Legislator Case Law & Legislation
B19901716005 DK

Bestemmelser om svæveflyvercertifikat, S-certifikat

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1990 17160 Historic

Bestemmelser om svæveflyvercertifikat, S-certifikat

I medfør af § 34 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater (BL 6-02), følgende

1. Referencedokumenter

1.1 BL 6-02, Bekendtgørelse vedrørende luftfartscertifikater, seneste udgave.

1.2 BL 6-05, Helbredskrav, seneste udgave.

2. Anvendelsesområde

Denne BL fastsætter

- bestemmelser for udstedelse af svæveflyvercertifikat, S-certifikat, og

- vilkårene for, at en certifikatindehaver kan foretage flyvning som luftfartøjschef på svævefly.

3. Udstedelse

3.1 Svæveflyvercertifikat udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på en autoriseret formular, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i afsnit 4.

3.2 Svæveflyvercertifikat udstedes gældende for føring af svævefly med standardluftdygtighedsbevis.

3.3 Svæveflyvercertifikat udstedes uden angivelse af udløbsdato. Statens Luftfartsvæsen kan dog i særlige tilfælde fastsætte en udløbsdato.

4. Udstedelseskrav

4.1 Ansøgeren skal

a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat i et dansk luftfartsforetagende,

b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,

c. være helbredsmæssigt godkendt til svæveflyvercertifikat, jf. BL 6-05,

d. være fyldt 16 år,

e. være indehaver af gyldig lokalflyvningstilladelse/svævefly,

f. have gennemgået en praktisk uddannelse efter en uddannelsesnorm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen,

g. have erhvervet en flyvetid på svævefly på mindst 24 timer, omfattende mindst 90 flyvninger, hvoraf mindst 11 timer og 30 flyvninger skal være erhvervet under eneflyvning, og

h. på svævefly overfor en svæveflyverkontrollant, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen, godtgøre at være kvalificeret til

- at udføre de funktioner, der påhviler en luftfartøjschef i forbindelse med en VFR-flyvnings forberedelse, gennemførelse og afslutning,

- at træffe sådanne beslutninger og/eller forholdsregler, som måtte være påkrævet, hvis en nødsituation gør det umuligt eller uforsvarligt at fortsætte flyvningen som planlagt,

- at anvende flyvefaglig viden og udvise god dømmekraft og godt luftmandsskab,

- at føre det pågældende svævefly under såvel normale som unormale flyvemanøvrer og

- at anvende de nødprocedurer, der er foreskrevet.

4.1.1 Den flyvetid og de flyvninger, der er nævnt i pkt. 4.1 g, kan reduceres efter førsteinstruktørens vurdering for indehavere af gyldigt certifikat som luftfartøjsfører/flyvemaskine eller luftfartøjsfører/helikopter til 5 timer, omfattende 20 eneflyvninger.

5. Rettigheder

5.1 Svæveflyvercertifikat giver på de vilkår, der er nævnt i pkt. 5.3, indehaveren ret til at foretage VFR-flyvning om dagen i ikke-erhvervsmæssig luftfart som luftfartøjschef på svævefly af den type, for hvilken certifikatet er gældende.

5.2 Certifikatet giver ikke ret til at modtage betaling for flyvningen.

5.3 Indehaveren skal

a. medføre certifikatet, og dette skal være gyldigt, jf. BL 6-02,

b. medføre dokumentation for en gyldig helbredsmæssig godkendelse til svæveflyvercertifikat, jf. BL 6-05,

c. inden for de forudgående 24 måneder have gennemgået PFT/S-certifikat efter en PFT-norm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen,

d. enten have et gyldigt instruktørbevis/førsteinstruktør/svævefly

eller inden for de forudgående 6 måneder have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på svævefly på mindst 1 time omfattende mindst 5 flyvninger

eller inden for samme periode have gennemgået PFT/S-certifikat efter en PFT-norm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og

e. være uddannet i den pågældende startmetode efter en uddannelsesnorm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.

Anm.: Tilfælde, hvor et certifikat er ugyldigt, fremgår af BL 6-02.

5.4 Under flyvning skal certifikatindehaveren være i stand til at dokumentere, at vilkårene, der er nævnt i pkt. 5.3 c-e, er opfyldt.

5.5 En indehaver af et svæveflyvercertifikat, der i en periode på 3 1/2 år ikke har haft en gyldig helbredsmæssig godkendelse eller ikke har opfyldt vilkårene i pkt. 5.3 c eller d, skal indsende certifikatet til deponering hos Statens Luftfartsvæsen.

5.5.1 For at få udleveret et certifikat, der er deponeret i henhold til pkt. 5.5, og således generhverve ret til at foretage VFR-flyvning om dagen i ikke-erhvervsmæssig luftfart som luftfartøjschef på svævefly skal vedkommende

a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat i et dansk luftfartsforetagende,

b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,

c. være helbredsmæssigt godkendt til svæveflyvercertifikat, jf. BL 6-05, og

d. have bestået fornyede teoretiske og praktiske prøver til svæveflyvercertifikat efter en uddannelsesnorm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.

5.6 Svæveflyvning med passagerer

For at måtte foretage flyvning med passagerer skal certifikatindehaveren opfylde de vilkår, der er anført i pkt. 5.3, samt

a. være fyldt 18 år,

b. have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på svævefly på mindst 25 timer omfattende mindst 100 flyvninger,

c. efter erhvervelsen af S-certifikat have gennemgået en teoretisk/praktisk uddannelse, der er fastsat for svæveflyvning med passagerer efter en uddannelsesnorm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og

d. være i besiddelse af et gyldigt instruktørbevis/førsteinstruktør/svævefly eller have udført mindst 5 starter og 5 landinger med svævefly inden for de forudgående 90 dage, heraf mindst 2 starter og 2 landinger udført fra førersædet i den pågældende luftfartøjstype.

5.7 Skyflyvning

For at måtte foretage skyflyvning skal certifikatindehaveren opfylde de vilkår, der er nævnt i pkt. 5.3, samt

a. være fyldt 18 år,

b. have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på svævefly på mindst 100 timer,

c. have gennemgået en teoretisk/praktisk uddannelse, der er fastsat for skyflyvning efter en uddannelsesnorm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og

d. inden for de forudgående 6 måneder have gennemgået IMC-PFT/S-certifikat efter en PFT-norm, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.

6. Dispensation

Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.

7. Klageadgang

Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.

8. Straf

Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 5 straffes med bøde.

9. Ikrafttræden

9.1 Denne BL træder i kraft den 1. september 1990.

9.2 Samtidig ophæves BL 6-102, 1. udgave af 1. februar 1984.

10. Overgangsbestemmelser

10.1 Ved denne BL's ikrafttræden udgår betegnelsen »svæveplan«.

10.2 Indtil ændring af bestemmelser, hvori der henvises til »svæveplan« har fundet sted, skal ved »svæveplan« forstås »svævefly«.

Statens Luftfartsvæsen, den 18. juni 1990

V.K.H. Eggers

/M. Dambæk

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →