Bekendtgørelse om indvejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin samt indberetning af markedspriser for disse (kød-spæk-automatisk)
Table of Provisions (16)
Statutory Text (16 Articles)
§ 1. Denne bekendtgørelse vedrører anvendelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler for indvejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin samt indberetning af markedspriser for disse.
§ 2. Ved slagtekroppe af svin forstås hele eller midtflækkede kroppe af slagtede svin uden tunge, børster, klove, kønsorganer, flomme, nyrer og mellemgulv efter afblødning og udtagelse af indvolde.
§ 3. Slagtekroppe af svin slagtet her i landet og med en indvejningsvægt fra 50 kg til 100 kg skal indvejes og klassificeres i overensstemmelse med Det europæiske økonomiske Fællesskabs bestemmelser vedrørende handelsklasseskema for svinekroppe.
Stk. 2. For slagterivirksomheder, hvor slagtningen ikke overstiger 100 svin pr. uge i årsgennemsnit, er indvejning og klassificering i henhold til stk. 1 ikke obligatorisk.
§ 4. Den foretagne indvejning og klassificering af de varme slagtekroppe skal anvendes ved afregning til svineproducenterne og danne grundlag for henføring til salgsklasser.
§ 5. Ved indvejningsvægten forstås vægten af en slagtekrop udskåret som anført i § 2 og vejet senest 45 minutter efter, at svinet er blevet stukket.
Stk. 2. Såfremt der undtagelsesvis foretages anden udskæring af organer end den i § 2 anførte, skal dette godkendes af Landbrugsministeriet. Indvejningsvægten skal i så tilfælde korrigeres for den ændrede udskæring.
§ 6. Som eneste metode til klassificering af svinekroppe kan anvendes det i bilaget anførte apparat benævnt »KSA (Kød-Spæk-Automatisk)-måleren«.
§ 7. Mærkning af slagtekroppe i overensstemmelse med de af Fællesskabet fastsatte bestemmelser kan udelades, hvis der i en protokol for hver svinekrop anføres mindst følgende
1) identificering,
2) vægt inden afkøling og
3) beregnet indhold af magert kød.
Stk. 2. Svinekroppe, der bliver solgt i uudskåret stand i en anden medlemsstat, skal dog altid mærkes.
§ 8. Organisationen Danske Slagterier foretager beregning af markedsprisen for svinekroppe i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser herom og indberetter disse til Landbrugsministeriet.
Stk. 2. Markedsprisen beregnes på grundlag af noteringen for svinekroppe af klasse U med en vægt på mindst 60 kg, men under 100 kg.
Stk. 3. Omregning fra den i § 2 fastsatte præsentationsform til den af Fællesskabet fastlagte standardudskæring skal ske ved at forhøje den konstaterede vægt af den varme krop med 2,7 pct.
§ 9. Baconkontrollen foretager kontrollen med overholdelsen af bestemmelserne vedrørende indvejning, klassificering og afregning af svinekroppe.
§ 10. Klassificeringsudvalget for svinekød følger forhold vedrørende indvejning, klassificering og afregning af svinekroppe. Udvalget består af 11 medlemmer, hvoraf mindst 2 medlemmer skal være repæsentanter for slagterivirksomheder, der er omfattet af bekendtgørelsen, og som ikke er medlemmer af Organisationen Danske Slagterier. Udvalgets medlemmer udpeges af Landbrugsministeriet for en periode på 2 år efter indstilling fra Organisationen Danske Slagterier.
Stk. 2. Udvalget konstituerer sig selv med formand og næstformand. Udvalget udarbejder en forretningsorden, der godkendes af Landbrugsministeriet. Baconkontrollen deltager i udvalgets møder og fungerer som sekretariat.
Stk. 3. Udvalget foretager indstilling til Landbrugsministeriet om fastsættelse af bøde for overtrædelse af de bestemmelser, som er omfattet af den i § 9 omhandlede kontrol. Udvalget foretager endvidere indstilling til Landbrugsministeriet om godkendelse af nyt klassificeringsudstyr.
§ 11. Udgifterne til tilsyns- og kontrolforanstaltningerne i henhold til denne bekendtgørelse fordeles gennem Organisationen Danske Slagterier på samtlige slagterivirksomheder, som er omfattet af foranstaltningerne, i forhold til antal slagtede svin.
§ 12. Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3-7.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lign., kan der efter § 16, stk. 8, i lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 13. november 1987, pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1989.
Landbrugsministeriet, den 27. oktober 1988
LAURITS TØRNÆS
/J. Hauge Pedersen
Bilag
KSA (Kød-spæk-Automatisk)-måleren
1. Apparatet er forsynet med en sonde af en diameter på 5 mm med en elektrisk ledende måleevne og en dybdeanvendelse på mellem 5 og 97 mm. Måleværdierne udtrykkes i beregnet indhold af magert kød ved hjælp af en datamat.
2. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel
y = 53,3671 + 0,0700 x1 - 0,2260 x2 - 0,2212 x3 - 0,2721 x4 + 0,1257 x5
hvor
y =beregnet indhold af magert kød i svinekroppen i procent,
x1 =vægten af den kølede krop i kg,
x2 =spæklagets tykkelse (inklusive svær) i mm, målt i svinekroppens flækningslinie på det tyndeste sted over lændemusklen (»M . glutaeus medius«),
x3 =spæklagets tykkelse (inklusive svær) i mm, målt 8 cm fra svinekroppens flækningslinie mellem tredie og fjerde lændehvirvel bagfra,
x4 =spæklagets tykkelse (inklusive svær) i mm, målt 6 cm fra svinekroppens flækningslinie mellem tredie og fjerde ribben bagfra,
x5 =musklens tykkelse i mm, målt samtidig og på samme sted som x4.
Formlen gælder for kroppe mellem 50 og 100 kg.
Bekendtgørelse om indvejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin samt indberetning af markedspriser for disse
I medfør af § 1, stk. 1 og 2, §§ 5 og 6 samt § 16, stk. 6, i lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 13. november 1987, fastsættes