Bestemmelser om autoriseret kontrollantvirksomhed, praktiske flyveprøver
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om autoriseret kontrollantvirksomhed, praktiske flyveprøver
I medfør af kapitel 4 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater, § 3, (BL 6-02), følgende
1. Referencedokument
Gebyrreglementet for Statens Luftfartsvæsen med seneste ændringer, for tiden det af Trafikministeriet den 27. november 1987 godkendte gebyrreglement med gyldighed fra 1. januar 1988.
2. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser for Statens Luftfartsvæsens autorisering af kontrollanter til at forestå praktiske flyveprøver og for autoriserede kontrollanters medvirken ved aflæggelse af praktiske flyveprøver.
3. Generelt
3.1 Personer, der autoriseres efter bestemmelserne i denne BL, benævnes eksterne kontrollanter.
3.2 Det påhviler eksterne kontrollanter
a) at sikre, at bestemmelserne i afsnit 5, afsnit 6 og afsnit 7 overholdes,
b) at efterkomme instruktioner, der er givet af Statens Luftfartsvæsen for afvikling af praktiske flyveprøver, og
c) at underrette Statens Luftfartsvæsen om enhver ændring i de forhold, der har dannet grundlag for autorisationen.
3.2.1 En ekstern kontrollant skal sikre, at der ikke i forbindelse med virksomheden som ekstern kontrollant kan opstå inhabilitet.
3.3 Under den praktiske prøve må der ikke medføres andre personer i luftfartøjet end aspiranten, kontrollanter, instruktører samt den besætning, der er nødvendig for luftfartøjets sikre betjening/føring.
4. Autorisering
4.1 Statens Luftfartsvæsen fastsætter antallet af eksterne kontrollanter.
4.2 Statens Luftfartsvæsen meddeler autorisation som ekstern kontrollant efter ansøgning.
4.2.1 Autorisationen gives for et tidsrum, der fastsættes af Statens Luftfartsvæsen i hvert enkelt tilfælde, eller indtil videre.
4.2.2 Autorisationen kan til enhver tid tilbagekaldes af Statens Luftfartsvæsen med 3 måneders varsel, jf. dog afsnit 10.
4.3 Autorisation som ekstern kontrollant er betinget af, at ansøgeren
a) har stor flyveerfaring,
b) har fungeret som instruktør under skoleflyvning på den luftfartøjsklasse, hvortil autorisationen skal gælde,
c) har indgående kendskab til relevante uddannelseskrav og -bestemmelser,
d) gennem professionelt virke som pilot vedligeholder erfaring og rutine, samt
e) af Statens Luftfartsvæsen anses for egnet til at udøve virksomhed som ekstern kontrollant.
4.4 Autorisationen giver ret til efter godkendelse fra Statens Luftfartsvæsen at forestå praktiske flyveprøver med aspiranter, der over for Statens Luftfartsvæsen er indstillet hertil af en uddannelsesvirksomhed, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
4.5 Autorisationen meddeles som gældende for nærmere angivne prøver på nærmere angivne luftfartøjstyper enten for ansatte i et bestemt luftfartsforetagende eller for aspiranter generelt.
5. Den eksterne kontrollants pligter under prøveafvikling
5.1 Flermotorede luftfartøjer
5.1.1 Under praktiske prøver på flermotorede luftfartøjer skal den eksterne kontrollant iagttage prøvens forløb fra et sæde bag piloternes sæder. Den af piloterne, der ikke er til prøve, skal være instruktør på typen og skal fungere som luftfartøjschef.
5.1.2 En ekstern kontrollant må kun bemande et førersæde og fungere som luftfartøjschef efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.
5.2 En-motorede luftfartøjer
5.2.1 Under praktiske prøver på en-motorede luftfartøjer skal den eksterne kontrollant iagttage prøvens forløb fra et førersæde. Kontrollanten skal da fungere som luftfartøjschef.
