Bestemmelser om AFIS-certifikat, flyvepladsflyveinformationstjeneste
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om AFIS-certifikat, flyvepladsflyveinformationstjeneste
I medfør af § 73 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-02, Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater, 1. udgave af 1. juli 1975.
1.2 BL 6-05, Helbredskrav, seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. maj 1985.
1.3 BL 6-62, Flyvetelefonistbevis/certifikat, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. juli 1975.
2. Rettighed
2.1 For at kunne udøve den/de art(er) af lufttrafiktjeneste ved den/de lufttrafiktjenesteenhed(er), der er anført i certifikatet, i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat herfor af Statens Luftfartsvæsen, skal følgende betingelser være opfyldt
a) Vedkommende skal være indehaver af et gyldigt AFIS-certifikat, udstedt af Statens Luftfartsvæsen.
b) Vedkommende skal inden for de seneste 3 måneder
i) på mindst 12 vagter have udført de tjenester, certifikatet giver ret til, ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed, eller
ii) have gennemgået den praktiske uddannelse, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed under overvågning/instruktion af en instruktør, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, jf. dog pkt. 2.2, eller
iii) have bestået den praktiske prøve, der er anordnet af Statens Luftfartsvæsen i medfør af pkt. 4.7, ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed.
c) Vedkommende skal opfylde betingelserne for at kunne erhverve og opretholde et AFIS-certifikat i henhold til BL 6-02.
2.2 Den mulighed for at kunne udøve certifikatets rettighed, der er fastsat i pkt. 2.1 b) ii), må kun bringes i anvendelse en gang inden for en periode på 12 måneder.
3. Udstedelse
3.1 AFIS-certifikat udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på hertil autoriseret formular, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i denne BL, jf. pkt. 4.
3.2 AFIS-certifikat udstedes gældende for flyvepladsflyveinformationstjeneste ved en flyveplads, men kan udvides med ret til tjeneste ved en anden flyveplads, jf. pkt. 6.
3.3 AFIS-certifikat har en gyldighed på maksimum 25 måneder, når det udstedes inden ansøgerens fyldte 40. år, og en gyldighed på maksimum 13 måneder, når det udstedes efter ansøgerens fyldte 40. år. AFIS-certifikatets gyldighed kan dog ikke overstige gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse, jf. BL 6-05.
4. Udstedelseskrav
4.1 Ansøgeren må ikke være udelukket fra at erhverve AFIS-certifikat, jf. BL 6-02.
4.2 Ansøgeren skal være fyldt 18 år.
4.3 Ansøgeren skal have fast bopæl i Danmark eller være ansat af en dansk, offentlig myndighed eller et dansk, privat foretagende, der har Statens Luftfartsvæsens tilladelse til at etablere og drive en AFIS-enhed.
4.4 Ansøgeren skal være indehaver af flyvetelefonistbevis, jf. BL 6-62.
4.5 Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt som AFIS-operatør, jf. BL 6-05.
4.6 Ansøgeren skal med tilfredsstillende resultat have bestået den teoretiske prøve, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen for erhvervelse af AFIS-certifikat.
4.7 Ansøgeren skal på den flyveplads, hvortil certifikatet skal være gældende, have gennemgået den praktiske uddannelse af mindst en måneds varighed, der er godkendt af af Statens Luftfartsvæsen, under overvågning/instruktion af en instruktør, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen, og bestå den praktiske prøve, der er anordnet af Statens Luftfartsvæsen. Den praktiske uddannelse skal være afsluttet senest 18 måneder efter afslutningen af den teoretiske uddannelse.
5. Fornyelse
5.1 Efter andragende på hertil autoriseret formular vil et ikke-udløbet AFIS-certifikat senest 24 måneder efter udstedelsesdatoen/seneste fornyelsesdato kunne fornys af Statens Luftfartsvæsen, når følgende betingelser er opfyldt
a) Ansøgeren må ikke være udelukket fra at erhverve AFIS-certifikat, jf. BL 6-02.
b) Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt som AFIS-operatør, jf. BL 6-05.
c) Ansøgeren skal være indehaver af flyvetelefonistbevis, jf. BL 6-62.
d) Ansøgeren skal dokumentere inden for de sidste 24 måneder at have udøvet flyvepladsflyveinformationstjeneste ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed på mindst 72 vagter.
5.2 Fornyelse af et AFIS-certifikat mere end 24 måneder efter dettes udstedelsesdato/seneste fornyelsesdato, men senest 48 måneder efter samme dato, er betinget af, at pkt. 5.1 a), b) og c) er opfyldt, samt af, at ansøgeren påny har bestået de teoretiske og praktiske prøver, der er fastsat for erhvervelse af den pågældende certificering, jf. pkt. 4.6 og pkt. 4.7.
5.3 For fornyelse af et AFIS-certifikat senere end 48 måneder efter certifikatets udstedelsesdato/seneste fornyelsesdato gælder de udstedelseskrav, der er nævnt i pkt. 4.
6. Udvidelse
Efter andragende på hertil autoriseret formular vil AFIS-certifikat af Statens Luftfartsvæsen kunne udvides med ret til at udøve tjeneste på en anden flyveplads, når ansøgeren på den flyveplads, hvortil certifikatet skal være gældende, har gennemgået en praktisk uddannelse af mindst 2 ugers varighed under overvågning/instruktion af en instruktør, der er godkendt hertil af Statens Luftfartsvæsen, og har bestået den praktiske prøve, der er anordnet af Statens Luftfartsvæsen.
7. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
8. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
9. Straf
Udøvelse af certifikatets rettighed, uden at de herfor fastsatte vilkår er opfyldt, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.
10. Ikrafttræden
10.1 Denne BL træder i kraft den 1. april 1987.
10.2 Samtidig ophæves BL 6-71, 1. udgave af 15. maj 1984.
V. K. H. Eggers
/ S. E. Andresen
fg.
Ingen