Bestemmelser om flyveledercertifikat
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om flyveledercertifikat
I medfør af § 73 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-02, Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse vedrørende luftfartscertifikater, seneste udgave.
1.2 BL 6-05, Helbredskrav, seneste udgave.
1.3 BL 6-62, Flyvetelefonistbevis/certifikat, seneste udgave.
1.4 BL 6-94, Teoretisk uddannelse til flyveledercertifikat, seneste udgave.
1.5 BL 6-95, Praktisk uddannelse til flyveledercertifikat, seneste udgave.
2. Anvendelsesområde
2.1 Denne BL fastsætter
a. bestemmelser for udstedelse og udvidelse af flyveledercertifikat og
b. vilkår for, at en certifikatindehaver kan udføre tjeneste som flyveleder.
3. Udstedelse
3.1 Flyveledercertifikat udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på en autoriseret formular, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i afsnit 4.
3.2 Flyveledercertifikat udstedes gældende for en eller flere kategorier af flyvekontroltjeneste ved en lufttrafiktjenesteenhed, eventuelt med ret til at udøve flyvekontroltjeneste med anvendelse af radar. Flyveledercertifikat kan udvides med ret til at udøve andre kategorier af flyvekontroltjeneste eller til at udøve flyvekontroltjeneste ved en anden lufttrafiktjenesteenhed, jf. afsnit 5.
3.3 Flyveledercertifikat udstedes med gyldighed til ansøgerens fyldte 55. år. Statens Luftfartsvæsen kan dog i særlige tilfælde fastsætte en kortere gyldighedsperiode.
4. Udstedelseskrav
Ansøgeren skal
a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat af en dansk, offentlig myndighed eller et dansk, privat foretagende, der har Statens Luftfartsvæsens tilladelse til at etablere og drive den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste,
b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,
c. være helbredsmæssigt godkendt til flyveledercertifikat, jf. BL 6-05,
d. være fyldt 21 år, men ikke 55 år,
e. være indehaver af flyvetelefonistbevis, jf. BL 6-62,
f. med et tilfredsstillende resultat have gennemgået den teoretiske grunduddannelse og bestået den teoretiske grundprøve, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen, jf. BL 6-94, og
g. med et tilfredsstillende resultat have gennemgået den teoretiske og praktiske uddannelse og bestået de teoretiske og praktiske prøver, der kræves for at erhverve ret til at udøve den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed, jf. BL 6-94 og BL 6-95.
5. Udvidelse
5.1 Flyveledercertifikat kan udvides med en anden kategori af flyvekontroltjeneste efter endt teoretisk og praktisk uddannelse til den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste i overensstemmelse med bestemmelserne i BL 6-94 og BL 6-95.
5.2 Flyveledercertifikat kan endvidere udvides til samme kategori af flyvekontroltjeneste ved en anden lufttrafiktjenesteenhed efter endt praktisk uddannelse ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed i overensstemmelse med bestemmelserne i BL 6-95.
6. Rettigheder
6.1 Flyveledercertifikat giver på de vilkår, der er nævnt i pkt. 6.2, indehaveren ret til at gøre tjeneste som flyveleder inden for de kategorier af flyvekontroltjeneste, der er anført i certifikatet, ved de lufttrafiktjenesteenheder, for hvilke certifikatet er gældende.
6.2 Indehaveren
a. skal have et gyldigt flyveledercertifikat, jf. BL 6-02,
b. skal være helbredsmæssigt godkendt til flyveledercertifikat, jf. BL 6-05,
c. skal inden for de forudgående 3 måneder, regnet fra den første dag i den pågældende måned, på mindst 20 vagter have udført de kategorier af flyvekontroltjeneste, der er anført i certifikatet, ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed, medmindre vedkommende inden for de forudgående 3 måneder har bestået den pågældende praktiske prøve, jf. pkt. 4 g, pkt. 5.1 og pkt. 5.2, og
d. må ikke være fyldt 55 år.
Anm.: Tilfælde, hvor et certifikat er ugyldigt, fremgår af BL 6-02.
6.2.1 For et flyveledercertifikat, der giver indehaveren ret til at udøve flyvekontroltjeneste ved både et kontroltårn og den tilknyttede indflyvningskontrol, kan Statens Luftfartsvæsen fastsætte andre vilkår for at udøve certifikatets rettighed end dem, der er anført i pkt. 6.2 c. Rettigheden bortfalder dog altid, hvis indehaveren ikke inden for de forudgående 3 måneder på mindst 20 vagter har udøvet flyvekontroltjeneste.
6.3 For at generhverve en rettighed, der er mistet i henhold til pkt. 6.2 c eller pkt. 6.2.1, skal vedkommende bestå fornyet praktisk prøve, jf. pkt. 4 g.
7. Deponering
7.1 Et flyveledercertifikat skal indsendes til Statens Luftfartsvæsen til deponering i tilfælde af,
a. at indehaveren ikke længere har et gyldigt flyveledercertifikat, jf. BL 6-02, eller
b. at indehaveren i 1 1/2 år ikke har udøvet certifikatets rettigheder.
7.2 For at få udleveret et certifikat, der er deponeret i henhold til pkt. 7.1 a, og således generhverve de rettigheder, der er nævnt i pkt. 6.1, skal vedkommende
a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat af en dansk, offentlig myndighed eller et dansk, privat foretagende, der har Statens Luftfartsvæsens tilladelse til at etablere og drive den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste,
b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,
c. være helbredsmæssigt godkendt til flyveledercertifikat, jf. BL 6-05, og
d. være indehaver af flyvetelefonistbevis, jf. BL 6-62.
7.3 For at få udleveret et certifikat, der er deponeret i henhold til pkt. 7.1 b, skal vedkommende opfylde betingelserne i pkt. 7.2 samt bestå fornyede teoretiske og praktiske prøver, jf. pkt. 4 g.
8. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
9. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
10. Straf
Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 6 og afsnit 7 straffes med bøde.
11. Ikrafttræden
11.1 Denne BL træder i kraft den 1. maj 1991.
11.2 Samtidig ophæves BL 6-70, 1. udgave af 1. april 1987.
Statens Luftfartsvæsen, den 11. marts 1991
V.K.H. Eggers
/M. Dambæk
Ingen