanlægget.
9.10.5 Ildslukkerne skal efterses i overensstemmelse med vedkommende fabrikants forskrifter, dog mindst en gang om året.
9.11 Redningsudstyr
9.11.1 Tæt ved helikopterdækket, anbragt i en kasse eller et skab mærket »Redningsudstyr« og »Emergency Equipment«, skal mindst forefindes følgende værktøj
1 luftfartøjsøkse,
1 stor økse,
2 knive til frigørelse af fastspændte,
1 koben,
1 boltsaks,
1 bidetang,
1 nedstryger med reserveklinger,
1 hammer,
1 mejsel,
1 pladesaks, samt
2 sikkerhedslamper.
9.11.2 En metalbådshage med 3 m langt skaft skal forefindes ved helikopterdækket.
9.11.3 Ved start og landing skal en redningsbåd med motor kunne indsættes øjeblikkeligt i tilfælde af havari.
9.12 Udstyr til brandpersonel
På hvert havanlæg skal der forefindes beskyttelsesdragter inklusive handsker, støvler og hjelme med visir til mindst to personer. Når udstyret ikke anvendes, skal det opbevares tæt ved helikopterdækket i et skab eller en kasse, der er mærket »Branddragt« og »Protective Clothing«.
9.13 Skilte
Ved adgangsvejene til helikopterdækket skal der opsættes skilte med følgende tekst på dansk og engelsk
a. Ophold på helikopterdækket under start og landing er forbudt.
b. Tobaksrygning og brug af åben ild er forbudt.
c. Færdsel bag om helikoptere med igangværende rotorer er forbudt.
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde stille krav om skilte på andre sprog.
9.14 Tankningsudstyr og brændstof
Der skal på havanlæg, der er placeret mere end 50 NM fra land eller fra et andet havanlæg, hvor tankning kan foregå, findes tankningsudstyr og et brændstoflager. Der skal foretages kontrol med brændstof, og tankning skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i BL 3-6.
9.15 Andet udstyr
På havanlægget skal der forefindes en vægt til vejning af bagage og fragt. Stopklodser og fortøjningsgrej skal være til rådighed for helikopterbesætningen.
9.16 Vedligeholdelse
Det foreskrevne udstyr skal holdes i samme funktionsduelige stand som ved godkendelsen.
10. Personale og tjenester
10.1 Instrukser
Det påhviler den, der har fået godkendt et helikopterdæk, at sikre,
a. at der er udarbejdet instrukser for chefen på havanlægget, for HLO, for radiooperatør, for vejrobservatør og for brandmænd,
b. at der er udarbejdet instrukser for tilsyn med og vedlige- holdelse af anlæg og udstyr m.v., herunder journalføring for tilsyn og vedligeholdelse, samt
c. at der foreligger instrukser for nødsituation og havari.
10.2 Chefen på havanlægget
Chefen på havanlægget skal over for Statens Luftfartsvæsen sikre, at bestemmelserne i denne BL og instrukserne, jf. pkt. 10.1, overholdes, samt at personer beskæftiget ved helikopteroperationer har den fornødne uddannelse og det fornødne kendskab til gældende instrukser m.v. Desuden skal vedkommende sikre, at særlige vilkår givet af Statens Luftfartsvæsen ved helikopterdækkets godkendelse bliver overholdt samt underrette Statens Luftfartsvæsen og eventuelle helikopteroperatører om opståede forhold, der medfører, at helikopterdækket ikke længere opfylder reglerne i denne BL. Hvis vedkommende skønner, at sådanne forhold kan medføre fare ved anvendelse af helikopterdækket, skal flyvevirksomheden straks indstilles.
10.3 HLO (Helikopterdækleder/Helicopter Landing Officer)
10.3.1 For at måtte gøre tjeneste som HLO, skal vedkommende have gennemgået helikopterkursus ved »Danish Offshore Safety and Technology School« eller ved tilsvarende dansk eller udenlandsk skole.
10.3.2 Det påhviler HLO
a. at forestå den daglige ledelse af arbejdet i forbindelse med helikopter-operationer,
b. at holde chefen på havanlægget underrettet om status vedrørende helikopterdækket, udstyr og tjenester,
c. at holde helikopterdækket frit for personer og løse genstande under landinger og starter,
d. at holde forbindelse med helikopterpiloten, enten direkte eller via havanlæggets radiooperatør, og informere om, hvorvidt dækket er frit, samt
e. at sikre sig, at brandberedskabet er på plads.
10.3.2.1 Hvis HLO anvender transportabelt radioudstyr med en rækkevidde på mere end 1 NM eller fast radioudstyr, skal vedkommende være godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen eller tilsvarende udenlandsk myndighed.
10.4 Radiooperatøren/vejrobservatøren
10.4.1 Transmission på luftfartsfrekvenserne må kun foretages af personer, der er indehavere af nationalt VHF-telefonistcertifikat, engelsk fraseologi, jf. BL 6-63, eller af personer, der er godkendt hertil at Statens Luftfartsvæsen.
10.4.2 Radiooperatøren skal varetage korrespondancen med helikopterpiloten i henhold til gældende regler og herunder videregive vejr-oplysninger m.v.
10.4.3 Hvis radiooperatøren ikke selv udarbejder vejroplysningerne, skal en anden person på havanlægget være udpeget til at udarbejde disse.
10.4.4 Vejrobservatøren kan i særlige tilfælde kræves godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
10.5 Brandmænd
Ved helikopteroperationer skal der være to uddannede brandmænd til stede ved helikopterdækket. Heraf skal mindst den ene være iklædt beskyttelsesdragt og opholde sig ved den skumkanon, det under de givne vejrforhold er mest hensigtsmæssigt at anvende. HLO kan være den ene af de to brandmænd.
11. Tilbagekaldelse
Statens Luftfartsvæsen kan tilbagekalde en meddelt godkendelse, jf. pkt. 5, hvis bestemmelserne i denne BL og/eller de fastsatte vilkår ikke overholdes.
12. Gebyr m.v.
12.1 For godkendelse betales et gebyr i henhold til det til enhver tid gældende gebyrreglement for Statens Luftfartsvæsen. Der vil derudover af Statens Luftfartsvæsen blive opkrævet årsafgift i henhold til nævnte reglement.
12.2 Statens Luftfartsvæsens udgifter i forbindelse med besigtigelse af og tilsyn med helikopterdæk afholdes af den, der har ansøgt om godkendelse af et helikopterdæk/driver dette.
13. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
14. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
15. Straf
15.1 Overtrædelse af bestemmelserne i denne BL straffes med bøde.
15.2 Er overtrædelsen begået af et aktiselskab, andelsselskab eller lignende, kan der i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 13, pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
16. Ikrafttræden
16.1 Denne BL træder i kraft den 1. august 1991.
16.2 For allerede godkendte helikopterdæk skal bestemmelserne i denne BL være opfyldt senest den 1. januar 1993.
16.2 Samtidig hermed ophæves BL 3-5, 2. udgave af 1. juni 1987.
Statens Luftfartsvæsen, den 25. juni 1991
S.E. Andresen
fg.
/M. Dambæk