Bestemmelser om Terræn Advarselssystem (Ground Proximity Warning System)
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om Terræn Advarselssystem (Ground Proximity Warning System)
I medfør af kapitel 3 samt § 149, stk. 10 og stk. 13, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jf. bekendtgørelse nr. 172 af 28. april 1985 om luftfartøjers luftdygtighed, om nationalitets og registreringsmærker for luftfartøjer, luftfartøjsdokumenter og radioudstyr, § 1, følgende
1. Referencedokument
1.1 Radio Technical Commission for Aeronautics, Document No. DO-161 A (RTCA DO-161 A).
1.2 RTCA DO-161 A kan købes i engelsk udgave ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten, Ellebjergvej 50, 2450 København SV.
Anm.: RTCA DO-161 A er udarbejdet af den amerikanske tekniske kommission for flyveradioudstyr og blev sidst revideret den 27. maj 1976.
2. Gyldighedsområde
2.1 Denne BL gælder for alle danske, turbinedrevne flyvemaskiner under forudsætning af, at de
a) har en maksimalt tilladt startmasse på over 15.000 kg eller
b) har en sædekapacitet på mere end 30 sæder eksklusive pilotsæder.
2.2 En flyvemaskine betragtes som dansk, når den er dansk registreret eller anvendes til erhvervsmæssig flyvning i henhold til en dansk koncession.
3. Tekniske krav
3.1 Advarselssystemet skal i højder under 760 m (2500 FT) over terræn automatisk give visuel og akustisk advarsel i cockpittet, hvis et eller flere af følgende forhold indtræffer
Funktion 1: For høj barometrisk synkehastighed afhængig af højden over terræn i alle konfigurationer.
Funktion 2: For hastigt aftagende afstand til terræn i alle konfigurationer.
Funktion 3: Negativ stigning efter start eller overskydning før opnåelse af 215 m (700 FT) terræn frigang.
Funktion 4: Flyvning med mindre end 150 m (500 FT) terræn frigang i andet end landingskonfiguration.
Funktion 5: ILS-anflyvning i højder under 305 m (1000 FT) over banetærsklen, når luftfartøjet synker kendeligt under glideplanet.
3.2 Advarselssystemet skal indeholde en anordning til afbrydelse af funktion 1 til og med funktion 4. Anordningen skal være således indrettet, at utilsigtet afbrydelse ikke kan finde sted. Det skal tydeligt fremgå af anordningen, når den har været i brug.
3.3 Advarselssystemet skal indeholde en anordning til afbrydelse af funktion 5. Anordningen skal være uafhængig af anordningen til afbrydelse af funktion 1 til og med funktion 4, og anordningen skal tillade, at funktion 5 automatisk armeres, hvis en ny ILS-indflyvning påbegyndes.
3.3.1 Funktion 5 skal automatisk armeres, når landingsstellet udfældes, og disarmeres, enten når flaps trækkes op fra landingspositionen, eller når landingsstellet trækkes op.
3.4 Advarselssystemet skal have indbygget en fejlmonitorerings og/eller selvtest-funktion. Funktionen skal vise, om systemet er operationelt med en fejlfrekvens på mindre end 10-5 pr. flyvetime. Den skal omfatte strømforsyningen, de akustiske og visuelle alarmer samt indgangssignalerne til advarselssystemet.
Anm. 1: Et advarselssystem, der opfylder kravene i RTCA dokument nr. DO-161 A eller senere udgaver, opfylder alle de tekniske krav i denne BL.
Anm. 2: Et advarselssystem, der er mærket med TSO C-92 a eller C-92 b, opfylder alle de tekniske krav i denne BL.
4. Flyvehåndbog
Ejer og/eller bruger er ansvarlig for, at flyvehåndbogen indeholder myndighedsgodkendte oplysninger om advarselssystemets indflydelse på de for flyvemaskinen gældende
a) begrænsninger,
b) nødprocedurer og
c) normale procedurer.
5. Driftsforstyrrelser og standsning af advarselsgivning
5.1 Luftfartøjschefen er ansvarlig for,
a) at advarselssystemet virker korrekt ved påbegyndelse af en flyvning,
b) at start, hvis fejl opstår under en påbegyndt serie af flyvninger, ikke finder sted fra en flyveplads, hvor reparation eller udskiftning kan ske,
c) at enhver flyvning uden korrekt virkende advarselssystem rapporteres til Statens Luftfartsvæsen senest 48 timer efter flyvningens afslutning,
d) at enhver falsk advarsel rapporteres til Statens Luftfartsvæsen senest 48 timer efter flyvningens afslutning, samt
e) at advarselssystemet ikke sættes ud af funktion under en flyvning, medmindre det er en skoleflyvning.
6. Vedligeholdelse
Ejer og/eller bruger er ansvarlig for,
a) at advarselssystemet er vedligeholdt i overensstemmelse med fabrikantens forskrifter, samt
b) at advarselssystemets vedligeholdelsesprogram indgår i flyvemaskinens vedligeholdelsesprogram.
7. Dispensation
7.1 Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
7.2 Ansøgning om dispensation skal sendes til Statens Luftfartsvæsen mindst en måned, før dispensationen ønskes taget i anvendelse.
8. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
9. Straf
9.1 Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 4, 5 og 6 i denne BL straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.
9.2 Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 13.
10. Ikrafttræden
10.1 Denne BL træder i kraft den 1. september 1987.
10.2 Samtidig ophæves BL 1-16, 1. udgave af 1. juni 1976.
10.3 Flyvemaskiner, der allerede er optaget på det danske nationalitetsregister, eller udenlandsk registrerede flyvemaskiner, der opereres på en dansk koncession, skal senest 2 år fra denne BL's ikrafttrædelsesdato være bragt i overensstemmelse med kravene i denne BL.
Statens Luftfartsvæsen, den 26. juni 1987
V. K. H. Eggers
/ Chr. Mørup
Ingen