Bestemmelser om ikke-erhvervsmæssig svæveflyvning
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om ikke-erhvervsmæssig svæveflyvning
Udgave 1, 28. februar 1991
I medfør af § 149, stk. 10, § 151, stk. 1, og § 152, stk. 2 og stk. 3, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, som ændret ved lov nr. 429 af 13. juni 1990 om ændring af lov om luftfart, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 446 af 1. oktober 1972 om benyttelse af svæveplaner, modelluftfartøjer m.v. og bekendtgørelse nr. 822 af 7. december 1990 om henlæggelse af visse beføjelser til Statens Luftfartsvæsen, følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 1-1, Vedligeholdelse og ændring af luftfartøjer, seneste udgave.
1.2 BL 1-12, Luftdygtighedsbeviser, seneste udgave.
1.3 BL 3-7, Anmeldelse og registrering af private flyvepladser, seneste udgave.
1.4 BL 6-100, Begrænset eneflyvning, svæveplan, seneste udgave.
1.5 BL 6-101, Lokalflyvningstilladelse, svæveplan, seneste udgave.
1.6 BL 6-102, Svæveflyvercertifikat, S-certifikat, seneste udgave.
1.7 BL 6-103, Instruktørbevis, svævefly, seneste udgave.
1.8 BL 6-104, Motorsvæveplan, seneste udgave.
1.9 BL 7-1, Lufttrafikregler, seneste udgave.
2. Definitioner
Flyvekontrolenhed
Fællesbetegnelse omfattende kontrolcentral, indflyvningskontrol eller kontroltårn.
Flyveplads
Et bestemt område på land eller vand (omfattende bygninger, installationer og udstyr) beregnet til anvendelse helt eller delvis ved landing, start og manøvrering af luftfartøjer.
Flyveplads, godkendt
En flyveplads, der af Statens Luftfartsvæsen er godkendt til en særlig aktivitet.
Flyveplads, offentlig
En flyveplads, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og som på nærmere fastsatte vilkår er åben for offentligheden.
Motorsvævefly
Svævefly med motor.
Spilstart
Optræk af svævefly ved hjælp af motorspil og wire.
Svævefly
Et ikke-kraftdrevet luftfartøj, som er tungere end luft, og som under flyvning hovedsagelig bæres oppe af aerodynamiske reaktioner på flader, der forbliver faste, sålænge flyvebetingelserne ikke ændres.
Svæveflyveplads
Et bestemt område på land, omfattende installationer og udstyr, beregnet til anvendelse helt eller delvis ved landing, start og manøvrering af svæve-, motorsvæve- og slæbefly.
Svæveflyveplads, godkendt
En svæveflyveplads, der er godkendt af en forening/organisation, som af Statens Luftfartsvæsen er bemyndiget til at forestå uddannelse og andre opgaver i forbindelse med svæveflyvning.
3. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser for ikke-erhvervsmæssig flyvning med svævefly og motorsvævefly inden for dansk område.
4. Generelt
4.1 Ejeren og føreren af et svævefly/motorsvævefly er ansvarlig for, at svæveflyet/motorsvæveflyet har et gyldigt luftdygtighedsbevis, jf. BL 1-12, og er frigivet til flyvning i overensstemmelse med BL 1-1, før en flyvning påbegyndes.
4.2 Føreren af et svævefly/motorsvævefly er ansvarlig for, at flyvning sker i overensstemmelse med bestemmelserne i denne BL og lufttrafikreglerne, jf. BL 7-1.
4.2.1 Ved bestemmelse af vigepligt, jf. BL 7-1, betragtes et motorsvævefly som et kraftdrevet luftfartøj, når motoren er i gang.
4.3 Under uddannelse til svæveflyvning betragtes instruktøren som fører under forudsætning af, at han er med ombord.
4.3.1 I andre tilfælde er instruktøren ansvarlig for, at eleven er behørigt instrueret til at gennemføre den planlagte flyvning.
4.4 Uddannelse af svæveflyvere må alene udføres af en godkendt forening/organisation, jf. afsnit 7.
5. Svæveflyvepladser
5.1 Anmeldelse/godkendelse
5.1.1 Hvis en svæveflyveplads kun lejlighedsvis ønskes benyttet, er anmeldelse upåkrævet, jf. dog pkt. 5.1.4, pkt. 5.1.5 og pkt. 5.1.6.
Anm: Ved lejlighedsvis benyttelse forstås, at arealerne kun er anvendelige en del af året, og af BL 3-7, pkt. 3.3.1, fremgår, at foranstaltninger, såsom opstilling af vindpose, græsslåning eller andre foranstaltninger, der har til hensigt midlertidigt at højne sikkerheden en enkelt eller enkelte dage for beflyvning af arealet, ikke medfører anmeldelsespligt.
5.1.2 Hvis en svæveflyveplads ønskes benyttet mere end lejlighedsvis, skal anmeldelse til Statens Luftfartsvæsen ske efter regler som foreskrevet for private flyvepladser, jf. BL 3-7, 1. udgave af 15. oktober 1978 om anmeldelsespligt og registrering af private flyvepladser, jf. dog pkt. 5.1.5 i denne BL.
