Teknisk forskrift for konstruktion af overdække til åbne redningsbåde (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Teknisk forskrift for konstruktion af overdække til åbne redningsbåde (* 1)
I medfør af § 2, stk. 5, § 11, stk. 2 og § 28 i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v. med senere ændringer, jfr. bekendtgørelse nr. 299 af 9. juni 1988, fastsættes
1. Materialer
1.1. Overdækket skal være af passende vægt, og de enkelte dele skal let kunne op- og nedrigges.
Overdækket skal være passende understøttet.
Støtter, der er permanent monteret, accepteres ikke.
1.2. Dugen
1.2.1. Dugen skal være uigennemsigtig og skal på ydersiden være af en stærk synlig og lysægte orange farve og på undersiden have en farve, der ikke virker trættende på øjnene.
1.2.2. Dugen med tilhørende surringer skal være rådbestandig og have en passende modstandsevne mod skamfiling samt være modstandsdygtig over for søvand og dieselolie.
1.2.3. Vægten af dugen skal være ca. 400 g pr. kvadratmeter.
1.2.4. Dugen skal kunne tåle stuvning og udfoldning i temperaturer mellem -30 C og + 60 C.
1.3. Understøtninger og beslag
1.3.1. Understøtninger og beslag skal bestå af korrosionsbestandigt materiale.
1.3.2. I redningsbåde af metal skal understøtning med tilhørende beslag være af samme materiale som selve båden.
1.3.3. Bøjlerne skal have en diameter på mindst 20 mm og skal kunne tåle en belastning midt på toppen på 700 N uden at bøjes mere end ca. 1% af bådens bredde.
2. Konstruktion
2.1. Overdækket skal kunne dække mindst 2/3 og højst 3/4 af redningsbådens længde, regnet forfra.
Det skal på agterpart være forsynet med løst lukke.
2.2. Overdækket skal være tilstrækkelig højt til, at man bekvemt kan sidde under det.
2.3. Overdækket skal være således konstrueret og indrettet, at det er tilpasset den redningsbåd, hvortil det er beregnet og således, at det let og hurtigt kan opsættes.
2.3.1. Overdækket samt understøtningerne skal være således konstrueret, at overdækket, når det er oprullet i siderne, kan fastgøres i en position over essingen på en sådan måde, at båden kan ros fra alle rotofter.
2.3.2. Overdækket skal, når det er fastgjort i siderne, have en passende overlapning over essingen til forhindring af, at søsprøjt slår ind i båden.
2.3.3. For fastgørelse af overdækket til båden skal der i langskibs retning med en afstand af højst 0,60 m i såvel overdækket som på båden findes hensigtsmæssige anordninger.
2.3.4. Såfremt fastgørelsen udføres med lidseline, må de dertil hørende beslag på båden ikke bestå af lukkede øjer.
Endvidere skal beslag på overdækket og beslag på båden ved et arrangement være forskudt for hinanden således, at øjerne er placeret midt imellem beslagene.
2.3.5. Den indbyrdes langskibs afstand mellem understøtningerne må ikke overstige 1,20 meter.
2.3.6. Der skal i overdækket forude forefindes en åbning, hvorigennem det er muligt at sætte og bjærge et drivanker.
Åbningen skal kunne lukkes passende tæt for regn og søsprøjt.
3. Forsyning med refleksmateriale
3.1. Overdækket skal på toppen være forsynet med et antal vinkelrette kors, bestående af 2 stk. refleksbånd af mindst 5 x 30 cm med en indbyrdes afstand af højst 50 cm. Refleksmaterialet skal være af godkendt type.
3. Godkendelse
3.1. Ansøgning om typegodkendelse indsendes til Søfartsstyrelsen, bilagt målsatte tegninger og en udførlig beskrivelse af de anvendte materialer samt oplysninger om, til hvilken bådtype (størrelse og fabrikat) overdækket er konstrueret.
4. Straffebestemmelser.
4.1. Overtrædelse af denne forskrift medfører bøde eller hæfte.
Forskriften træder i kraft den 15. september 1988.
Søfartsstyrelsen, den 1. september 1988
T.R. Funder
/H. Drachmann