Legislator Case Law & Legislation
B19881725005 DK

Bestemmelser om overflyvningsafgifter (en route-afgifter) København FIR

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1988 17250 Historic

Bestemmelser om overflyvningsafgifter (en route-afgifter) København FIR

I medfør af § 71, stk. 2, stk. 3 og stk. 4, § 75, § 78, § 79 og § 153, stk. 2, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafik- og Kommunikationsministeriet følgende

1. Referencedokument

1.1 Average Distance Catalogue for Air Navigation Facility Charges, København FIR, udgivet af Statens Luftfartsvæsen, seneste udgave, for tiden den udgave, der er gældende fra den 1. januar 1987.

1.2 Dokumentet kan købes i engelsk udgave ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten, Ellebjergvej 50, 2450 København SV.

2. Anvendelsesområde

Denne BL fastsætter bestemmelser for betaling af afgift for flyvning en route efter instrumentflyvereglerne (IFR) inden for Københavns flyveinformationsregion, i det følgende kaldet København FIR.

3. Generelt

Afgiften påhviler ejeren og brugeren af luftfartøjet og betales for luftfartøjer med en maksimalt tilladt startmasse (MTOM) på over 2.000 kg.

4. Beregning af afgift

Afgiften pr. flyvning beregnes efter følgende formel

r = ti x N

hvor r er afgiften, ti serviceenhedsraten og N antallet af serviceenheder i henhold til den aktuelle flyvning i København FIR.

4.1 Serviceenhedsraten (ti)

Serviceenhedsraten (ti) fastsættes til Dkr. 335,00.

4.2 Antallet af serviceenheder (N)

Antallet af serviceenheder (N) beregnes ved anvendelse af følgende formel

N = d x P

hvor d er distancefaktoren for flyvningen inden for København FIR, og P vægtfaktoren for det pågældende luftfartøj.

4.2.1 Distancefaktoren (d)

Distancefaktoren (d) beregnes som 1/100 af den afstand, der pålægges afgift.

4.2.1.1 De afstande, der lægges til grund ved beregningen af distancefaktoren, er offentliggjort af Statens Luftfartsvæsen i Average Distance Catalogue.

4.2.1.2 De afstande, der er angivet i Average Distance Catalogue, er gennemsnittet af tidligere års faktisk tilbagelagte flyveafstande af samtlige luftfartøjer, beregnet på grundlag af storcirkelafstanden i kilometer mellem

- startlufthavn/flyveplads eller position ved indflyvning i København FIR, og

- ankomstlufthavn/flyveplads i København FIR eller position ved flyvning ud af København FIR.

Der fratrækkes en flyvelængde på 20 km for hver start og/eller landing i København FIR under hensyn til, at der for lufthavnes sikringstjenester og hjælpemidler betales særskilt afgift.

4.2.1.3 Hvis en afstand ikke er angivet i Average Distance Catalogue, beregnes afstanden efter den faktisk tilbagelagte flyveafstand, jf. pkt. 4.2.1.2.

4.2.2 Vægtfaktoren (P)

Vægtfaktoren (P) for ethvert luftfartøj beregnes som kvadratroden af den kvotient, der fremkommer ved at dividere den i henhold til luftfartøjets luftdygtighedsbevis maksimalt tilladte startmasse (MTOM), målt i tons, med 50

P = kvadratroden af, MTOM ---- 50

Til beregning af afgiften indgår vægtfaktoren med to decimaler.

4.2.2.1 Hvis et luftfartsforetagende har meddelt Statens Luftfartsvæsen, at man disponerer over flere luftfartøjer af samme type med forskellige startmasser, benyttes den gennemsnitlige, maksimalt tilladte startmasse ved beregningen af afgiften for hvert enkelt af disse fly. Beregningen af denne faktor skal revideres af luftfartsforetagendet mindst hver tolvte måned. Hvis et luftfartsforetagende undlader dette, fastsætter Statens Luftfartsvæsen vægtfaktoren for ethvert luftfartøj af den pågældende type som den største maksimalt tilladte startmasse for flytypen.

5. Fritagelse for betaling af afgift

Følgende flyvninger er fritaget for betaling af afgift

a) Prøveflyvning, der foranstaltes på Statens Luftfartsvæsens foranledning.

b) Teknisk kontrolflyvning, der foretages af udøvere af erhvervsmæssig luftfart uden medtagelse af passagerer eller gods mod betaling.

c) Flyvning i rednings- og eftersøgningstjeneste.

d) Teknisk returnering, hvorved forstås start med tvungen tilbagevenden som følge af tekniske forstyrrelser, vejrforhindringer og lignende, til den lufthavn eller landingsplads, hvorfra start har fundet sted.

e) Luftfartøjer ejet af Statens Luftfartsvæsen.

f) Danske militærluftfartøjer, der ikke er optaget i civile luftfartøjsregistre.

g) Fremmede militærluftfartøjer, der ikke er optaget i civile luftfartøjsregistre, og luftfartøjer, som udelukkende anvendes til befordring af fremmede staters repræsentanter eller FN-personnel.

h) Fremmede staters politi-, told- og kontrolluftfartøjer.

For flyvninger, der er nævnt i litra a) - c), er det en betingelse for fritagelse, at særskilt anmeldelse herom indgives til Flyveledelsen København, områdekontrolcentralen (ACC), forud for hver flyvning.

6. Betaling af afgift m.v.

6.1 Ejeren og brugeren hæfter solidarisk for afgiftens betaling.

6.2 Opkrævning af afgiften sker ved Statens Luftfartsvæsens foranstaltning ved månedsvis fremsendelse af faktura.

6.2.1 Afgiften forfalder til betaling 30 dage efter fakturadato. Hvis afgiften ikke er Statens Luftfartsvæsen i hænde på forfaldsdagen, eller, hvis forfaldsdagen falder på en lørdag eller søn-/helligdag, den næstfølgende hverdag, er ejeren og/eller brugeren pligtig af betale morarente med 1 pct. pr. påbegyndt måned. Der pålægges ikke renters rente.

6.2.2 Hvis afgiften ikke betales, kan

a) inddrivelse ske ved udpantning,

b) tilladelse til flyvning til eller fra dansk territorium nægtes,

c) en allerede given tilladelse inddrages.

7. Dispensation

Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.

8. Klageadgang

Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafik- og Kommunikationsministeriet.

9. Ikrafttræden

Denne BL træder i kraft den 1. oktober 1988.

Statens Luftfartsvæsen den 25.10.88

V. K. H. Eggers

/ J. Zeuthen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →