Bestemmelser om privatflyvercertifikat, A-certifikat, flyvemaskine, generelt
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om privatflyvercertifikat, A-certifikat, flyvemaskine, generelt
I medfør af kapitel 4 samt § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-02, Bekendtgørelse vedrørende luftfartscertifikater, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. juli 1975.
1.2 BL 6-05, Helbredskrav, seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. maj 1985.
1.3 BL 6-11, Eneflyvningsbevis, flyvemaskine, generelt, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. juli 1975.
1.4 BL 6-12, Eneflyvningsbevis, flyvemaskine, praktisk uddannelse, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. juli 1975.
1.5 BL 6-14, Privatflyvercertifikat, A-certifikat, flyvemaskine, praktisk uddannelse, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. juli 1975.
1.6 BL 6-50, Typeuddannelse, en-motoret landflyvemaskine MTOW 5.700 kg, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. august 1976.
1.7 BL 6-51, Typeuddannelse, fler-motoret landflyvemaskine, seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. marts 1983.
1.8 BL 6-54 I, Periodisk flyvetræning, privatflyvercertifikat, flyvemaskine, PFT/A-certifikat, (VFR-DAG), seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. april 1982.
1.9 BL 6-54 II, Periodisk flyvetræning, privatflyvercertifikat, flyvemaskine, PFT/A-certifikat, (VFR-NAT), seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. april 1982.
2. Rettighed
For at måtte foretage VFR-flyvning i ikke-erhvervsmæssig luftfart som luftfartøjschef eller andenpilot på en dansk registreret flyvemaskine af den klasse/type, for hvilken certifikatet er gældende, skal vedkommende
a) ved VFR-flyvning om dagen
1) være indehaver af et gyldigt privatflyvercertifikat/flyvemaskine, der er udstedt eller valideret af Statens Luftfartsvæsen,
2) inden for de sidste 24 måneder have gennemgået PFT/A-certifikat, jf. BL 6-54 I eller BL 6-54 II,
3) inden for de sidste 12 måneder have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på flyvemaskine på mindst 10 timer eller have gennemgået PFT/A-certifikat, jf. BL 6-54 I eller BL 6-54 II, samt
4) hvis passagerer medføres, have udført mindst 5 starter og 5 landinger inden for de sidste 90 dage med flyvemaskine tilhørende den pågældende type (inklusive typevarianter omfattet af typebetegnelsen i certifikat eller typekort), og
b) ved VFR-flyvning om natten
1) være indehaver af et gyldigt privatflyvercertifikat/flyvemaskine, der er udstedt eller valideret af Statens Luftfartsvæsen og ikke er begrænset til flyvning om dagen,
2) på flyvemaskine have opnået en flyvetid som luftfartøjschef på mindst 100 timer,
3) inden for de sidste 24 måneder have gennemgået PFT/A-certifikat, jf. BL 6-54 II,
4) inden for de sidste 12 måneder have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på flyvemaskine under VFR-flyvning om natten på mindst 10 timer eller have gennemgået PFT/A-certifikat, jf. BL 6-54 II, samt
5) hvis passagerer medføres, have udført mindst 5 starter og 5 landinger under VFR- flyvning om natten inden for de sidste 90 dage med flyvemaskine tilhørende den pågældende type (inklusive typevarianter omfattet af typebetegnelsen i certifikat eller typekort).
Certifikatet giver ikke ret til at foretage flyvning mod vederlag.
3. Udstedelse
3.1 Privatflyvercertifikat/flyvemaskine udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på en formular, der er autoriseret af luftfartsvæsenet, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i pkt. 4 i denne BL.
3.2 Privatflyvercertifikat/flyvemaskine udstedes gældende for føring af flyvemaskine af den klasse/type, hvorpå den praktiske prøve, som nævnt i pkt. 4.3 i denne BL, er afholdt.
3.3 Privatflyvercertifikat/flyvemaskine har en gyldighed på maksimum 25 måneder, når det udstedes inden ansøgerens fyldte 40. år, og en gyldighed på maksimum 13 måneder, når det udstedes efter ansøgerens fyldte 40. år. Gyldighedsperioden for privatflyvercertifikat/flyvemaskine kan dog ikke overstige gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse efter reglerne i BL 6-05 om privatflyvercertifikat.
4. Udstedelseskrav
4.1 Ansøgeren skal
a) være indehaver af et gyldigt eneflyvningsbevis/flyvemaskine, jf. BL 6-11,
b) med et tilfredsstillende resultat have gennemgået den praktiske uddannelse for privatflyvercertifikat/flyvemaskine, der er foreskrevet i BL 6-14, samt på flyvemaskine
c) have erhvervet en total flyvetid på mindst
1) 25 timers dobbeltstyring og
2) 15 timers eneflyvning.
4.2 Den flyvetid, der er nævnt under pkt. 4.1, kan for indehavere af gyldigt svæveflyvercertifikat efter flyveskolens vurdering reduceres med indtil 10 timers dobbeltstyring og 5 timers eneflyvning.
4.2.1 Flyvetidsreduktion, foretaget i henhold til pkt. 4.2, må ikke medføre reduktion i den navigationsuddannelse, der er nævnt i BL 6-14.
4.2.2 Den flyvetid, der er anført under pkt. 4.1, kan for indehavere af gyldigt privatflyvercertifikat/rotorluftfartøj efter flyveskolens vurdering reduceres med indtil 6 timers dobbeltstyring og 4 timers eneflyvning.
4.2.3 Den samlede flyvetidsreduktion, jf. pkt. 4.2 og pkt. 4.2.2, må ikke overstige 10 timers dobbeltstyring og 5 timers eneflyvning.
4.3 Efter at være indstillet af en flyveskole, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, skal ansøgeren på en hertil autoriseret formular under en prøve, der er anordnet af luftfartsvæsenet, godtgøre at være kvalificeret til på flyvemaskine
a) at udføre de funktioner, der påhviler en luftfartøjschef i forbindelse med en VFR-flyvnings forberedelse, gennemførelse og afslutning, herunder anvendelse af luftfartøjets kommunikationsudstyr,
b) at træffe sådanne beslutninger og/eller forholdsregler, som måtte være påkrævet, hvis en nødsituation eller anden hændelse gør det umuligt eller uforsvarligt at fortsætte flyvningen som planlagt,
c) at føre den pågældende flyvemaskine under VMC i såvel normale som unormale flyvemanøvrer, samt
d) at anvende de nødprocedurer, der er foreskrevet for den pågældende flyvemaskine.
4.3.1 Prøven vil foruden en praktisk del omfatte overhøring i teori vedrørende et udsnit af de emner og øvelser, der er anført i BL 6-12 og BL 6-14, samt radiobetjening og korrespondance.
5. Fornyelse
5.1 Et privatflyvercertifikat/flyvemaskine kan fornys af Statens Luftfartsvæsen efter andragende herom, når følgende betingelser er opfyldt
a) Ansøgeren må ikke være udelukket fra at opnå privatflyvercertifikat, jf. BL 6-02.
b) Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt til privatflyvercertifikat, jf. BL 6-05.
c) Ansøgeren skal dokumentere at have aflagt PFT/A-certifikat, jf. BL 6-54 I eller BL 6-54 II, før certifikatets udløbsdato og inden for de sidste 24 måneder.
5.2 Hvis kravet under pkt. 5.1 c) ikke er opfyldt, kan certifikatet fornys indtil 3 1/2 år efter udstedelsesdatoen eller sidste fornyelsesdato, når ansøgeren kan dokumentere at have aflagt PFT/A-certifikat, jf. BL 6-54 I eller BL 6-54 II, inden for de sidste 60 dage, og når øvrige fornyelsesbetingelser, jf. pkt. 5.1 a) og b), er opfyldt.
5.3 Fornyelse af certifikatet mere end 3 1/2 år efter udstedelsesdatoen eller sidste fornyelsesdato er betinget af fornyede teoretiske og praktiske prøver.
5.3.1 Statens Luftfartsvæsen kan efter ansøgning herom forlænge den frist på 3 1/2 år, der er nævnt i pkt. 5.3, hvis en certifikatindehaver af helbredsmæssige årsager ikke er i stand til at overholde denne frist, på betingelse af, at certifikatindehaveren i perioden, indtil fornyelse af certifikatet efter reglerne i pkt. 5.1 vil kunne finde sted, aflægger PFT/A-certifikat, jf. BL 6-54 I eller BL 6-54 II, med ikke over 12 måneders mellemrum.
6. Udvidelse
Privatflyvercertifikat/flyvemaskine kan udvides med anden klasse eller type på de betingelser, der er anført i BL 6-50 og BL 6-51.
7. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
8. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
9. Straf
Udøvelse af certifikatets rettighed, uden at de vilkår, der er fastsat herfor, er opfyldt, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.
10. Ikrafttræden
10.1 Denne BL træder i kraft den 1. april 1987.
10.2 Samtidig ophæves BL 6-13, 3. udgave af 1. september 1982.
V. K. H. Eggers
/ Chr. Mørup
Ingen