5.1.3 Hvis en svæveflyveplads ønskes benyttet til skoleflyvning og/eller anvendes i forbindelse med slæb af svævefly, skal den tillige godkendes af en forening/organisation, der er nævnt i afsnit 7.
5.1.4 Benyttelse af en svæveflyveplads nærmere end 5 km fra banen/banerne på en offentlig flyveplads eller 8 km fra banen/banerne på en militær flyvestation kræver forudgående tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen henholdsvis Flyvertaktisk Kommando.
5.1.5 Hvis en offentlig eller godkendt flyveplads ønskes benyttet til svæveflyvning, skal flyvepladschefen anmelde dette til Statens Luftfartsvæsen, der vil kunne kræve udarbejdet særligt regulativ for svæveflyveaktiviteten.
5.1.6 Hvis der på en flyveplads ønskes foretaget spilstart, skal dette anmeldes til Statens Luftfartsvæsen senest 1 måned, før start skal finde sted.
5.2 Særlige krav ved spilstart
Ved spilstart skal føreren af svæveflyet sikre sig, at startwiren under de rådende vejrforhold ikke kan falde ned til skade, gene eller fare for personer eller ejendom.
6. Operationelle bestemmelser
For flyvning med svævefly/motorsvævefly gælder lufttrafikreglerne.
7. Organisation
7.1 Statens Luftfartsvæsen kan godkende ikke-erhvervsdrivende foreninger/organisationer til at forestå uddannelse og andre opgaver i forbindelse med svæveflyvning.
7.2 For at blive godkendt skal en forening/organisation
a. udarbejde en håndbog, der beskriver foreningens/organisationens opbygning og virksomhed,
b. udarbejde uddannelsesprogrammer, jf. BL 6-100, BL 6-101, BL 6-102, BL 6-103 og BL 6-104,
c. indstille instruktører, der skal forestå svæveflyveruddannelse,
d. indstille svæveflyvekontrollanter, der skal foretage praktiske prøver til S-certifikat,
e. indstille kontrollanter, der skal foretage praktiske prøver til bevis som fører af flyvemaskine, der skal anvendes til slæb af svævefly,
f. udarbejde normer for svæveflyvepladser, der anvendes til skoleflyvning og/eller anvendes i forbindelse med slæb af svævefly samt udarbejde retningslinier for tilsyn med sådanne pladser,
g. udarbejde normer for godkendelse og tilsyn med jordmateriel,
h. udarbejde normer for klubværksteder
i. udarbejde normer og uddannelsesprogrammer for personer, der skal frigive svævefly og motorsvævefly til flyvning, jf. BL 1-1, og forny luftdygtighedsbeviser, og
j. forpligte sig til at forny luftdygtighedsbeviser, godkende svæveflyvepladser, klubværksteder og personer, der skal frigive svævefly og motorsvævefly til flyvning, samt føre tilsyn med flyvning med og vedligeholdelse af svævefly og motorsvævefly samt redningsudstyr i foreningens/organisationens regi inden for dansk område og rapportere forhold af betydning for luftfartens sikkerhed og almene interesser i øvrigt til Statens Luftfartsvæsen.
7.3.1 Foreningens/organisationens afgørelser med hensyn til godkendelse af flyvepladser, fornyelse af luftdygtighedsbeviser for svævefly skal meddeles skriftligt og indeholde en fyldestgørende sagsfremstilling.
7.3.2 I sager, der opstår som følge af foreningens/organisationens tilsynsvirksomhed, skal parten, før der træffes afgørelse i sagen, have lejlighed til at udtale sig.
7.3.3 Afgørelser i henhold til pkt. 7.3.1 og pkt. 7.3.2 skal begrundes over for den pågældende, således at det af afgørelsen fremgår, hvilke forhold, der anses for at være godtgjort, og som derfor lægges til grund for afgørelsen, og hvilke bestemmelser, der ligger til grund for denne.
7.3.4 Afgørelsen skal endelig indeholde en klagevejledning gående ud på, at afgørelsen kan påklages til Statens Luftfartsvæsen.
8. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
9. Klageadgang
9.1 Afgørelser truffet af en forening eller en organisation i henhold til afsnit 7 kan påklages til Statens Luftfartsvæsen.
9.2 Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
10. Straf
10.1 Overtrædelse af pkt. 4.1 og pkt. 4.2 i denne BL straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 3 henholdsvis stk. 8, med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år.
10.2 Overtrædelse af pkt. 5.1.2 i denne BL straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 11, med bøde eller hæfte.
10.3 Overtrædelse af pkt. 4.3.1 og afsnit 5 i øvrigt i denne BL straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde.
11. Ikrafttræden
11.1 Denne BL træder i kraft den 1. april 1991.
11.2 Samtidig ophæves BL 8-1, 5. udgave af 1. august 1969.
11.3 Svæveflyvepladser, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, bibeholder godkendelsen, men skal være underkastet tilsyn af en forening/organisation, jf. afsnit 7, senest den 1. januar 1992.
Statens Luftfartsvæsen, den 28. februar 1991
V.K.H. Eggers
/M. Dambæk
Ingen