Tillæg 8 til Bygningsreglement 1982
Statutory Text (4 Articles)
Kapitel 1 1.1, stk. 2
Kapitel 1
1.1, stk. 2
1. punktum affattes således
»Reglementet finder anvendelse på de i byggelovens § 2 omhandlede byggearbejder mv., herunder miner og lignende anlæg, hvortil offentligheden har adgang, med mindre andet er bestemt i kapitel 13.«
1.2, stk. 2
Som nyt litra e indsættes
»Ved ansøgning om tilladelse til at give offentligheden adgang til en mine og lignende anlæg skal ansøgningen indeholde eller vedlægges en sagkyndig erklæring vedrørende undergrundens styrke- og stabilitetsforhold.«
1.7
Som nyt stk. 3 og 4 indsættes
»Stk. 3. Vedrører en ansøgning tilladelse til nedrivning af en ejendom, der ifølge en beslutning i medfør af saneringsloven eller byfornyelsesloven skal nedrives, skal kommunalbestyrelsen meddele nedrivningstilladelse inden 4 uger.«
»Stk. 4. En nedrivningstilladelse bortfalder, hvis nedrivningen ikke er gennemført inden 2 år fra tilladelsens dato.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.
Ændringerne træder i kraft straks.
Boligministeriet, Byggestyrelsen, den 2. marts 1989
Yderligere eksemplarer af dette tillæg kan købes hos Statens Informationstjeneste, Bredgade 20, 1260 København K.
Ad 1.1., stk. 2, 1. punktum og 1.2., stk. 2, litra e
Sammenstyrtningsulykken i Thingbæk Kalkmine i sommeren 1988 har givet anledning til, at der fastsættes regler til sikring af offentlighedens adgang til sådanne miner og lignende anlæg.
Bestemmelserne fastsætter, at miner og lignende anlæg, hvortil offentligheden har adgang, fx som forsamlingslokaler eller lignende kræver bygge- og ibrugtagningstilladelse, inden de kan åbnes for offentligheden.
Byggetilladelsen skal baseres på sagkyndig erklæring fx fra Danmarks Geologiske Undersøgelse eller lignende sagkyndige institutioner for så vidt angår undergrundsforholdenes styrke og stabilitet.
Erklæringen skal vedlægges eller være indeholdt i ansøgningen om byggetilladelse. Udgifterne hertil betales af ansøgeren.
Herudover sker byggesagsbehandlingen på sædvanlig måde, idet det skal påses, at øvrige relevante bygningsreglementskrav, fx til konstruktive forhold, adgangsforhold, flugtvejsforhold i relation til brand mv. iagttages. Dispensation kan efter byggelovens § 22 meddeles, hvis det skønnes foreneligt med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser. Opmærksomheden henledes på, at forsamlingslokaler til mere end 150 personer tillige er omfattet af »Driftsmæssige forskrifter for Forsamlingslokaler« fra Statens Brandinspektion, 1. februar 1983.
Det bemærkes, at miner, der er underlagt en eller anden form for erhvervsmæssig udnyttelse, fortsat skal behandles i henhold til arbejdsmiljølovgivningen, ligesom erhvervsmæssige boringer i undergrunden heller ikke er omfattet af byggelovgivningen.
De nye bestemmelser i bygningsreglementet omfatter også miner og lignende anlæg, der allerede måtte være åbne for offentligheden, og de påhviler således kommunalbestryrelsen som bygningsmyndighed efter de nye bestemmelser at drage omsorg for, at byggesagsbehandling finder sted i overensstemmelse med de fastlagte regler.
Ad 1.7., stk. 3
Bestemmelsen er indføjet på baggrund af betænkning nr. 1147 om BZ-sikring af bygninger afgivet september 1988 af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet.
På baggrund af nogle konkrete sager har arbejdsgruppen fundet det nødvendigt, at der fastsættes pligt for en kommunalbestyrelse til med en vis hurtighed at træffe afgørelse om nedrivning af ejendomme, der ifølge en beslutning i medfør af saneringsloven eller byfornyelsesloven skal nedrives.
Efter den nye bestemmelse skal dette ske inden 4 uger.
Betænkningen peger på, at det efter almindelige regler om god forvaltningsskik påhviler de myndigheder, der udsteder nedrivningspåbud til en borger efter saneringsloven eller byfornyelsesloven, forinden at undersøge, om dette påbud overhovedet lovligt kan efterkommes, eller om der forinden skal opnås tilladelse fra andre myndigheder eller udarbejdes lokalplan. Dette kan fx være tilfældet, såfremt nedrivningen udløser lokalplanpligt efter kommuneplanlovens § 16, stk. 3, eller såfremt der efter bygningsfredningslovens § 11 skal indhentes tilladelse fra Planstyrelsen til nedrivning af en fredet bygning.
Om nedrivningstilladelse henvises i øvrigt til Byggestyrelsens vejledning til bygningsreglement 1982, side 17.
Ad 1.7., stk. 4
Bestemmelsen gør en nedrivningstilladelse tidsbegrænset i 2 år, således at en meddelt nedrivningstilladelse bortfalder, hvis nedrivningen ikke er gennemført og tilendebragt inden 2 år efter, at tilladelsen er meddelt.
Bestemmelsen skal sikre, at kommunen som bygningsmyndighed på ny kan vurdere de sikkerhedsmæssige aspekter ved en nedrivning i de tilfælde, hvor der er forløbet mere end 2 år, uden at tilladelsen er udnyttet. Forholdene i det pågældende område kan være ændret på en sådan måde, at der er behov for en fornyet vurdering af de ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn ved nedrivningen.
Se i øvrigt om nedrivningstilladelse i Byggestyrelsens vejledning til bygningsreglement 1982, side 17.
3. kontor j. nr. 722-84-88.
Tillæg 8 til Bygningsreglement 1982
I bygningsreglement 1982 foretages følgende ændringer
Ingen