Teknisk forskrift vedrørende bestemmelser for ansøgning om akkreditering til certificering af produkter, service- og tjenesteydelser (Teknisk forskrift nr. 5.5.02-1)
Statutory Text (2 Articles)
Teknisk forskrift vedrørende bestemmelser for ansøgning om akkreditering til certificering af produkter, service- og tjenesteydelser
(Teknisk forskrift nr. 5.5.02-1)
I medfør af § 5 stk. 4 i Industri- og Handelsstyrelsens bekendtgørelse nr. 168 af 19. marts 1991 om akkreditering af selskaber mv. til certificering af personer, produkter og systemer fastsættes
1. Ansøgning om akkreditering til certificering af produkter, service- og tjenesteydelser indsendes til Industri- og Handelsstyrelsen.
2. I ansøgningen skal selskabet dokumentere, at det opfylder kravene i
- de paragraffer i Industri- og Handelsstyrelsens bekendtgørelse nr. 168 af 19. marts om akkreditering af selskaber mv. til certificering af personer, produkter og systemer, der vedrører certificering af produkter, service- og tjenesteydelser.
- Dansk Standard DS/EN 45011 »Generelle kriterier for certificeringsorganer, der udfører produktcertificering«.
- Teknisk forskrift nr. 5.5.01: Bestemmelser for akkrediterede selskaber, der udfører produktcertificering.
3. Formålet med akkrediteringen.
3.1 Formålet med akkrediteringen skal være entydigt defineret og afgrænset med hensyn til
a. de produkter, service- og tjenesteydelser, der certificeres,
b. de standarder og andre dokumenter efter hvilke produkterne, service- og tjenesteydelserne certificeres,
c. hvilke funktioner certificeringen omfatter med hensyn til initialprøvning (typeprøvning), inspektion, vurdering og overvågning af fabrikation og kvalitetsstyring samt overvågning og prøvning af producerede produkter.
3.2 Dersom certificeringen er foranlediget af eller primært skal benyttes til opfyldelse af legale bestemmelser, anføres de legale bestemmelser i ansøgningen.
4. Ansøgningsmaterialet skal omfatte en kvalitetshåndbog for certificeringsområdet.
5. Såfremt kvalitetshåndbogen ikke klart redegør for følgende, skal ansøgningen suppleres med
a. Generelle oplysninger om ansøgeren: Navn, adresse, selskabsretlige status, interne organisation incl. organisationsdiagram, personalemæssige og andre ressourcer mv., idet der specielt redegøres for
- personalemæssige ressourcer til bedømmelse af virksomheders kvalitetsstyringssystemer med angivelse af, hvilke systemkrav ressourcerne dækker, tillige med produktområder, med mindre sidstnævnte er identisk med produktområdet for certificeringen.
- personalemæssige ressourcer til udførelse af inspektion hos virksomhederne
- såvel personalemæssige som øvrige ressourcer til prøvning og kalibrering, dersom ansøgeren selv varetager certificeringsaktiviteter, der nødvendiggør ovennævnte ressourcer. I modsat fald skal der redegøres for ovennævnte under pkt. f.
b. Oplysninger om tilhørsforhold eller tilknytning til en (større) organisation. Er dette tilfældet redegøres for denne organisations formål, vedtægter og aktiviteter.
c. Oplysning om ejerforhold, herunder økonomisk tilknytning til andre organisationer, virksomheder, interessegrupper mv.
d. Oplysning om økonomiske forhold for såvel certificeringsområdet som resten af den organisation certificeringsområdet tilhører.
e. Redegørelse for anvendelse af og de nødvendige kvalifikationer for eksperter, der medvirker ved certificeringsaktiviteter.
f. Procedurer for anvendelse af underleverandører ved certificeringsaktiviteterne.
g. Oplysning om ansøgte, nuværende eller tidligere godkendelser, akkrediteringer fra andre godkendende eller akkrediterende organer, samt en redegørelse for afvigelser mellem disse og denne ansøgning.
h. Belysning af uvildighed for såvel egen organisation som for de anvendte eksperter og underleverandører.
i. Redegørelse for behandling af klager i forbindelse med certificering.
6. Ansøgningen skal indeholde en redegørelse for hidtidige certificerende virksomhed til belysning af rutine og erfaring.
Industri- og Handelsstyrelsen
Kurt Steen Jakobsen
A.P. Jørgensen