5.2.2 Statens Luftfartsvæsen kan, hvor særlige forhold gør sig gældende, tillade, at den eksterne kontrollant iagttager prøvens forløb fra et andet sæde end førersædet. En instruktør på typen, som ikke er til prøve, skal da fungere som luftfartøjschef.
5.3 Bemander en ekstern kontrollant et førersæde efter bestemmelserne i pkt. 5.1.2 eller pkt. 5.2.1, skal den eksterne kontrollant opfylde de certificeringsmæssige betingelser herfor samt have en sådan erfaring og rutine på den pågældende luftfartøjstype, at den praktiske prøve kan afvikles på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde.
5.4 En ekstern kontrollant må ikke udøve sin virksomhed over for en aspirant, under hvis uddannelse vedkommende har fungeret som flyveinstruktør i luftfartøj eller simulator.
5.5 En ekstern kontrollant må ikke afbryde en påbegyndt prøve, før det er konstateret, om prøven er bestået eller ikke bestået, medmindre sikkerhedsmæssige forhold nødvendiggør dette. En prøve anses for påbegyndt, når den eksterne kontrollant er mødt på det sted og til den tid, der er aftalt for prøvens afholdelse med den uddannelsesvirksomhed, der har indstillet den pågældende til prøve.
5.6 En ekstern kontrollant skal, før en aspirant påbegynder aflæggelse af en prøve, sikre sig, at aspiranten over for Statens Luftfartsvæsen er indstillet hertil af en uddannelsesvirksomhed, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
5.7 En ekstern kontrollant kan kun udstede et midlertidigt certifikat efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.
6. Rapportering
6.1 En ekstern kontrollant skal indsende en rapport til Statens Luftfartsvæsen for hver påbegyndt prøve snarest efter prøvens afslutning. Rapporten skal være skrevet på en formular, der er autoriseret hertil af Statens Luftfartsvæsen.
6.1.1 Rapporten skal foruden relevante identifikationsdata indeholde en detaljeret beskrivelse af, hvad prøven har omfattet, den eksterne kontrollants bedømmelse af de opnåede resultater og en konklusion, herunder om prøven er bestået eller ikke bestået.
6.2 Hvis en prøve aflyses på grund af forhold, som den eksterne kontrollant ikke har haft indflydelse på, efter at den eksterne kontrollant har givet møde, skal rapport herom indgives til Statens Luftfartsvæsen.
7. Honorering
7.1 En ekstern kontrollant modtager til dækning af sit tidsforbrug og øvrige udgifter forbundet med prøvens afholdelse af Statens Luftfartsvæsen for hver påbegyndt prøve et honorar svarende til 75% af det gebyr, der til enhver tid er fastsat for pågældende prøve, jf. gebyrreglementet.
7.1.1 Hvis en ekstern kontrollant pådrager sig ekstraordinære udgifter i forbindelse med sin virksomhed, kan vedkommende anmode Statens Luftfartsvæsen om dækning af disse. Imødekommes anmodningen, afregnes udgifterne efter statens sædvanlige regler.
7.2 En ekstern kontrollant må ikke modtage betaling fra andre end Statens Luftfartsvæsen i forbindelse med prøveaflæggelse, medmindre Statens Luftfartsvæsen har godkendt dette.
8. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
9. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
10. Tilbagekaldelse
10.1 Ved grov eller gentagen forsømmelighed ved udøvelsen af virksomheden som ekstern kontrollant kan Statens Luftfartsvæsen tilbagekalde en meddelt autorisation med omgående virkning.
10.2 En meddelt autorisation kan endvidere tilbagekaldes med omgående virkning, hvis en ekstern kontrollant ikke har efterkommet instruktioner givet af Statens Luftfartsvæsen, jf. pkt. 3.2 b), eller har undladt at underrette Statens Luftfartsvæsen om ændringer i de forhold, der har dannet grundlag for autorisationen, jf. pkt. 3.2 c).
11. Ikrafttræden
Denne BL træder i kraft den 1. maj 1988.
Statens Luftfartsvæsen, den 14. marts 1988
V. K. H. Eggers
/ Chr. Mørup
Ingen