Teknisk forskrift for lods- og udskibningslejdere (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Teknisk forskrift for lods- og udskibningslejdere (* 1)
I medfør af § 2, stk. 5 § 11, stk. 2 og § 28 i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v. med senere ændringer, jvf. bekendtgørelse nr. 299 af 9. juni 1988, fastsættes
Lodslejdere
Reglerne for lodslejdere findes i skibstilsynets meddelelser B, C, D og E. Reglerne er gældende for alle skibe i international fart såvel eksisterende som nye og uanset størrelse.
1) Med hensyn til trin og tværribber skal disse være af hårdt træ (hardwood), d.v.s. af ask eller af andet egnet materiale med tilsvarende egenskaber. De nederste 4 trin kan være af gummi af tilstrækkelig stivhed og styrke eller andet materiale med tilsvarende egenskaber.
Søfartsstyrelsen har godkendt visse lejdertrin udført af andet materiale end hårdt træ. Disse trin kan fortsat anvendes i skibe, hvori de findes, men tillades ikke anvendt i lodslejdere i nye skibe, før trinnene er blevet revurderet og evt. har fået en fornyet tilladelse.
2) Med hensyn til tværribber (spreaders) har der ofte været anvendt aluminiumsrør. Disse kan ikke anses for at opfylde de i SOLAS 74 stillede krav og må derfor udskiftes med tværribber af hårdt træ.
Evt. ansøgning om tilladelse til at anvende andet materiale end hårdt træ skal indsendes til Søfartsstyrelsen.
3) Med hensyn til tovværk må der kun anvendes uklædt manila med en omkreds på mindst 60 mm. Der er ikke i bestemmelserne i kapitel V givet mulighed for at fravige dette krav, og derfor skal tovværk af andet materiale i eksisterende lodslejdere på omhandlede skibe udskiftes med manila snarest belejligt.
Udskibningslejdere
Udskibningslejdere skal i princippet være udført som lodslejdere. Dette medfører, at nye lejdere med trin, fremstillet af andre materialer end hårdt træ, indtil videre ikke må anvendes, før de er blevet revurderet og godkendt af Søfartsstyrelsen.
Forlængede trin kræves ikke for flerfagsudskibningslejdere. Udskibningslejdere skal have en sådan længde, at de kan nå vandoverfladen selv under de for skibet ugunstigste forhold med hensyn til styrlastighed og ved en slagside på 15 grader til hver af siderne. Tovværk af andet materiale end manila kan godkendes af Søfartsstyrelsen under forudsætning af, at dimension, brudstyrke, vejrbestandighed og tovets egenskaber med hensyn til at få et sikkert greb om det mindst svarer til manilatov af god kvalitet.
Straffebestemmelser.
Overtrædelse af denne forskrift medfører bøde eller hæfte.
Forskriften træder i kraft den 15. september 1988.
Søfartsstyrelsen, den 1. september 1988.
T. R. Funder
/H. Drachmann