Bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger

Kapitel 1

Tvangsbehandling

Kapitel 1

Tvangsbehandling

Almindelige betingelser

§ 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der er indlagt og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 10.

Stk. 2. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen.

Stk. 3. Afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i § 4 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien om det mindste middels princip.

Tvangsmedicinering m.v.

Kapitel 2

Fiksering m.v.

Kapitel 2

Fiksering m.v.

Tvangsfiksering

§ 2. Tvangsmedicinering må kun anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige.

Kapitel 3

Tvangsprotokoller

Kapitel 3

Tvangsprotokoller

§ 3. Tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred.

Stk. 2. Tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1, nævnte akutte farlige situationer, at patienten og patientens rådgiver er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.

§ 4. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 2. Ved afprøvede lægemidler forstås præparater, som er velkendte og som findes optaget i Sundhedsstyrelsens Specialitetsregister.

Stk. 3. Ordineringen skal følge de retningslinier, der er fastsat af Sundhedsstyrelsen i forbindelse med optagelsen i det i stk. 2 nævnte register.

Stk. 4. Forekomst af bivirkninger skal observeres nøje og skal, så snart de konstateres, søges modvirket bedst muligt. Det skal i den forbindelse nøje overvejes, om tvangsmedicineringen bør opretholdes i det hidtidige omfang.

Stk. 5. Brug af ekstraordinært store doser må ikke finde sted.

§ 5. Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender.

§ 6. Ved tvangsmedicinering skal der altid være en læge til stede.

§ 7. Tvangsernæring må kun gennemføres, hvis patienten opfylder betingelserne i § 1, stk. 1 og tvangsernæringen er nødvendig for at redde patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en alvorlig risiko for patientens liv eller helbred.

Tvangsbehandling af en legemlig lidelse

§ 8. En person, som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt betingelserne efter § 1 er opfyldt og lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab.

§ 9. Når der ved ophold på somatisk afdeling er behov for at anvende tvang, kan dette alene ske efter den psykiatriske overlæges og overlægen på den somatiske afdelings bestemmelse efter reglerne i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Stk. 2. Iværksættelse af tvangsforanstaltninger efter stk. 1 foretages af plejepersonalet fra psykiatrisk afdeling.

§ 10. Så snart patientens tilstand og den somatiske behandling tillader det, skal patienten, efter aftale mellem den psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling, flyttes tilbage til psykiatrisk afdeling.

§ 11. Klage over beslutning om tvangsbehandling efter dette kapitel har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

§ 12. Tvangsfiksering må kun anvendes i det i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 14, stk. 2 nævnte omfang.

Stk. 2. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.

Stk. 3. Forud for den konkrete anvendelse af tvangsfiksering skal der foreligge en lægelig ordination, efter at lægen har tilset patienten.

Stk. 4. Det er en forudsætning for den lægelige ordination, at lægen på grundlag af patientens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af tvangsfiksering, og at anvendelse af andre midler, f.eks. øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelig eller uigennemførlig som følge af patientens tilstand.

Stk. 5. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, træffes af overlægen.

§ 13. I ganske særlige akut opståede situationer, hvor det af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at udsætte beslutningen, kan sygeplejepersonalet på egen hånd gøre brug af tvangsfiksering med bælte.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1, træffes af vagthavende sygeplejerske eller dennes stedfortræder, eller undtagelsesvis af den sygeplejerske eller plejer, der er til stede.

Stk. 3. Den ansvarlige læge skal tilkaldes straks, efter at tvangsfiksering med bælte er taget i anvendelse og træffe afgørelse om, hvorvidt det fortsat er påkrævet at anvende tvangsmidlet.

§ 14. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

Stk. 2. En fast vagt er en hertil udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikserede patienter.

Stk. 3. Tilsynet skal udføres med hensyntagen til patientens egne ønsker og med respekt for dennes værdighed og selvfølelse.

Stk. 4. Patienten skal have ret til et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.

§ 15. Ved tvangsfiksering skal lægen snarest og senest den følgende dag tage stilling til om anvendelsen af tvangsmidlet kan ophøre.

Stk. 2. Det tilkommer dog til enhver tid plejepersonalet at bringe en tvangsfiksering til ophør, når der ikke længere er behov for at opretholde denne.

§ 16. Iværksættelse af fiksering af patienter, der af tryghedsgrunde selv anmoder herom, må kun ske med samtykke fra en læge.

Stk. 2. Anmodningen samt den eventuelle fiksering skal noteres i patientjournalen og tvangsprotokollen, jf. § 26, stk. 1.

Anvendelse af fysisk magt

§ 17. Når betingelserne for anvendelse af tvangsfiksering er opfyldt, kan en person, der er indlagt i stedet fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset.

Stk. 2. Afgørelsen af, hvilket middel, der skal anvendes i det enkelte tilfælde, træffes under iagttagelse af det mindste middels princip, jf. lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 4, ligesom betingelserne for anvendelse af fysisk magt skærpes, jo mere indgribende en foranstaltning, der er tale om.

§ 18. Uanset at betingelserne for anvendelse af fysisk magt, jf. § 17, stk. 1, ikke er til stede, kan der over for personer, der er frihedsberøvede, jf. lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien kap. 3, anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Stk. 2. Der kan i tilfælde som nævnt i stk. 1 træffes afgørelse om, at afdelingens yderdøre skal holdes aflåsede.

§ 19. Når det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen som en mindre indgribende foranstaltning beslutte, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.

Stk. 2. Lægen skal være til stede, medens det beroligende middel gives.

Beskyttelsesfiksering

§ 20. Ved beskyttelsesfiksering forstås ethvert middel, som det er nødvendigt at bringe i anvendelse for at beskytte en person imod utilsigtet at udsætte sig selv for væsentlig fare.

§ 21. Forud for anvendelse af beskyttelsesfiksering skal foreligge en lægelig ordination, efter at lægen har tilset patienten.

Stk. 2. Den lægelige ordination af beskyttelsesfiksering skal angive, i hvilket omfang og i hvilke bestemte situationer et vist middel til beskyttelsesfiksering må anvendes.

Stk. 3. Administrationen af den ordinerede beskyttelsesfiksering overlades til plejepersonalet i det enkelte tilfælde.

§ 22. Midler til beskyttelsesfiksering omfatter stofbælter og lignende, der på hensynsfuld måde bruges for at forhindre patienten i at komme til skade ved at falde ned fra seng eller stol eller ved at vandre omkring i forvirret tilstand.

Stk. 2. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder beskyttelsesformålet og ud fra en vurdering af, hvad den pågældende patient befinder sig bedst med.

§ 23. Som beskyttelsesforanstaltning kan anvendes aflåsning af en afdelings yderdøre.

Stk. 2. Afgørelse om aflåsning skal snarest muligt godkendes af overlægen, og alle patienter på afdelingen skal straks efter, at afgørelse om aflåsning er truffet, underrettes herom.

§ 24. En lægelig vurdering af berettigelsen af opretholdelse af brugen af beskyttelsesfiksering over for den enkelte patient skal finde sted så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

§ 25. Det påhviler såvel læger som sygeplejepersonalet at påse, at beskyttelsesfiksering ikke benyttes i videre omfang, end hensynet til patientens sikkerhed kræver, og at spørgsmålet om ændring af ordinationen rejses så snart, der er anledning dertil.

§ 26. Der skal på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en tvangsprotokol.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen udarbejder skema til brug for tilførsler i tvangsprotokollen.

Stk. 3. I tvangsprotokollen tilføres oplysning om enhver form for anvendelse af tvang, jf. §§ 5 - 10 og 12 - 17 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, og om enhver ordination i henhold til § 18 i nævnte lov.

§ 27. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af

1) Patientens navn og cpr-nr.

2) Frihedsberøvelsens varighed.

3) Begrundelsen for frihedsberøvelsen.

4) Resultatet af den efterprøvelse af frihedsberøvelsen henholdsvis 3, 10, 20, og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og derefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes.

§ 28. Ved tvangsbehandling skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af

1) Patientens navn og cpr-nr.

2) Behandlingens art og omfang.

3) Begrundelsen for tvangsbehandlingen.

4) Navnet på den ordinerende overlæge.

5) Navnet på den tilstedeværende læge.

§ 29. Ved tvangsfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af

1) Patientens navn og cpr-nr.

2) Indgrebets art og omfang.

3) Begrundelsen for indgrebet.

4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.

5) Navnet på den ordinerende læge.

6) Navne på det implicerede personale.

§ 30. Ved anvendelse af fysisk magt skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af

1) Patientens navn og cpr-nr.

2) Indgrebets art og omfang.

3) Begrundelse for indgrebet - herunder fra det implicerede personale

4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.

5) Navnet på den ordinerende/tilstedeværende læge.

6) Navne på det implicerede personale.

§ 31. Ved beskyttelsesfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af

1) Patientens navn og cpr-nr.

2) Formen for beskyttelsesfiksering.

3) Begrundelsen for beskyttelsesfikseringen.

4) Den situation, hvor beskyttelsesfikseringen kan anvendes.

5) Den ordinerende læge.

6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og derefter mindst hver 4. uge, så længe beskyttelsesfikseringen opretholdes.

§ 32. Ved aflåsning efter § 23, stk.1 skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af tidspunktet for aflåsningen samt en kort begrundelse for aflåsningen med angivelse af den fare, man vil forebygge.

§ 33. Tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige, jf. lægelovens § 13.

Stk. 2. Ved udfærdigelse af tvangsprotokoller skal der i journalen henvises til, at der er indført notat i tvangsprotokollen. Kopi af tvangsprotokollen tilføres journalen.

Indberetning

§ 34. Ved de i §§ 27 - 30 omhandlede tilfælde af anvendelse af tvang og ved de i § 31 omhandlede tilfælde af beskyttelsesfiksering, skal overlægen på afdelingen kvartalsvis foretage indberetning til den ansvarlige sygehusmyndighed og til Sundhedsstyrelsen gennem den pågældende embedslægeinstitution.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen udfærdiger skema til brug for den i stk. 1 nævnte indberetning.

§ 35. Den i § 34, stk. 1 nævnte indberetning skal indeholde de i §§ 27 - 31 krævede oplysninger med undtagelse af patientens og impliceret personales navn og cpr-nr.

§ 36. En patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er tilført tvangsprotokollen om patienten selv.

Stk. 2. Den for patienten beskikkede patientrådgiver har samme ret som nævnt i stk. 1.

§ 37. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1989.

Stk. 2. Samtidig bortfalder Sundhedsstyrelsens cirkulære af 28. juni 1983 om information og samtykke for så vidt angår patienter med psykiske lidelser, og Sundhedsstyrelsens cirkulære af 28. juni 1985 om anvendelse af tvangsmidler og beskyttelsesforanstaltninger over for patienter på psykiatriske sygehuse og afdelinger samt de dertil knyttede plejehjem m.v.

Sundhedsministeriet, den 21. september 1989

ELSEBETH KOCK-PETERSEN

/Steen Loiborg

Bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger

I medfør af §§ 12, stk. 4, 13, stk. 3, 19 og 20, stk. 2 i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien fastsættes

Ingen