Legislator Case Law & Legislation
B19881004805 DK

Teknisk forskrift for installation af radiopejludstyr og radiopejling i 2 MHz båndet (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse 1988 10048 Historic

Teknisk forskrift for installation af radiopejludstyr og radiopejling i 2 MHz båndet (* 1)

I medfør af § 2, stk. 5, § 11, stk. 2 og § 28 i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v. med senere ændringer, jfr. bekendtgørelse nr. 299 af 9. juni 1988, fastsættes

I henhold til Skibstilsynets meddelelser »B«. kapitel V, § 12 g, skal alle nye skibe på 1600 registertons brutto og derover i international fart være forsynet med radioudstyr til homing på den radiotelefoniske nødfrekvens 2182 kHz.

Da det er absolut påkrævet, at radiopejleudstyrets antennesystem installeres korrekt for at opnå den efter forholdene optimale pejlenøjagtighed i 2 MHz båndet, skal følgende af den rådgivende radiokomite CCIR udarbejdede retningslinier nøje følges ved installation m.v. af radioudstyr

1. Radiopejleapparatets antennesystem, herunder hjælpeantennen, bør anbringes i størst mulig afstand fra eventuelle reflektive elementer.

2. Radiopejleapparatets antennesystem bør helst anbringes i skibets diametrallinie.

3. Hvis radiopejleapparatets antennesystem er anbragt på en mast, bør det så vidt muligt installeres symmetrisk på toppen af masten og ikke på den ene side.

4. Hvis resonansfrekvensen af en mast og dens rigning er inden for ca. +/- 20% af den til radiopejling anvendte frekvens, bør radiopejleapparatets antennesystem i almindelighed ikke anbringes på eller nær toppen af masten, medmindre antennesystemet er af en sådan art, at det ikke påvirkes af masteresonans. Ved beregning eller bedømmelse af resonansfrekvensen bør effekten af radiopejleapparatets antennesystem tages i betragtning.

5. Hjælpeantennen bør anbringes i eller så nær, som det er praktisk muligt, ved midteraksen af radiopejleapparatets antennesystem.

6. Den fra antennetråde reflekterede effekt kan nedbringes ved at forsyne antennen med behørigt anbragte isolerende afbrydere.

7. Sekundære svingninger fra rigningen (f.eks. stag, wirer o.lign.) bør reduceres ved indsættelse af isolatorer, således at resonansfrekvensen af det længste stykke ligger væsentligt over den højeste frekvens, der anvendes ved radiopejling.

8. Dannelsen af »lukkede kredsløb«, f.eks. af rigningen, bør undgås ved indsættelse af isolatorer, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

9. For at undgå forbindelser, der i elektrisk henseende er usikre, bør forbindelsespunkterne mellem bevægelige dele af rigningen og forbindelserne mellem master og bomme, wirer o.s.v. så vidt muligt kortsluttes.

Følgende forholdsregler og sikkerhedsforanstaltninger skal iagttages ved korrektionsbestemmelse af radiopejleapparater til 2 MHz båndet

1. Rigningen, nedføringer, bomme, fald o.s.v. bør være i den position, som benyttes, når skibet er i søen.

2. Enhver antenne, som påvirker radiopejleapparatet, bør så vidt muligt isoleres, og andre antenner, som ikke kan isoleres (f.eks. på grund af driftsmæssige krav), bør være rigget op, som de vil være, når der tages pejlinger til søs. Alle antenners tilstand og elektriske forhold bør være anført på radiopejleapparatets korrektionskurve.

3. Korrektionsbestemmelse bør udføres i et område, der er godt klar af land og andre skibe. Hvis en sender i land benyttes bør korrektionsbestemmelsen udføres på en linie, der går igennem denne station, og som passerer kystlinien under en ret eller næsten ret vinkel. Sendeantennen bør udstråle lodret polariserede bølger fra et enkelt element, og der bør drages omsorg for at undgå sekundær udstråling fra genstande i nærheden. Afstanden mellem sendeantennen og radiopejleapparatet bør være tilstrækkeligt stor til at forhindre, at korrektionsbestemmelsen påvirkes af sendeantennens induktionsfelt.

4. Der bør drages omsorg for at sikre, at radiopejleapparatet giver den rigtige sidebestemmelse på alle de pågældende pejlinger og frekvenser.

5. Radiopejleapparatets korrektionsbestemmelse bør i almindelighed omfatte alle 360 grader og bør så vidt muligt foretages med så små pejlintervaller (f.eks. med mellemrum af nogle få grader), at eventuelle pludselige spring i korrektionskurven opdages (f.eks. diskontinuiteter, hvor to eller flere forskellige korrektioner findes for den samme indicerede pejling).

6. Korrektionsbestemmelse på 2182 kHz bør foretages på en frekvens, der ligger så tæt ved 2182 kHz som muligt, idet der tages særligt hensyn til nr. 3023 i radioreglementet, Geneve 1982, samt til undgåelse af forstyrrelse af igangværende tjenester i tilstødende kanaler.

7. Korrektionsbestemmelsen bør kontrolleres periodisk, især hvis der er foretaget forandringer ved rigning o.lign. siden sidste korrektionsbestemmelse.

8. Om bord i skibe udstyret med radiopejlapparat, hvis frekvensområde omfatter 2 MHz båndet, bør der foretages korrektionsbestemmelse for at fastslå, hvorvidt radiopejlapparatet uden modifikationer kan anvendes til radiopejling i alle retninger, eller i det mindste for homing på frekvensen 2182 kHz.

Når ovennævnte sikkerhedsforanstaltninger og tekniske forholdsregler er iagttaget, kan der under gode forhold opnås en nøjagtighed på omkring +/- 2 ved pejling i 2 MHz båndet ved modtagning af jordbølgen om bord i skibe under ca. 800 registertons brutto. Under ugunstige betingelser, f.eks. når skibet hugger og ruller i søen, kan der opnås en nøjagtighed på ca. +/- 5 grader. På større skibe kan nøjagtidheden være ringere, men i de fleste tilfælde vil det sædvanligvis være muligt at bruge pejlapparatet til homing-formål på 2182 kHz. Pejlinger ved modtagning af indirekte bølger kan, skønt variable i azimuth og skarphed, bruges ved homing ind i jordbølgeområdet ved udnyttelse af deres middelværdi.

Overtrædelse af denne forskrift medfører bøde eller hæfte.

Forskriften træder i kraft den 15. september 1988.

Søfartsstyrelsen, den 1. september 1988

T.R. Funder

/J. Rasmussen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →