Legislator Case Law & Legislation
B19881004605 DK

Teknisk forskrift for kontrol med passager- og lastskibes stabilitet (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse 1988 10046 Historic

Teknisk forskrift for kontrol med passager- og lastskibes stabilitet (* 1)

I medfør af § 2, stk. 5, § 11, stk. 2, § 3 og § 28 i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v. med senere ændringer, jfr. bekendtgørelse nr. 299 af 9. juni 1988, fastsættes

1. ANVENDELSESOMRÅDE

1.1. Reglerne for kontrol med passager- og lastskibes stabilitet kommer til anvendelse på

1.1.1. Passager- og lastskibe (bortset fra fiskeskibe) på 5 BRT. og derover, der er køllagt eller er på et tilsvarende konstruktionsstadium på eller efter den 1. april 1976 samt på de anførte skibe i følgende tilfælde

1.1.2. Skibe, der underkastes ombygning på eller efter den nævnte dato, såfremt ombygningen får indflydelse på stabilitetsforholdene,

1.1.3. Skibe, der indkøbes fra udlandet, såfremt de pågældende skibe på eller efter den nævnte dato optages i Skibsregistret, jfr. dog pkt. 8.

2. STABILITETSKRITERIER

2.1. Følgende stabilitetskriterier skal anvendes for såvel passager- som lastskibe

2.1.1. Arealer under stabilitetskurven (GZ-kurven) skal være

a) mindst 0,055 radianmeter op til en krængningsvinkel r på 30 grader,

b) mindst 0,09 radianmeter op til en krængningsvinkel r på 40 grader eller indstrømningsvinklen rf, hvis denne vinkel er mindre end 40 grader. (rf er den krængningsvinkel, hvorved åbninger i skrog og overbygninger, der ikke kan lukkes vejrtæt, kommer under vand).

c) Endvidere skal arealet under kurven for stabilitetsarmen (GZ-kurven) mellem krængningsvinklerne 30 grader og 40 grader, eller mellem 30 grader og rf, hvis denne er mindre end 40 grader, være mindst 0,03 radianmeter.

2.1.2. Stabilitetsarmen GZ skal være mindst 0,20 m ved krængningsvinkel, der er lig med eller større end 30 grader, men som ikke overstiger 40 grader eller rf, hvis denne vinkel er mindre end 40 grader.

2.1.3. Den maksimale stabilitetsarm skal forekomme ved en krængningsvinkel, der er mindst 25 grader.

2.1.4. Metacenterhøjden GM0 skal være mindst 0,15 m.

2.2. Hvor rulledæmpningsanlæg er installeret i skibet, skal det godtgøres, at de ovennævnte kriterier kan overholdes, efter at korrektion for frie overflader i tankene er foretaget.

2.3. Såfremt skibet agtes anvendt i farvande, hvor der er nærliggende fare for overisning, eller under andre vilkår, der påvirker stabiliteten ugunstigt, må disse forhold tages i betragtning ved beregning af KG i de relevante lastekonditioner, jfr. retningslinierne i Appendix III i IMO Resolution A. 168 (ES IV).

2.4. Der skal tages hensyn til eventuelle ugunstige indvirkninger på stabiliteten, såfremt visse bulkladninger transporteres.

Der skal herunder tages hensyn til retningslinierne i

»Code of Practice for Bulk Cargoes«. (IMO 1972).

2.5. Lastskibe, der iøvrigt omfattes af særlige bestemmelser vedrørende stabilitet i ubeskadiget eller beskadiget tilstand, skal tillige opfylde disse bestemmelser.

2.6. Følgende yderligere kriterier skal anvendes for passagerskibe

2.6.1 Krængningsvinklen som følge af sammenstimlen af passagerer i een side må ikke overstige 10 grader, jfr. retningslinierne i IMO Resolution A. 167 i Appendix II (ES IV).

2.6.2. Krængningsvinklen som følge af drejning må ikke overstige 10 grader, når vinklen beregnes ved brug af følgende formel

0,02 V2 W (KG - d) MR = --------- --------- L 2

hvor

MR = krængningsmomentet i tonsmeter

V = servicefart i m/sek.

L = længde af skibet i vandlinien

W = vægten af skibet i metriske tons

d = middeldybgangen

KG = højde af tyngdepunktet over basislinien (BL) efter korrektion for frie overflader.

2.7. Desuden skal de særlige bestemmelser for passagerskibe vedrørende stabilitet i beskadiget tilstand være opfyldt.

3. DEFINITIONER

3.1. Definition af basislinie.

3.1.1. Stålskibe

En linie parallel med skibets konstruktionsvandlinie gennem kølpladens indvendige skæring med centerlinien på middelspantet.

3.1.2. Træskibe

En linie parallel med skibets konstruktionsvandlinie gennem udvendig spundig på middelspant.

3.2. Grænsekurve: Grænsekurve for maksimalt tilladeligt W.KG afsat over deplacementet.

4. BESKRIVELSE AF BEREGNINGER

4.1. Hydrostatiske og isocline (MS/KN) data skal beregnes ved hjælp af elektronregnemaskine ved en af Søfartsstyrelsen accepteret institution, medmindre andet på forhånd er aftalt med Søfartsstyrelsen.

4.2. Hydrostatiske og isocline (MS/KN) data skal i almindelighed beregnes på grundlag af skibets konstruktionstrim.

4.2.1. Hvis skibets trim under drift vil kunne afvige væsentligt fra konstruktionstrimmet, skal tilsvarende beregninger udføres for de maksimale afvigelser fra konstruktionstrimmet.

4.2.2. Beregningerne skal udføres til overkant af dæk og yderside af klædning. For træskibe foretages opmålingen til yderkant af klædning.

4.2.3. Lukkede overbygninger, trunke og luger, der opfylder bestemmelserne i lasteliniekonventionen af 1966, kan medtages i beregningerne, såfremt de ligger umiddelbart på øverste gennemgående dæk.

4.3. Lastekonditioner.

Der skal foretages beregninger af foreløbige lastekonditioner med tilhørende GZ-kurver svarende til rederens forventede brug af skibet, og som angiver samtlige vægte (let skib, ladning, tankindhold, passagerer, besætning, stores etc.) med angivelse af lodret og langskibs tyngdepunkter og momenter, korrektion for frie overflader samt deplacement, GM, KG, dybgange og trim.

4.3.1. For passagerskibe beregnes mindst følgende konditioner

a) Fuldt lastet afsejlingskondition med fuld beholdning af stores, brændstof og ferskvand samt det totalt tilladte antal passagerer med deres bagage,

b) ankomsttiden med det totalt tilladte antal passagerer med deres bagage samt med 50% stores, brændstof og ferskvand,

c) som under b), men med 10% stores, brændstof og ferskvand,

d) uden ladning, men med fuld beholdning af stores, brændstof og ferskvand og det totalt tilladte antal passagerer,

e) samme kondition som under d), men med 10% brændstof, ferskvand og stores.

4.3.2. For lastskibe beregnes mindst følgende konditioner

a) Afgangskondition med fuld ladning ensartet fordelt og med fuld beholdning af brændstof, ferskvand og stores,

b) ankomstkondition - som under a), men med 10% brændstof, ferskvand og stores,

c) afgangskondition i ballast uden ladning, men med fuld beholdning af brændstof, ferskvand og stores,

d) ankomstkondition i ballast som under c), men med 10% brændstof, ferskvand og stores,

4.3.3. I tilfælde, hvor skibets lastekonditioner under almindelig drift, vil afvige væsentligt fra ovennævnte konditioner, skal tillige foretages beregning af disse lastekonditioner (speciallaster, overisning m.v.).

4.3.4. Beregnede værdier for deplacement og lodret moment over basislinien for ovennævnte lastekonditioner skal tillige være plottet på diagrammet med grænsekurven.

4.3.5. I tilfælde, hvor skibet vil synke som følge af indstrømning af vand igennem en åbning, der ikke er forsynet med vejrtætte lukkemidler, skal GZ-kurven afbrydes ved den tilsvarende indstrømningsvinkel.

5. KRÆNGNINGSPRØVE

5.1. For bestemmelse af skibets letvægt og letvægtstyngdepunktets lodrette beliggenhed skal der udføres en krængningsprøve under kontrol af Søfartsstyrelsen eller anden institution efter bemyndigelse fra Søfartsstyrelsen i det enkelte tilfælde.

5.2. Data for krængningsprøven skal angives på Søfartsstyrelsens standardformular, jfr. bilag 1. I forbindelse med den nævnte formular skal følgende fremhæves

a) Dybgange aflæses på amningsmærker og korrigeres for afstand til perpendikulærer.

b) Hvis amningsmærker ikke forefindes, måles fribord for og agter samt ved kryds og ring, SB og BB.

c) Til måling af krængninger benyttes enten 2 lodliner eller inclinometer (eller tilsvarende instrument) samt en lodline for kontrol (instrumentudtegning vedlægges).

d) Lodliner skal have en passende længde. men må ikke være kortere end 2 meter.

e) Der foretages mindst 4 krængninger.

f) Krængningerne skal have en passende størrelse (0,025

g) Hvis skibets trim i forhold til konstruktionsvandlinierne under prøven er større end 1,5% af Lpp, skal deplacement og BM specielt beregnes til den aktuelle vandlinie.

h) Der foretages korrektioner for eventuelle frie væskeoverflader under prøven.

i) Der foretages beregning af tyngdepunktets langskibs beliggenhed.

5.3. Ved krængningsprøvens udførelse skal følgende iagttages

a) Alle skibets tanke skal så vidt muligt pejles med stålpejlebånd og være tomme eller fyldte.

b) Skibet skal så vidt muligt være færdigt, således at korrektionen for overskydende og manglende vægte bliver så lille som muligt.

c) Opgørelse over manglende og overskydende vægte med angivelse af lodret og langskibs tyngdepunkt skal vedlægges krængningsrapporten.

5.4. Hvis vejrforholdene skønnes at være for dårlige, eller hvis korrektioner for manglende og overskydende vægte skønnes for store, kan Søfartsstyrelsen eller den af Søfartsstyrelsen bemyndigede institution udsætte krængningsprøven indtil et tidspunkt, hvor det skønnes, at tilstrækkeligt nøjagtige data kan aflæses.

5.5. Søfartsstyrelsen kan forlange en ny krængningsprøve afholdt, hvis der ved gennemgangen af krængningsrapporten konstateres unøjagtigheder, som kan have væsentlig indflydelse på beregningen af skibets stabilitetsforhold.

5.6. Ønskes fritagelse for afholdelse af krængningsprøve kommer følgende retningslinjer til anvendelse

a) Der skal for mindst 2 søsterskibe, bygget ved samme værft, foreligge data for krængningsprøve, som viser god overensstemmelse.

Der kan da forventes fritagelse i forbindelse med de efterfølgende 2 søsterskibe.

b) Anmodning om fritagelse sendes til Søfartsstyrelsen bilagt Søfartsstyrelsens standardformular »Erklæring vedrørende søsterskibe« i udfyldt stand, jfr. bilag 2.

c) Letvægtsopgørelsen, som skal påføres søsterskibserklæringen, skal foretages under kontrol af Søfartsstyrelsen eller anden institution efter bemyndigelse fra Søfartsstyrelsen i det enkelte tilfælde.

5.7. De i bilag 1 og 2 viste formularer kan rekvireres i

Søfartsstyrelsen.

6. VEJLEDNING TIL SKIBETS FØRER

6.1. Om bord på ethvert skib, som er omfattet af nærværende regler, skal der til brug for skibets fører være en vejledning vedrørende skibets stabilitetsforhold.

6.1.1. Denne vejledning skal indeholde alt materiale, som er nødvendigt for at sætte skibets fører i stand til at vurdere skibets stabilitetsforhold under forskellige driftsforhold og som tillige giver oplysninger om, at sejlads i konditioner, hvor W.KG ligger over grænsekurven, vil medføre, at skibets stabilitet er utilstrækkelig.

Stabilitetsoplysningerne i vejledningen skal omfatte følgende

Angivelse af voluminer og tyngdepunkter for lastrum og tanke (evt. kapacitetsplan).

Hydrostatiske kurveblade eller tabeller.

Grænsekurve for maksimalt tilladeligt W.KG afsat over deplacement.

Skemaer for beregning af W.KG.

Endelige lastekonditioner med tilhørende GZ-kurver.

Oplysning om forsvarlig brug af rulledæmpningsanlæg, såfremt et sådant er installeret i skibet

6.1.2. Det skal endvidere fremgå af vejledningen,

at overholdelse af stabilitetskriterierne ikke sikrer ubetinget mod kæntring eller fritager skibsføreren for hans ansvar, og at skibsføreren derfor stadig skal udøve sund dømmekraft og godt sømandsskab under hensyntagen til vejrforhold og farvand og skal træffe sådanne hensigtsmæssige foranstaltninger med hensyn til sejladsen som de tilstedeværende omstændigheder tilsiger,

at der skal drages omsorg for, at skibets ladning kan stuves således, at opfyldelse af kriterierne vil kunne opnås, og at ladningsmængden om nødvendigt skal begrænses og/eller ballast indtages,

at der, før rejsen påbegyndes, drages omsorg for, at ladningen og større udrustningsgenstande er forsvarligt stuvet, således at risikoen for forskydninger under sejlads begrænses mest muligt.

6.1.3. Skibets fører skal endelig gøres opmærksom på, at såfremt skibet underkastes en ombygning, som vil få indflydelse på stabilitetsforholdene, skal nye korrigerede stabilitetsoplysninger udarbejdes.

7. MATERIALE DER SKAL INDSENDES TIL SØFARTSSTYRELSENS KONTROL OG GODKENDELSE

7.1. Der skal på tidligst mulige tidspunkt inden køllægningen indsendes 3 eksemplarer af nedenstående tegninger og beregninger til Søfartsstyrelsen.

7.1.1. Generalarrangement med angivelse af kapaciteter og tyngdepunkter for lastrum og tanke (evt. kapacitetsplan).

7.1.2. Beskrivelse af overbygninger, trunke og luger, der er indbefattet ved beregning af isocline (MS/KN) kurver.

7.1.3. Linietegning.

7.1.4. Følgende data for skibet opsat i kurveblade eller tabelform

Beskrivelse

Depl. i m3 og t (vf. 1.025) A og W Opdriftscentrets beliggenhed over BL KB Metacentrets lodrette afstand fra opdriftscentret BM Metacentrets lodrette afstand fra BL KM Opdriftscentrets langskibs beliggenhed LCB Vandlinietyngdepunktets langskibs beliggenhed LCF Trimmoment MTC(tm/cm) Nedtrykningsvægten TPC(t/cm) Middelspantkoefficient (pil op)(Cm) Blokkoefficient w(Cb)

Isocline data. Beregnet for krængningsvinklerne 10 grader 20 grader 30 grader 40 grader 50 grader og 60 grader og for mindst MS/KN )

6 deplacementer dækkende området fra let skib til fuldt lastet skib.

7.1.5. Beregningerne skal være ledsaget af en kopi af den pågældende institutions kontrol af indlæste data, evt. i form af et spanterids udtegnet ved hjælp af elektronregnemaskine.

7.1.6. En målsat skitse visende afstand fra den difinerede basislinie til underkant køl (pladekøl, skinnekøl, stråkøl) samt med angivelse af konstruktionstrimmet (styrlastighed).

7.1.7. Grænsekurve for maksimalt tilladeligt W.KG afsat over deplacementet.

7.1.8. Foreløbig lastekonditioner.

7.2. Efter krængningsprøven skal følgende materiale indsendes

7.2.1. Krængningsprøverapport.

7.2.2. Endelige lastekonditioner som er korrigeret efter krængningsprøvens resultater.

7.2.3. Vejledning til skibets fører.

8. INDKØBTE SKIBE

8.1. Reglen om indsendelse af foreløbige stabilitetsoplysninger finder ikke anvendelse på indkøbte skibe.

8.2. Søfartsstyrelsen kan i det enkelte tilfælde afgøre, om de fremsendte oplysninger om skibets stabilitetsforhold, herunder resultaterne fra krængningsprøven, kan anvendes som grundlag for Søfartsstyrelsens godkendelse og ved udarbejdelse af det materiale, der skal forefindes om bord til brug for skibets fører.

9. SØFARTSSTYRELSENS KONTROL OG GODKENDELSE AF STABILITETEN

9.1. Det under pkt. 7 omhandlede materiale skal af Søfartsstyrelsen underkastes kontrol, der sikrer, at de opgivne data m.v. svarer til det foreliggende skib, og at beregninger m.v. er udført i overensstemmelse med de foran givne regler.

9.2. Viser Søfartsstyrelsens kontrol af det indsendte materiale, at W.KG i de foreløbige lastekonditioner ligger under grænsekurven, gives der foreløbig godkendelse af skibets stabilitet. Er dette ikke tilfældet, nægtes godkendelse.

9.3. Viser krængningsprøven, at KG er større end KG i de foreløbige lastekonditioner, eller at skibets let vægt varierer mere end 30%, kan der ikke udstedes en fartstilladelse, før de endelige stabilitetsoplysninger, godkendt af Søfartsstyrelsen, forefindes i skibet.

9.4. Viser krængningsprøven, at KG er lig med eller mindre end KG i de foreløbige lastekonditioner, og skibets let vægt ikke varierer mere end 30%, kan Søfartsstyrelsen tillade, at der udstedes en fartstilladelse på basis af de foreløbige lastekonditioner. Endelige stabilitetsoplysninger skal fremsendes til Søfartsstyrelsen senest en måned fra udstedelsesdatoen af fartstilladelsen.

Overtrædelse af denne forskrift medfører bøde eller hæfte.

Forskriften træder i kraft den 15. september 1988.

Søfartsstyrelsen, den 1. september 1988

Søfartsstyrelsens tekniske forskrift nr. 23 af 1. september 1988

T.R. Funder

/H. Christensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →