Bestemmelser om certifikat som kabinebesætningsmedlem, CA-certifikat, herunder grunduddannelse.
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om certifikat som kabinebesætningsmedlem, CA-certifikat, herunder grunduddannelse.
I medfør af § 34 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 5-1, Erhvervsmæssig ambulanceflyvning og sygetransport, seneste udgave.
1.2 BL 5-6, Personbefordring med luftfartøj, seneste udgave.
1.3 BL 5-13, Kabinepersonel, seneste udgave.
1.4 BL 5-17, Flyve- og tjenestetidsbestemmelser for rute- og charterflyvning med flyvemaskiner, seneste udgave.
1.5 BL 5-21, Transport af andet farligt gods end eksplosive stoffer, krigsmateriel og krigsammunition, seneste udgave.
1.6 BL 5-26, Førstehjælpsmateriel, seneste udgave.
1.7 BL 6-02, Bekendtgørelse vedrørende luftfartscertifikater, seneste udgave.
1.8 BL 6-03, Certificeringsbestemmelser, generelt, seneste udgave.
1.9 BL 6-05, Helbredskrav, seneste udgave.
1.10 BL 7-4, Flyveredningstjeneste, seneste udgave.
2. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter
- generelle bestemmelser for udstedelse af certifikat som kabinebesætningsmedlem,
- vilkårene for, at en certifikatindehaver kan udføre tjeneste som kabinebesætningsmedlem, og
- bestemmelser for den teoretiske/praktiske uddannelse til kabinebesætningsmedlem.
3. Udstedelse
3.1 Certifikat som kabinebesætningsmedlem udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på en autoriseret formular, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i afsnit 4.
3.2 Certifikat som kabinebesætningsmedlem udstedes uden angivelse af udløbsdato. Statens Luftfartsvæsen kan dog i særlige tilfælde fastsætte en udløbsdato.
4. Udstedelseskrav
4.1 Ansøgeren skal
a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat i et dansk luftfartsforetagende,
b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,
c. være helbredsmæssigt godkendt til certifikat som kabinebesætningsmedlem, jf. BL 6-05,
d. være fyldt 18 år og
e. i et luftfartsforetagende med tilfredsstillende resultat have gennemgået en teoretisk/praktisk uddannelse på den type luftfartøj, hvorpå ansøgeren skal gøre tjeneste.
4.2 Den uddannelse, der er nævnt i pkt. 4.1 e, skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen og mindst omfatte de emner, der er nævnt i afsnit 6.
5. Rettigheder
5.1 Certifikat som kabinebesætningsmedlem giver på de vilkår, der er nævnt i pkt. 5.2, indehaveren ret til at udføre tjeneste som steward/ stewardesse i erhvervsmæssig luftfart.
5.2 Indehaveren skal
a. medføre certifikatet, og dette skal være gyldigt, jf. BL 6-02,
b. medføre dokumentation for en gyldig helbredsmæssig godkendelse til certifikat som kabinebesætningsmedlem, jf. BL 6-05,
c. medføre dokumentation for inden for de forudgående 12 måneder med tilfredsstillende resultat at have gennemgået en efteruddannelse/et repetitionskursus mindst omfattende de emner, der er nævnt i afsnit 6, for så vidt angår luftfartøj og udstyr, normale procedurer, nødprocedurer samt placering og betjening af sikkerheds- og nødudstyr, security, hygiejne, flyvemedicin og førstehjælp.
Anm.: Tilfælde, hvor certifikatet er ugyldigt, fremgår af BL 6-02.
5.3 En indehaver af et kabinebesætningsmedlemscertifikat, der i en periode på 2 1/2 år ikke har opfyldt vilkårene i pkt. 5.2 c eller ikke har haft en gyldig helbredsmæssig godkendelse, skal indsende certifikatet til deponering hos Statens Luftfartsvæsen.
5.4 For at få udleveret et certifikat, der er deponeret i henhold til pkt. 5.3, og således generhverve ret til at udføre tjeneste som kabinebesætningsmedlem i et luftfartsforetagende skal vedkommende
a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat i et dansk luftfartsforetagende,
b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,
c. være helbredsmæssigt godkendt til certifikat som kabinebesætningsmedlem, jf. BL 6-05, og
d. påny have gennemgået den uddannelse, der er nævnt i pkt. 4.1 e.
6. Uddannelsesplan
6.1 Den uddannelse, der er nævnt i pkt. 4.1 e, skal tilrettelægges og gennemføres på en sådan måde, at eleven efter uddannelsen har et tilfredsstillende kendskab til luftfartøjets opbygning og indretning, relevant teori og fastlagte procedurer. Eleven skal være i stand til med sikkerhed at kunne anvende fastlagte procedurer og betjene det anvendte sikkerheds- og nødudstyr.
6.2 Uddannelsen skal omfatte praktiske øvelser i betjening af nødudstyr samt nødevakuering og afsluttes med en skriftlig prøve. Uddannelsen skal mindst omfatte
Love og bestemmelser
- Lov om luftfart, kapitel 4 og 5
- BL 5-1, Erhvervsmæssig ambulanceflyvning og sygetransport
- BL 5-6, Personbefordring med luftfartøj
- BL 5-13, Kabinepersonel
- BL 5-17, Flyve- og tjenestetidsbestemmelser for rute- og charterflyvning med flyvemaskiner
- BL 5-21, Transport af andet farligt gods end eksplosive stoffer, krigsmateriel og krigsammunition
- BL 5-26, Førstehjælpsmateriel
- BL 6-02, Bekendtgørelse vedrørende luftfartscertifikater
- BL 6-03, Certificeringsbestemmelser, generelt
- BL 6-05, Helbredskrav
- BL 6-37, Certifikat som kabinebesætningsmedlem
- BL 7-4, Flyveredningstjeneste
- Luftfartsforetagendets godkendte driftshåndbog
Elementær flyvelære
- Aerodynamik
- Navigation
- Meteorologi
Luftfartøj og udstyr
- Generel beskrivelse af luftfartøjets større komponenter og styreflader
- Luftfartøjets motorer og principper for virkemåde
- Luftfartøjets dimensioner, vægt, sædekapacitet, fart, brændstofkapacitet, indretning af kabine, toiletter, galley etc.
- Betjening af luftfartøjets sæder og sikkerhedsseler, kabinedøre, øvrige døre, luger og lemme etc.
- Luftfartøjets kabinetryksystem, ventilationssystem, opvarmningssystem, vandsystem og sanitære system
- Luftfartøjets PA-system, nødbelysning og ELT
- Luftfartøjets elektriske system, herunder betjening af ovne, vandvarmere, køleanlæg etc.
- Sikkerhedsforholdsregler ved færdsel i og omkring luftfartøjer, herunder i forbindelse med tankning og kast af brændstof under flyvning
Normale procedurer
- Klargøring af kabine
- Check af nød- og sikkerhedsudstyr
- Placering og fastspænding af passagerer
- Sikkerhedsbriefing af passagerer
- Anbringelse og sikring af håndbagage og catering
- Godkendelse og håndtering af farligt gods i kabinen
Nødprocedurer samt placering og betjening af sikkerheds- og nødudstyr
- Procedurer ved forskellige typer nødsituationer, herunder pilot-inkapacitet
- Lokalisering og anvendelse af sikkerheds- og nødudstyr, herunder iltudstyr og svømmeveste for passagerer
- Nødevakuering af passagerer, herunder lokalisering og betjening af nødudgange, slisker, gummibåde, redningstove etc.
- Afgivelse af nødsignaler, herunder betjening af nødradioudstyr
- Brand- og røgbekæmpelse
- Lokalisering og anvendelse af nødhjælpskasser og førstehjælpsudstyr
Security
- Procedurer til forebyggelse og sikring af passagerer og luftfartøj mod og ved en ulovlig handling
Hygiejne, flyvemedicin og førstehjælp
- Klimabetingede lidelser
- Smitsomme sygdomme, herunder karantænesygdomme,
- Overførsel af smitte via føde og drikke
- Almindeligt forekommende sygdomme (herunder endemiske)
- Førstehjælp
- Symptomer og første behandling ved transportsyge, iltmangel og trykændringsbesvær.
7. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
8. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
9. Straf
Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 5 straffes med bøde.
10. Ikrafttræden
10.1 Denne BL træder i kraft den 1. september 1990.
10.2 Samtidig ophæves BL 6-37, 1. udgave af 1. juli 1975.
Statens Luftfartsvæsen, den 18. juni 1990
V.K.H. Eggers
/M. Dambæk
Ingen